Mistelten

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 nov. 2014
  • Opdateret: 20 jan. 2015
  • Status: Igang
(SPOILERS TIL KÆRMINDESØSTRE) december 1944 - Mettes kæreste hedder Iben. Tyskerne holder øje med dem. De må ikke opdage deres forhold. Og Mette må skuffe Iben, hver gang hun vil kysse under misteltenen for at de ikke begge ender med at holde jul i en koncentrationslejr. Men hvorfor være kærester, når risikoen er så stor? // Deltager i julekonkurrencen

20Likes
70Kommentarer
1745Visninger
AA

8. Seks

”Så Iben har fået dreng på, hva'? Det skulle du måske også til at få.” siger Betty henkastet hen over sin havregrød.

”Dreng på?” Jeg lader min ske falde ned og ramme kanten af tallerkenen.

”Petra fortalte, at hun så Iben kysse Hans Christian oppe ved gymnasiet, da hun skulle hjem.” smasker Betty.

”Kysse? Hvorhenne?”

”Lige ved siden af hovedindgangen.”

”Er du sikker på, at det var Iben?”

”Ja, jeg troede, hun havde fortalt dig det i går? Jeg mener, I er jo bedste veninder...”

”Det kan ikke være Iben.” fastslår jeg, men rejser mig alligevel fra bordet.

”Hvad skal du nu, Mette, du skal færddiggøre din grød først.” korrigerer mor.

”Jeg kom bare i tanke om, at jeg havde aftalt at komme tideligere over til Iben i dag.” Jeg sætter mig ned og skovler de sidste mundfulde indebors.

”Du kan da vel stadig lige rydde op efter dig. Nu har du jo trænning efter dit arbejde på caféen.”

”Det kan Betty få lov til. Jeg rydder alt for meget op på caféen, som et et job, der gør det muligt for hende at fortsætte i gymnasiet...” Min bemærkning ender med at henvende sig mere til Betty end til mor.

”Nej, det kan du da selv få lov til, din okkenok!” svarer hun igen.

”Tal pænt.” påminder mor og bladrer igennem det nyeste nummer af Frit Danmark. Jeg skimmer hurtigt overskriften. KAN ”BELGISKE TILSTANDE” UNDGAAS I DANMARK? Derefter sætter jeg min tallerken og krus over i vasken, før jeg træder ned i mine støvler uden at binde dem og griber min frakke, halstørklæde og taske. På et øjeblik er jeg ude af døren.

Mine fødder render så hastigt ned af trinene, at jeg nær falder flere gange. Hvad har Iben nu rodet sig ud i? En lille bitte del af mig er en smule pirret ved tanken, om det nu er en af hendes skøre eksperimenter. Og om det virkede. Om hun nød kysset. Og resten af mig håber på, at det er lyv og løgn. Jeg spæner over døren og sætter spor i den nyfaldne sne. En kvinde låser sin cykel op i porten mellem første og andne baggård.

”Glædelig jul, Mette!” råber hun efter mig. Min stakåndethed gør det svært at svare, før jeg slår døren op ind til Ibens opgang. Jeg kender ikke engang damens navn, men hun kender mig formegenligt gennem vores spionarbejde.

På vej op af trapperne er jeg lige ved at støde ind i Ibens mor.

”Du er da tideligt på den, hva' Mette?” De brede læber formes i et endnu bredere smil, der minder mig om Ibens.

”Tja...” Jeg hiver en smule efter vejret, sender hende et venligt smil og løber så videre op til Ibens dør. Uden videre slår jeg den op.

”Æh, hej Mette?” Iben løfter et øjenbryn fra sin plads på den modsatte side af bordet, mens jeg får styr på min vejrtrækning igen. ”Skulle du ikke først komme klokken otte?”

Der er pyntet op med hjemmelavede julehjerter og gualander af avispapir over et hele, mens grangrene også fryder nogle lidt mærkværdige steder, der afslører at Iben er oppyntningens bagmand. Jeg lukker døren til efter mig, før jeg begynder på mit forhør. Her er så roligt og hamonisk, mens jeg kommer her og skyller ud med alt min uro som en tornado.

”Har du kysset Hans Christian?” Jeg lader min taske dumpe ned ved siden af døren, mens jeg begynder at vikle halstørklædet af. Det kradser alligevel.

