Mistelten

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 nov. 2014
  • Opdateret: 20 jan. 2015
  • Status: Igang
(SPOILERS TIL KÆRMINDESØSTRE) december 1944 - Mettes kæreste hedder Iben. Tyskerne holder øje med dem. De må ikke opdage deres forhold. Og Mette må skuffe Iben, hver gang hun vil kysse under misteltenen for at de ikke begge ender med at holde jul i en koncentrationslejr. Men hvorfor være kærester, når risikoen er så stor? // Deltager i julekonkurrencen

20Likes
70Kommentarer
1732Visninger
AA

11. Ni

Betty smækker døren efter sig.

”Mette, kan jeg tale med dig?” Mor sætter sig uden svar ned foran mig.

”Burde du ikke være taget afsted nu?” spørger jeg og synker med havregrød.

”Det er vigtigt.”

”Hvad nu?” Jeg skovler endnu en skefuld grød indenbords.

”Jeg talte med Ibens mor forleden, da vi mødtes på gaden og...”

Havregrøden kommer straks op igen, ud af min mund og lander i skålen med resten af grøden. Jeg skærer en grimasse, men bliver så tvunget ud i et hosteanfald. Tårer triller ned i af mine kinder. Både af hosten, og fordi jeg på samme tid ved, hvad der kommer, og ikke har nogen anelse om det. Hvis mor ved det, er situationen blot endnu mere farlig. Men hendes reaktion er det, jeg er mest bange for.

”Hun sagde...”

”Jeg ved, hvad hun sagde.” afbryder jeg hende og hoster færdigt.

”Men hvorfor fortalte du det ikke?” Hun prøver febrilsk at fange mit blik, mens hun tager min hånd, der knuger skeen til sig.

”Spørgsmålet er, hvorfor Iben overhovedet kunne finde på at fortælle det!”

”Men Mette, det er i orden.” Hun aer min kind med sin frie hånd.

”Synes du ikke, at det er mærkeligt overhovedet? At jeg både er dum og uduelig og bliver tiltrukket til det forkerte køn.” Pludselig vælter det hele ud af mig.

”Det er da mærkeligt for mig, at du … er kærester med en pige, men jeg elsker dig jo.” Hun rejser sig, går rundt om bordet og sætter sig på knæ foran mig.

”Det er forkert alligevel, når alt kommer til alt. Og så er det farligt. Smadderfarligt. Og nu, hvor du ved det … det har allerede spredt sig for meget.”

”Jeg fortæller det ikke.” forsikrer hun mig. Hendes øjne fæstner mine.

”Ikke til nogen. Ikke til Betty – ikke engang til Ebbi, i hvert fald ikke til Ebbi.”

”Mette, jeg kan godt holde på en hemmelighed. Hvorfor betroede du det ikke til mig noget før? Så har du bare gået rundt med alt det alene. Jeg er jo trods alt din mor, du kan stole på mig.”

”Jo mindre, der ved det, jo sikrere.”

Hun tørrer tårerne væk fra min kind, men de triller også ned af hendes. Jeg kan ikke lide at se hende græde. Især ikke over mig. Det er kun sket få gange før. Mest som følge af et karakterblad jeg har bragt med hjem. Derfor omfavner jeg hende og hører kun hendes snøften.

”Alt er bare så rodet. Kaos.” hulker jeg mod hendes skulder. Hun rejser sig fra sin siddende stilling. Mit øre lægger mod hendes hjerte, og dets banken nedildner mig.

”Du kan altid betro dig til mig, Mette, det må du huske.”

”Jeg var bare bange...”

”For om jeg ville sige det videre?”

”Til dels ja, men også … også om hvad du ville tænke. Det er ikke normalt. Om du ville dømme mig. Om du stadig ville accepterer mig.” Min stemme dirrer.

”Jeg elsker dig, lige gyldigt hvad du gør. Og jeg skulle da lige synke det, før jeg kunne konfronterer dig med det.”

