Mistelten

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 nov. 2014
  • Opdateret: 20 jan. 2015
  • Status: Igang
(SPOILERS TIL KÆRMINDESØSTRE) december 1944 - Mettes kæreste hedder Iben. Tyskerne holder øje med dem. De må ikke opdage deres forhold. Og Mette må skuffe Iben, hver gang hun vil kysse under misteltenen for at de ikke begge ender med at holde jul i en koncentrationslejr. Men hvorfor være kærester, når risikoen er så stor? // Deltager i julekonkurrencen

20Likes
70Kommentarer
1723Visninger
AA

13. Elleve

Det er utroligt, at der ikke er flere piger, der interesserer sig for teater.” sukker en ung fyr, der med sin højde og gyldenbrune hår minder mig lidt for meget om Peter, da uret over døren indtil det lille klasselokale viser fem.

”I det mindste har vi da hende der.” En mere kompakt og ældre gut, not omkring de tredive, nikker mod mig. ”Vi håbede på en, så vi kunne sætte Romeo og Julie op, så vores håb gik i opfyldelse.”

Jeg smiler akavet til flokken de ti drenge, der står og stirrer på mig.

”Vi kunne stadig godt have brugt flere kvinder.” insisterer den høje fyr. Hans alder passer også meget godt med den alder Peter ville have nu.

”Altså der er kommet én ny til, og det er en pige, så 100 procent af de nye er piger.” indvender en dreng med briller.

Deres blikke, der har ligger på mig siden jeg trådte herind for to minutter siden, får mig til at ønske, at jeg evnede at synke i gulvet.

”Æh, jeg hedder Mette.” Jeg rækker hånden frem mod dem, trods de intet initaitiv har gjort til den præsentation.

”Jeg hedder Aske,” Den høje dreng tager min hånd, ”Dette er Einar, vores leder, og Vilhelm.” Han peger henholdsvis på den kompakte mand og drengen med briller. Det næste øjeblik bliver jeg overvældet med et vivar af drengenavne, som jeg uden held prøver at holde styr på.

”Vi håber, du er klar på at spille Julie.” konstaterer Einar og begynder at dele manuskripter ud.

En smule forvirret tager jeg imod mit. Jeg er ikke engang sikker på, at jeg vil dette her. Om jeg er ligeså elendig til det som til alt andet.

”Det tyder jeg som et ja.”

”Men vi skal da lige se, hvad hun kan først,” pointerer Aske. ”Jeg gider ikke spille Romeo overfor en stiv Julie.”

Jeg kan ikke te mig for at rynke næse ham ham. Hvor vover han! Jeg ved ikke selv, om jeg er en stiv Julie, men han kan da ikke bare sådan dømme mig på forhånd. Som om han selv er meget bedre, hvilket jeg egenligt ikke ved om han er.

”Giv nu lige pigen en chance.” stønner Einar. ”Du kan da tage balkonscenen med hende for at finde ud af om hun er blød nok til det ego. Ellers må vi jo finde en anden Romeo.”

”Side 272,” fnyser Aske til mig og slår så op i sit manus.

Fummelfingret får jeg også fundet siden. Fordelen ved hans uforskammethed er, at den slår alle nerverne ud af mig, i et forsøg på at imponerer ham, så han ikke får ret i sin hentydning til, at jeg kunne være stiv.

”Vi starter der, hvor Romeo siger: Skal jeg kun lytte? Eller skal jeg svare?” Så snart han begynder på sin replik forandrer hans stemme sig til længelsfuld og rolig.

”Æh...” mumler jeg, da det går op for mig, at det er min tur. ”Det er jo kun dit navn, der er min fjende; du er dig selv, selv uden Montague.” Jeg kan ikke lade være med at tænke på Iben, og hvordan hendes køn – eller mit køn for den sags skyld – gør forskellen i vores forhold. Gør det forbudt. ”Er Montague en hånd, en fod, en arm, en helt nødvendig del af mennesket? Det er det ikke!” Den pludselige inderlighed i min stemme ved, at jeg tænker på Iben, skræmmer mig en smule. Men jeg kan lide det. Kan lide at stå og sige alt det højt, jeg så mange gange har tænkt, mens folk stadig blot tror, at det er skuespil. At kunne gemme sig bag Julies ord, men stadig kunne være mig. ”Hvad er et navn? Det, som vi kalder en rose ville dufte lige sødt, hvad end det kaldes; og Romeo ville, var han uden navn, beholde den fuldkommenhed han ejer.” Jeg vover mit blik op på de andre. Kan ikke lade være med at trække på smilebåndet. De skulle bare vide, hvad jeg tænker på. Hvad der frembringer ømheden, bønnen i min stemme. ”Åh Romeo, glem dit navn og kast det bort, for det er ingen del af dig. Til gengæld må du ta' mig.” Min bøn til Iben om at kaste sit køn bort er så stærk, at jeg bliver helt forskrækket, da Aske udbryder:

