Amalie - Jalousi (3)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 nov. 2014
  • Opdateret: 20 jan. 2016
  • Status: Igang
ANBEFALES AT LÆSES PÅ MOVELLAS-APPEN Så er de fire venner tilbage efter koncerten i fredags! Og det tyder på at de er lykkelige og glade! Men hvad sker der, når Amalie og Kasper uheldigvis gør noget, som aldrig havet gjordt?! Victor slår op, og Amalie kunne ikke være mere ked af det! Men hvem er lige Rikke? Hun taler hele tiden med Victor, men Amalie kan ikke sige noget til det, når han er single! Maria har også brug for alvorlig hjælp med hendes forhold med Kasper! Og oven på alt det, opfører Amalie's forældre sig underligt, de skændes og Amalie er bange for at de bliver skilt! Kan Amalie løse disse problemer? Hvad med den fremmed mand, som forfølger Amalie? Hvad sker der med Amalie og Victor's forhold? Hvad sker der med Maria og Kasper? Hvad med Amalie's forældre? Og ærlig talt, hvad sker der egentlig? Få svarene i "Amalie - Jalousi" (Forsættelsen af "Amalie - Kærligheden banker på" og "Amalie - bandet")

9Likes
38Kommentarer
12618Visninger
AA

45. Søster?...❤️

*Victor's synsvinkel*

Jeg lukkede hoveddøren og sukkede stille. Det har været en virkelig hyggelig aften, selvom jeg jo ikke plejer at være sammen med Mikkel. Han er egentlig god nok, hvis man ser bort fra de små ting, han har gjort. Jeg kunne tydeligt mærke at Amalie og Mikkel havde været sammen flere gange, da de talte som gode venner. Eller er det bare mig?

Jeg gik over mod mit værelse, åbnede døren og lukkede igen. Min forældre sad inde i stuen og så vist tv eller noget. Nu hvor jeg nævner mine forældre, så har de faktisk opført sig lidt mærkeligt på det sidste. De er selvfølgelig ikke uvenner eller noget, det virker bare som om de tænker over noget. Noget som jeg ikke ved. De er blevet stille og virker sådan lidt........ Hvad kalder man det, når man ikke ved hvilke beslutninger man skal tage? Nå, ellers kan jeg ikke huske det, men sådan opfører de sig. Det gør jo selvfølgelig at man bliver lidt bekymret og undrende. Jeg hørte pludselig stemmer inde i stuen. Jeg kunne åbnede døren på klem og lyttede lidt bedre efter.

"Skal vi eller skal vi ikke? Han skal jo få det af vide på et eller andet tidspunkt!" Lød det svagt fra min mor.

"Vi var 17 år gamle, Christine! Det betyder jo ikke noget alligevel.. Victor er teenager, så noget er ikke vigtigt.." Hørte jeg min far svare. Bare lige så I ved det, så er Christine min mor.

"Selvfølgelig betyder det noget! Det er jo hans søster!". Min verden gik langsomt i stå ved de ord. Søster? Jeg har sgu da ikke nogen søster? Jeg er enebarn! Eller var det bare det, jeg skulle tro?

"Lad nu være! Vi ved jo ikke engang om hvor hun er, hvor hun bor, hvad hun laver, hvordan hun er, og vigtigst af alt: om hun lever!" Sagde min far en smule oprevet.

"Det kan da være ligemeget! Det vigtiste er, at han ved det! Om hun så lever eller ej!" Sukkede min mor.

"Kan vi ikke bare lukke den her samtale?". Min far rejste sig op ved de ord og pludselig hørte jeg skridt. Jeg skyndte mig at løbe hen til min seng, tog min mobil frem og lod som om jeg sad og spillede på den. Min far stak hovedet ud af døren og smilte falsk til mig.

"Hvad laver du?" Spurgte min far.

"Jeg sidder bare og spiller.." Svarede jeg roligt og smilte kun svagt.

"Okay.. Der er mad om et kvarter, okay?" Sagde min far.

"Jaer..". Jeg nikkede hurtigt og undlod at smile.

Døren blev langsomt lukket igen og der blev taget langsomme skridt mod stuen igen. Jeg sukkede svagt og lukkede øjnene. Kunne mærke alle tankerne og spørgsmålene køre rundt i mit hovedet, men ingenting kunne jeg svare på! Hvorfor har de ikke fortalt mig, at jeg har en søster?! Det gør mig virkelig gal! Tænk, at holde så noget hemmeligt! Eyy!

Pludselig begyndte min mobil at ringe og jeg trykkede hurtigt besvar og satte den til øret af bare raseri.

"Hvad?!" Spurgte jeg hårdt.

"Victor? Er det dig? Hvad er der galt?" Lød det fra den anden ende.

"Det er ingenting, Amalie...." Sukkede jeg irriteret.

"Hvad er der galt? Fortæl mig det nu.." Sagde hun bekymret.

"Glem det nu! Hvorfor ringede du?" Spurgte jeg og sukkede.

"Jeg ville bare høre om du ville snakke.... Jeg keder mig ekstremt!" Sagde Amalie, men jeg kunne tydeligt høre at hun stadig ville have svar på mit humør.

"Beklager, det kan jeg IKKE! Var der andet?" Spurgte jeg hårdt og ligeglad.

"Nu fortæller du mig fandme hvad der er galt! Jeg gider ikke høre på dig, når du er så kold!" Beordrede Amalie irriteret.

"Kan du ikke bare lade mig væ..-". Amalie afbrudte mig.

"Nej, fortæl mig nu hvorfor du er sådan der, forhelved!". Hun er virkede sur nu, det kunne jeg tydeligt høre.

"Ved du hvad? Bare glem det! Ring til nogen andre, når du er så fucking nysgerrigt!" Sagde jeg lidt højere.

"Fuck dig! Du har aldrig imod at jeg spørger dig, hvad der er galt! Har 'jeg' gjort noget forkert? Er det på grund af, at jeg var hjemme hos Mikkel? Er det fordi jeg er venner med ham? Er det fordi du fø..-". Nu var det mig, der afbrudte hende.

"Hold din kæft med det lort! Vi er ikke kærester mere, forhelved! Kom dog videre, altså! Tror du virkelig, at jeg gider være kærester med dig, når du er så fucking irriterende! Og værst af alt: hvorfor skulle NOGEN være kærester med dig?! Du er jo bare en pisse nysgerrigt kælling, som savner lidt opmærksomhed! Hvordan kunne jeg overhovedet blive forelsket i dig?! Hvordan kunne jeg overvejede at tilgive dig?! Heldigvis var mine følelser for dig ikke ægte! HELDIGVIS! ". Jeg fortrød med det samme ordene, da de fløj ud af min mund. Der blev helt stille. For stille. Jeg bed mig hårdt i læben.

Victor's følelser: 😱😣

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...