Mistelten

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 nov. 2014
  • Opdateret: 20 jan. 2015
  • Status: Igang
(SPOILERS TIL KÆRMINDESØSTRE) december 1944 - Mettes kæreste hedder Iben. Tyskerne holder øje med dem. De må ikke opdage deres forhold. Og Mette må skuffe Iben, hver gang hun vil kysse under misteltenen for at de ikke begge ender med at holde jul i en koncentrationslejr. Men hvorfor være kærester, når risikoen er så stor? // Deltager i julekonkurrencen

20Likes
70Kommentarer
1729Visninger
AA

3. Et

Jeg slipper Ibens hånd i samme øjeblik, mit blik fanger et ægtepar komme imod os i skoven.

”Hvad skal det nu til for?” Hun følger mit blik og får øje på parret. ”Ej, helt ærlig Mette. Deres syn er ikke engang godt nok til at opfange, hvem vi er.”

”Regnar siger, at de holder øje med os.” Jeg vil ikke fortælle hende om seddelen.

”Ja, tyskerne gør, men de der er ikke...”

”Sch!” tysser jeg og ægteparret passerer os.

”Vi kan da også bare lade være med at være kærester, så har de slet ikke noget at komme efter.” mukker hun. Sneen knitrer under vores skridt.

”Årh, Iben, det har vi jo talt om så mange gange før. Og desuden er der massere at komme efter udover os.”

”Ja og alt det 'massere' er nok større grund til at sende os ad helved til end det faktum, at vi to elsker hinanden.”

”Det er ikke til at vide, hvem man kan stole på disse dage - og tal lidt lavere.” påminder jeg hende og puster på mine hænder for at få varme i dem.

”Men vi behøver ikke være så forsigtige, at mine forældre intet må vide om den pige, jeg har været kærester med i snart et år.”

”Hverken Betty eller mine forældre ved noget.” Brat gå det op for mig, at vi er nær stedet, hvor Ebbi har begravet Peter. Jeg sætter tempoet op for at komme forbi det.

”Når det kommer til din søster, har du jo ikke ligefrem de bedste erfaringer med hemmeligheder, din far er en tysker, og efter din mor er sammen med din far igen, kan vi heller ikke stole på hende.”

”Stadig.”

”Men hvorfor? Hvorfor er Regnar, den eneste, der må vide noget? Jeg mener, han er vores arbejdsgiver.”

”Og ham, der hjælper os med at holde spionnetværket kørende.” Jeg sænker stemmen yderligere, trods der ikke er nogen inden for rækkevidde, ”Uden ham ville det aldrig være kommet på benene igen efter … drengene forsvandt.” Hentydningen giver mig stadig en klump i halsen.

”Stadig.” Hun fnyser, men griber så alligevel min hånd.

Det stadig unaturligt ikke at kunne behandle hende som min kæreste overfor alle andre, men trangen til at vise hende frem til alle forduftede heldigvis da nyforelskelsen blev til forelskelse. Da vi var venner, kunne vi sagtens holde i hånden, kramme og fortælle hinanden vi elskede hinanden – og det fortsatte vi da også med i starten af vores forhold, dog stadig med mærkat som venner, men folk blev hurtigt mistænksomme, og i frygt for, at det ville slippe videre til tyskerne, måtte vi holde os tilbage i offentligheden.

”Kan vi ikke gå hen et sted, hvor vi kan være alene, så ingen får mistanke, når jeg kysser dig?” Hun kan ikke være sur længere.

”Det kommer an på, hvad klokken er, hvis vi skal hjem til mig, har du ur på?”

”Hvad tror du selv?” Hun himler med øjnene og lader sig falde ned i sneen og hiver mig med.

Vi tumler lidt rundt, og jeg lader latteren slippe fri, selvom angsten for at nogen ser os stadig hærger i mig. Hendes læber fanger mine. De er kolde og sprukne, men det gør mig intet, så længe det er hendes. Hun lader sin næsetip glide mod min, og det er uundgåeligt at smile. Hele min krop snurrer ved hendes berøring.

Tyskerne må da også føle kærlighed som denne. Hvordan kan de så forbyde den? Se ilde på dem, der finder den udelukkende af den grund, at det er i det samme køn som dem selv.

Ibens lysebrune hår lyser op mod den hvide sne. De flødefarvede øjne skinner mod den blege hud og de blålige læber. Kontrasterne mellem farven gør mig svimmel, men det gør ikke så meget, når bare jeg kan mærke hendes hånd i min. Varmen vi deler. Jeg kan skimte mig selv i hendes brilleglas.

Hun kysser mig igen, og jeg må lukke øjnene. Hendes berøringer får frostens biden til at virke ligegyldig. Jeg har set hende så mange gange med så mange forskellige ansigtsudtryk, og alligevel overrasker magien ved hendes smil mig hver enkelt gang.

