The Last of All Days (oneshot)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 nov. 2014
  • Opdateret: 16 dec. 2014
  • Status: Færdig
Alison er flyttet hjem til sin moster-grevinden- Anja. Der skal hun lære at blive voksen. Men Alison kan ikke lide det rige liv, og da hun møder tjenestepigen Anna, finder hun ud af at der er noget helt galt. Da hun så en dag er inde på Annas værelse finder hun nogle papirer, og sandheden går op for hende...

1Likes
4Kommentarer
129Visninger
AA

1. D.7 juni 1753

The Last of All Days
D.17 juni 1753
Jeg kørte min finger hen over det støvede lag, der havde lagt sig som et tæppe hen over billedet. Jeg kunne knap nok se hvad det forstillede. Rundt omkring i krogene hang der spindelvæv, hvor edderkopperne for længst var rådnet op. Væggene var mørke og fugtige. Gardinerne var trukket for, så solen ikke havde mulighed for at sende lys ind i den dunkle entré. Ingen af olielamperne var tændt. Min moster var en fin grevinde, hun brugte sikkert alle sine penge på fine kjoler. Jeg trådte forsigtigt et par skridt frem. Der lød et brag da jeg hamrede ind i døren. Jeg bandende lavmælt, og kunne ikke lade være med at tænke på, at hvis min mor havde hørt det, ville hun have givet mig den største skideballe nogensinde. Jeg hadede hende, og jeg tror også at hun hadede mig. Hun havde i hvert fald brugt hele mit liv på at skælde mig ud og kommandere med mig. Og nu havde hun så sendt mig herned, til sin søster, som sikkert bare var lige så forfængelig og fin. Hun ville have at jeg skulle være anderledes, mere voksen og damet, så hun overlader ansvaret til min moster, så hun selv kunne spare besværet. Jeg fik fat i håndtaget, og skulle til at åbne døren, da den pludselig gik op af sig selv. Jeg veg forskrækket tilbage. En sort skikkelse kom til syne i døråbningen.

”Undskyld hvis jeg forskrækkede dig. ” Det var en lille tynd stemme der talte. Jeg knep øjnene sammen. Skikkelsen kom tættere på. Et lille lys tændte i mørket, og skikkelsen blev til en tynd pige med bleg hud, og hår sort som kul. Hun havde et stearinlys i hånden.

”Du må være Alison.” sagde hun.

”Ja, det er mig og hvem er du? ”Jeg lagde med det samme mærke til mistroen i min stemme, og kom igen til at forbinde det med min mor.

”Om forladelse, jeg hedder Anna. Jeg er tjenestepige her. ” Selvfølgelig havde min moster en tjenestepige til at tage imod gæster så hun ikke selv skulle rejse sig op og gå hele vejen hen til døren, det ville jo være helt og aldeles upassende. Jeg himlede med øjnene, og fulgte med Anna ned af en smal gang, der førte ind i en stor stue. Der stod stearinlys overalt.  I midten af stuen stod der en stor lænestol. Den så underlig levende ud i stearinlysets skær. I stolen sad en høj mørk kvinde, i en lang, grim, mørkegrøn kjole. Man kunne se at der var begyndt at komme grå hår i knolden der var stramt samlet på baghovedet.

”Velkommen Alison. ”Jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige, så jeg besluttede mig bare for at holde min mund. Jeg måtte være forsigtig med hvordan, jeg snakkede til hende, hun var trosalt grevinde. Hun rejste sig op og gik hen til mig. Hendes blik kørte hen over mig, som om hun vurderede mig.

”Hør, når du skal til at bo her, er der nogle regler, som du skal følge.” sagde hun. sikke en behagelig velkomst jeg får. Hej jeg er også glad for at se dig. Men jeg lod som ingenting og nikkede bare.

”Altså for det første, er det ikke påpasseligt for én som dig at gå i bukser og… den slags tøj du har på. ” Jeg så ned af mig selv. Så jeg virkelig så forfærdelig ud? En pludselig vrede kom, og jeg kunne mærke, hvordan varmen langsomt steg op i mine kinder, jeg havde lyst til at sige et eller andet om hendes kjole, men jeg vidste bedre.

