Mistelten

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 nov. 2014
  • Opdateret: 20 jan. 2015
  • Status: Igang
(SPOILERS TIL KÆRMINDESØSTRE) december 1944 - Mettes kæreste hedder Iben. Tyskerne holder øje med dem. De må ikke opdage deres forhold. Og Mette må skuffe Iben, hver gang hun vil kysse under misteltenen for at de ikke begge ender med at holde jul i en koncentrationslejr. Men hvorfor være kærester, når risikoen er så stor? // Deltager i julekonkurrencen

20Likes
70Kommentarer
1746Visninger
AA

20. Atten

Det undrer mig, at jeg stadig er i live da Aske åbner skubber reolen væk og åbner døren ind til os hen ad eftermiddagen. Selvom jeg har sovet en del, kysset Iben og spist nogle af de brunkager Elizabeth har bragt til os i en kurv – de første kager jeg har smagt i lang tid, der ikke bragte præg af, at vi hjemme var tvunget til at sælge de fleste af vores rationeringsmærker, så har de sidste to og et halvt døgn været rædsomme.

Levestandarden her er højere: sengetøjet er blødere, maden er langt bedre, og vi har skam også fået lov at låne både kortspil og bøger af både Aske og hans forældre. Bøgerne orkede jeg dog ikke kaste mig ud i, men jeg har fået spillet utallige spil krig – ironisk nok – med Iben. Alligevel har hjemveen fået et tag i mig, som jeg aldrig troede var muligt. Mine øjne er konstant fyldt med tårer, og siden vi ankom har jeg følt en uhyggelig trykken for brystet.

”Din far klarer sig fint,” siger Aske henvendt til Iben og lukker døren i bag sig, ”min far så ham i nede i byen i dag.”

”Årh gudsketakoglov!” Lettelsen fylder Ibens stemme. Hun har også grædt sig i søvn hver eneste aften, selvom vi lå i ske og delte kropsvarme i det kolde rum.

”Det er jo juleaften i aften, og jeg har snakket med mine forældre om det; det er for riskabelt at have jer med ned til middag...

”Den ulejlighed skal I altså slet ikke gøre!” afbryder jeg ham. Jeg føler mig i forvejen til umådelig meget besvær.

”Det er heller ikke muligt.” Han sætter sig ned ved os og snupper en brunkage.

Underligt nok har de stået der i et par timer og skålen er endnu ikke tom. Klumpen i min mave gør det svært at få noget ned, og jeg tror, Iben har det ligeså. Det er juleaften, og vi har ikke den ringste mulighed for at kommunikere med vores familie. Tanken om, at hendes far skal holde jul alene, gætter jeg på også er en af de tanker, der tynger Iben, selvom jeg prøver at forsikre hende om, at Ebbi nok skal tage ham med over til min familie. Det ved jeg han vil.

”Maden er færdig om et øjeblik og så kommer min mor op til jer med en andel til jer og noget nyt vand.” Aske kaster et blik på den stadig fyldte kande, der står ved siden af lampen i hjørnet.

”Det er fantastisk!” Jeg prøver at overbevise ham, for det er i særdeleshed fantastisk at de har sådan en gæstfrihed overfor os, men intet i mig kommer i nærheden af fantastisk lige nu, og jeg er bange for, at det kun går ned af.

”Jeg hader at se jer så nedtrykte. I må sige, hvis der er noget jeg kan gøre.”
”Vi savner bare vores familie.” Jeg gider ikke anstrege mig for at lyve mere for Aske.

”Det er forståeligt nok. Denne her krig river alt og alle fra hinanden.” Han ser på mig. Håret, ansigsstrukturen. Det minder mig alt for meget om Peter. Jeg bliver nødt til at se væk.

”Vi skal bare vænne os til det.” Der er ikke det eneste tegn på lystighed i Iben stemme, og selvom hendes selvskab holder mig i live, dræber det mig også at se hende sådan. Så nedtrykt, så grå. Som en indeburet sangfugl. Det er ligesom mine mareridt. Selvom tyskerne ikke har hende, er hun fanget, og måske er det egenligt bare det de vil? Måske er vi gået i deres fælde i et forsøg på ikke at lade dem vinde?

”Glædelig jul, så.” Aske sender os et bedrøvet blik, før han lukker døren uden at skubbe reolen tilbage.

”Tror du virkelig bare vi skal vænne os til det?” Iben ser op fra sin bog med blanke øjne.

”Er der andet at gøre? Vi har ikke rigtigt et valg.” Jeg lader mit hovedet banke mod væggen.

”Denne her bog er ikke så svær, men utrolig smuk, jeg tror, du ville kunne læse den.” Hun rykker over ved siden af mig og rækker mig sin bog.

Le Petit Prince står der på omslaget, der forestiller en lyshåret dreng i en grønlig dragt.

”Der er billeder i.”

Jeg åbner bogen og skimmer hen over tegningerne, der er tegnet i samme stil som omslaget. Teksten er sparsommelig.

”Er det ikke en børnebog?”

”Tjo, men den er på fransk, så tror du ikke, det er svært nok for dig?” Et lille dødt grin undslipper hendes læber.

”Jeg kan ikke fransk.” Jeg kaster et blik på hende. De sorte krøller sidder hulter til bulter og smilerhullerne er væk.

”Har du ikke haft det i skolen?”

”Tjo, men ikke med en karakter over tg.” Jeg sukker.

”Som du vil?” Hun giver sig til at læse igen, da Elizabeth kommer ind balancerende med en bakke med det største julemåltid, jeg før har set. Det bærer præg af besættelsen – selvfølgelig, men langt fra så meget som det måltid de netop nu spiser derhjemme gør.

”Så er der mad.” Hun sender os et smil fuld af juleånd, men den dør hurtigt. I stedet sætter hun blot bakken på madrassen og skal til at gå.