”Det er nu meget godt, at vi alligevel bliver sammen og giver dem noget at komme efter.” Smilet på hendes læber er skævt. Hun lader mine fingerspidser glide hen over min kind, så det giver mig kuldegysninger. Er det muligt at blive forelsket på ny hver eneste dag efter lange nætter, hvor tankerne om, hvor meget nemmere alt ville være, hvis vi ikke var sammen, skræmmer livet af mig?

”Lige gyldig, hvor mange gange jeg bilder mig selv ind, at det ville være bedre, hvis vi ikke var sammen, vil jeg aldrig nogensinde kunne slippe dig, når det kommer til stykket.” Jeg fletter mine fingre ind i hendes. Vores øjne falder ind i hinanden. Dybere og dybere, indtil fodtrin afbryder os.

Jeg trækker mig i en fart væk fra hende og kommer på benene. En hund kommer imod os med to børn spændene efter sig.

”Årh Mette altså.” sukker hun og bliver liggende i sneen. ”Det kan ikke nytte noget, det her.”

”Et øjebliks kærlighed er bedre end intet.” Jeg rækker en hånd ned mod hende. Hun tager imod den, og jeg river hende op.

”Lad os tage hjem til dig. Hvis Betty eller din mor er hjemme, så må vi jo nøjes med rummet under trappen.”

”Den, der kommer sidst hen til vandtårnet er en sløv banan.” udbryder jeg for at opløsne den alvorlige stemning og spurter forbi hende.

”Det er uretfærdigt, du fik et forspring!” pruster hun. Hun indhenter mig og klemmer min talje bagfra, så jeg må hvine op og gribe fat på hende for ikke at vælte ned i sneen. Glimtet i hendes øjne får formaningerne til at rasle af mig. Alligevel kysser jeg hende ikke, trods det lyster.

 

Hendes hånd aer over mit hår og trækker mig med ind i kysset. Jeg kan ikke give mig helt hen. Kan ikke give helt slip. Kan ikke slippe tanken om, at Betty eller min mor muligvis træder ind af døren om et øjeblik. Eller tanken om brevet.

”Mette, glem det.” gisper Iben mellem et kys. Hendes tungespids rører min. ”Glem det.”

”Jeg forsøger.” Jeg trækker mig en smule væk. Min næsetip rører dog stadig hendes.

”Forsøg hårdere. Det er ikke sjovt at kysse med dig, når du er så fjern.”

”Undskyld, jeg prøver virkelig...”

”Mærk mig.” Hun griber min hånd og fører den ind mellem hendes bryster, så jeg kan mærke hendes hjerteslag mod min håndflade. Roligt og fast. ”Mærk mig.” gentager hun og kysser mig så igen.

Hendes hjerterytme stiger, mens hendes mund bevæger sig rundt om min. Sprækkerne i hendes læber kilder mod mine. Jeg koncentrerer mig om hendes hjerteslag. Glemmer frygten for at nogen kommer. Næsten da i hvert fald.

Jeg læner mig op ad væggen. Fokuserer på hende. Kun hende. Min Iben.

”Mærk mig.” Hendes læber slipper mine.

”Jeg prøver, mere kan jeg ikke.”

”Hvad er det, der plager dig så meget? Du har været fjern her på det sidste, du plejer at være overbeskyttende, men ikke fjern.” Hun synker ned på madrassen på gulvet. Jeg følger hendes eksempel.

”Jeg ved det ikke. Eller jo måske. Jeg er bare bange for, at de tager os. Det hele er blevet så seriøst på det sidste efter vi blev ansat hos Regnar, og vores netværk stiger, men det er farligt, og nogle gange glemmer vi risikoen ligesom vores brødre gjorde.” mumler jeg. ”Årh, jeg hader, når jeg bliver så tungsindet. Jeg er ikke typen, der skal tænke så meget over tingene. Det er bare fordi, du slet ikke er forsigtig, og så skal jeg ligesom være forsigtig for to.”

”Undskyld.” Hun bider sig i læben. Kreerer endnu en sprække, der i et fremtidigt kys vil glide mod mine læber.

”Det... vi er bare ikke typerne til det her. Ikke typerne til at holde os hemmeligt. Nedtone vores forhold. Det hele bliver bare så gråt, når det skal gemmes væk hele tiden.” Jeg giver hendes hånd et klem.

”Det behøves heller ikke gemmes så grundigt, som du synes. Vi overlever nok at vores familier ved noget om os.”

”Jeg ved det, men det er stadig sikrere, hvis ingen ved nogen. Vi overlever jo nok også, selvom vores familier ikke kender til os og...” Min stemme bliver tynd, mens jeg betragter hende. Hendes smil, hendes humør, hendes kækhed. Hun ville gå til i en koncentrationslejr. Miste sin glød. Og jeg kan ikke lade hende miste sin glød. ”Jeg er bare bange for, at der sker der noget.” Til sidst knækker min stemme.