”Ja, jeg lovede jo, at jeg ville ordne folks mistanke.” Hun smiler triumferende og lukker avisen foran sig.

”Men du kan da ikke bare kysse Hans Christian?” Vreden blusser op i mig. ”Du kan ike abre kysse en tilfældig dreng, men da i hvert fald ikke ham og...”

”Hvad er der nu med ham?” spørger hun stadig helt rolig, trods min oprevethed.

”Han og Esther havde engang noget kørende, men altså...” Endelig får jeg tørklædet af og smider det en smule for arrigt ved siden af tasken.

”Og hvad så mere? Det er jo tusind år siden!” Hun trækker på skulderene og rejser sig.

”Lad mig nu tal færdig for helvedet!” brøler jeg en smule for højt.

”Jaja, undskyld.”

”Det er måske tusind år siden, men du kunne da godt havde valgt en anden. Men pointen er, at du slet ikke skulle vælge nogen! Man kan ikke bare kysse en folk sådan lige, det kan man abre ikke Iben. Måske i din verden, men ikke i den virkelige verden. Du kan såre hans følelser. Sætte forventninger til ham. Eller blive kaldt en tøjte, hvis du bare sådan kysser alle. Desuden var det sådan en nyhed, jeg ikke gad høre fra min søster, men fra dig. Du kunne godt havde fortalt det først.” Mine kinder bliver røde i raseri, mens jeg snapper efter vejret efter den lange anklagning.

”Hvad er der nu med min verden?” Hun lægger trodsigt armene over kors.

”Nogle gange...” Da hun pludselig er vred, siver vreden lidt ud af hende. Det er som om vi kun af en samlet vrede, hvor hvis den ene tager må den anden afgive, så der hele tiden er ligevægt. ”Nogle gange er det bare som om, at man kan meget mere inde i dit hoved, end man kan i virkeligheden.”

”Så jeg er måske skør eller hvad? Så tak da.” fnyser hun og sparker stolen ind til bordet med et smæld.

”Nej, det var ikke på den måde. Årh, hvorfor skal vi altid skændes? Jeg gider ikke det her mere.” hvæser jeg sammenbidt og kigger op mod loftet som for at finde svar. Der er bare bjælker. Intet svar. Som om der overhovedet er et svar.

”Men ved du hvad, hvis at jeg skal kysse en dreng og blive set som en tøjte og gøre alt muligt, der kun er muligt i mit univers, så gør jeg det, hvis det er det, der skal til for, at jeg kan kysse dig under misteltenen.” Hun træder et skridt tættere på mig. Uden at tænke yderligere destroerer jeg de sidste skridt mellem os på et øjeblik og kysser hende i arrigskab og længesel. Trang, lyst. Jeg bider hende lidt i læben, mens hu bider mig i læben og vi knuger hinanden så hård, at det gør ondt, samtidig med at vi smelter sammen til en. En klump af smerte og savn. Vi er begge to stiktossede og smadder dumme, men vi er det sammen. Til sammen er vi intet. Ingenting. Ikke rigtigt noget værd. Ingen af os kan rigtig finde ud af noget. Vi er begge to fejl, der er tiltrukket af hinanden og er fejl sammen. Jeg borer mine negle ind i hendes skulder. Som to modsatte sider af en magnet, der på mystisk vis ikke kan skilles.

Min læber glider om hendes. Agrresivt, hastigt, så jeg må gispe ind i mellem for at få vejret. Jeg har for travlt med at kysse hende.

Det her er vores måde at skændes og elske på. I had og kærlighed.

Jeg må træde et skridt tilbage for at holde balancen og ramler ind i bordet, så bordkanten rammer min hofte, hvilket resulterer i, at jeg bider Ibens læbe til blods. Den varme smag breder sig i min mund, mens det røde stads fylder mine læber, men hun tager sig ikke af det.

 

”Gider du læse opskriften højt igen?” beder mor, mens hun moser kartoflerne. Jeg rækker ud efter avisen på bordet, der er slået op på siden med opskrift til 'marcipankonfekt'. Rationeringen er kun blevet værre med årerne, hvilket resulterer i, at vi endnu engang må være kreative for at få julen stablet på benene.

”Det skal De bruge: 4 teskefulde kunstig mandelessen...”

