Mistelten

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 nov. 2014
  • Opdateret: 20 jan. 2015
  • Status: Igang
(SPOILERS TIL KÆRMINDESØSTRE) december 1944 - Mettes kæreste hedder Iben. Tyskerne holder øje med dem. De må ikke opdage deres forhold. Og Mette må skuffe Iben, hver gang hun vil kysse under misteltenen for at de ikke begge ender med at holde jul i en koncentrationslejr. Men hvorfor være kærester, når risikoen er så stor? // Deltager i julekonkurrencen

20Likes
70Kommentarer
1723Visninger
AA

10. Otte

Mine øjne bliver ved med at glide over den samme sætning igen og igen, uden at jeg rigtig kan hverken opfatte den eller forstå den. Det er Vinter-Eventyr af Karen Blixen. Jeg lånte den af Iben, der vidst fik den i julegave for nogle år siden, da hun synes, at jeg skulle tage og læse nogle bøger. Historien er god, men det tager mig for langt tid at læse den, til jeg bryder mig om den. Ikke fordi den er svær, men bogstaverne myldrer rundt mellem hinanden uden at give mening, hvilket blot frustrerer mig endnu mere.

Iben og jeg var begge to under det man ville kalde fortræffeligt i skolen, men alligevel læste Iben må livet løs hele natten lang, hvilket burde gøre hende god til dansk. Jeg har aldrig rigtigt forstået, hvorfor hun så endte med et g+, dog har jeg gættet mig til, at hendes evindelige snakken i timerne og rapkæftethed har trukket gevaldigt ned.

Når det kommer til stykket er at blive en forfatter nok hendes egentlige drøm, mens alt det med Siam mere er et håb om et eksotisk sted, hvor alt er nemt, og hvor der ingen krig hersker. Hun skulle bare vide, at hendes eventyrlandet også er præget af krigens tag. Så sent som i juni blev Bangkok bombet af japanerne.

Endnu engang skimmer jeg sætningen, men opgiver så og smækker bogen sammen. Ikke engang en side, det er så langt, jeg er nået på en time. Hvis bare jeg havde noget, jeg var god til, ville at finde en drøm nok ikke være så svært. Men jeg er bare ikke god til noget.

Døren går op, og Betty sender mig et forsigtigt smil, før hun går indenfor. Bagved hende dukker en høj fyr med mørke krøller op, Johannes. Jeg rynker på brynene; hun har aldrig haft nogen fra gymnaiset med hjem før.

”Dette her er så min lillesøster, Mette.” forklarer Betty og stiller en smule skeptisk mine sko, som ellers lå smidt, ordenligt.

”Årh hende kender jeg da fra caféen.” Han sender mig et skævt smil og rækker en hånd til min over bordet. Jeg tager den. Hans håndtryk er en smule for hårdt.

”Ja...” Betty er nok ikke lige så glad for den sammenligning. Hun trækker sine sko af, placerer dem ved siden af hendes og hænger sit overtøj på knagen. ”Skal jeg tag din jakke?”

”Jeg er da mand nok til selv at kunne hænge den op.” Han kigger på hende med et glimt i øjet og begynder også at tage sko og jakke af.

”Men altså … jah det er så her vi bor.” Hun piller lidt ved sine neglerødder, mens hun sender skeptiske blikke til den opvask Iben og jeg efterladte, da vi smurte smørebrød til frokost.

”Årh...” Først nu ser han sig rigtigt omkring. Han kører en hånd igennem håret. Jeg fæstner mit blik på den grønne forside på bogen for at udelukke hans kommentar, jeg ved vil komme, mens furstrationen vokser i mig. Vokser oven på alt det andet. At jeg ikke kan læse, at jeg ikke er god til noget, at Iben og jeg ikke kan være kærester, og at vi snart bliver opdaget af tyskerne. ”Her er da...” Jeg vil ikke høre fortsættelsen. Ikke høre sådan et overklasseløg kritisere mit hjem. Før jeg ved af det, er jeg kommet på benene og har stukket ham en lussing.

”Av for satan!” skriger han og tager sig til kinden. En smule ynkeligt. Det var trods alt ikke en særlig hård lussing. Iben får sådanne lussinger af sine forældre hele tiden.

”Mette dog.” udbryder Betty med store øjne og sender mig et dræberblik.

”Du skal ikke kritiserer mit hjem.” Jeg ser ham direkte i øjnene. Men hans blik er ikke hævnrigt. Blot forvirret.

”Undskyld, jeg ville ikke … jeg ledte bare for det rette ord.” stammer han. Endnu mere tøset.

”Det rigtige ord til at nedgøre dem, der ikke er født med en guldske i munden?” håner jeg.

”Mette, det var jo ikke det han ville.” Betty er på randen til at bryde sammen, og samvittigheden rammer mig. Jeg skulle ikke havde ladt det gå ud over ham, for i sidste ende bliver det hende, der bliver kendt med lillesøsteren, der slår, og det fortjener hun ikke, når hun i forvejen har svært nok ved at være en af de få på gymnasiet fra anden baggård.

”Hvad ville han så?” Min vrede fordufter hurtigt. Når det kommer til stykket handlede det jo slet ikke om ham, men om alt det andet, der evig og altid tirrer mig.

”Give et kompliment måske? Du skal også evig og altid dømme folk på forhånd.” Det sidste er en løgn. I hvert fald lidt.

”Hvorfor skulle han give et kompliment til ...” Jeg ser rundt, ”det her?”