”Tal dog ikke sådan.” Hun forsøger at smile til mig uden held.

”Nej, du har ret. Lad os bare kysse.” Jeg blinker tårerne væk, men i stedet for at kysse mig, omfavner hun mig.

”Der sker ikke noget med os. Ingen kan skille os ad.” Jeg nænner ikke at dræbe hendes håb.

 

”Det er første december i dag, så skal vi sætte den berygtede mistelten op.” Regnar stikker hovedet ud fra køkkenet. Jeg vender mig mod ham og stopper min fejning af gulvet. Klokken er elleve og vores første gæst har netop forladt caféen. Der bliver først travlt om en times tid og i aften.

”Den talte Mich godt om.” Iben hælder kogende vand over erstaningskaffen.

”Så vil du måske have æren af at sætte den op?” Regnar rækker hende misteltenen. Hvis den ikke havde en betydning ville det blot være nogle grønne grene med hvide bær, hængt op i en rød silkesnor.

”Hvor skal den hænge?”

”Der er et søm over bordet ovre i hjørnet. Du kan bare binde snoren om det.” Regnar peger. Caféen er ikke stor – indeholder kunne 5 to-mands-borde, hvoraf to af dem sidder sammen til et firmandsbord, men her er utrolig hyggeligt med kakkelovnen og det mørke trægulv. ”Jeg kommer op med en kasse med julepynt, så kan I pynte resten af caféen op.”

”Det er så hyggeligt med jul, jeg har glædet mig i årevis!” hviner Iben og kravler op på stolen under sømmet, hvor misteltenen skal hænge.

”Kun et år, det var jo også jul sidste år.” klukker jeg. ”Har du brug for hjælp?”

”Nejnej.” mumler hun koncentreret.

Jeg fejer det sidste snavs hen i bunken og skal til at række ud efter fejebakken ved siden af skraldespanden bag disken, da den er væk.

”Hvor har du gjort af fejebakken, Iben?”

”Det kan jeg da ikke huske.” Hun skramler med stolen og kommer så hen ved siden af mig.

”Hvordan kan du ikke huske det?”
”Den er da lige her.” Hun tager den fra bag skraldespanden. ”Altså Mette.” ler hun og giver min skulder et klem, før hun forsvinder om bag disken.

”Altså Iben.” smiler jeg, fejer skidtet op og hælder det ned i skraldespanden. Iben drejer på radioen, så en 'Nu har vi atter jul igen' flyder ud i lokalet. Hun hiver mig med rundt i en dans.

”Her.” Regnar sender os et smil, da han sætter kassen med julepynt på disken og redder mig fra at afbryde vores dans. Der er vinduer, og folk kan kigge ind. Seddelen vil stadig ikke komme ud af mit hovedet. Tyskerne blot leder efter et bevis på, at vi – Iben og jeg som et par - eksisterer.

”Tak.” Jeg slipper Ibens hænder og begynder at rode i kassen, der er fyldt med glanskugler og julehjerter. Det meste ser ud til at være fra før krigen.

”Faktisk er det meste af det til et juletræ, og det er ikke sikkert om vi får sådan et i år, men I må hænge det op, I kan, og så må vi lade resten ligge og vente.” siger Regnar og tilføjer, ”Og Iben, gider du lige hjælpe mig med denne her?” Han hiver en lang snor med dannebrosflag som påhæng op af kassen.

”Naturligvis.” Iben begynder at kludre snoren ud af sig selv, mens jeg roder pynten igennem for at finde noget vi kan sætte rundt omkring.

”Hvorfor får vi intet juletræ i år?”

”Det er tysk.” Regnar og Iben nynner med på julesangen i radioen og begynder at hænge snoren rundt i lokalet.

Jeg kan ikke rigtig få julestemningen ind i mig med billedet af Iben i tyskernes varetægt stadig står klart for mit indre blik. Hendes tonetøve medsyngen breder sig smil på mine læber, og det vel den altid gøre sammen med så mange andre ting. Alligevel ville det være nemmere. Det ville det altså.

”Mette kom lige herhen.” kalder Iben. Jeg vender mig mod hende og ser hende stå under misteltenen.

”I kan blive de første til at tage et bær af tenen. Det par, der tager den sidste bær, får en gratis julekage.” Regnar blinker til mig.

”Der er vinduer.” Det er svært at afvise hende, og skuffelsen viser sig også i hendes ansigt. Hun skal kæmpe for ikke at vende øjne af det. ”Jeg vil også gerne, det ved du jo...” forsøger jeg at overbevise hende.

”Det er fint.” Hun vender tilbage til snoren med flag, de er i gang med at hænge rundt i lokalet.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...