Amalie - Jalousi (3)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 nov. 2014
  • Opdateret: 20 jan. 2016
  • Status: Igang
ANBEFALES AT LÆSES PÅ MOVELLAS-APPEN Så er de fire venner tilbage efter koncerten i fredags! Og det tyder på at de er lykkelige og glade! Men hvad sker der, når Amalie og Kasper uheldigvis gør noget, som aldrig havet gjordt?! Victor slår op, og Amalie kunne ikke være mere ked af det! Men hvem er lige Rikke? Hun taler hele tiden med Victor, men Amalie kan ikke sige noget til det, når han er single! Maria har også brug for alvorlig hjælp med hendes forhold med Kasper! Og oven på alt det, opfører Amalie's forældre sig underligt, de skændes og Amalie er bange for at de bliver skilt! Kan Amalie løse disse problemer? Hvad med den fremmed mand, som forfølger Amalie? Hvad sker der med Amalie og Victor's forhold? Hvad sker der med Maria og Kasper? Hvad med Amalie's forældre? Og ærlig talt, hvad sker der egentlig? Få svarene i "Amalie - Jalousi" (Forsættelsen af "Amalie - Kærligheden banker på" og "Amalie - bandet")

9Likes
38Kommentarer
12572Visninger
AA

47. Dig?!...❤️

*Amalie's synsvinkel*

Jeg trådte ind i klassen med min kolde facade. Jeg kiggede opgivende rundt i klassen og sukkede tungt.

Jeg vil ikke sige at jeg er kommet over Victor, men jeg er kommet over det værste. Han har sendt mig tusind sms'er, ringet 100 gange hvert minut og skriver at han ikke mente en skid af, hvad han sagde til mig. Den måde, han var på i telefonen, var virkelig bare så..... Utilgivelig og ond! Hvordan kunne han så ikke mene det? Jeg elsker ham jo stadig virkelig højt, men jeg tror aldrig jeg tilgiver ham! Jeg har egentlig bare tænkt mig at ignorer ham, så godt som jeg nu kunne...

Jeg stillede mine ting på min plads og satte mig ned. Jeg bemærkede Kasper blik på mig, som sad nogle rækker væk fra mig. Jeg kiggede bare koldt over mod ham og væk igen. Jeg håber fandme at Mikkel kom idag! Jeg har virkelig brug for at tale med ham, for han er den eneste som jeg stoler på og som jeg har tilbage. Okay, jeg kunne snakke det til mine forældre, men det føler jeg ikke er det rigtigt! Og jeg mener det virkelig! Jeg har virkelig mistet troen på dem og føler nærmest ikke, at jeg kender dem længere!

Mine tanker blev afbrudt af Pernille, som kom gående ind i klassen med sin taske over skulderen. Hun satte sin taske på katederet og kiggede ud over hele klassen. Alle satte sig på deres plads og der blev nogenlunde stille.

"Okay alle sammen! Idag skal vi la..-". Hun nåede ikke særlig langt, da brandalarm gik igen og der blev straks larm i klassen. Selvfølgelig! Det gjorde lige min dag 100 gange bedre! (Ironisk). Jeg vendte mig om og så alle de andre rende ud af branddøren, så jeg rejste mig med et irriteret suk. Jeg gik hen til døren og trådte udenfor. Jeg kiggede rundt på alle de andre. Nogen snakkede, andre grinede, og sjovt nok var der noget, der bare ikke sagde noget. Jeg sukkede endnu engang og vendte blikket ned på mine sko. Idag havde jeg taget mine blå converse med skaft på og havde bundet snorende rundt om min hæl, hvis I forstår? De var ved at blive godt brugte, da Victor gav mig dem for nogle måneder siden.... Eii, nu nævnte jeg hans navn! Hvorfor tog jeg også lige de her sko på?

Bedst som jeg sad i mine egne tanker, blev jeg pludselig skubbet fra siden og i det næste øjeblik, lå jeg på de kolde fliser.

"Ups! Sorry, jeg så dig ikke.." Lød et fra den mest frastødende stemme i fucking hele verden! Gæt hvem!

"Hvad fuck er der galt med dig!" Spurgte jeg irriteret og kiggede op på Stephanie. Jeg rejste mig op igen og børstede støvet af min tøj og kiggede derefter på hende med et udtryk, som bare sagde bitch!!

"Jeg burde vist spørge dig om det samme". Hun smilte, så hendes tænder kom frem. Jeg sukkede og gik væk fra hende og alle de andre. Jeg satte farten op og begyndte at løbe. Jeg kom til porten ved skolen og gik ud, så jeg stod på vejen (altså gå-stien). Jeg fik øje på en bænk på den anden side af vejen og besluttede mig for at sætte mig derovre. Jeg kiggede fra efter biler, men heldigvis var der ikke nogen. Samtidig sneg tårerne sig frem og jeg ventede ikke et eneste sekund med at lade dem falde. Jeg benyttede chancen for at løbe over på den anden side, men inden jeg nåede at komme nogen vegne, løb jeg ind i en person. Jeg mærkede straks en dejlig varme fra personen og pludselig begyndte jeg nærmest at kramme person. I skal virkelig ikke spørge mig, hvad jeg har gang i! Jeg ved det knap nok selv! Det ene øjeblik står jeg og skal til at gå over vejen og det næste står jeg og krammer en totalt fremmed!

Jeg lagde mærke til at personen lagde sine hænder rundt om mig, hvilket jeg bare fandt afslappende. Jeg begyndte langsomt at hulke imod personens skulder og det virkede ikke til at påvirke ham/hende som sådan. Langsomt kneb jeg mine øjne sammen og nød at mærke lidt varme. Jeg løsnede mig lidt og lod mig selv kiggede op personen og fik det største chok over, hvem jeg stod og krammede med!

Amalie's følelser: 😱😨

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...