”Fordi han er en sød dreng, og se, nu har du selv lige nedtalt det? Det er da ikke nogen hemmelighed, at vi ikke bor så pænt som alle andre, men her er da hyggeligt.” Hun synker en klump. Det betød virkelig meget for hende at give Johannes et godt indtryk og vise ham alt det, hun har skjult for de fleste andre, mere end jeg før har troet.

”Det eneste, jeg ville sige, var, at her var langt hyggeligere end jeg havde forventet mig af anden baggård.” Johannes trækker lidt på smilebåndet for at redde stemningen. Da han fjerner den lange hånd, afslører han et rødt mærke. Ramte jeg ham virkelig så meget?

Forvirret fnyser jeg blot, griber min bog fra spisebordet, går ind på Bettys og mit værelse og smækker døren efter mig med et knald. Hvor dum kan man være? Jeg ødelægger ikke kun mit eget liv ved at være så pokkers dårlig til alt, men nu også alle andres.

Jeg knalder bogen ind i min pande flere gange. Det er en paperback, så det gør synderligt ondt, som jeg vil have det til at gøre. Jeg tvinger tårerne tilbage, så mine øjne gør ondt. Men det kan alligevel også være ligeglad. Alting går galt for mig. Det eneste jeg har er Iben, og for tiden skaber vores forhold flere problemer end glæder.

Der må da være et eller andet jeg dur til. En eller anden mening med netop min eksistens. Eller også er jeg bare en fejl.

 

”Kan du ikke lige hænge denne her op?” Regnar langer en seddel til mig over disken. ”Min søster er med i dramaklubben, så jeg lovede hende, at vi ville lade den hænge her i et stykke tid. De søger nye medlemmer.”

”Ah.” Jeg skimmer seddelen uden at få meget ud af det, eftersom det er svært nok for mig at læse langsomt.

Jeg stikker en knappenål gennem den og hænger den op på opslagstavlen ved siden af døren. Øverst på seddelen er der tegnet en glad maske og en sur maske. Jeg har aldrig været i teateret, men der er vidst sådan nogle over scenen. Da Regnar forsvinder ned i køkkenet til Iben, beslutter jeg mig for alligevel at nærlæse den en smule mere. Heldigvis er skriften letlæselig og der er sparet på de lange forklaringer.

Vi er en teaterklub, der søger nye Talenter – Unge som Gamle. Hver Lørdag mødes vi på Jernbanegymnasiet kl. fem og er sammen et par timer. Vi har planer om at sætte et Skuespil op til Sommer, hvor vi blandt andet har snakket om at kaste os ud i Shakespears Romeo & Julie eller En Skærsommernats Drøm, men andre Forslag modtages gerne.

Første Møde er d. 16. december.

Teater … jeg har aldrig rigtigt tænkt teater som en mulighed før, men hvorfor ikke? Måske er det det, jeg er god til, uden før at havde opdaget det? Det er da værd at give et skud.

Et smil spreder sig på mine læber, da jeg ser på datoen igen. Hver lørdag klokken fem? Den eneste dag Iben og jeg har fri er mandag. Alle andre dage arbejder vi fra elleve til ottetiden. Selvfølgelig skal det også bare ødelægge hele min mulighed for at finde min drøm.

”Pokkers.” mumler jeg for mig selv.

”Pokkers hvad?” Først nu opdager jeg, at Iben er kommet op og står og tager ud af bordet ved siden af mig.

”Der er denne her dramaklub, og så tænkte jeg, at det måske var mig, men de mødes hver lørdag klokken fem, så det kan være lige meget.”

”Nej, lad være med at lade småting stoppe dig, så vil du det ikke nok.” Iben stiller den sidste tomme kaffekop på bakken, og jeg følger med hende ud i køkkenet.

”Du siger det, som om du allerede ved, at jeg vil kunne lide det. Det kan også bare være, jeg er så edderelendig til det som til alle andre ting.”

”Vær nu ikke så hård mod dig selv.” Hun smiler og bakser sig med bakken ind af døren og ned i køkkenet. ”Desuden er du ret god til at udtrykke dine følelser når vi skændes.” Hun ser på mig med et glimt i øjet og sætter så bakken ved siden af vasken. Jeg begynder at vaske kopper op. Det her er ikke, det jeg vil resten af mit liv. Jeg vil noget stort. Og hvis teater er min vej til at udrette noget vigtigt, så vil jeg ikke lade den gå til spilde.

”Tror du, jeg kan få lov til at gå tidligere, den ene dag? Så kan jeg bare arbejde de ekstra timer om mandagen.” spørger jeg.

”Selvfølgelig, men om mandagen skal du jo være sammen med mig.” Hun sender mig et såret blik.

”Årh ja...”

”Ej, Mette, det er bare gas, du skal da følge din drøm! Men her kan du se, jeg har også en lille skuespiller i mig.” ler hun.

”Skal du nu være skuespiller, Iben?” Regnar kommer ind af bagdøren med en kasse fyldt med kartofler og må havde overhørt det sidste af hendes sætning.

”Næh, en det skal Mette, og hun vil gerne have fri fra klokken fem på lørdag for at finde ud af, om det er hende.”

”Jeg skal nok arbejde mandag de timer, jeg forsømmer.” indskyder jeg og vender mig mod ham.

”Naturligvis.” Han balancerer med kassen med kartofler et øjeblik, før jeg får gang i mig selv og skynder mig til at hjælpe ham med den.

”Tak, tak, tusind tak.”

”Det var så lidt. Jeg håber, det er noget for dig.” smiler han.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...