Så tar jeg dig på ordet: kan mig din elskede, så er jeg gendøbt, og jeg vil aldrig hedde Romeo.” Gid det blot var navnet, der var galt med Iben og jeg.


 

Med den nye seddel knuget i min hånd banker jeg på Esthers dør. Så snart jeg fandt den foran dørmåtten i lejligheden, gik det op for mig, at Esther både vidste, hvor jeg boede, og havde en mistanke om Iben og jeg. Håndskriften passede ikke helt, men den var sirlig ligesom Esther og enten kunne hun med vilje havde forsøgt at skrive anderledes ellers kunne hun – endnu værre – havde fået sin mor, der sikkert havde sammen sirlighed, til at skrive den.

I har et Døgn til at gøre Alting godt var beskeden denne gang. Gruopvækkende. Et døgn. Hvad kan vi gøre på et døgn? Og hvad vil der ske, hvis vi ikke får det gjort godt?

”Mette?” Overraskelsen i Esthers mors stemme er tydelig. ”Det er da længe siden.” Hun gør store øjne. ”Jeg gætter på, at du vil tale med Esther?”

Jeg nikker og overvejer et øjeblik, hvad jeg vil gøre, når jeg finder ud af, at det er hende. Sur, kan jeg jo ikke være. Måske kan hun forklarer, hvad der sker, hvis vi ikke gøre, hvad jeg tyder som offentligheden af Ibens og mit forhold, hemmelig.

”Esther, Mette er her for at tale med dig?” råber Esthers mor op gennem huset.

”Mette?” Overraskelsen i Estehrs ansigt, da hun kommer ned ad trappen i entréen er tydelig.

”Ja, ikke mere eller mindre.” Esthers mor sender mig et smil og fordufter ud i spisestuen, hvor jeg kan høre en heftig tysk samtale spille sig ud. Ebbi er sikkert også derinde.

”Hvad vil du?” spørger Esther. Ikke anklagende blot undrende.

”Jeg ved, det var dig, der sendte sedlerne.” fastslår jeg. Da hun rynker på brynene viser jeg hende den krøllede seddel i min hånd.

”Hvad betyder dette her?”

”Spil nu ikke dum Esther. Bare forklar mig, hvad du lige spurgte om.”

”Jamen, jeg ved det ikke...” Hun ser mig direkte i øjnene, og jeg bliver et øjeblik i tvivl om, hun rent faktisk taler sandt.

”Esther, jeg har virkelig brug for at vide, hvad der vil ske, hvis vi ikke fjerner mistankerne! Bare lov mig, at det ikke går ud over hende!”

”Mistankerne om dig og Iben?”

Dér går det op for mig, at Esther intet vidste før. Jeg tager mig til munden, men ordene forbliver sagt. Nu er der blot en til, der kender til vores affære. Men hvis det ikke er Esther, så jeg er fortabt i jagten på den mystiske afsender? Et døgn har vi. Nu er der vel treogtyve timer tilbage – hvis jeg altså fandt sedlen lige efter, at den var blevet lagt.

”Nej, det er lige meget.” Jeg tager sedlen fra hende igen og skal til at vende om, da hun griber min hånd. Den må sedlen.

”Så I er sammen?”

Der er ingen vej tilbage. Af min tavshed tyder hun bekræftelsen. Et øjeblik presser hun blot læberne sammen, mens snefnuggene daler ned i mit hår.

”Det er længe siden, hva'?” siger hun så med et halvt smil.

”Tja...” Jeg genkalder mig den dag, vi sad på hendes trappesten, præcis, hvor jeg nu står, og talte tingene igennem. Dengang sneede det, dengang var vi bedste veninder. Måske kunne vi blive sådan igen? Men da tanken slår mig, bliver den straks dræbt ned igen. Vi voksede fra hinanden. Jeg har mit arbejde nu, hun har gymnasiet. Vi er alt for forskellige.

