Amalie - Jalousi (3)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 nov. 2014
  • Opdateret: 20 jan. 2016
  • Status: Igang
ANBEFALES AT LÆSES PÅ MOVELLAS-APPEN Så er de fire venner tilbage efter koncerten i fredags! Og det tyder på at de er lykkelige og glade! Men hvad sker der, når Amalie og Kasper uheldigvis gør noget, som aldrig havet gjordt?! Victor slår op, og Amalie kunne ikke være mere ked af det! Men hvem er lige Rikke? Hun taler hele tiden med Victor, men Amalie kan ikke sige noget til det, når han er single! Maria har også brug for alvorlig hjælp med hendes forhold med Kasper! Og oven på alt det, opfører Amalie's forældre sig underligt, de skændes og Amalie er bange for at de bliver skilt! Kan Amalie løse disse problemer? Hvad med den fremmed mand, som forfølger Amalie? Hvad sker der med Amalie og Victor's forhold? Hvad sker der med Maria og Kasper? Hvad med Amalie's forældre? Og ærlig talt, hvad sker der egentlig? Få svarene i "Amalie - Jalousi" (Forsættelsen af "Amalie - Kærligheden banker på" og "Amalie - bandet")

9Likes
38Kommentarer
12597Visninger
AA

43. Dårlig Veninde!...❤️

*Amalie's synsvinkel*

Pludselig ringede klokken og rev mig ud af mine tanker. Jeg har ikke tænkt på andet end Maria hele timen! "Hvad fuck er du for'nen veninde?!" Havde hun råbt at mig. Den sætning kører rundt i mit hoved, som en båndoptager, som bare aldrig stopper! Hun har jo ret om det hele! Jeg er en fucking dårlig veninde, som kun tænker på sig selv. Hvad skal jeg gøre? Hun tilgiver mig aldrig for det jeg gjorde! Aldrig!

Maria rejste sig kold og ligeglad op fra sin stol og tog sin taske på ryggen. Jeg blev helt såret over at hun ikke ville snakke med mig...

"Victor, hvad skal jeg gøre?" Spurgte jeg ked af det og rettede mit blik mod Victor.

"Tal med hende! Du må forklare, hvorfor du ikke har haft tid til hende i så lang tid!" Svarede Victor og sendte mig et trøstende, men på samme tid, også et forstående blik.

"Men hvad hvis hun ikke vil tilgive mig?" Spurgte jeg trist.

"Jeg ved, at i bliver venner igen, Amalie! Det lover jeg!" Svarede Victor og kiggede mig dybt i øjnene.

"Tak, Victor! Jeg er så glad for at du altid hjælper mig!" Sagde jeg og smilte svagt.

"Altid!". Han blinkede sødt til mig og smilte kækt. Han rejste sig med sin taske på ryggen.

"Vi ses imorgen! Og held og lykke med Maria!" Sagde Victor og var ude af døren. Jeg sukkede og opdagede hurtigt, at jeg var helt alene i klassen. Alene..... Sådan føltes det for mig hele tiden! At være helt alene, selvom jeg har Victor.. Jeg vil med glæde fortælle at forældre igen, igen, igen har været oppe og skændes. Det er overhovedet ikke sjovt at overhøre deres skænderier og alt muligt pis! De ved ikke engang hvor meget det påvirker mig! Jeg er hele tiden nedtrykt og trist, præcis på grund af dem og deres fucking skænderier! De aner ikke, hvor mange gange jeg har måttet sidde alene hjemme og ikke vide hvor fuck de er henne eller hvad der sker eller et eller andet lort! Jeg blev med ét til fuld af kogene raseri og tristhed! Jeg har mistet mine forældre, Maria, mig selv! Hvad skal jeg gøre?!

Jeg sukkede og lukkede kort øjnene.

"Amalie?" Spurgte en stemme pludselig ved døren og jeg slog øjnene op.

"Mikkel?" Spurgte jeg undrende. Mikkel smilte svagt og gik over til mig.

"Det er mit navn, ja.." Sagde han og satte sig ved siden af mig. Jeg fniste svagt og fangede hans blik.

"Hvad laver du her helt alene?" Spurgte han og blev lidt mere alvorlig.

"Jeg ved det ikke..... Jeg er virkelig træt at mit liv lige for tiden.." Mumlede jeg træt.

"Fortæl!" Sagde han og kiggede interesseret på mig.

"Hvis det bliver imellem os to.." Mumlede jeg.

"Selvfølgelig.." Sagde han og nikkede.

Jeg sukkede stille og begyndte at fortælle alt hvad jeg havde på hjertet. Mikkel virkede så forstående og interesseret, at det et eller andet sted gjorde mig glad indeni. Jeg blev færdig med den lange forklaring om mit liv i øjeblikket og Mikkel lændede sig tilbage og prustede noget luft ud.

"Det er noget af nogle problemer du har, Amalie.." Sagde han og kiggede på mig.

"Det siger du ikke...." Mumlede jeg og smilte svagt. Jeg ved ikke hvorfor, men den dreng kan bare altid gøre mig glad, uanset hvor ked af det eller gal jeg er! Han er virkelig den bedste ven man kan ønske sig! Maria er jo selvfølgelig også den bedste, men hun er jo min "veninde", selvom hun nok vil modsige det i øjeblikket...

"Hvad skal jeg gøre?" Spurgte jeg opgivende og sendte ham et spørgende blik.

"Jeg føler mig som en psykolog lige nu, men......" Sagde Mikkel og sendte mig et forsigtigt blik.

"Men hvad?" Spurgte jeg.

"Kan du ikke prøve at tale med dem? Tal med dine forældre, Maria, Victor og alle dem, du ikke er på talefod med lige foreløbig.." Sagde Mikkel.

"Jeg ved ikke rigtigt.." Mumlede jeg, da jeg ikke brød mig om ideen.

"Uanset hvad du gør, må du bare ikke lukke dig selv inde.." Sagde Mikkel trøstende.

Jeg havde bare ikke rigtigt lyst til at tale med dem, for jeg ved at det ikke hjælper en skid! Hvis jeg taler med dem, vil der ikke blive nogen forandring! Hvis jeg taler med mine forældre, vil de bare modsige mig og sige at de overhovedet ikke er uvenner eller skændes! Det ville heller ikke hjælpe noget at tale med Maria, da hun jo alligevel aldrig tilgiver mig, fordi jeg var sådan en idiot! Hvis jeg taler med Victor om min jalousi, så vil han bare sige at det ikke betyder noget, når han snakker med andre piger! Det vil hellere ikke hjælpe!

"Tænk højt..." Mumlede Mikkel og så ud til at kede sig lidt. Ups!

"Undskyld, jeg tænker bare at det ikke vil hjælpe noget at tale med dem.." Sagde jeg undskyldende.

"Du behøver ikke at undskylde...." Sagde han og virkede til at forstå mig. Jeg mærkede tårerne presse sig på, men det kunne jo være ligemeget. Jeg har lov til at græde i det her følsomme øjeblik! Det er der intet forkert i! Jeg lod de første tåre finde ved ned af mine kinder og det bemærkede Mikkel åbenbart, da han rykkede sig tættere ind til mig. Jeg lagde forsigtigt mit hoved på hans skuldre og lukkede øjnene.

"Tak.." Mumlede jeg.

"Det er, hvad venner gør!" Sagde han og nussede mig på ryggen, så jeg slappede lidt mere af. Hvor er jeg heldig at have sådan en god ven som Mikkel! Han er virkelig den bedste!

Amalie's følelser: 😓😔

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...