Amalie - Jalousi (3)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 nov. 2014
  • Opdateret: 20 jan. 2016
  • Status: Igang
ANBEFALES AT LÆSES PÅ MOVELLAS-APPEN Så er de fire venner tilbage efter koncerten i fredags! Og det tyder på at de er lykkelige og glade! Men hvad sker der, når Amalie og Kasper uheldigvis gør noget, som aldrig havet gjordt?! Victor slår op, og Amalie kunne ikke være mere ked af det! Men hvem er lige Rikke? Hun taler hele tiden med Victor, men Amalie kan ikke sige noget til det, når han er single! Maria har også brug for alvorlig hjælp med hendes forhold med Kasper! Og oven på alt det, opfører Amalie's forældre sig underligt, de skændes og Amalie er bange for at de bliver skilt! Kan Amalie løse disse problemer? Hvad med den fremmed mand, som forfølger Amalie? Hvad sker der med Amalie og Victor's forhold? Hvad sker der med Maria og Kasper? Hvad med Amalie's forældre? Og ærlig talt, hvad sker der egentlig? Få svarene i "Amalie - Jalousi" (Forsættelsen af "Amalie - Kærligheden banker på" og "Amalie - bandet")

9Likes
38Kommentarer
12586Visninger
AA

26. Hjælp Mig, Victor!...❤️

*Amalie's synsvinkel*

Mig, Victor, Maria, Kasper, og Caroline er ude i byen. Vi går allesammen sammen og hygger os. Undtagen mig! Caroline flirter helt vildt med Victor, og jeg bliver vildt jaloux og vred! Jeg har også denne her knude i maven, som bare ikke vil gå væk, og det er fucking irriterende! Det her er bare ikke min dag!

"Hey Victor! Skal vi ikke se på nogle sko?" Udbrød Caroline glad og pegede over mod en skobutik. Jeg sukkede tungt og kiggede ned på mine blå conversesko.

"Jo, kom!" Svarede Victor og smilte. Vi gik alle sammen ind i butikken, dog ville jeg ikke. Men jeg gjorde det alligevel.. Caroline og Victor gik den ene retning, mens Maria og Kasper gik den anden. Jeg stod alene tilbage i butikkens indgang, og så fortabt ud. Jeg gik ud af skobutikken, og gik i Salling, og ind i parfumeafdelingen. De ville sikkert ikke opdage, at jeg var forsvundet. De har sikkert for travlt med at kigge på sko og hygge sig med hinanden! Jeg føler mig totalt udenfor, fordi Maria og Kasper er sammen, Victor og Caroline er sammen, og så har vi lille mig, som går for sig selv! Det føles ik særlig rart! Man føler sig udenfor og ligegyldige, hvilket jeg sikkert også er i deres øjne.

Jeg tog en dyb indånding og tog en tilfældig parfume, som jeg duftede til. Den duftede natur-agtigt, og et strejf af blomster. Jeg stillede den forsigtigt på plads på udstillingsbordet og gik videre. Jeg satte kurs mod rulletrappen, og trådte på den. Den kørte langsomt op, og jeg kiggede rundt imens. Jeg ville gerne købe nyt tøj, da noget af mit tøj er lidt for lille, og fordi jeg ikke har særlig meget varmt tøj. Mit skab består mest af croptops, shorts, og hullede bukser! Jeg har da også noget varmt tøj, men ikke så meget igen, da noget af det er for lille.

Jeg vågnede op fra mine tanker, da rulletrappe-turen var slut. Jeg gik målrettet over mod pigetøjet og snoede mig igennem folk på vejen. Jeg kiggede rundt og valgte at starte ved trøjer. Jeg gik hen til nogle trøjer og kiggede.

"Nå, hvad laver du så helt alene herude, hva?" Spurgte den ondeste stemme bag mig nogensinde. Stephanie. Jeg vendte mig om og sukkede. Stephanie stod rigtig nok foran mig med Rikke ved siden af.

"Hvad vil du nu?" Spurgte jeg irriteret.

"Hvad har jeg da gjort dig?" Spurgte hun uskyldigt.

"Tja, en helt masse ting!" Svarede jeg spydigt og sendte hende et dræberblik.

"Du er heller ikke bedre selv... Har jeg ret?" Spurgte Stephanie og prøvede at lyde snedig.

"Hvad fuck taler du om?" Spurgte jeg forvirret.

"Ja, du tror måske du er en engel? Og du tror måske også at du er den mest betydningsfulde person i verden, for det er fandme det sidste du er!" Svarede Stephanie og smilte ondt.

"Slap lige af, jeg prøver i det mindste ikke at dræbe dig!"

