Mistelten

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 nov. 2014
  • Opdateret: 20 jan. 2015
  • Status: Igang
(SPOILERS TIL KÆRMINDESØSTRE) december 1944 - Mettes kæreste hedder Iben. Tyskerne holder øje med dem. De må ikke opdage deres forhold. Og Mette må skuffe Iben, hver gang hun vil kysse under misteltenen for at de ikke begge ender med at holde jul i en koncentrationslejr. Men hvorfor være kærester, når risikoen er så stor? // Deltager i julekonkurrencen

20Likes
70Kommentarer
1749Visninger
AA

7. Fem

Fem

 

Ibens fløjten, mens hun vasker op underholder mig, mens jeg tørrer viskestykket i nøjagtige cirkler på tallerknen. Er dette virkelig, hvad jeg skal gøre resten af mit liv? Vaske op? Jeg kan godt lide hele servitriseparten, men alt nede i køkkenet, er ikke noget jeg kan lide at tænke på som min fremtid.

”Mette?”

Jeg farer op og ser Esther rømme sig i døråbningen ned i køkkenet. Det føles ygmygende, som hun bogstaveligtalt står der og kigger ned på mig i et køkken. En fremtid, der er en hel anden end hende.

”Har du et øjeblik, hvor jeg kan tale med dig?” Hun sender Iben et blik. ”Under fire øjne.”
”Jeg smutter bare lige op med kaffen et øjeblik så,” Iben smiler til os begge, før hun forsvinder op i caféen.

Esther går en smule prøvende ned af trappen til køkkenet. Hun har sikkert aldrig været i et køkken før. Ikke et som dette. Med opvask til renden og store gryder overalt på den trange plads. Ej, så overklasse agtig er hun jo slet ikke i virkeligheden.

Hun presser læberne sammen og piller lidt ved sine negle.

”Hvad er der?”

”Er det rigtigt? Jeg ved, det er længe siden vi har været rigtig sammen, men jeg vil bare advare dig.”

”Hvad skulle være rigtigt?”

Hun kigger sig vagtsomt over skulderen og sænker stemmen yderligere. ”Det med dig og Iben. Jeg mener, rygter løber og...”
”Var det dig, der lagde seddelen?” afbryder jeg hende og lægger tallerkenen fra mig i stablen af rene tallerkener.

”Seddelen? Jeg har ikke lagt nogen seddel?” Hun virker oprigtigt forvirret, og jeg kender hende godt nok til at vide, at hun ikke kan lyve.

”Nå … det er også ligemeget. Hvor har du dog hørt sådanne rygter fra?”

”Det ved jeg ikke … bare sådan rundt omkring, men er det sandt? For I skal virkelig passe på. Jeg forsøger allerede at holde dem væk, men jeg kan ikke meget...”

”Det er ikke sandt.” Jeg bider mig i læben over løgnen. ”Jeg ved ikke, hvem der har fundet på det, men jeg tror nogen vil få ram på os. Det er ikke sandt, Iben og jeg er bare gode veninder...” I mit hoved forsætter jeg: ligesom vi var en gang for alt for længe siden. Når hun sådan står der, har jeg lyst til at give hende et kram eller noget. Men vi er for langt fra hinanden. Ikke fysisk, men der var en grund til, at vi voksede fra hinanden.

”Nå.” Hun sluger mine ord.

”Troede du virkelig det om mig?” Jeg løfter øjnene, som om det ville såre mig, hvis hun havde troet det.

”Nej – nej naturligvis ikke, men altså jeg må hellere op til de andre igen. De venter.” Hun smiler endnu engang. Nok mest af etikette. ”Men glædelig jul – og vi ses nok inden da.”

Hun forsvinder ud i caféen igen, og jeg står et øjeblik og sluger hendes ord, før Iben kommer ind igen.

”Hvad ville hun?”

”Jeg skal tale med dig senere.” mumler jeg.

”Om hvad?”

”Ikke nu.” Jeg nikker ud mod caféen.

”Nu ikke det der sikkerheds,” Hun efterligner min stemme, ”'Vi-ved-ikke-hvem-vil-kan-stole-på'-hejs igen.”

”Forlad mig, hvis du vil.” hvisker jeg sammebidt og fortsætter med at tørre tallerkener af.

”Det ved, du jo jeg ikke vil.” Hun slår armene om mig bagfra og lader sine læfter berører min kind i et kys.

Jeg kan ikke afslå hende længere, men bliver stående stille.

 

”Hvad ville du tale om?” spørger Iben en anelse utålmodigt, da hun vender skiltet i café døren til lukket. Jeg vasker firmandsbordet af – der hvor Esther altid sidder.

”Esther spurgte om, vi – altså du og jeg – eksisterede. Hun havde hørt rygter.” Selvom der kun er Regnar udover Iben og jeg, sænker jeg stemmen en anelse.

”Hvad sagde du til hende?”

”Jeg løj, men det er rygterne det drejer sig om.”

”Så må vi vel bare dræbe de rygter.” Hun trækker på skuldrene og begynder at puste sterinlysene ud.

”Det er nemmere sagt en gjort.” Det sårer mig, at hun tager så let på det. Måske er jeg bare for melankolsk?

”Vil du have mig til at bryde sammen i gråd og elendighed over at kunne kalde byens smukkeste pige for min?” Hun ser mig direkte i øjene gennem de fedtede brilleglas. Lysets glans skinner på hendes læber, da hun puster det ud.

”Nej, men...”

”Men hvad?” En pludselig hårdhed kommer i hendes stemme, mens hun retter sig op.