”Mm...” Der er intet bedre end et kram med ens mor. Det er der ikke. Hendes blide arme omkring mig, der forsikrer mig om, at intet kan ramme mig, så længe hun beskytter og elsker mig. Fra alle. Selv tyskerne.

 

”Har du det fint med, at vi er her?” Iben sender et blik rundt på loftet. I lang tid efter Daniel blev taget stod det, som han efterlod det, men for et par måneder siden besluttede ejerforeningen, at vi skulle rydde ud i det, så nu er det eneste, der er tilbage de to mælkekasser, som vi sidder på og ølkassen, der vi benytter som bord. Rundt omkring har folk placeret alt deres skrammel; gamle møbler, bøger, kasser med sommertøj.

Jeg nikker. Det er så længe siden, og selvom savnet stadig gnaver derinde, så minder dette mig ikke synderligt meget om ham, nu her er så rodet.

”Bare sig til, hvis du bliver – utryg eller noget.” Hun trækker på smilebåndet og stiller vinglasene, vi tog fra hendes forældre, på ølkassen. Jeg sætter den billige flakse vin ved siden af og overvejer endnu engang om den nu var pengene værd. Men som Iben pointerede, har vi brug for noget romantisk i vores forhold. Nogle oplevelser. Som at sidde på et loft, der forhen gemte en jøde, og nippe til vin, mens vi studerer stjerne gennem ovenlys vinduet. Det er i hvert fald min plan.

”Skal jeg åbne den?” tilbyder Iben.

”Det må du nok hellere.” Vi har aldrig rigtigt drukket vin hjemme hos os. Peter drak øl, men vin … nej. Iben sætter proptrækkeren på og trækker propen ud uden det store besvær. Derefter hælder hun med elegance glasene halvt fyldte.

”Værså artig.” Hun stiller flasken på gulvet.

Jeg tager min glas og nipper forsigtigt til det. En grimasse skærer sig automatisk på mit ansigt, og Iben bryder ud i latter. Den skarpe smag sidder fast på min tunge.

”Har du aldrig drukket før?”

”Tja...” Jeg trækker på skuldrene og ler så sammen med hende.

”Prøv at lav dit ansigt en smule mere elegant, når du smager.” joker hun og eksemplificerer ved at føre glasset op til læberne. Forsigtigt lad en sjat glide indenbords, hvorefter hun sender et smil.

”Kan du virkelig lide det der?”

”Det er vel lidt ligesom smerte, når det kommer til stykket, kan den også være behagelig.” Hun trækker på skulderene og drikker så en ordenligt slurk uden at fortrække en mine. Jeg vender øjne af hende, men nipper så igen. Jeg kan godt følge hende. På en mystisk måde er den bittere og intense smag forfriskende og opkvikkende.

”Vin er lidt ligesom kærlighed. Den smager intenst, og på underligvis alligevel godt, så man bliver nysgerrig på et nip mere.” fastslår jeg.

”Vi er i det filosofiske hjørne i dag, hva'?” klukker Iben.

”Daniel og jeg plejede altid at være filosofiske heroppe. Han var virkelig god til at tænke over tingene.” siger jeg nostalgisk. En trist følelser fylder mig, men den er overkommelig og forsvinder ved et grin.

”Jeg ville virkelig gerne havde mødt Daniel – jeg mener, hvem havde ikke tænkt over, hvem der ville ende op med at vinde Porcelænsfruens hjerte?”

”Jeg gad godt havde set dem sammen. Det fik jeg aldrig gjort.”

”Hun har vidst også fået ny dreng på.” fastslår Iben og tager endnu engang en slurk af vinen. Noget siger mig, at det bliver hende, der tømmer flasken.

”Hvem?”

”Ham den mørkhårede, de virker i hvert fald rimlig vilde med hinanden, når de nu og da besøger os i vores ydmyge café.”

”Johannes … jah, det er de vel. Min søster er også ret vild med ham, det var ham jeg stak en på kassen husker du nok?” Betty ville nok ikke bryde mig om, at jeg fortalte det videre, men Iben er som min anden halvdel. Og det føles ikke som at sladre.