”Anna kan følge dig op på dit værelse, der ligger en kjole du kan tage på. ” Jeg nikkede igen og fulgte med Anna. Hun havde taget alle mine tasker, og måtte nu slæbe dem efter sig. Jeg fik pludselig medlidenhed med hende, og jeg fik lyst til at tage taskerne tilbage, men gjorde det ikke. På vejen ud lagde jeg mærke til, at hendes hud var endnu blegere end jeg havde troet. Men det var først da jeg så ordenligt efter, at jeg opdagede at hendes hud skinnede svagt, næsten som om den var gennemsigtig.

 

Værelset var meget lille, og støvfnuggene fløj omkring og satte sig i min næse. Jeg nøs og kiggede hen på Anna.

”Er du sikker på at det er her? ”spurgte jeg.

”Ja helt sikker, der er ikke andre soveværelser i huset. ”Jeg gik hen til vinduet og kiggede ud. Det var så snasket at sollyset ikke kunne trænge igennem. Heldigvis stod der en masse lys, så det var ikke mørk ligesom i entréen.
”Men… ” begyndte jeg, men hun var væk. Jeg gik hen til sengen og satte mig. Fuglene fløjtede ivrigt udenfor, og fik mig til at føle mig utilpas i det indelukkede værelse. Der lå et stykke stof ved siden af mig på sengen. Jeg opdagede, at det var en kjole, det måtte nok være den, som moster Anja havde ment. Jeg tog den op i mine hænder, men rynkede straks på næsen. Det var en lyserød kjole med store hvide blonder overalt. Rundt om livet havde den et mørkelyserødt bælte, med en sløjfe foran. Den havde stor pufærmer, der endte i en spids. Beklager Anja, men jeg tager ikke denne rædsel på. Jeg smed den på sengen, og fandt en sort kjole i en kasse over ved døren. Den var enkel og ikke alt for lang. Jeg orkede ikke at pakke mine ting ud, og gik ind i stuen i stedet.

 

Anja sad og spiste suppe. Hun så op, da jeg trådte ind i stuen.
”Tag noget at spise hvis du vil. Den smager fantastisk, Anna har lavet den.” sagde hun. Jeg skævede til suppen. Jeg tror at Anna var bedre til at tage imod folk ved døre, end hun var til at lave suppe. Det var noget grønt flydende stats, som bogstaveligt talt så giftig ud.

”Nej tak Anja, jeg tror bare jeg går i seng.” sagde jeg.

”Du skal kalde mig Ms. Harrison.” Jeg nikkede og gik. På vejen hen til mit værelse så jeg, Anna komme ud at et værelse, jeg gik ud fra, var hendes eget. Hun skænkede mig ikke et eneste blik, da hun gik forbi mig og ud i stuen. Der var noget underligt ved hende. Det var som om hun prøvede at undgå mig. Men det var måske sådan noget man skulle, når man er tjenestepige. Heller ikke denne gang kunne jeg undgå at lægge mærke til hendes blege hud. Jeg kiggede nysgerigt på døren, og tog i håndtaget. Den var ikke låst. Jeg vidste godt, at det var forkert af mig at snuse rundt på hendes værelse, men jeg åbnede alligevel døren og trådte ind. Værelset var enkelt, med kun en seng og et skrivebord. På bordet lå fire papirer. Jeg tog det ene op, og lod mine øjne glide ned over det:
 

Dette er dødsattesten for Anna Maria Porter. Hun døde d.17 juni 1453 kl.24:00. Det var en tragisk død, man fandt hende med halsen skåret over på Familien Harrisons herskabshus. Hun blev tydeligvis myrdet, men man fandt aldrig ud af hvem der gjorde det.