For en stund betragter jeg hendes blot. Fra de blanke laksko, til de tykke strømpebukser, den nydelige himmelblå uldkjole, det lyse hår, som hun har holdt i en længde til lige under hagen, de velkendte blå øjne, der ligner stjerner med den yderste mørke kant og det lyse, der omkranser irisen og nu og da trak streger ud i det mørke.

”Vil du ind?” Hun trækker let på smilebåndet og slipper så min hånd, som hun vidste glemte, at hun holdt. Da hun slipper den, kan jeg ikke lade være med at ærgre mig. Vores forbindelse bliver brudt igen.

”Æh...” Jeg trækker på skulderne. Egenligt er klokken mange, og jeg nåede blot lige hjem fra teater, før jeg troppede op her, mens nu mærker jeg, at jeg savner hende. ”Der er snart spærretid, men bare et kort øjeblik.”

Hun lyser op i et smil og gør plads til, at jeg kan komme ind. Jeg hænger mit overtøj pænt og stiller mine støvler lige, før jeg følger med Esther op på hendes værelse.

”Så … du er sammen med Iben?” spørger hun med sænket stemme, da hun har lukket døren i. Af ren vane sætter jeg mig på hendes stol.

Hendes værelse har ikke ændret sig synderligt. Det eneste rigtigt nye er en kommode hvorpå, der står en grammofon. Ved siden af ligger en bunke bestående af to plader. Esther tager den øverste plade fra bunken, lader den glide ud af ituet og sætter den på. Det må havde været dyrt. Et jazznummer flyder ud i lokalet.

”Min far bryder sig ikke om det. Det er for amerikansk mener han. Min mor lader også som om det pirrer hende, men jeg ved, at hun også kan lide det. Når det kommer til stykket kan jeg godt lide at tirrer dem.” Hun dumper ned på skrivebordsstolen. At tirre sine forældre var ikke en ting, jeg havde set komme fra Esther, men kender jeg hende overhovedet mere? Desuden kunne hendes nye venneflok godt betegnes som swingpjatter; godt inspireret af det amerikanske swing med kulørte magasiner og mode, selvom det ikke er så let tilgængelig længere. Hvsi jeg havde råd, ville jeg sikkert også være sådan. Rende rundt og høvle, som de kalder dans, til jazzmusik.

”Men længere end musikken lader de mig ikke gå. Når det kommer til stykket er de vel idiotiske begge to, men de er mine forældre, og jeg elsker dem ubetinget, fordi ja … de gav mig liv, og de har det gjort lige gyldigt, hvor nazistiske de er, så jeg ser bare bort fra det, selvom det bryder du dig sikkert ikke om? Du er en slagsbror … eller søster.” Hun ler let.

”Årh, det ved jeg ikke.” Jeg trækker på skulderne. Hun har godt nok forandret sig. Men på den gode måde.

”Du kan bare spytte ud, jeg ved skam godt, hvad I laver der bag kassen af sortbørshandel og spionarbejde. Mikkeline' far skulle efter signede være en meget aktiv med det også.”

”Mikkeline?”

”Mikkeline Egelund. Hendes far hedder Torben.”

”Nårh ham! Jo det er han.” Det skræmmer mig en smule, at Esther kender til vores spionarbejde, når hun nu – dengang jeg kendte hende – var nazist efter bedste overbevisning. ”Hvor kender du Mikkeline fra?”

”Hun går i min klasse, 1.ma. Vi er bedste veninder, så du må da have set hende sammen med mig, Johannes og de andre nede i byen?” Bedste veninder. Den gør nas. Mere end den burde. Det er et år siden Esther og jeg var veninder. Hvordan kan jeg, da havde oceaner af venner – især Ibens bekendtskaber – det sidste halve år af 4. mellem, hvor Esther var alene, nu have Iben som min eneste veninde, mens Esther har så mange?


 

”Hvad er klokken?” spørger jeg, da det går op for mig, at vi har snakket i alt for lang tid i forhold til min plan.

”Lad mig se,” Hun kaster i blik på sit ur. ”Æhm... den er faktisk lidt over otte.”

”Det er over spærretid.” Jeg bider mig i læben. Det er ikke fordi, jeg ikke har rendt rundt i spærretid før, men jeg har kun et døgn til at fjerne tyskernes grunde til at Iben og jeg er en trussel mod dem, og at gå ud i spærretid er nok ikke den bedste idé.

”En af tyskerne kan følge dig hjem, hvis du kan overleve det? Man må jo se nogle fordele ved at have dem rendende i tide og utide.”

