Mistelten

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 nov. 2014
  • Opdateret: 20 jan. 2015
  • Status: Igang
(SPOILERS TIL KÆRMINDESØSTRE) december 1944 - Mettes kæreste hedder Iben. Tyskerne holder øje med dem. De må ikke opdage deres forhold. Og Mette må skuffe Iben, hver gang hun vil kysse under misteltenen for at de ikke begge ender med at holde jul i en koncentrationslejr. Men hvorfor være kærester, når risikoen er så stor? // Deltager i julekonkurrencen

20Likes
70Kommentarer
1739Visninger
AA

16. Fjorten

Jakob reagerer ikke, da jeg træder ind i lejligheden og smider mit tøj det sædvanlige sted. Heller ikke den mindste reaktion kommer, da jeg smækker døren blødt bag mig. Han sidder forstenet på en stol og ser ud af vinduet på gaden. Jeg tænder ikke lyset, for så ville han blive nødt til at trække mørklægningsgardinerne for. I stedet famler jeg mig gennem mørket ind til Ibens værelse. Kvalmen sidder stadig i min hals. Skyldfølelsen, og pludselig begynder jeg at forstå, hvordan Betty må havde følt det, da Peter 'blev taget'. Selv ikke tanken om, at jeg har en plan med Aske nu, der kan redde os, kan fjerne den dybe sorg.

Iben ligger i sin seng. Endeligt sovende, og jeg håber for hende, at hun får blot et par timers fred. Hendes sengelinned er fyldt med opkast, og blot lugten fremkalder sure opstød hos mig, så jeg undgår at tænde lyset. Jeg kan ikke lade hende sove i en seng af opkast, så meget nøje fjerne jeg dynen fra hende, smider den på gulvet og kravler over det nogenlunde rene lagn ind til hende. Jeg kan mærke på hendes unormale varme temperatur i denne kulde, at hun har feber. Hendes tøj er dækket af opkast også, men heldigvis er hendes hår så kort, at det er undladt.

Forsigtigt trækker jeg bukserne af hende og kaster dem ned til dynen, hvorefter jeg trækker hendes sweater af og giver den samme tur. Hendes pande dunker af varme.

Jeg bliver nødt til at få hende væk fra sengen, mens jeg vasker sengelinned. Da går det op for mig, at der står en redt seng i gæsteværelset, Ibens gamle værelse, før hun flyttede ind i Michs værelse, da han blev taget. Langsommeligt lader jeg min arm glide ind under hendes kogende krop, mens jeg lader den anden glide under hendes ben.

Jeg trækker hende hen af lagnet og bærer hende ud af sengen. Hun er tøj og dermed også tung, men jeg bider tænderne sammen og vakler med hende i min favn ind på gæsteværelset, hvor jeg endelig kan lade hende falde ned i sengen. Hun ved, jeg er her, det kan jeg mærke, men enten har hun ikke lyst til at vågne op – hvilket jeg ude mærket forstår – og ellers vil hun ikke lade mig tro, at jeg vækkede hende.

Grundet hendes feber, lader jeg hende blot blive i undertøjet, mens jeg pakker hende ind i den kolde dynen. Den har ikke været brugt i evigheder. Faktisk ville jeg ønske, at hun ville vågne, så jeg ikke var så alene med min kvalme og min skyldfølelse og en kæreste, der ikke at til at få ud af sengen, hvis jeg ikke bærer hende. Men jeg bebrejder hende ikke, jeg tør ikke engang, hvordan jeg ville have det, hvis det var min mor.

Stilfærdigt planter jeg et kys på hendes skoldhede pande og lader døren stå på klem, da jeg atter bevæger mig ind i hendes soveværelse. Jeg bakser lagnet af og samler alt det opkastramte tøj og dynen i min favn. Besværet får jeg det ud i køkkenet og op i en bunke på spisebordet. Jakob reagerer stadig ikke på min tilstedeværelse. Jeg kan ikke lade være med at frygte, at han er død, men nu og da jeg kan ænse hans vejrtrækninger.