Jeg kiggede målløs på papiret, mens sandheden langsomt gik op for mig. Nej det kunne jo ikke passe! Det kunne det bare ikke! Hvis det var sandt så var hun jo… så var hun jo et genfærd. Mit hjerte begyndte at banke hurtigere. Jeg lagde hurtigt papiret tilbage på bordet, som var der gået ild i det. Jeg kiggede på de andre på papirer, og jeg opdagede at der var et mønster i det. Det var alle dødsattester. Alle var blevet myrdet, og alle befandt sig det samme sted. De havde alle den samme dato, men årstallet var forskelligt. Først Annas, og så år 1553, 1653 og så 1753…1753! så var det jeg opdagede det. Det værste. Det eneste der ikke måtte ske. Jeg så på papiret. Læste det. Det var som om ordende flød sammen, og jeg måtte læse det to gange for alt være sikker på hvad der stod:
 

Dette er dødsattesten for Alison Sophie Harrisons. Hun døde d.17 juni 1753 kl.24:00. Det var en tragisk død, man fandt hende med halsen skåret over på familien Harrisons herskabs. Hun blev tydeligvis myrdet, men man fandt aldrig ud af hvem der gjorde det.

Jeg smed papiret fra mig. Jeg ville ikke se mere. Jeg skyndte mig ud af værelset. På vejen ud lagde jeg mærke til, at der hang en kalender på døren, og der var sat en rød ring om dagen i dag. Og kun om dagen i dag.

 

Det var blevet sent. Men jeg kunne alligevel ikke sove. Jeg kunne ikke falde til ro. Det eneste jeg koncentrerede mig om, var lyden af uret der tikkede. ”tik tok, tik tok, tik tok ”. Jeg vidste at hvert tik, ville føre mig tættere på midnat. Den snart var tolv, jeg havde ligget her i mindst tre timer. Jeg kunne høre kirkens klokker i det fjerne, og jeg vidste at klokken var tolv. Frygten der før havde lagt sig i min mave, var steget op til min hals, og blevet ti gange støre. Hvis det var sandt hvad jeg havde læst, så ville jeg dø i nat. Slap af. Sagde jeg til mig selv. Jeg lukkede øjnene, og trak dynen over hovedet. Pludselig kunne jeg hører skridt lige uden for døren. Jeg gik i panik, men jeg turde ikke røre mig ud af stedet. Døren gik op med et knirk, og skridtene blev tydeligere. Jeg kunne mærke mine at håndflader blev våde. Hårene havde rejst sig på mine arme. Jeg kunne høre at der var flere, men jeg turde ikke stikke hovedet ud under dynen. Mit hjerte galoperede afsted. Jeg prøvede at sige til mig selv at det bare var noget jeg bildte mig ind, men jeg vidste godt at det var det ikke. Pludselig kunne jeg høre en skarp stemme inde i mit hoved:

”Troede du at du kunne gemme dig for os? Troede du virkelig vi ville lade dig slippe? ”

Jeg forstod ingenting. ”Hvorfor? Hvorfor gør du det her? ”. Min stemme var så lille at jeg knap nok selv kunne høre den.
”Du var så heldig! Du havde et lykkeligt liv! Men du kastede bare det hele væk og tænkte på dig selv! Hvis du bare havde lyttet til din mor, og alle de andre der var dumme nok til at bekymre sig om dig, så var du ikke blevet sendt herned! Det her er din egen skyld, og du må betale prisen ”

En lang tynd metalting skar igennem dynen. Jeg mærkede en pludselig smerte i halsen. Mit syn begyndte at blegne. Mørket omringede mig. Det sidste jeg så var dynen der langsomt blev rød.

 

 

 

 

Tre dage senere
Jeg gik med lange lydløse skridt hen til gruppen af mennesker, der stod bøget over hullet. Jeg kunne uden besvær mase mig forbi menneskemængden, uden at nogen ville lægge mærke til mig. Jeg så ned i hullet, hvor jeg kunne se den lille kiste, der indeholdt mit lig. Alle var klædt i sort. Jeg spejdede hen over mængden og fik øje på min mor. Hun havde en sort rose i hånden. Hun rakte håneden ud over hullet, og lod rosen dumpe ned på den sorte kiste. En tåre trillede ned af hendes kind. Jeg fik en stor trang til at lægge armene om hende. Om den dame jeg havde kendt hele mit liv, om den dame som jeg havde været så vred på, men stadig elskede så højt. Men det kunne jeg ikke, og det knuste mit hjerte.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...