Mistelten

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 nov. 2014
  • Opdateret: 20 jan. 2015
  • Status: Igang
(SPOILERS TIL KÆRMINDESØSTRE) december 1944 - Mettes kæreste hedder Iben. Tyskerne holder øje med dem. De må ikke opdage deres forhold. Og Mette må skuffe Iben, hver gang hun vil kysse under misteltenen for at de ikke begge ender med at holde jul i en koncentrationslejr. Men hvorfor være kærester, når risikoen er så stor? // Deltager i julekonkurrencen

20Likes
70Kommentarer
1743Visninger
AA

17. Femten

Går du først eller sidst?” Jeg slukker lyset i caféen og trækker mit tørklæde på.

”Hvad mener du?” Iben vender sig mod mig. Selvom det er tre dage siden mordet, har jeg stor respekt for, at hun har kæmpet sig op på arbejde.

”Vi kan ikke blive set sammen. Og vi kan kun være for forsigtige.”

”Mette...”

”Du har selv sket, hvad der sker, når jeg ikke tvinger dig til at være sikker.” Min stemme knækker over i samvittighed.

”Mette, du ved godt, at intet af dette er din skyld ikke?” Hun ser direkte på mig. ”Har du gået og troet det? Ej, det må du altså virkelig ikke tro.” Nogenlunde de samme ord jeg får knapt et års tid siden hældte i Betty. Og nu forstår jeg, hvordan de bare ikke kan blive opfattet, og hvor frustrerende det er, når Iben ikke bare kan forstå, at sandheden er, at det er min skyld. Det hele.

”Jaja, det ved jeg godt.” Jeg klemmer hendes arm i overbevisning. ”Men du kan bare gå først.”

”Det er da så mørkt, vi kan bare gå adskilt, hvis der kommer nogen?” beder hun. Det er svært at sige nej, men jeg bliver nødt til at huske konsekvenserne.

”Vi kan ikke risikerer noget.”

Hun skal til at sige noget, men presser så læberne sammen og giver min skulder et klem, før hun er ude af døren, og jeg må stå og stirrer på uret i fem lange minutter, før jeg kan begive mig hjem i ensomhed.


 

”Du var godt nok lang tid om at komme hjem,” sukker Ebbi fra trappetrinnet foran vores lejlighed, hvor han tilsyneladende har siddet et stykke tid.

”Iben og jeg kan ikke gå sammen, så jeg måtte vente til hun var et godt stykke foran.” Jeg sætter mig ved hans side. ”Er der noget galt?”

”I har ikke langt tid igen.” Smerten i hans stemme er tydelig. ”Jeg prøver at udskyde det, men hvis de får mistanke om, at jeg har noget med jer at gøre, vil det også være fatalt for både dig, idn mor og Betty.”

”Men vi har da gjort en masse? Aske og jeg leger kærester, og Iben og jeg har ikke været set sammen siden.”
”Ja, jeg har set dit nummer med ham Aske, men fordi det hele med din ”kæreste” og Ibens og din adskillelse skete så brat efter mordet, har de fattet mistanke. Det er godt, men godt er ikke altid nok. Du og Aske er gode, men I må presse mere på – uden at det virker for opstillet. Du må skifte job. Eller gå under jorden.”

”Men hvad mere er der at gøre? Jeg kan få et job, men hvad så? Det er sikkert heller ikke nok. Jeg vil ikke forlade det her … mit liv, bare på grund af … jer.” Mine øjne gør ondt af at holde tårerne tilbage, men jeg vil ikke græde. Ikke denne gang.

”At gå under jorden kan være den eneste mulighed!”

”Men hvad nu, hvis det ikke er en mulighed?”

”Så bliv oprejst og dø.” Ebbi ser strengt på mig. ”Du vil ikke dø vel?”

”Nej.” Min stemme er næsten helt forsvundet i et forsøg på at holde tårerne tilbage.

”Så bliver du nødt til det.”

”Kan jeg ikke prøve det med jobbet først. Så bagefter kan jeg undersøge mulighederne for at forsvinde under jorden.”

”I sidste ende er valget dit, men tiden render ud. Du skal huske, det også går ud over hende.”

Hans hentydning til Iben får glasset i mig til at flyde over, og tårerne vælter ned af mine kinder. At græde hjælper ikke, men jeg vil ikke under jorden. Jeg vil ikke gemme mig væk. Give op, selvom det i sidste ende er tyskerne, der har magten.

”Jeg vil finde et job i morgen og ellers...” Hvad der ellers ville ske, undslipper aldrig mine læber, men det hænger i luften. Ellers finde jeg en måde at flygte sammen med Iben. Selvom en flugt, kun er en indrømmelse af, at vi er skyldige og gør, at vi står til døden, hvis de så fanger os.


