livet går jo videre

livet har en sjov måde at holde op med at fungere, lige når man begynder at tro på det. Bare fordi man ligger på psykiatriskafdeling, betyder det ikke at man har brug for særbehandling og at livet går totalt i stå for en. og at sidde på et hospital, omringet af læger, jule aften... hvad skal det lige hjælpe? Sådan havde 15´årige Mia det, da hun endte der med tanker der udelukkende bestod af selvmord og jeg hader mig selv. også er det da lige et plus at kæresten begynder at se mere til andre piger.. vi følger Mia gennem en hård kamp med psykiske problemer og det at vinde kæresten tilbage, når man nærmest er spærret inde i et bur.. hvad vælger man først? sit eget heldbred eller den sociale kræs med omverdenen?

1Likes
0Kommentarer
175Visninger
AA

2. respekter din situation

Mia hev sin dagbog frem - selvfølgelig sikret sig at ingen læger var i nærheden - og slog op på den side der nu lige faldt hende ind. ØNSKELISTE, stod der med stor fed skrift. Mia sukkede dybt, for alt hun ønskede sig, til jul, var jo bare at komme ud her fra og være sammen med sine veninder og hendes elskede hamster, Zisufos.
Uden at tænke så meget over det, klaskede hun bogen sammen, smed den ind under madrassen, og hoppede ned i sine varme vinterstøvler. Jakken nåede også lige et besøg. Mia strøg ned af gangen og grinte så højt at flere af de andre patienter kom ud for at se, hvem det var der virkelig kunne have sådan et højt og glad humør, selvom personen var spærret inde her. Mia gled ned af gelænderet og inden for 2 minutter løb hun rundt om gårdens store juletræ, der selvfølgelig var pyntet med en masse lys. Mia stoppede op og kiggede mod nattens og stjernernes himmel, der langsomt begyndte at blive hvid, af de mange snefnug. Det bedste ved det her sted, var at man kunne gå ud sent om aftnen, på en kold december dag, uden at blive forstyrret, og bare tænke tingende igennem. og finde ud af hvad man skal bruge sit liv på. Mia havde planer om at blive arkitekt, for det at tegne... argh! intet bedre!
Mia vågnede kl. 02.38 og kiggede ud af vinduet. det sneede stadig. hun tjekkede sin Instagram - hvad ellers? - for at se om nogen af pigerne fra klassen havde lavet noget spændene i dag. Efter lidt tid faldt hun over en ny bruger, som kun postede en masse filosofiske citater og billeder, der kunne gøre en helt deprimeret - hvis altså ikke man var det i forvejen - som hun straks gik i gang med at undersøge. Efter nøje undersøgelse kom hun på den tanke at disse billeder/citater ikke hørte hjemme her, for det kunne jo få andre til at komme i samme situation, som hun var i.. eller i hvert fald en begyndelse.. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...