Efter at havde hjulpet Iben og Maren, navnet giver mig kuldegysninger, med at vaske tøj en del gange før, finder jeg hurtigt vaskebaljen, vaskebrættet og børsten. Lugten af opkast skærer i min næse, men dette er jo på mange måder min skyld, må jeg minde mig selv om, så jeg kan ikke klage. Jeg fylder karret med vand og bugserer det over på bordet ved siden af bunken. Derefter putter jeg vaskebrættet ned i baljen og tager først lagnet. Jo mere jeg gnider det op og ned ad vaskebrættet ved hjælp af børsten, jo stærkere skærer den sure lugt igennem rummet.

Jeg forsøger blot at lade være med at trække vejret mere end højst nødvendigt, mens jeg får bunken af vasketøj nogenlunde rent. Jeg skærer en grimasse, da jeg hælder vandet fra baljen ud i vasken. Det er utrolig ulækkert af opkast og stanken sidder stadig fast i hele stuen. Tøjet vrider jeg blot og lader ligge på et viskestykke i den tomme balje, mens jeg tager dynebetrækket og lagnet med ind på Ibens værelse. Med en hånd får jeg hevet mørklægningsgardinet op og åbnet vinduet op. Den kolde aftenluft slår mig i møde, mens små snefnug daler ned ude i mørket. Jeg lader både betrækket og lagnet hænge ud af vinduet i håb om, at det så vil tørre. For at det ikke falder helt ud, hvis nu der skulle komme et vindstød, sætter jeg en stak af Ibens bøger oven på dem i vindueskarmen. Hvis jeg blot lader lyset stå slukket, opdager ingen de manglende gardiner. Ibens vindue vender alligevel ud til en gyde, som tyskerne allernådigst ville nærme sig.

Klokken er vel omkring de ni stykker, men jeg er så udmattet, at jeg kunne dejse om på stedet. Dog får jeg vaklet mig vej ind på gæsteværelset, hvor jeg trækker alt tøjet af ind til undertøjet og kravler ned under dynen, mens jeg klamrer mig til Ibens feberhede krop. Jeg kan ikke lade være med at spekulerer på, om Jakob nogensinde vil rejse sig fra den stol igen, nu hvor han har sat sig der.

Først nu opdager jeg, hvor langt oppe i halsen mit hjerte sidder, og hvor hårdt det dunker. Så hårdt at det gør ondt, ligesom det gør ondt at se Jakob sidde sådan og Iben være synket så lavt, at hun sover i sit eget bræk. Jeg kan ikke være et barn nu, jeg kan ikke græde, selvom Iben ikke ser mig. Jeg må være stræk, selvom jeg blot har lyst til at falde sammen, mens mit liv smuldrer omkring mig. For selv med aftalen med Aske, er det ikke sikkert, det redder os. Vi har jo stadig spionarbejdet, som de kan sigte os for, trods det er længe siden, vi har gjort noget ved det. Og når det kommer til tyskerne, skulle det ikke undre mig, hvis de pløkkede os ned, udelukkende med den grund, at de ikke bryder sig om os.

Jeg kryber helt ned under dynen, lader mine kolde arme trække Iben helt ind til mig, mens hendes hjerteslag langsomt vugger mig ind i en fredfyldt stund af søvn.


 

”Tak, fordi du er her, Mette,” hvisker Iben i mit øre, mens hun strækker sig og lader sin arm trække mig ind til hendes bryst. Hendes stemme er stadig grådkvalt og at tude på den våde plamage på hovedpuden, er det ikke længe siden hun har grædt.

”Hvad er klokken?” gaber jeg og kommer langsomt til mig selv. I tanke om alle de ting, der tynger mig til sengen og til Ibens varme favn.

”Det er lige meget, det er mandag.” Hun snøfter og lader sin hånd glide gennem mit hår.

”Jeg har en aftale.” Jeg gnider søvnen ud af mine øjne.

”Den er ikke over otte for ellers ville solen skinne gennem gardinet.” Iben vænner sig om, så hun ligger på maven og peger hen mod det lille vindue. ”Tro mig, jeg tilbragt mange morgner da jeg var lille med at vente på, at den begyndte at skinne.”

”Hvis den nogensinde skinner, tyskerne har efterhånden mørklagt hele verden,” sukker jeg og lukker øjnene ingen. Hun fletter sine fingre ind i mine.

”Hvilken aftale har du?”

”En med en, der hedder Aske. Han vil lege min kæreste, lang historie.” Egenligt er den ikke så lang, men jeg orker intet nu.

”Det er da godt, ikke?”

”Jo. Hvordan har du det?”