 

En klokke ringer, da jeg træder ind i blomsterhandleren. Jeg har aldrig været herinde før, kun betragtet junglen af blomster udefra, men det er i sandhed en jungle med blomster i alt verdensfarver. Efter sigende skulle folk komme fra de nærliggende byer udelukkende for at købe blomster herfra grundet det store udvalg, og ejeren, der skulle være ekspert i blomster.

”Hvad kan jeg hjælpe Dem med?” En stor skaldet mand kommer ud fra baglokalet og stiller dig bag disken.

”Æh, jeg søger job. Søger De en ung pige til at hjælpe til?” Jeg smiler håbefuldt til mig ham og krydser alle mine fingre.

”En ung pige i denne tid? Der må jeg skuffe dig.” Han ser undskyldende på mig, mens mit hjerte synker ned igen. Men det er jo kun en af de steder, der er at arbejde i byen.

”Kender De andre steder, der kunne være interesseret i en pige som mig?”

”Jeg er ked af det, men ingen ansætter flere end højst nødvendigt i denne tid. Måske når denne forfærdelige krig er ovre?” Han trækker på skulderne. ”Kan jeg muntre dig op med en blomst? Du er hende med alt spionhalløjet ikke? Du kan få en gratis mistelten, hvis du vil, vi har brug for flere som dig og din bror, der står op for fædrelandet.”

”Tja... jeg har ikke rigtigt nogen at kysse under den.” Jeg synker en klump for ikke at græde.

”Du har da ham der fyren med askeblondt hår?” Blomsterhandleren binder et rødt bånd rundt om den lille grønne plante med de hvide bær.

”Aske?” Tanken om, at rygtet om mig og Aske i det mindste har spredt sig, glæder mig en smule, og jeg tager imod misteltenen.

”Sikkert! Men glædelig jul i hvert fald!” Blomsterhandleren lyser op i et stort smil, før jeg vender mig og går ud i den bidende kulde igen. Det føles ikke som jul, og det er i hvert fald ikke nogen glædelig jul. Nærmere den dårligste jul i historien.


 

Så snart jeg ser Aske på den anden side af gaden, spæner jeg tværs over og springer ind i hans favn i håb om at lave en så opsigtsvækkende hilsen som muligt. Der er ingen tyskere inden for øjenvidde, men rygter spreder sig og skal nok i sidste ende ende hos dem.

Da jeg knuger Aske ind til mig, kan jeg ikke lade være mere at holde fast en smule længere end der behøves. Hans favn gør mig tryg, selvom vores lille forestilling ifølge Ebbi ikke har den ønskede effekt.

”Skal vi gå ned mod søen?” Aske trækker mig lidt væk og planter et kys på min pande. Min luffe tager hans handske. Den ser ud til at havde været dyr. Jeg ved ikke engang, hvor han bor – og vi skal forestille at være kærester. Men egenligt er han vel bare Romeo og jeg er Julie, og de bor begge i Verona. Hvis vi skal gå under jorden, er det egenligt lige meget, for så kommer jeg ikke til at spille Julie eller leve et normalt liv.

”Jeg bliver nødt til at finde et andet job, men ingen i byen har brug for en pige som mig,” siger jeg – blot for at starte en samtale. Vi går hen ad gaden og drejer ned af en sidevej, der fører forbi vandtårnet og ned mod søen.

”Du kan da få dig et arbejde på Ungdomsteateret. Det ligger i Istrup, det er tæt nok på, at du kan cykle derhen! Jeg har selv planer om at søge arbejde der efter gymnasiet, selvom mine forældre mener, jeg skal studere.” Han lægger armen om min talje. Da jeg skimter et ægtepar komme imod os, læner jeg mit hovedet mod hans alt for høje skulder, blot for at understrege vores romantik. ”Det er ikke sikkert du kan blive skuespiller der med det samme, men de har også brug for folk bag scenen.”

Mit ansigt lyser op i et smil, det er da værd at prøve?

”Det er en god idé, har de et telefonnummer, jeg kan ringe til?”

”Helt sikkert! Jeg kan ikke huske det, men du kan med garanti finde det i telefonbogen.” Vi passerer vandtårnet og fortsætter ned ad den snedækkede bakke mod søen. Et par drenge – nok et år eller to yngre end jeg, kælker længere henne ad bakken.

”Hvis jeg ikke kan få et arbejde, skal vi gå under jorden.” Jeg sænker stemmen og bliver igen melankolsk ved tanken om alle de problemer vi har.

”Din kæreste og dig? Hvad mener du? Jeg troede, det her virkede? Alle – selv i min by – spørger til min nye kæreste, hende med den modige storebror.”