”Men … vi må da gøre noget ved det!” Jeg kan ikke lade være med at hæve stemmen.i arrigskab.

”Hvad kan vi gøre ved det? Folk sladrer, sådan er det.”

”Vi kan da … i hvert fald ikke gøre ingenting. Vi må gøre det klart, at vi ikke er sammen.”

”Det er da ingen mærkværdighed, at folk tror det. Jeg mener, vi arbejder sammen – er konstant sammen, og så er vi, eller jeg i hvert fald, anderledes end dem der sladrer.” Hun dumper ned på en stol.

”Måske er det en dum idé, at vi arbejder sammen?” Jeg går fra firmandsbordet videre til det bord, Iben sidder ved og begynder at tørre det af.

”Ja, det er da en dum idé, men det er også en genial måde at se hinanden hver dag hele dagen uden, at det virker mistænksomt. Desuden er der jo ikke noget underligt i at være veninder.”

”Hvorfor tror folk det så?” Jeg kender delvist godt selv svarene.

”Fordi folk kan lide at sladre. Og fordi nogle folk – dem der godt kan lide Hitler, aner, at vi har overtaget vores brødes ulovligheder, og dermed vil have endnu en bebrejdelse at skyde efter os. Men de er de færreste, der holder med Hitler, og de fleste, der holder med os, så det skal nok gå. Dem der holder med os, skal nok slå rygtet hurtigt ned.”

”Problemet er jo netop ikke, hvis rygtet går mellem, dem der holder med os, problemet er, hvis det spreder sig mellem nazisterne. Du kender dem, de er utilregnelige.” Jeg synker ned på stolen overfor hende.

En stund sidder vi blot og veksler blikke.

”Ved du hvad Mette, jeg skylder dig en vagtsomhed – lad mig tage mig af dette.” Hun slår hånden ned i bordet, som en dommerhammer og kommer på benene.

”Hvad mener du? Hvordan vil du gøre det?” Jeg vender mig mod hende på stolen, mens hun med lette skridt bevæger sig over mod det sidste brændende sterinlys.

”Det ved jeg ikke, men jeg ved, at når dette lys er slukket,” Hun puster det ud, ”og jeg har slukket lyset, så vil jeg finde vej til dig gennem mørket og kysse dig under den mistelten, der hænger over dig.” Smilet vokser på hendes læber, som idéen tager form.

Jeg sender et skeptisk blik ud på gågaden. De fleste haster hjem for at nå det til spærretid, så de næppe har tid til at se os herinde – da slet ikke, når her bliver mørkt, men jeg bryder mig ikke om tanken.

”Vi skal skynde os hjem, inden det bliver spærretid. Hvis de fanger os ude i spærretid, er det grund nok til, at de ikke lader os se vores familier inden for den nærmeste fremtid.” Jeg stiller mig op og sætter kurs mod køkkenet, hvor Regnar står og klarer den sidste opvask.

”Vær nu ikke så kedelig!” stønner hun, men følger dog efter mig.

”Måske er jeg kedelig, men jeg er fornuftig.” mumler jeg, mens jeg koncenterer mig om mine støvler. Jeg er vel egenligt kedelig, og det gør ondt, at hun siger det.

”Så siger vi det.”

 

Tavsheden mellem os, mens vi begiver os gennem gaderene og hjem går mig på nerverne. Jeg vil have, at hun skal sige undskyld. Eller da i hvert fald sige noget, der indikerer, at hun godt kan lide mig, selvom jeg er kedelig.

Men egenligt er jeg vel ikke kedelig? Ikke i forhold til så mange andre. Hvis hun synes jeg er kedelig, så må hun være ved at falde i søvn i Esthers selvskab. Det er kun, fordi Iben er alt andet end kedelig, at jeg synes at være kedelig ved siden af hende. Jeg vil hellere være kedelig end at se os ende i tyskernes magt, bliver jeg enig med mig selv, mens jeg går og er ved at snuble over hver anden sten.

Vi går ned af isenkræmmerstræde, hvor der er pyntet en smule op med grankranse på hver enkelt dør. Selv Ibens julestemning er vidst blevet dræbt. Månen lyser op bag husene, men forsvinder, da vi drejer ind i første baggård.

”Er du sur?” spørger hun så, da hun skal til at dreje hen mod sin opgang.

”Næh...” Mit åndedrag skaber damp, der fordufter i tusmørket.

”Fint.” Hendes øjne lyser op.

”Er du sur?”

”Egenligt ikke.”

”Fint.”

”Jeg er ked af, hvis jeg ikke passer ind i din kedelige idyliske forestilling af det ideele liv.” Hun har overvejet ordene hele vejen herhen, kan jeg mærke.

”Det gør du da! Det er bare … årh, du forstår det ikke.”

”Nej, for jeg er jo så anderledes og atypsik.” Hun ser flygtigt væk. For en gangs skyld er hun den, der blinker tårerne væk.

”Det er jo derfor, jeg elsker dig!”

”Virkelig?” Hendes kinder er røde. Jeg har lyst til at varme dem med den fraværende varme i mine hænder.

”Ja.”

”Vi skal nok finde ud af det, Mette, det ved jeg.” Hun tager min hånd. To lag imellem os – to vanter. Det er for meget. Og der i mørket stirrer jeg imod min egen fornuft og kysser hende. Hastigt, men et kys er det kys, og på mange måder var det, ligesom alle andre af vores kys, et kys for meget. Nu er vi et kys tættere på Hitlers helvede.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...