Amalie - Jalousi (3)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 nov. 2014
  • Opdateret: 20 jan. 2016
  • Status: Igang
ANBEFALES AT LÆSES PÅ MOVELLAS-APPEN Så er de fire venner tilbage efter koncerten i fredags! Og det tyder på at de er lykkelige og glade! Men hvad sker der, når Amalie og Kasper uheldigvis gør noget, som aldrig havet gjordt?! Victor slår op, og Amalie kunne ikke være mere ked af det! Men hvem er lige Rikke? Hun taler hele tiden med Victor, men Amalie kan ikke sige noget til det, når han er single! Maria har også brug for alvorlig hjælp med hendes forhold med Kasper! Og oven på alt det, opfører Amalie's forældre sig underligt, de skændes og Amalie er bange for at de bliver skilt! Kan Amalie løse disse problemer? Hvad med den fremmed mand, som forfølger Amalie? Hvad sker der med Amalie og Victor's forhold? Hvad sker der med Maria og Kasper? Hvad med Amalie's forældre? Og ærlig talt, hvad sker der egentlig? Få svarene i "Amalie - Jalousi" (Forsættelsen af "Amalie - Kærligheden banker på" og "Amalie - bandet")

9Likes
38Kommentarer
12615Visninger
AA

12. Manden?...❤️

*Amalie's synsvinkel*

Jeg er på vej mod skolen. Min mor valgte at køre mig, selvom jeg gerne ville cykle. Det blev til at hun kørte, fordi mine tasker er for stor og fordi der er snestorm. En LILLE snestorm! Min mor drejede ind mod skolen og fandt en plads. Hun holdte stille og kiggede på mig.

"Farvel, mus!" Sagde hun og gav mig et kram.

Jeg krammede med, selvom det var svært, når vi jo sad i bilen. Min mor havde ikke det mest forberedte tøj på. Ærligtalt, så var det hjemme tøj.

"Ha' det godt og ring til mig, når du har tid, okay?" Sagde min mor, og trak sig ud af krammet.

"Jaja, det ved jeg godt! Vi ses!" Sagde jeg.

"Vi ses, musen!" Sagde hun kærligt.

Jeg hoppede ud af bilen og lukkede døren. Jeg gik om bag bilen og åbnede bagagerummet. Jeg tog mine tasker og lukkede igen. Jeg trådte lidt væk fra min mor, da hun skulle bakke ud og jeg vinkede til hende. Hun vinkede tilbage, mens hun kørte ud og sendte et luftkys. Jeg smilede bare til hende. Hun drejede ud af skolen og var ude af syne. Mit hår gik fuldkommen amok med vinden og strittede ud mod alle sider. Jeg gik mod skolen, men kunne pludselig se to lys fra en bil. Jeg skyndte mig og løb over og gik mod døren. Jeg gik indenfor og vendte mig hurtigt ud mod parkeringspladsen. Fuck, det var Victor's bil, som kom kørende! Eller, ikke "Victor's" bil, men hans familie's bil. Nej, det lyder dumt, det lyder bedre med.... Okay, stop så Amalie! Jeg så pludselig Victor komme ud af døren med sine tasker og lukke igen. Han gik imod skolen, men jeg var ret stiv. Forstå det ikke forkert, men jeg var blevet til sten. Jeg kunne ikke få øjnenes væk fra ham. Han åbnede døren og kiggede koldt på mig. Jeg bed mig i læben og kiggede nervøst på ham. Han stoppede op og vi fik øjenkontakt.

"Hvem venter du på?" Spurgte han, selvom han lød ret ligeglad.

"Ehm... Ingen.." Valgte jeg at svare og bed mig hårdere i læben.

"Hvorfor står du så her?" Spurgte Victor igen.

"Hvorfor står du her?" Spurgte jeg og fik det til at lyde dumt. Pis!

"Jeg står og taler med dig!" Svarede Victor irriteret.

Jeg kiggede væk fra Victor og istedet udenfor. Der var helt mørkt og der var ikke nogen udenfor. Pludselig kom der en mand frem, mit på parkeringspladsen.

"Se!" Sagde jeg en andelse bange og pegede udenfor.

Victor's blik landede på manden, som stod og stirrerede på os. Han stod stille og kiggede gyseragtigt på os. Han havde en sort kappe på, en bowlerhat, læderhandsker, nok 40 år gammel, og med et underligt overskæg.

"Hvem er det?" Spurgte jeg stille og bange.

"Aner det ikke.." Svarede Victor anspændt.

Pludselig begyndte manden at gå. Han fik direkte imod os og kiggede også direkte på os. Victor tog fat i min hånd og trak os væk.

