Mistelten

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 nov. 2014
  • Opdateret: 20 jan. 2015
  • Status: Igang
(SPOILERS TIL KÆRMINDESØSTRE) december 1944 - Mettes kæreste hedder Iben. Tyskerne holder øje med dem. De må ikke opdage deres forhold. Og Mette må skuffe Iben, hver gang hun vil kysse under misteltenen for at de ikke begge ender med at holde jul i en koncentrationslejr. Men hvorfor være kærester, når risikoen er så stor? // Deltager i julekonkurrencen

20Likes
70Kommentarer
1723Visninger
AA

21. Nitten

Jeg betragter vinduet. Det er lavt nok til, at jeg kan kravle ud af det, hvis jeg står på tæer på toiletbrættet. Et øjeblik fanger jeg mit eget blik i spejlet. Det er mørkt. Jeg ser forfærdelig ud. Mit hår er uglet, mit ansigt er vædet af tårer, og jeg har kradsemærker på armene efter mareridt om tyskerne.

Jeg bliver nødt til at gøre en ende på dette. I det mindste så for Ibens skyld. Det kan ikke fortsætte sådan her længere. Beslutsomt træder jeg op på det nedslåede toiletbræt og griber fat i vindueskarmen. Det er taveligt mod Aske og hans familie, efter alt det de har gjort. Det er taveligt mod Iben, at jeg bare forlader hende. Og det er taveligt mod Betty, der efter min kommende handling vil komme til at blive hængt ud ligesom jeg. Udstødt fra samfundet.

Når det kommer til stykket, er det vel bare dumt at vove sig ud af sin sikkerhedszone? Men der er ingen garanti for, at de ikke finder os her, og hvis tyskerne først finder mig gemt bag en reol, så vil de ikke tro på den løgn, jeg lige om lidt vil stikke dem.

Med et fast tag hiver jeg mig op at sidde i vindueskarmen. Jeg undgår at kigge ned, mens jeg bakser vinduet op. Klokken nærmer sig de fem stykker, men det er alligevel bælgragende mørkt derude. Måske vil Iben og jeg være frie, før nogen kommer herud og opdager det åbne vindue?

En vind stryger ind på badeværelset og giver mig kuldegysninger. Jeg burde havde skaffet mig noget mere tøj end blot den uldtrøje, jeg har lånt af Elizabeth, mens hun vaskede vores andet tøj, og bukserne. Intet af det vil kunne modstå decemberkulden.

Det tager en ordenligt portion mod at springe fra vinduet ned på taget, trods der kun er en meter eller noget, men jeg får det gjort. Så står jeg der og bliver revet fra hinanden af vinden, mens der ikke er nogen vej tilbage. Jeg vil ikke kunne komme tilbage gennem vinduet.

Der går et øjeblik, før det går op for mig, hvor Aske bor. Det er ikke langt fra det hus tyskerne har overtaget og nu bruger som hovedkvarter eller hvad tyskerne nu har brug for.

Skjult af natten og med klaprende tænder begiver jeg mig hen over taget hen til det næste tag. Der er større sandsynlighed for at de ser mig og skyder uden at tænke, hvis jeg går på gaden, end hvis jeg kravler på taget. Såvidt jeg husker er der tag hele vejen ind til deres hus. Hvis bare jeg ikke dør af kulde inden da.

Tagstenene er robuste, men jeg kan alligevel ikke lade være med at tvivle på om de nu holder, så efter få skridt ender jeg på alle fire og kravler hen over det skrå tag. Der er langt nok ned til, at jeg kan dø, hvis jeg falder. En brækket nakke. Et pludseligt vindstød kunne sagtens få benene ud under mig, men nu når jeg kravler, føler jeg mig en smule mere sikker.

På ingen tid er jeg henne over det første tag. Så er der kun et par stykker tilbage. Jeg kender ikke dette kvarter godt, men jeg har da været her nogle gange, når jeg cyklet igennem for at komme ind til centrum.

Kulden går gennem marv og ben og taget det næste tag er dækket med sne, så mine hænder bliver iskolde og mine strømper bliver gennemblødte. Derfor beslutter jeg at kravle ned på gaden og håbe på, at vinden er mildere, og der er ryddet for is, så det er muligt at løbe det sidste stykke. Rystende af kulde kravler jeg hen til kanten. Hvorfor har jeg nogensinde forvildet mig herop?

Der er vel to meter ned. Dog får jeg øje på en bunke sne gennem mørket. Hvis jeg springer ned i den, må den tage noget af faldet. Og ellers må jeg blot håbe på en smertefri død.

Jeg er instillet på at skulde dø, mens kulden er ubeskrivelig og får mig til at tvivle på, om jeg overhovedet kan bevæge mig den ene meter længere hen til snebunken. Alt i mig er frosset til. Er det sådan her, det føles at dø? At det sådan her jeg skal dø?