”Er Ebbi Saurmilch er? Han bor vidst tæt på mig.”

”Ja, hvorfra kender du Ebbi?” Hun følger mig ud af værelset og ned af trappen.

”Jeg har set ham i gården...” Jeg prøver at få det til at lyde henkastet.

”Vent her, bare tag dit overtøj på.” Hun forsvinder ind i spisestuen til tyskerne og formodenligt også hendes far. Jeg begynder at snøre mine støvler, og når også at tage jakke på, før hun kommer tilbage med Ebbi. Han sender mig et overrasket blik, men kommer så blot i tøjet, som om vi ingen relation har.

”Jeg håber ikke, det forstyrrer Dem at følge Mette hjem allerede nu, men jeg var vidst skyld i, at hun blev for længe.” beklager Esther og hjælper Ebbi med hans jakke.

”Det gør skam ingenting, jeg skulle alligevel til at hjem.” Efter et år i Danmark er der kun accenten tilbage at sætte en finger på i Ebbis tysk.

”Vi ses vel.” smiler Esther til mig og åbner døren for os.

”Ja, det gør vi vel.” Det føles helt underligt at sige farvel på den måde. For et øjeblik føltes det helt som i gamle dage, selvom det denne gang var Esther, der snakkede mere end jeg. Hun smiler, og jeg vender om og går ned mod min cykel, der er parkeret på midten af gangstien op til hoveddøren, uden at kramme hende eller i det mindste give hendes hånden. Ebbi kommer efter mig og venter pænt ved gaden, mens jeg bakser min cykel op. Stadig med rollen som tyskeren, der ikke kender mig.

”Klump!” råber hun efter mig, da jeg med min cykel runder carporten, hvori der holder en tyskervogn. Der gå ret øjeblik, før jeg forstår, hvad hun mener. Kongen Leve Ud Med Pakket.

Et øjeblik overvejer jeg, om det alligevel er for risikabelt, men så vender jeg mig mod hende og laver et V med mine fingre. Et smil spreder sig på hendes læber, men alligevel sender hun et skeptisk blik til Ebbi bag hun. Hun skulle bare vide.

Hun vinker kort og lukker døren efter sig. Ebbi og jeg begynder at gå i tavshed. Den eneste lyd der høres er mit cykeldæks roteren og hver gang det lappede sted rammer jorden.

”Det er da længe siden du har snakket med Esther.” konstaterer han.

”Hun går på gymnasiet, jeg har mit liv. Men du ser hende vel ofte? Hun synes til at kende dig godt.”

”Jeg er tit hos hendes far.” Der er en underlig splittethed i Ebbis stemme. Som om han holder noget under dække. ”Var dit teater i dag godt?”
”Ja! Det var virkelig underligt, men der var bare et eller andet … du ved, det fængede mig ligesom.” fortæller jeg ivrigt og sætter uden opmærksomhed farten op.

”Når du vinder en stor skuespillerpris, så husk at takke mig.” joker han, men der er noget halvhjertet over det.

”Tja … Et stort tak til min far, der altid støttede mig op, trods han ikke kunne se mine forestillinger, fordi ingen måtte vide, at han var min far.” ler jeg og puffer til ham.

Gaden er helt mørk, men fordelen ved spærretid er, at jeg ikke behøver være forsigtig med at omgås Ebbi, når der ingen mennesker eller lys på gaden er, og alle har trukket mørklægningsgardinerne ned.

”Hvad når vi vinder krigen? Hvad så? Så er vi frie til at være far og datter!”
”Næppe.” sukker han og lægger en arm om min skulder. ”Der vil jeres has til os for alvor blusse op, når vi ikke har magten længere. Jeg tvivler på, om vi nogensinde kan være far og datter uden fordømme i min levetid.”

”De må da kunne forstå det en dag!” Panikken spreder sig i min krop ved tanken om, at vi aldrig rigtigt kan blive forenede. ”Rejser du så hjem til Tyskland?”

”Mit hjem er her, men måske bliver jeg tvunget.”

”Af hvem dog?”

”Samfundet.”

”Men...” Forvirret kan jeg ingen løsning finde.

”Bare … pas på dig selv ikke, så skal det nok gå.” Han klemmer mig skulder. ”Fortæl mere om det der teater. I skal spille Romeo og Julie, ikke sandt?” Han ved noget, han vil fortælle mig, men som han alligevel undgår.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...