Amalie - Jalousi (3)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 nov. 2014
  • Opdateret: 20 jan. 2016
  • Status: Igang
ANBEFALES AT LÆSES PÅ MOVELLAS-APPEN Så er de fire venner tilbage efter koncerten i fredags! Og det tyder på at de er lykkelige og glade! Men hvad sker der, når Amalie og Kasper uheldigvis gør noget, som aldrig havet gjordt?! Victor slår op, og Amalie kunne ikke være mere ked af det! Men hvem er lige Rikke? Hun taler hele tiden med Victor, men Amalie kan ikke sige noget til det, når han er single! Maria har også brug for alvorlig hjælp med hendes forhold med Kasper! Og oven på alt det, opfører Amalie's forældre sig underligt, de skændes og Amalie er bange for at de bliver skilt! Kan Amalie løse disse problemer? Hvad med den fremmed mand, som forfølger Amalie? Hvad sker der med Amalie og Victor's forhold? Hvad sker der med Maria og Kasper? Hvad med Amalie's forældre? Og ærlig talt, hvad sker der egentlig? Få svarene i "Amalie - Jalousi" (Forsættelsen af "Amalie - Kærligheden banker på" og "Amalie - bandet")

9Likes
38Kommentarer
12571Visninger
AA

49. Mig Og Maria?... ❤️

*Amalie's synsvinkel*

Vi havde time og Niels (vores historielærer) var ved at forklare vores opgave om 2. verdenskrig. Gaaab. Han var ved at dele os op i grupper, to og to. Jeg flipper virkelig hvis jeg får Victor! Det betyder at jeg skal se og tale med ham, og det ville være både akavet og grænseoverskridende for mig! Og jeg mener det!

"Julie og Kristine, Mathias og Katrine, Amalie og Maria, Mikkel og Kasper, Victor og Stephanie.....". Jeg lavede store øjne ved Niels' ord. Mig og Maria? Hvad i....? Jeg kiggede over mod Maria og fik øjenkontakt med hendes kønne grønne øjne. Hun så ikke særlig tilfreds ud. Åh nej! Vi skal være sammen! Hvad hvis hun overhovedet ikke gider at snakke med mig? Vent.... Skal Victor og Stephanie være sammen?! Nej, nej, nej! Så skal de tilbringe fucking meget tid sammen! Hvad fanden sker der? Den her dag bliver bare værre og værre!

Før jeg nåede at se mig om, blev Niels færdig med at læse grupperne op. Alle rejste sig op og begyndte at samle sig i deres grupper. Jeg sank en klump og rejste mig op med mine bøger i hånden. Jeg fik øje på Maria, som stadig sad på sin stol og pakkede sine bøger, så jeg valgte at gå over til hende.

"Så.... Ehm.. Skal vi begynde?" Spurgte jeg en anelse nervøst. Maria kiggede op på mig.

"Selvfølgelig.." Mumlede hun og rejste sig med sine bøger. Vi gik langsomt ud af klassen....

~

Mig og Maria havde sat os ved et bord og havde ikke rigtig lavet noget endnu, selvom der allerede var gået 10 minutter.

"Maria?" Spurgte jeg stille.

"Hm?". Hun lød allerede ligeglad.

"Hvorfor fortalte du ikke, hvordan du havde det?" Spurgte jeg stille og kiggede nervøst over på hende.

"Hvad mener du?" Spurgte hun, men jeg kunne godt høre at hun vidste hvad jeg talte om.

"Du ved.... Det med at jeg er ligeglad med dig.." Svarede jeg.

"Det gjorde jeg da også?" Sagde hun undrende.

"Ja, men.... Hvorfor sagde du det ikke tidligere?" Spurgte jeg videre.

"Hvordan skulle jeg? Du var der jo aldrig til at snakke.." Mumlede hun og kiggede ned.

"Jeg har været en lorteveninde, det ved jeg godt! Men jeg vidste ikke, du havde det sådan!" Sagde jeg lidt højere, men ikke så andre kunne høre det.

"Lagde du overhovedet ikke mærke til det? Eller havde du for travlt med Victor?" Spurgte hun og hævede stemmen.

Jeg sukkede. "Det ved jeg ikke..".

"Hvad mener du med "Det ved jeg ikke"?" Spurgte Maria og dæmpede hendes tone igen.

"Det ved jeg ikke.." Svarede jeg ærligt.

""Det ved jeg ikke"! Hvad fanden skal jeg bruge det til?!" Vrissede Maria og hævede tonen en smule igen. Det her går vidst ikke i den rigtige retning..

"Jeg ved ingenting mere, Marie! Alt går af helveds til, Victor er ikke sig selv, du føler dig overset og mine forældre skændes konstant! Kan du ikke se det, Maria? Vi er ved at vokse fra hinanden! Dig, mig, Victor og Kasper! Os alle sammen! Sig ikke, at du aldrig har tænkt den samme tanke, for det ved jeg du har! Så det hjælper fandme ikke noget at ignorer hinanden og tro at alt er slut! For vi vælger selv om det er slut eller ej! Er vores venskab virkelig så skrøbeligt?!" Sagde jeg og følte virkelig ikke at jeg kunne holde den vrede tone tilbage. Den måtte bare ud!

Marie gloede bare helt mundlam på mig, hvilket jeg udmærket godt kan forstå. Det var vidst også en stor mundfuld, jeg kastede efter hende lige der.

"Er det?!" Spurgte jeg igen, da jeg virkelig gerne ville have svar.

"Nej.." Mumlede Maria og kunne knap få ordene ud af hendes mund.

"Undskyld Maria! Jeg mener det virkelig! Undskyld! Jeg lover dig at jeg vil være her for dig fra nu af, om du vil det eller ej!" Sagde jeg stille og nærmest hviskende. Maria kiggede bare på mig uden at vise en eneste følelse i ansigtet.

"Sig noget.." Mumlede jeg og kiggede ned.

"Hvad skal jeg sige? Du har ret.." Sagde hun stille.

"Tilgiver du mig?" Spurgte jeg håbefuld.

"Nej.." Sagde Maria koldt. Hvad? Hun sagde jo at jeg havde ret? Jeg sagde ikke noget forkert, vel?!

Jeg kiggede bare helt forkert ud i ansigtet.

Pludselig brød Maria ud i en høj latter."Ej, jeg tager gas på dig Amalie!".

"Hvad?" Spurgte jeg forvirret og begyndte at grine lidt med.

"Selvfølgelig tilgiver jeg dig!" Grinede Maria."Du skulle bare se dit ansigt, da jeg sagde nej!". Maria efterligner mit ansigtsudtryk. Jeg prustede hårdt ud og begyndte at grine med.

"Du gjorde mig fandme bange, du gjorde! Det må du aldrig gøre igen!" Sagde jeg glad.

"Jaja, jeg skal prøve!". Maria smilte lusket til mig.

Pludselig afbrudte klokken vores ellers høje grin. Havde vi virkelig brugt hele timen på at snakke og grine? Ups!

Amalie's følelser: 😂😜

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...