På en forunderlig måde ender jeg ved kanten af taget, hvorunder snebunken ligger. For en gangs skyld kommer kulden mig til undersætning, for den tager al opmærksomheden fra frygten til at gøre det, så jeg springer bare.

For en stund følelse det som et flyve. Bare alt for hurtigt. Så hurtigt, at det er ubehagligt. Indtil det hele stopper med en bump, der med garanti vil give mig nogle blå mærker. Men i det mindste er jeg ikke død.

Jeg kunne ligge der i en blanding af mørket og det hvide sne og sove ind med forfrosninger, hvis det ikke var fordi jeg på forunderligvis fik tvunget mig selv til at rejse mig. Det efterfølgende sker i orde til mig selv: ryst sneen af dig, bevæg dine fingre, løb.

Mine skridt mod jorden er tunge og stive, så det gør ondt langs hele mit ben, men jeg er bange for at finde ud af, at jeg ikke kan bøje mit ben, hvis jeg prøver. Løbet får varmen op i mig igen for at stund, indtil jeg må standse foran huset.

Nummer 23. Jeg er helt sikker på, at det er der. Bare de ikke skyder mig, før jeg når at tale, er den eneste tanke, der når min frosne bevidsthed, da jeg ringer på døren. Jeg klamrer mine arme omkring mig i et håbløst forsøg på at få noget varme.

”Hallo...” Døren bliver åbnet og et øjeblik stirrer tyskeren, der har åbnet, blot stumt på mig.

”Wer ist es, Tomas?” Ebbi kommer til syne bag tyskeren, der angiveligt hedder Tomas, men standser så brat, da han ser mig.

På under et sekundt mærker jeg det kolde metal fra Tomas pistol mod min tinding. Endnu to tyskere dukker op bag ham.

”Helt ærlig, far, har du slet ikke fortalt dem planen?” Jeg forsøger at lyde så rolig som mulig, mens jeg får øjenkontakt med Ebbi, hvis øjne blot fortæller mig, at jeg skal forsvinde ud i ingenting hrutigst muligt, hvis jeg ikke vil dø.

”Far?” En mørkhåret nazist vænner sig mod Ebbi. Grammatikken er det eneste, der mangler i hans dansk. ”Er du far hendes?”

”Helt ærligt, har I ikke regnet den ud, jeg mener, se os lige. Jeg er intet mindre end en pigeversion af Ebbi.” Jeg ruller øjne af dem.

”Sænk pistolen,” beordrer Ebbi. Både vredt og forvirret. Tomas sænker langsomt pistolen, mens hans stadig følger mine bevægelser vagtsomt.

”Altså må jeg lige komme ind eller hvad? Det var da en meget lille service, man får, når man nu har hjulpet jer.” Jeg masser mig ind bag dem i entreen.

”Hjulpet os?” spørger den sidste tysker: en bred, skaldet mand.

”Jeg har da en masse oplysninger klar til jer, for syv sytten. Det er da derfor jeg er kommet, har Ebbi slet intet fortalt om planen?” Jeg har planlagt min løgn ned til mindste detalje for at få den til at lyde så realistisk som muligt.

”Planen?” Tomas hånd med pistolen er stadig parat til på et splitsekund at kunne tilintetgøre min eksistens.

”Planen om, at jeg skulle arbejde på caféen i min brors sted og lade folk tro, jeg var kærester med hende Iben der, så alle troede på mig, og dermed videregav oplysninger om deres modstandsarbejde til mig, som jeg nu stolt kan videregive til jer.” Jeg smiler stort og forhåbenligt ægte nok. Som om jeg slet ikke er bange. Som om jeg er hundrede procent bevidst om, at jeg har ret.

”Hvorfor har du ikke fortalt os om det?” Den mørkhårede vender sig mod Ebbi.

Et øejblik er hans ansigt koldt, hvorefter det lyser op i et smil.

”Jeg ville lade det være en overraskelse for jer.” Han stiller sig over ved siden af mig og giver min skulder et klem. Så hårdt, at jeg opfatter, at det ikke er venligt ment. ”Jeg er så stolt af min datter.” Han kysser mig på panden. ”Skal vi ikke åbne en flaske vin og høre, hvad hun har at sige?”

”Det kan vi da godt.” Tomas tvivler stadig, det er tydeligt, men de er mere overbeviste, end jeg turde håbe.

De fører mig ind i en pænt indrettet stue, mens den mørkhårede lukker døren. Her er varmt, dejligt varmt, men jeg prøver at undgå at ligge for meget opmærksomhed på, at jeg kommer her gennem sneen klædt i indendørstøj – de skal nødigt begynde at tvivle på grund af sådan en bagatel.