"Men det ønsker du måske?"

"Hvem gør da ik det?"

"En masse... Og der er en del, der syntes at du er en fucking so! De har ret!"

"Hold bare din kæft!"

"Nej tak... Nå, lad os skride! Kom!"

Stephanie vendte sig om og gik med Rikke ved siden af. Hun kan fandme selv være en fucking so! Hvad fuck sker der lige? Jeg har TRE piger efter mig, som nærmest hader mig! Rikke (som måske ikke lige hader mig), Stephanie, og nu også Caroline! Alt det på grund af at jeg har været sammen med Victor. Og hvem ved? Der er sikkert mange flere piger, som forguder Victor, og det medfører så, at de hader mig. Fuck, det er virkelig irriterende at Victor er så populær blandt pigerne! Nogle gange er det vel fedt nok, men andre gange er det virkelig anstrengende, og irriterende!

Jeg vendte tilbage til virkeligheden og kiggede videre på tøjet...

~

Jeg er igang med at prøve tøjet. Jeg har fundet tre trøjer, to bukser, og nogle sokker. Jeg kiggede på den trøje, som jeg havde taget på. Den sad fint på mig og var ret lækker. Jeg tog min mobil frem og tjekkede klokken. 16:43. Sidst jeg tjekkede, hvilket var da jeg gik fra de andre, var den 16:09. Så havde jeg været væk længe. De havde overhovedet ikke ringet, send en sms, eller noget andet. Det er bare...... Så irriterende, skuffende, ondt, og så meget andet. Jeg bliver virkelig ked af det, og vred på dem! Hvordan lægger de ikke mærke til at jeg er væk? Sikke nogle fantastiske venner, siger jeg bare! Caroline er jo ikke min ven, men Victor, Maria, og Kasper burde da opdage, at jeg ikke er der! Jeg tog trøjen af og valgte at købe den. Jeg havde prøvet alt tøjet, og det passede perfekt! Jeg tog mit eget tøj på igen, tog tøjet og min taske, og gik ud af prøverummet. Jeg gik hen til kassen og stillede mig foran den. Jeg satte mine ting på bordet, og smilte til kassedamen.

"Hej med dig!" Sagde hun venligt og smilte.

"Hej!" Sagde jeg og smilte.

Hun bippede mit tøj ind og tog de der dimser af dem, som sidder på tøjet. I ved, de der dimser, som sidder på tøjet, og hvis de nu bliver stjålet, og personen går igennem den der indgang, går alarmen igang, på grund af dimsen. Hun puttede alt tøjet i en pose og så afventende på mig.

"Det bliver 510 kr, tak!" Sagde hun smilende og fulgte mig med øjnene, da jeg tog pengene frem.

"Her!" Sagde jeg og rakte hende pengene.

"Mange tak! Ha en god aften!" Sagde hun venligt og rakte mig posen.

"Tak, og i lige måde.." Sagde jeg og tog imod posen. Jeg gik ud af Salling igen og kiggede mig omkring. Hvor skal jeg nu hen? Jeg går ihvertfald ikke hen til de andre, de skal fandme selv ringe til mig! Der var næsten ingen mennesker herude... Jeg tog min mobil frem og tjekkede klokken. 16:56! Vi skulle være tilbage kl. 17! Med en hurtig bevægelse, fik jeg proppede min mobil i min taske. Jeg skulle til at gå, da jeg pludselig kunne mærke en hånd om min mund og nogen, som tog fat i mig bagfra.

"Mhhh!!!!" Mumlede jeg hurtigt og bange.

"Luk røven!" Sagde en bekendt stemme. Det er manden! Ham manden, som er efter mig! Han gik med mig hen mod en sort varevogn. Jeg prøvede at råbe, men han havde jo en hånd om min mund. Jeg prøvede da også at rive den væk, men han er simpelhen for stærk! Han rev døren op og smed mig derind. Han lukkede døren og gik hen til den anden side. Jeg prøvede at åbne døren, men den var låst. Jeg rykkede mig mod den anden side, og prøvede at åbne den anden dør, men uden held. Jeg satte mig håbløst på sædet og mærkede tårerne falde ned af mine kinder. Vent! Jeg har jo stadig min taske med min mobil i! Jeg mærkede bilen starte og vi begyndte at køre. Jeg turde ikke at tage min mobil frem, for han kunne sikkert se det! Jeg valgte at vente til vi nåede frem, og til jeg var alene... Jeg ville for en sikkerheds skyld proppe min mobil i min jakkelomme. Han vil jo sikkert tage min taske, og så har jeg ikke nogen chance for at få den tilbage lige foreløbigt... Jeg tog langsomt min mobil op og lagde den stille ind i min lomme. Jeg kiggede nervøs over mod manden. Han holdte godt øje med vejen, så han har sikkert ikke set det. Jeg mærkede flere tårer, og lod dem stille falde.

