The Last of All Days (oneshot)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 nov. 2014
  • Opdateret: 16 dec. 2014
  • Status: Færdig
Alison er flyttet hjem til sin moster-grevinden- Anja. Der skal hun lære at blive voksen. Men Alison kan ikke lide det rige liv, og da hun møder tjenestepigen Anna, finder hun ud af at der er noget helt galt. Da hun så en dag er inde på Annas værelse finder hun nogle papirer, og sandheden går op for hende...

1Likes
4Kommentarer
128Visninger
AA

2. The life as ghost

Dagene var uendelig lange, og nætterne endnu længere. Det var næsten som om tiden stod stille. Sådan havde det været lige siden det skete. lige siden jeg døde. Det var svært at vende sig til. Jeg fattede ikke hvordan de andre havde klaret det i årtier. Men de havde jo heller ikke noget valg, og det havde jeg heller ikke. Det var ikke fordi at de andre var så slemme. De måtte jo også have en hvis medfølelse med mig, de havde alle sammen gået igennem det samme som jeg. Men det var ikke det værste. Det værste var at jeg vidste det ville blive min tur. At jeg kun kunne gå at vente på at Anja døde. Så ville hendes slægtninge komme og tage over herskabshuset, og jeg skulle være den der skulle udførte det næste mord.

Dagene gik, og jeg begyndte at vende mig til mit nye liv... hvis man altså kunne kalde det, det. Jeg kunne gå rundt dagen lang i huset, og i haven, og nede ved søen, lige så meget jeg ville. jeg behøvede ikke at spise, drikke eller sove. Det lød måske meget dejligt, men det var det langt fra. Det var et marridt at skulle se Anja gå rundt og leve. Hun lagde aldrig mærke til mig når jeg gik ned af gangen, eller sad og betragtede hende mens hun spiste. For hende var jeg bare død, og det ville jeg altid være.

 

 

En dag gik jeg ned i stuen, hvor Anja sad og læste et brev. Jeg gik helt tæt på hende, og alligevel ænsede hun mig ikke. Så gjorde jeg det som jeg tit fik tiden til at gå med. Jeg prøvede at komme i kontakt med hende, eller måske mere at få en rolle i hendes liv. Ikke som menneske, men bare noget som var til; En dejlig duft, en mærkelig lyd, eller en svag vind. Jeg pustede til brevet, og det ene hjørne lavede buk. Anja rettede bare irriteret på det, og læste videre. Jeg forsøgte igen at få hendes opmærksomhed, og pustede igen, denne gang i hendes hoved. Det fik de hår der var sat op den sædvandelige stramme knold, til at rejse sig. Hun farede pludseligt op, som havde nogen stukket hende i maven. Først troede jeg at det var fordi jeg havde gjort hende forskrækket. Men Anja kiggede blot stift på brevet, og hendes øjne kørte ned over det. Da de var nået bunden, smed hun brevet fra sig. Hendes ben bukkede sammen under hende, og hun faldt mød gulvet, og landede på knæene. Hun dækkede ansigtet i hænderne, og begyndte at hulke.
Jeg kiggede forskrækket ned på hende. Hun sad bare der. Hjælpeløs. Jeg ønskede inderligt at lægge armene om hende. Men jeg slog tanken væk, og tog i stedet brevet op mellem hænderne.
Da jeg lige var død, og stadig skulle vænne mig til mit nye jeg, havde jeg ikke turde røre ved noget, fordi jeg troede at mine hænder bare ville gå lige igennem. Men Anna lærte mig, at det eneste jeg ikke kunne røre, var menneske.
Mine øjne glæd hen over brevet:

Kære Anja. Som De ved har deres søster Caroline Sophie Harrison mor til Alison Sophie Harrison, været alvorligt. Det har snart varet ved over en lang periode, og jeg må være ærlig over for Dem, og fortælle dem at deres søster ikke har fået det bedre. Tværtimod. Vi fik en professionel uddannet doktor fra Paris til at kigge på hende. Min kære Anja, jeg er ked af at måtte fortælle dem, at doktoren har konstateret hende uhelbredelig. Han forventer at se hende død om nogle få dage, højest en uge. Hun sig at hun meget gerne vil tale med dig inden det sker. Jeg har derfor sendt en vogn til dig. Den burde være der søndag morgen. Du skal ikke betale for den, den står på min regning. Hvis du ikke ønsker at se hende skal du bare sende kusken væk med besked. Det gør mig meget ondt
-Doktor Okonami

Jeg så målløs på brevet, mens det langsomt gled ud af hænderne på mig. 
 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...