livet går jo videre

livet har en sjov måde at holde op med at fungere, lige når man begynder at tro på det. Bare fordi man ligger på psykiatriskafdeling, betyder det ikke at man har brug for særbehandling og at livet går totalt i stå for en. og at sidde på et hospital, omringet af læger, jule aften... hvad skal det lige hjælpe? Sådan havde 15´årige Mia det, da hun endte der med tanker der udelukkende bestod af selvmord og jeg hader mig selv. også er det da lige et plus at kæresten begynder at se mere til andre piger.. vi følger Mia gennem en hård kamp med psykiske problemer og det at vinde kæresten tilbage, når man nærmest er spærret inde i et bur.. hvad vælger man først? sit eget heldbred eller den sociale kræs med omverdenen?

1Likes
0Kommentarer
177Visninger
AA

1. ingen unoder

at vågne på psykiatrisk afdeling gennem 4 måneder, er ikke det man ønsker mest når man er 15 år, og ung-udforskende teenager. Mia er en super frisk og glad pige - efter hendes egen mening - og det skal et dumt hospital ikke stoppe hende fra at være. "Livet skal opleves og undersøges og kan man det når man sidder bundet til et hvidt, dødt værelse på 8 etage på et hospital uden for Kæbehavn?!" Skriger Mia ind i hoved på den første læge der kommer ind ad døren. Der bliver stille i rummet og lidt efter kommer Sofie ind af døren. Sofie, den eneste der forstår hende, den eneste der kan gøre hende sådan rigtig glad. Kæreste Sofie. Mia og Sofie havde været kærester i 2 måneder, inden Mia blev indlagt. Hun havde altid været der for Mia og det ville hun selvfølgelig blive ved med at være..
Sofie tog hjem og som sædvanligt blev Mia proppet op med piller og psykolog snak fra både mor og far. "kan i ikke godt bare lade Jørgen - psykologen - om det der psykolog-snak, det klæder jer ikke." mumlede Mia for sig selv.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...