”Kan jeg ikke få noget varmt at drikke eller noget?” hundser jeg for virkelig at understrege min selvsikkerhed, mens jeg sætter mig for bordenden. Forhåbenligt ser de ikke min rystende hånd. Men jeg har planlagt det ned til mindste detalje de sidste par døgn, så det kan ikke gå galt.

”Jojo.” Den skallede råber en ordre på tysk gennem huset.

”Kan du så ikke lige forklarer det hele igen, jeg er ikke sikker på, jeg helt med er?” spørger den mørkhårede og sætter sig ved siden af mig. Ebbi sætter sig ved min anden side.

”Da jeg blev genforenet med Ebbi, da han kom her til byen, begyndte vi straks på en plan. Som i nok ved har min storebror gjort en hel del dumme ting, som folket af mærkelige grunde kan lide, men det så Ebbi og jeg – mest jeg faktisk,” Jeg sender dem et triumferende smil, ”som en mulighed til, at jeg kunne få folks troværdighed, fordi de tror, jeg er på samme side som ham. Den har jeg så i lang tid udnyttet til informationer til jer. Iben kom som en del af planen, da folks troværdighed svingede, og vi havde brug for noget ekstra hjælp. Hun medvirkede i planen for penge,” Lige præcis denne del var svær at planlægge, fordi jeg hverken kan få tyskerne til at tro, at Iben er på de ”forkertes” side, eller modstandsfolkenes til at tro, at hun er på tyskernes side nu. Men Aske ville være stolt, hvis han så, hvordan mine skuespillerevner er i aktion nu. ”Hun er sådan en type, der ikke rigtigt går op i at vælge side, men bare håber på at hun snart kan få sukker igen.” Jeg griner let og får da også tyskerne til at grine. Klangløst dog.

”Er alt dette virkelig sandt?” Tomas lader sit blik, der ellers har hvilet vagtsomt på mig, møde Ebbis.

”Så sandt som det er sagt. Det er genialt ikke?” Jeg har nok mine skuespillerevner fra Ebbi, for med hans latter får han selv mig overbevist om, at han synes det er genialt.

”Helt igennem genialt!” Den mørkhåredes ansigt lyser helt op.

Bag os kommer deres tjener ind med en kop kaffe til mig og vin i glas til de andre. Jeg drikker ikke engang kaffe, men min krop er så gennemkold, at jeg tvinger den kogende væske i mig alligevel. Mit hjerte banker ligeså stærkt, som når jeg kysser Iben.

”Hvad har du så at fortælle?” Den skalledes blik er stadig ikke helt tøet op.

”Det er så en smule mere skuffende,” Jeg sender dem et skævt smil, ”teknisk set er det jo godt, men jeg havde regnet at få lidt mere ud af det.”
”Hvad er det?” snapper Tmas.

”Der foregår meget lidt modstandsarbejde i byen, fordi alle tror, jeg gør det hele, så jeg har ikke fået afsløret meget mere end nogle sortbørshandeler. Men så længe jeg forbliver i den position jeg har nu, så vil der ikke ske mere inden for modstandsbevægelsen!” Jeg lyser op, dels som en del af løgnen og dels, fordi det går op for mig, at min hemmelighed om, at Ebbi er min far, ikke vil slippe tyskernes læber, så længe de er interesserede i, at jeg standser alt modstandsarbejdet. Og det er ikke engang en løgn jeg lige har fortalt. De fire tyskeres smil vokser sig større.

”Du kan virkelig være stolt af din datter, Ebbi!” Den mørkhårede klapper hænderne sammen i begejstring, og Tomas ligger pistol på bordet.

”Ja, det må jeg godt nok sige!” Ebbi modtager også et anerkendende blik fra den skallede og en klapsalve bryder ud. Jeg stråler, så meget jeg kan, som hvis dette var min drøm, der gik i opfyldelse. Det øjeblik jeg havde ventet på længe. Og på mange måder er det også det, i hvert fald igennem det isdste måned. Nu er Iben og jeg endelig frie!

”Men jeg må stadig lige have en ting på det rene: hvorfor har du været væk så længe?” Tomas løfter det ene øjenbryn. Hånden ligger kun få centimeter fra pistolen.

”Jeg har holdt jul hos min tante i København.” Forhåbenligt har tyskerne ikke opdaget, hvor meget alle andre må have bekymret sig om, hvor jeg er blevet af. Hvis jeg bare havde været hos min tante, havde de nok vidst det.

”Aha, det er forståeligt nok.” Tomas nikker og tager så om sit vinglas. ”Lad os skåle på den lille heltinde!”

Hvis der er en ting, jeg ikke ønsker at være, så er det nazisternes heltinde, men jeg holder facaden.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...