"Hvad vil du med mig?" Spurgte jeg grædende og uroligt.

"Det får du at se!" Svarede han med sin dybe stemme.

"Please? Fortæl mig det... Vil du voldtage mig?" Spurgte jeg og gyste ved tanken.

"Nej, så meget siger jeg!" Svarede han. Jeg sukkede lettet op. Han voldtager i det mindste mig ik! Det er da noget. Jeg er jo stadig rædselslagen, men at han voldtog mig, ville være det værste, der kunne ske! Okay, det værste er at han dræber mig, men det tror jeg ikke lige, han gør...

Vi nåede til et mørkt, gammelt, slidt hus. Gardinerne var rullet for, og det så ret forladt ud. Jeg begyndte at ryste og blive rigtig nervøs! Måske dræber han mig alligevel? Jeg håbede ikke på det.

"Så er vi her!" Sagde manden og slukkede bilen. Han steg ud af bilen og smækkene døren. Han gik hen til min dør, og åbnede den. Han tog fat i mig og lukkede døren. Jeg holdte godt fast i min taske og fulgte han stille. Han åbnede døren til huset og gik ind. Han lukkede igen, og gik hen til en af dørene. Han åbnede den og smed mig derind. Han lukkede og låste og jeg græd stille på jorden. Jeg betragtede langsom værelset. Der var en slidt dobbelseng, en gammel kommode med skuffer, og der var ikke et eneste vindue. Jeg rejste mig stille og satte mig i sengen. Pludselig gik døren op, og manden gik ind. Han tog fat i min taske og prøvede at tage den. Han rev den ud af hænderne på mig, og sendte mig et ondt blik.

"Den her tager jeg vist lige..." Sagde han og smilte. Jeg kiggede håbløst og irriteret på ham. Det var selvfølgelig falskt, for han ville jo nok undre sig, hvis jeg tog det helt fint. Han smilte med sit klamme smil og gik ud igen og låste. Jeg tog en dyb indånding og lukkede øjnene. Tårerne rendte ukontrolleret stille ned af mine kinder, og jeg følte mig fortabt. Selvom jeg kan ringe efter hjælp, kan jeg jo ikke fortælle hvor jeg er! Jeg aner jo ikke hvor jeg befinder mig, og jeg har aldrig været her før! Jeg tog min mobil op af min jakkelomme, og tastede koden ind. Jeg har 67% procent tilbage, så jeg skal bruge det fornuftigt i den tid, jeg skal være her! Jeg har jo ikke taget min oplader med, vel! Jeg regnede ikke med at en fremmed mand vil kidnappe mig... Jeg fandt Victor og ringede ham stille op. Duuuud.......... Duuuud.......... Duuuud......... Kom nu Victor!

"Amalie! Hvor fuck er du henne?" Spurgte Victor uroligt, da han tog mobilen.

"Victor....." Sagde jeg stille og grædende.

"Amalie? Hvad er der sket? Hvorfor græder du?" Spurgte Victor undrende.

"Han tog mig....." Sagde jeg stille og hulkede stille.

"HVAD?! Hvem?! Hvor er du henne?! Hv..-" Udbrød Victor, men jeg afbrudte ham.

"Victor, please?....." Sagde jeg stille.

"Hvor er du?!" Spurgte Victor uroligt.

"Jeg ved det ikke...." Svarede jeg tvivlsomt.

"Okay, jeg prøver at spore dig med min mobil... Er der sket dig noget?!" Spurgte Victor nervøst.

"Nej, jeg er bare træt... Please, hjælp mig Victor!...." Svarede jeg og hulkede igen.

"Jeg finder dig, Amalie! Det lover jeg dig! Bare rolig! Ring, hvis der sker noget, eller hvis du vil snakke, okay?!" Sagde Victor.

"Det skal jeg nok... Skynd dig, Victor..." Sagde jeg.

"Selvfølgelig! Jeg kommer, det lover jeg dig!" Sagde Victor.

"Tak, Victor..." Sagde jeg og lagde forsigtigt på. Jeg gjorde min mobil lydløs, så den kun vibrerer og lagde den i min jakkelomme. Jeg lagde mig forsigtigt under dynen og slukkede forsigtigt lyset. Før jeg vidste af det, var jeg faldet i dyb søvn...

Amalie's følelser: 😔😭

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...