”Forfærdeligt, men gider du ikke godt tale med mig om sådan nogle ligegyldige ting for så glider det hele en smule længere væk.” Jeg kan høre, hun græder igen, så jeg åbner øjnene og lader mine fange hendes.

I stedet for at tale fanger mine læber hendes i vores første kys siden mordet, hvilket genopliver mine grunde til, at vi ikke bare kan droppe vores forhold, og det er værd at leve for. Og dø for. Kysset er langsomt, men det giver mig god tid til at sanse hende. Dufte til hende, mærke hendes hånd i min, hendes sprukne læber mod mine. Selv hvis vi dør, skal det nok gå. Så længe vi bliver sammen.


 

Jeg spejder hen over gaden, der er halvfyldt med mennesker, der skynder sig hjem i kulden. Og så en håndfuld tyskere på den anden side af gaden, som sludrer. Jeg forsøger at dræbe frygten om, at de når at skyde mig før Aske når frem – sådan på gågaden ville det være oplagt, så ville de også få meget omtale og dermed skræmme folk. Men Ebbi er der, han kunne nå at stoppe det. Forhåbenligt.

Jeg hviner op, da et par stærke hænder klemmer om min talje og vender mig forvirret rundt, indtil jeg ser Aske. Uden spørgsmål kysser han mig blidt og lader sin hånd glide op langs min nakke.

”Det her er faktisk en genial måde at øve mit skuespil på.” smiler han, da han trækker sig væk. ”Og samtidig en genial måde at få opbygget kemien mellem os, som der skal være mellem Romeo og Julie.”

”Du kan lide ordet genial.” Jeg forsøger at grine på den der lidt stille og søde måde, Iben tit får mig til at grine på. Mit blik kan dog ikke lade være med at skæve over mod Ebbi og hans lakajer.

”Du er genial, at du har regnet det ud.” Han ligger armen om mig og fører så sin mund helt tæt på mit øre. ”Hvad er planen?”

Det fnis, der undslipper mine læber er delvist grundet, at det kilder, når han taler i mit øre, og delvist så folk – tyskerne – skal tro, at det kan siger er sjovt.

”Planen er, at vi går over gaden, forbi tyskerne. Et stykke efter vi er gået forbi dem taber jeg min handske, og du samler den op for mig, siger en eller anden joke, som jeg griner højt over, før du blot overfalder mig i et kys og presser mig op ad muren, så tyskerne ikke kan undgå at se os.” Ordene kan knapt nok høres, men at dømme ud fra Askes efterfølgende nik har han forstået det.

”Det lyder som en god plan.” Han griber uden hæmninger min hånd, og vi krydser gaden. Siden besættelsens start har den kun været befærdet af ganske få biler, pruh-biler – hestevogne, tyskervogne og cykler.

Jeg kan ikke undgå at rødme over hans hånd i min. Ikke fordi jeg kan lide ham, men fordi det er akavet. Når det kommer til stykket kender vi jo knap nok hinanden, og jeg er da en smule blufærdig, men han ser ikke ud til at tænke over det. Det er jo også bare skuespil.

”Så har du spillet skuespil før?” Han indleder samtalen i et mere glad tonefald, end han normalt ville have. Sikkert et virkemiddel til at virke mere forelsket på.

”Nej, egenligt ikke.” Vi krydser tyskerne, og jeg når at opfatte deres blikke efter os.

”Nå, det virker ellers...”

Jeg taber min handske, Aske slipper min hånd og samler den op; lige efter planen.

”Åh tak, du er en sand Romeo.” Ikke just en replik, der ville indgå i en kærlighedsserenade, men det går nok. Iben og jeg er jo heller ikke romantiske hele tiden.

”Ja... her skulle jeg så fortælle en joke.” Aske skærer en grimasse. ”Jeg er dårlig til jokes.”
I stedet for at svare udbryder jeg blot i en høj latter, tager min handske og Aske griber min krop og lader sig tungespids fumle sig rundt i min mund. Han er god til at kysse, men det er stadig underligt. For på den ene side er det ligesom at kysse en pige, men på den anden side er det også så meget mere uromantisk, og jeg ligger meget mere mærke til alle de mindre charmerende detaljer, som da hans tænder rammer min læbe, og hans tunge bliver lidt for kvalm i min mund. Jeg krydser fingre for, at tyskerne bemærker os.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...