Kærestevold

Min klasse er tilmeldt en konkurrence omkring Kærestevold, og jeg tænkte jeg ville dele den med jer. Skriv gerne hvad I syntes

7Likes
3Kommentarer
372Visninger

1. Kærestevold

Det startede som en film. Et tilfældigt møde ændrede mit liv. Hans øjne fangede mig, idet vores hænder rørte hinanden for første gang. Han afleverede aviser for sin lillebror, og kom til mit hus da jeg skulle til at gå indenfor. Med et smil åbnede han sin mund, og afleverede avisen i min hånd. Hans fingrespidser rørte min hånd i et enkelt sekund. Men det var nok til at få mig helt fortryllet. Der gik ikke lang tid før han begyndte at starte en samtale. Det var hverken generende eller spild af tid for mig. Hans charme tiltrak mig og gjorde mig helt blød i knæene.

Efter et stykke tid med nogle få samtaler, og aftaler, kyssede han mig for første gang. Det var som at være på en lyserød sky. Intet var mere vigtigt. Mit liv føltes komplet. Fuldendt. Mine veninder kunne se jeg var gladere. Det hele var perfekt. Men en dag brød helvede løs.

Det var et uheld. Vi havde selv lavet maden, der var drikkelse til og vi havde stuen for os selv. Min hånd skulle række ud efter noget mere mad, og min hånd ramte glasset med sodavand. Væsken faldt ud af glasset, hen over bordet og ud over hans ben. Jeg tøvede ikke med straks at undskylde, men der var intet at gøre.

Han blev en helt anden. På få sekunder stod han foran mig og holdt fast om min nakke. Det kom som et chok for mig. Det eneste jeg kunne se var hans øjne der ikke længere gjorde mig glad, men jeg begyndte at blive bange. Han råbte mig ind i ansigtet, skældte mig ud for at have ødelagt hans bukser. Jeg gjorde alt for at holde tårerne inde, og forblive stærk. Men da hans hånd mødte min kind, og efterlod smerte, kunne tårerne ikke stoppes.

Lige så snart han så tårerne glide ned af mine kinder, løsnede hans greb sig og lod mig falde til jorden. Han greb sit hår med sine hænder og satte sig ned på hug. Han var som en anden person. Alt godt forsvandt fra ham. Jeg turde ikke være i nærheden af ham. Han gjorde mig bange. Det var ikke den person jeg holdte af. Ham her var ikke den person som hjalp sin lillebror.

Jeg kom op på benene og prøvede at snige mig hen mod døren, da han rejste sig op og gik hen mod mig. Panik fyldte hele min krop idet han rørte min arm. Han holdte godt fast. I et sekund var jeg bange for jeg fik endnu et slag, men hans stemme bad mig blive. Han lovede aldrig at gøre det igen. "Det var et uheld." Sagde han. Jeg stolede på ham. Mine følelser stod i vejen for mine valg, og straks var mine arme svunget omkring ham.

Der gik en uge uden han havde gjort skade på mig. Det virkede til at han holdt hvad han lovede, men han gjorde andre ting. Jeg skulle have været i biografen med mine veninder, men idet jeg fortalte ham det, fik jeg straks forbud. I enhver anden situation var jeg begyndt at blive vred og diskutere, men efter episoden hvor han slog mig, turde jeg ikke. Jeg var bange for hans hånd endnu engang ville flyve gennem luften og ramme min kind. Og det skete ikke bare én gang, men flere gange havde jeg fået forbud for at mødes med nogen.

Der var den ene gang hvor jeg sagde fra, og han blev rasende. Det var tre uger efter han havde slået mig. Han slog mig igen. Et løfte var blevet brudt.

Jeg havde lyst til at gå min vej, forsvinde ud af hans liv. Men min kærlighed til ham, trak mig tilbage. Vores forhold var hele tiden gået fremad, men siden han slog mig, havde det taget et skridt frem, og to tilbage. Det gik kun ned af bakke.

Min familie kendte ikke noget til det. De ville bare anmelde ham, og det kunne jeg ikke lade dem gøre. Mine venner vidste det heller ikke, de troede vi var lykkelige. Hvis de kendte til det, ville de bare prøve at skille os ad. Jeg kunne ikke andet end at håbe på vores forhold blev bedre. Det var enten det, eller lade ham gå.

Der var gået et år. Tit slog han mig, eller blev rasende på mig. Det var ikke godt for mig. Folk omkring var begyndt at lægge mærke til de blålige blodansamlinger på min hud. I starten troede de på mine lamme undskyldninger, som: "Jeg stødte ind i bordet." eller: "Kom til at falde." Men med tiden kom der flere mærker, og flere undskyldninger. Det holdte snart ikke længere.