Det giver mig en klump i halsen, den måde han omtaler Peter på. Jeg troede, den historie om Peters heltemod, jeg spredte, var død, men den ser ud til at forblive stedsegrøn.

”Tja... det virker ikke nok.” Min stemme dør ud.

”Du kan da ikke bare forsvinde fra det her og Romeo og Julie og alting.” Han stopper og vender sig mod mig.

”Tro mig når jeg siger, at jeg inderligt hader tanken om at skulle forlade mit liv her. Nu hvor det hele lige gik så godt, og jeg endelig fandt noget, jeg kunne finde ud af. Det eneste jeg kan håbe på, er at krigen snart er ovre.” Mine øjne bliver blanke, mens jeg studerer ham.

Hvorfor ser han så trist ud? Det betyder jo ikke andet for ham, end at han må finde en anden Romeo. Det er nok bare skuespil, ligesom alt det her er skuespil.

”Du kan da ikke bare sådan forsvinde?” Da hans knækkede stemme afsløre sig selv, går det op for mig, at det ikke er skuespil. Det er for virkelig til det.

”Hvorfor skulle du bekymre dig om det? Du kender mig jo ikke engang?” Jeg snøfter og tørrer øjnene i min luffe. Det her øjeblik burde ikke være sørgeligt. Bare mig, der endnu engang bristede i selvmedlidenhed over at skulle sige farvel til alt jeg kender.

”Du har ret, det er lige meget.” Hans blik undgår flygtigt mit, mens han fortsætter videre, jeg griber fat i hans hånd og stopper ham.

”Hvad er der?”

”Det er lige meget, sagde jeg jo,” bider han mig af. ”Jeg var bare dum, det er alt.”

”Dum på hvilken måde? Du er da den sødeste dreng, jeg har kendt, at du gider rende rundt i din fritid og lege kærester med mig – selvom det er for at gavne vores fælles skuespillerpræstation, selvom den nu ikke bliver til noget.”

”Du har ret, jeg kender dig ikke engang. Det er hvad, fire-fem dage siden vi mødtes.” Han lader sin hånd glide fra min, men jeg griber den igen.
”Hvad er der galt?”

”Jeg kan vel ligeså godt være ærlig.” Hans blik møder mit, og da han blinker frigøres en tårer fra hans øjenkrog. ”Lad mig bare sige det sådan: jeg glemte, at vi kun gjorde alt dette, fordi du havde en kæreste.”
”Hvad mener du?” Jeg tørrer tåreren af hans kind. Det gør mig utilpas at se ham græde. Han er en dreng, han er ældre end mig, han skal ikke græde.

”Du er bare så genial, du sød, så utrolig helt igennem fantastik, at jeg så mig blind i det. Men det betyder ingenting, vi har kun kendt hinanden i under en uge, det er åndssvagt, jeg lod mig rive med så hurtigt.” Først der blinker han igen. Denne gang bliver flere tårer frigjort.

”Åh Gud...” Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige, for jeg har så ondt af ham og føler mig på samme tid så utrolig beæret. Til sidst træder jeg bare hen mod ham og knuger ham ind til mig.

Jeg ville ønske, jeg kunne sige, at jeg også var forelsket i ham for at lindre hans smerte, men jeg kan ikke lyve. Jeg er forelsket i Iben. Min mund finder alligevel vej til hans for at trøste ham. Tænk at når en dreng – en endda pæn og klog og sød gymnasiedreng – bliver forelsket i mig, så er jeg ikke forelsket i ham, selvom alting ville være nemmere, hvis jeg var. Så ville jeg ikke have tyskerne på nakken og kunne leve et frit liv – så vidt som det nu er muligt i et land besat af nazister, men jeg kunne stadig være rolig.

”Måske kan jeg alligevel blive … men selv hvis jeg bliver, så ...” Jeg trækker mig væk og lader min iskolde næsetip hvile på hans læber. Det gør så utrolig ondt at sige. ”... så bliver vi ikke mere end Romeo og Julie. Jeg elsker piger.” Mit hjerte banker ubehageligt hårdt. Jeg tør ikke trække mig helt væk i frygt for hans reaktion.

”Naturligvis. Det her skete aldrig. Vi er stadig – som vi altid har været – legekærester, selvom du er et geni. Men...” Han træder bagud og ser mig i øjnene. ”... jeg tror, jeg må se at komme hjem nu. Min uge er rimelig proppet med lektier og så er det jul, så vi ses nok først på lørdag, tror du det slår an?” Han forsøger at smile, det gør han virkelig, men det lykkes ikke for ham.

”Det skal nok gå.” Mit forsøg på at smile ender også i en miserabel fiasko. Han vender ryggen til og forsvinder op bag vandtårnet, mens han efterlader mig med en forfærdelig følelse.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...