"Kom!" Sagde ham og løb nærmest med mig i hånden.

Vi gik hen af gangen og drejede. Vi stillede os bag skabene og stod stille. Vores vejretrakning var det eneste, der brød tavsheden. Jeg kiggede ned mod min og Victor's hånd. De sad godt fast og føltes urokkelige. Jeg nød virkelig at holde hans hånd igen.

"Bliv her!" Sagde Victor og slap min hånd.

Han gik stille mod døren og stillede sig mod vinduet i døren. Han kiggede rundt omkring og sukkede.

"Han er væk!" Sagde Victor og gik imod mig igen.

"Hvad hvis han kommer igen?" Spurgte jeg, da han var helt henne ved mig.

"Det finder vi vel ud af... Men det er vores hemmelighed, ik? Hvis vi nu vælger at følge efter ham, så skal det være hemmeligt. Ingen må vide det.." Spurgte Victor.

"Selvfølgelig.. Der er hellere ikke rigtigt nogen at fortælle det til.." Svarede jeg.

"Godt..."

Vi stod og var lidt tavse i noget tid.

"Tak for det.." Sagde jeg stille.

"For hvad?" Spurgte Victor nysgerrigt.

"Fordi du... På en måde hjalp mig.." Sagde jeg og kiggede ned i jorden.

"Så lidt da.." Sagde Victor.

Jeg trådte et skridt mod Victor og omfavnede ham. Jeg kunne mærke hans hænder omkring mig, hvilket var dejligt. Så ville han jo gerne kramme mig, for hvis han ikke ville, ville det være ret akavet... Og pinligt! For mig! Jeg trak mig stille fra ham og kiggede ham i øjnene. Hans dejlige søde uskyldige øjne, som man ikke kan holde øjnene fra! Jeg kunne ikke lade være med at rykke mit hoved tættere på hans, men det så ud til at det var okay for ham. Han rykkede ihvertfald sig en lille bitte smule længere imod mig, men selvfølgelig skulle vi blive afbrudt! Det lød som.... Kasper?

"Undskyld jeg afbryder jer, men alle er her altså, og vi venter på jer, sååå....." Sagde han og kiggede akavet på os.

Jeg tog min tasker og det samme gjorde Victor. Selvfølgelig gjorde han det kun med sine egne tasker, men altså! Vi gik mod klassen og jeg gik stille forbi Kasper.

"Her, jeg skal nok hjælpe dig!" Sagde Kasper og tog alle mine tasker.

"Tak.." Sagde jeg stille.

"Pernille taler med nogle andre lærere om, et eller andet" Sagde Kasper, for at informere mig og Victor om, hvad der skete.

Vi gik alle tre ind i klassen og kiggede rundt. Alle sad i små grupper (altså drengegruppen, make-up pigerne, nørderne, og almindelige venner). Kasper stillede mine tasker på mit bord og jeg gik ud af klassen igen. Der var tomt ude i gangene, for alle var jo sådan set i deres klasser. Jeg gik mod mit skab og låste det op. Jeg kiggede lidt rundt, og stod sådan i noget tid. Fuck, hvad var det, jeg skulle? Hader i ikke også det med at man glemmer det, som man er igang med? Midt i det hele, glemmer man det bare og prøver at huske det? Ja, det er det, jeg mener! Hvis i forstår ;-). Jeg lukkede skabet igen, fordi jeg simpelhen ikke kunne huske, hvad jeg skulle. For at få tiden til at gå, valgte jeg at gå lidt rundt på skolen. Jeg gik ned af gangen og kiggede rundt på skabene. Nogen skabe havde klistermærker, andre havde små bamser hængende, og så var der de almindelige, kedelige, uopfindsomme, ukreative, dumme, uiøjenfaldende, kedelige skabe, uden dekoration. Vent, sagde jeg ikke kedelige to gange? Nå, fuck det. Jeg gik hen mod skabene og læste navneskiltene. Pludselig gik alle lysene ud, og alt var sort. Jeg kunne ikke se en hånd for mig og alt føltes forladt. Der var stille. Alt for stille. Jeg ledte efter min mobil i min lomme, men kunne ikke finde den. Jeg begyndte at gå, men brasede pludselig ind i et eller andet. Jeg gik langsomt væk fra det, jeg væltede ind i, og kunne pludselig hører trin. En dør, der åbnede og flere trin. Skridtede blev tydeligere og højere, for hvert et skridt der blev taget. Endnu en dør åbnede og jeg rystede af nervøsitet. Jeg så pludselig et lys og................

Amalie's følelser: 😁😱

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...