Mit hoved sagde at jeg skulle fortælle det, råbe det ud til verdenen. Men mit hjerte sagde nej. Han var blevet et del af mit liv. Hver gang mit hoved sagde jeg skulle fortælle det, på grund af alle de grusomme ting han gjorde, stoppede mit hjerte mig og mindede mig om alle de gode ting. Jeg havde ikke noget valg. Min kærlighed til ham var for stor.

Smerten måtte ud. Det nyttede ikke at sige det til nogen, det ville ødelægge hele mit liv. Han ville ryge i fængsel, og jeg endte sikkert med at sidde hos en psykolog hver dag. Flere gange havde jeg hørt om folk der havde skåret i dem selv, og aldrig haft intentionerne i at gøre det selv. Men med alt den smerte, slog min hjerne klik, og det næste øjeblik stod jeg med barberbladet over mit håndled. Da bladet løb hen over mit håndled, kunne jeg ånde lettet ud og lade mine skuldre falde af lettelse.

Det var en ting, som kun skulle ske én gang. Men følelsen af bladet der gled hen over min hud, føltes fantastisk. Jeg kunne ikke stoppe. Det blev til en vane i mit liv. Var jeg ved at gå psykisk ned? Der var ingen som kunne svare mig, det hele var op til mig selv. Jeg ville gerne sige nej, men inderst inde måtte jeg være. Der var gået et år med min voldelige kæreste, to uger med at cutte og inden kendte til det.

Den dag jeg brudte helt sammen, var den dag jeg blev opdaget. Der var så meget smerte inden i mig fra morgenstunden af, at jeg straks stod med barberbladet i min hånd, og cuttede. Men det værste skete da jeg mødte op i skole. På vej hen til næste time røg en af mine sår op, og blodet kom gennem min trøje. Jeg opdagede det ikke selv. Først da min veninde sagde det, gik jeg i chok, og løb ud på toilettet.

Med tårer strømmende ned af mine kinder, prøvede jeg at tørre blodet væk, men det nyttede ikke noget. Det var for sent. Jeg var opdaget, og om ikke længe ville jeg sikkert miste ham. Tårerne var ikke til at stoppe. Jeg kunne ikke komme hurtigere hjem.

Jeg løb nærmest hele vejen ud af skolen, og hjem hvor ingen var. Der kunne jeg lade mine gråd lyde og håbe på at alle havde glemt det i morgen. Men det havde de ikke. Jeg fik ikke mere end tredive minutters tid for mig selv, før min mor kom løbende ind i huset. Hun måtte have hørt det fra en af mine veninder.

Jeg løb ind på badeværelset og låste døren, for jeg var ikke klar til det her. Jeg var ikke klar til at forlade ham. Jeg var ikke klar til at min mor skulle få et anfald. Jeg var ikke klar til at mit liv skulle laves om, styres af nogen. Men det kunne ikke undgås.

Der var gået en uge siden jeg blev opdaget. Han sad i fængsel, og jeg hos psykolog hver anden dag. Det hjalp ikke noget. Det eneste jeg havde brug for, var at se ham. Se hans ansigt, og fortælle ham hvor ked af det jeg var. At det aldrig var min mening at han skulle sidde der. At jeg ventede på den dag han kom ud. Men de lod mig ikke se ham.

Mine veninder og min familie prøvede at opmuntre mig. Men de kendte ikke til de følelser jeg sad med. Sorg, had, smerte, svigt... Det var ikke til at forklare. Det føltes som om alle mine følelser åd mig op indefra. Langsomt. Organ for organ, og til sidst hjertet.

Jeg havde ikke lyst til at lave noget. Det eneste jeg følte for, var at sidde og glo ud af vinduet. Ikke fordi der var noget spændene, men fordi jeg forestillede mig han kom gående hen til mit vindue. Han

ville stå og vente på jeg hoppede ned til ham. Sammen ville vi snige os ud og være sammen, flygte sammen.

Der var gået et år siden han kom i fængsel. Han var kommet ud, men jeg havde ikke set ham. Det gik bedre for mig. Jeg snakkede med andre, kunne smile falsk, grine falsk, men det gjorde stadigvæk ondt. Hans forældre havde flyttet ham til en anden by, en by jeg ikke vidste hvad hed eller hvor lå. Alt på sociale medier blev der passet på, intet kom forbi mine forældres øjne.

Mine psykolog besøg var snart slut, og jeg ville sikkert blive udskrevet som stabil. Men spørgsmålet var, om det passede? Var det hele slut nu? Kunne jeg leve videre, som om intet var hændt? Svaret var enkelt: nej. Ikke en dag havde jeg gået uden at tænke på ham. Ikke en dag var gået, uden at jeg tænkte på de gange han slog mig. Ikke en dag gik uden at jeg græd lydløst inde på mit værelse. Græd af smerte og sorg.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...