”Kan du ikke bare springe videre til afsnittet med, hvordan man gør?” sukker Betty. Hun plejer ikke at være så utålmodig, men i dag – den ottende december, vores faste konfektdag - har hun besluttet at være en humørslukker.

”Jojo.” Jeg kan ikke te mig fra at vende øjne af hende. Hun sender mig et irritabelt blik.

”Hvad er klokken?” spørger mor.

”Æh...” Jeg kaster et blik på hendes armbåndsur, der lægger på bordet ved siden af avisen. ”Halv seks.”

”Åh Kors, er den virkelig så mange? Jeg lovede Ebbi at komme og aflevere hans vasketøj inden halv seks, da han skulle til møde. Kan I to klare det et øjeblik alene?” Hun rækker gaflen, hun mosede med, til Betty og tørrer hænderne af i forklædet om hendes liv.

”Jaja.” Jeg sender hende et skævt smil.

”Fortrinligt. Jeg er tilbage om et øjeblik.” Hun river forklædet af og griber kurven med rent vasketøj. Et øjeblik efter smækker døren bag hende.

”Skal du ikke hjælpe med?” mukker Betty.

”Hvad er dig med dig i dag? Du er så gnaven.”

”Du kan da selv være gnaven.” Hun ser ikke på mig, men er fast fokuserede på at mose de allerede gennemmoste kartofler.

”Betty, seriøst.”

Hun siger intet, men tager bare opskriften ud af hænderne på mig og begynder på konfekten i et alt for hurtigt tempo til, at det kunne være hyggeligt. Julemusikken fra den skrattene radio får det hele til at virke så absurd.

”Det er jul, og Peter er her ikke, og er det min skyld.” Først nu gør det op for mig, at hun græder. Jeg rejser mig og tvinger hende til at vende sig væk fra køkkenet og hen mod mig.

”Det er ikke din skyld.” Jeg hader, når hun begynder på det. Jeg hader at skulle være den store og ansvarlige. Og så minder det mig om, at jeg kunne havde stoppet ham. At jeg sad lige bag døren, d pistolkuglen knaldede gennem hans hovedet.

”Det ændrer ingenting. Han er her ikke. Han var her altid. Og han var altid pisseirriterende, men han var her, og jeg glemte at sætte pris på det.” hulker hun. Jeg trykker hendes hovedet mod mit bryst, trods hun er en smule højere end jeg. Sige hende imod kan jeg ikke rigtigt, for hun har ret.

”Det skal nok gå. Jeg mener, det er vel også fint nok, at der ikke skal sidde en irriterende storebror og klage over hans ufuldendte kærlighedsliv, mens han blot spiser den konfekt, vi laver.”

Hun griner en smule og snøfter. Hendes øjne er blodsprængte.

”Alligevel: hvorfor fanden skulle han blive taget? Og hvorfor fanden kan jeg ikke bare komme mig over det?” Jeg har aldrig hørt hende bande før. Ikke rigtigt. Og ordenen hører ikke hjemme i hendes mund.

”Men vi klarer os, kan du se. Og det skal vi nok gøre.” Hun skulle bare vide, at han er død. Begravet i skoven bag søen. Og den eneste person, der ved det, er Esther.

”Ja... Men helt mit liv er bare noget lort lige for tiden.” Hun synker ned på en stol, og vi glemmer begge alt om flormelis og moste kartofler.

”Så slemt kan det da ikke være?”

”Ork jo. Jeg er skyld i...”
”Nej, du er ej.” afbryder jeg hende.

”Årh ligemeget. Men min storebror er i tyskernes varetægt, alle mine venner er fra overklassen, og jeg tør aldrig inviterer dem med hjem, og jeg er forelsket i en dreng, der aldrig vil kunne lide mig.” Pludselig forstår jeg, hvad Iben mener, når hun siger, at hun hader, når jeg brokker mig. Det er bare deprimerende at høre på.

”Ved du hvad? Lav noget konfekt og lad livet gå sin gang. Det skal nok ende godt. Jeg mener, du har en sød lillesøster, du har da i det mindste venner og er god i skolen og dine forældre har fundet sammen igen, der er masser af gode ting i dit liv!”

”Ja, lige bortset fra at min far er en tysker.” Hun griner lidt. ”Du har ret, lad os lave noget marcipankonfekt.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...