”Vi kan ikke takke jer nok, det ser utroligt lækkert ud!” siger jeg. Hun vender sig mod mig og smiler, før hun forsvinder ud, og jeg hører reolens skraben mod gulvet.

Duften af den varme mad, der breder sig i rummet, får et øjeblik mit humør op, hvorefter det får det til at dale gevaldigt i savn.

”I det mindste holder vi jul sammen.”

”Ja...” Iben trækker bakken hen til os, så servicen klirrer.

Der står to tallerkener fyldt med alt tænkeligt julemad: flæskesteg med svær, rødkål, brun sovs, hvide kartofler, sukkerbrunede kartofler og to skåle med risalamande og kirsebærsovs. Ved siden af alt dette står to glas vin, to cigaretter og en pakke tændstikker. Jeg har aldrig røget før af den grund, at penge til cigaretter ikke var min højeste priotet. Efter krigen var tobak også blevet en rationeringsvarer, så det var ikke nemt at få fat i.

”Mette, vi kan ikke sidde og være triste, mens vi spiser dette overdådelige måltid. Vi bliver nødt til at glemme det hele i aften, lover du mig det?” En lille smil blomstre frem på hendes læber og smitter af på mig.

”Ja, lad os spise.” Jeg tager en tallerken over på min skød, Iben gør ligeså, og skærer et stykke af flæskestegen af, hvorefter jeg dypper den i sovsen og smager. Det er noget af det bedste, jeg har smagt siden krigens udbrud. Smagsharmonien får mig for et øjeblik væk fra tankerne om mine familie, derhjemme. En lang stilhed hersker over rummet, mens vi blot spiser. Da det kommer til stykket viser det sig, at jeg alligevel kan få en del ned. Nok fordi jeg næsten intet har spist de sidste par dage.

Da vi er halvvejs stiller Iben sin tallerken fra sig.
”Lad os holde en pause, ellers får vi bare ondt i maven.”

”Det lyder fint.” Jeg stiller også min tallerken fra mig og opdager først nu, hvor mæt jeg egenligt er. ”Skal vi tage en cigarett?”

”Det kan vi godt.” Iben tager cigaretterne og giver mig den ene, før hun tænder en tændstik. Hun kunne slippe den, lad den ramme madrasserne, gøre en ende på os. Men det gør hun ikke. I stedet tænder hun cigaretten. Jeg rækker min cigaret mod hende, og hun tænder også denne. Skødesløst tager hun et sug af cigaretten og puster elegant luften ud i siden af munden.

”Hvor har du lært det der?” spørger jeg og tager et sug af min, dog med langt mindre held. Ilden baner sig vej ned i mit luftrør og tvinger mig ud i et hosteanfald. Iben tager endnu et sug, mens jeg får vejret tilbage igen.

”Har du aldrig nogensinde set på, hvordan caféens gæster ryger? Du skal jo ikke sluge røgen, Mette,” ler hun. ”Nu og da tilbyder de mig endda en cigaret.”

Jeg ler hostende med hende, og vi glemmer alting for et øjeblik.

”Kan du ikke bare lære mig det?”

”Se på mig.” Smilet er lille og gemt bag tårer, men det er ægte.


 

”Denne her aften var bedre end jeg havde forventet,” konstanterer Iben i den stadig hængende røg fra cigaretterne, mens hun nipper til vinen.

”Mm...” Jeg knejser nakken mod væggen og lukker øjnene.

”Så det er sådan rigtig vin smager.” Iben lægger sit hoved mod min skulder.

”Jeg kunne egenligt bedre lide den der falske en.” Jeg drikker af vinen. Den brænder i halsen, men jeg kan godt lide det. Og så gør den mig afslappet.

”Tror du nogensinde vi vil gå fra hinanden? Sådan rigtigt,” spørger Iben – tydeligvis ikke bange for svaret.

”Det ved jeg ikke, det er uhyggeligt for jeg kan ikke forestille mig mit liv uden dig. Ellers ville jeg jo heller ikke havde gået alt dette igennem.” Min lillefinger vikler sig ind i hendes.

”Jeg tror, vi går fra hinanden, og så når vi bliver gamle, så finder vi sammen igen.”

”Hvorfor tror du det?” Ibens ord – og letheden hun siger dem på – skræmmer mig.

”Det ved jeg ikke, det var bare en indskydelse.”

Når hun kan få indskydelser igen, må det betyder at der alligevel er noget Iben tilbage bag den falmede glød.

”Jeg elsker dig.” Jeg vender mig mod hende og ser hende i øjnene.

”Det ved jeg.” Hun kysser mig på panden. ”Og jeg håber også, at du ved, jeg elsker dig.”

Hun stiller vinglasset på bakken og lader sine kolde hænder glide op under min bluse. Det giver min kuldegysninger. Hun giver mig kuldegysninger, så ubeskrivelig som hun er. Mit hjerte banker så hurtigt, at jeg ikke kan følge med, og selvom jeg nogengange glemmer, hvorfor, så brænder det sig nu ind i min hukommelse, hvorfor jeg elsker hende.

Jeg bunder mit glas i en slurk, så vinen brænder i min gane og varmer mig op, hvorefter jeg stiller glasset ved siden af hendes.

”Det er så varmt.” Hun trækker sin uldtrøje af og smidder den op på kisten. Det er varmere end det plejer, men stadig hundekoldt. Alligevel tager jeg også min trøje af. Det kan jo være ligegyldigt om vi bliver forkølede. Vi har ingen skole, intet arbejde at passe.

Hun læner sig bagover, ligger sig på madrassen og trækker min krop ind til hendes. De passer sammen, så var de støbt sammen, derefter revet fra hinanden og nu fundet sammen igen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...