”Din søster? Hun har da også så dårlig smag i mænd.” Iben himler muntert med øjnene. ”Han er en overklassefyr, han hører til med sådan en som Porcelænsfruen. Intelligent, sød og klar til blive husmor.”

”Det er Betty da også.”

”Nja... hun er mere … revolutionerende. Hun bliver en stor videnskabskvinde en dag. En kvinde med sådan en karriere behøver ikke en mand.”

”Det kan du vel have ret i.” Jeg kan ikke lade være med at smile ved synet af hendes smukke ansigt i skæret fra stearinlysets flamme. Tanken om, at hun er min. Min mor tror jeg sover hos Iben, og Ibens mor tror, Iben sover hos mig. I virkeligheden sover vi her. Den lille løgn, gør det en smule mere spændende.

”Du er virkelig smuk, ved du godt det?” Hendes øjne fanger mine.

”Du er smukkest.”

”Årh som om. Jeg er blot en stjerne, mens du er solen.” Hendes stemme er så tiltrækkende, at jeg skal holde mig selv tilbage for ikke at kysse hende. Hun slikker sig selv om læberne, og jeg ved, at du gør det for at pirrer mig.

”Hvis jeg er solen, så er du universets skaber.” Min stemme er faktisk ret forførende. Hæs med et strejf af ligegyldighed.

”Du er bare fantastisk, og jeg er ikke fantasifuld nok til at finde på mere.” Hendes læber formes i et smørret smil, mens hun sender mig et luftkys.

”Du er da ellers forfatter, så burde du være kreativiteten selv.”

”Forfatter og forfatter, jeg er stadig i gang med min debutroman.” Hun læner sig tilbage og drikker af vinen.

”Kan jeg ikke læse det, du har skrevet indtil videre?”

”Tja... det kan du vel godt.” Pludselig bryder hun ud i et hosteanfald efter at havde fået vinen galt i halsen. Jeg gør tegn til at rejse mig op hjælpe hende, men hun holder hånden frem for at stoppe mig og hoster færdig. ”Det her er rædselsfuldt.” Hun nikker til vinen. ”Jeg ved ikke engang, om det er rigtig vin – det er rationeringsvin. Lidt ligesom vores kærlighed på mange måde er rationeringskærlighed. Vi kan ikke gøre den ægte uden at overskride deres love. Ikke hvis man er os. Men så er det godt, vi kender til det sorte marked.”

Der er stilhed et øjeblik. Hun tager min hånd på ølkassen og aer den forsigtigt.

”Fortryder du nogensinde, at du blev forelsket i mig?” Ømheden i min stemme er tydeligere, end jeg havde regnet med. Et øjeblik tygger hun på spørgsmålet.

”Næh. Du er riskoen værd. Fortryder du det?” Trods hendes åbenbaring om den dårlige vin drikker hun videre af den.

Jeg ved det ikke. Alting ville være lettere uden, at vi er kærester, men livet ville miste sin magi uden kærligheden. Blive ligeså gråt som det var førhen. Når jeg tænker over det, kan jeg slet ikke forstå, hvordan jeg kunne klare mig uden Iben. Mit liv må havde været utrolig meningsløst.

”Nej.” Ganske enkelt, ganske sandt. Mit blik følger stjernerne i ovenlysvinduet bag hende.

”Hvad ser du på, smukke?”

”Stjernerne.”

Hun vender sig om og betragter dem med mig. Egenligt er det bare en sort baggrund med lysende prikker, men tanken om, at disse prikker langt væk i universet er noget stort, giver mig gåsehud. Nu er det blot Iben og jeg. Alene under stjernerne, uden nogle tyskere eller verden til er dømme os.

Iben vender fluks ansigtet mod mig, og et øjeblik efter smelter vores læber sammen. Mine øjne lukkes i, lukker stjernerne ude. Nu er det blot Iben og jeg.

 

Det efterfølgende er skrevet efter d. 31. december og tæller dermed ikke med i julekonkurrencen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...