One Change. One Shot.

Livet er ikke altid en drøm, og nogle gange, kan det være tættere på et mareridt end en drøm. Sådan føler 17 årige Alexis det i vært tilfælde da hun flytter tilbage til byen Heart Fall hvor hun blev født. Men denne by var også den by hvor hendes forældre blev skudt for øjnene af hende som 12 årig. Og det er ikke med god vilje hun flytter der hen. Hun tror ikke på at hun vil få nogle venner men da de tre seje fyre Adam, Jacob og John bliver gode venner med hende ændres hendes syn på byen sig pludselig. Hun har nu en ny change men kun en og den skal ikke forspildes ONE SHOT.

8Likes
4Kommentarer
581Visninger
AA

3. Kap. 3 - Hej, er du ny her

Mit værelse så egentlig meget normalt ud, det ville det bare ikke blive ved med. Jeg ville højest sandsynelig bede dem der arbejdede her om at få malet væggene sorte og Bodo røde.

Jeg gik hen til mit vindue og satte mig op i vindues karmen hvor der var lavet en lille bænk som man kunne sætte sig op i. Jeg var ret sikker på at jeg skulle ha skiftede det blomstred stof som bænken var polstred med ud til noget sort og Bodorødt stof. De samme farver som mine vægge skulle ha.

Min seng og alt andet jeg ejede kom ca. to timer efter vi var kommet. Jeg fik mig noget af et chok da jeg så tre drenge på min egen alder stå og snakke med Eliza som arbejdede her på børnehjemmet og var min kontaktperson. Det viste sig, at de skulle hjælpe mig, med at bære alle mine ting op på mit værelse (virkelig fedt)

"Du kan godt glemme det der udtryk. Du bliver nød til at få nogle venner nu når det her er dit nye hjem, igen"

Helt ærligt troede hun virkelig på at jeg ville have nogle venner. Drengene kiggede på mig og jeg må ærligt indrømme at de var ret hotte. Jeg tror ikke at nogle af dem kunne genkende mig så jeg måtte jo give dem et hint. Jeg kunne kun kende en af de tre og det var john han havde været en af de ret selvglade i 5. og 6. Hvilket nok også var grunden til at han satte sig fast i hjernen på en. Han havde ændret sig meget, men ikke nok til at jeg ikke kunne genkende ham.

"Hej john. Det er længe siden, va."

Jeg sagde det med et lille smil på læberne mens han bare så ud som om han intet fattede. Men det er klart hvordan skulle den såkaldte nye pige i byen kende hans navn, jeg måtte give ham svaret for han fattede stadig ikke en hugende fis af vad jeg lige havde sagt.

"I kan virkelig ikke genkende mig. Nå så må jeg jo præsentere mig selv. Alexis, Alexis Veronica. Men i husker mig jo nok som Marylue Veronica." Hvis i tror at det kom som et chok da hulemændende lærte at lave ild så skulle i se deres ansigter efter min præsentation.

"I lignede nogen som har opdaget at der er noget der hedder ilt som gør at vi kan trække vejret. Det kommer som et stører chok for jer end jeg havde troet det ville."

"Det er jo umuligt, du blev jo sendt væk fra byen efter....."

jeg lod ham ikke tale færdig, jeg skulle ikke nyde noget af at høre om min tur til "galehuset" Radley, efter at jeg blev sindsyg over alt det der med at jeg havde mistede mine forældre.

"Ja, Ja. Men her er jeg, fem år efter og jeg ser da ud til at ha det fint. Skal vi se at komme igang, eller hvad. Jeg har altså ret mange ting jeg skal ha flyttede der op."

De så stadig ud til at være en lille smule rundt på gulvet, men kun et øjeblik så genvandt de deres viden, om den lille hjælpeløse pige hvis forældre blev skudt for øjne af hende, hvorefter hun flyttede væk fra byen og roddet sig ud i et liv med slagsmål, og vilde fester. (Et liv de selvfølgelig ikke vidste jeg havde.) 

"Nå skal vi komme igang"

spurgte jeg så og de kiggede på mig, og John sagde.

"Du kan huske hvad jeg hedder, hvad med de her to."

"Naej, jeg kan ikke huske hvad i hedder."

"Det er klart de kom hertil for tre år siden. Bare et spørgsmål. Skal du være med til at bære alt det der op på dit værelse"

helt ærligt, idiot.

"Selvfølgelig, tror i ikke jeg kunne ha gjort det med kun en af jeres hjælp. Jeg er ikke den svage pige jeg var engang."

Ja og så gik vi igang og lad mig sige det sådan de tog deres hentydning om at jeg ikke var ligeså stærk som dem tilbage. Det var faktisk ret hyggeligt og da vi var færdige kom Eliza ud og gav dem trehundred kroner i løn (for at ha passet mig højst sandsynlig) Men da jeg vente mig rundt for at gå ind og surmule over at dem jeg troede var nogen der kunne blive mine venner bare var en flok idioter hørte jeg Adam (som var en af de to andre drenge) råbe efter mig

"Alexis hvor skal du hen."

"Ind."

"Vil du ikke hellere med os ud og ha noget at drikke. Vi giver."

Jeg standsede, en lille smule overraskede over at de havde tilbudt mig det og tilmed ville betale for mig.

"Fint, men i skal ikke regne med at jeg ikke drikker alkohol."

"Fint."

Og så åbnede de bildøren til den bil de var kommet i men jeg gik bare videre op mod huset og de råbte efter mig "Hey, hvad laver du Alexis."

"Henter min motorcykel."

Og da jeg trak den med hen til deres bil kunne jeg godt se beundringen over dens udsmykning i deres ansigt.

"Hvem har malet den."

"Mig. og prøv at holde trit med mig ik` drenge. og jeg har ikke brug for en mekaniker det klarer jeg selv."

Jeg kunne tydeligt se deres beundring over mine talenter, så jeg udnyttede de få sekunder til at starte den tage min hjelm på og sætte mig op og så gasse lidt op.

"Du kender jo ikke vejen til centeret." sagde Jacob den anden nye fyr til mig. 

"Du glemmer at jeg har boet her i byen for fem år siden og at jeg er født her. Vi ses dernede."

jeg gassede op og slippede bremsen. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...