Chatting With A Vampire // Justin Bieber

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 nov. 2014
  • Opdateret: 12 okt. 2015
  • Status: Færdig
Den verdens kendte popstjerne Justin Bieber, bruger alt sin tid på det sociale medie Tumblr, når han ikke skriver sange eller optræder rundt omkring i verden. Hver dag modtager han flere tusinde beskeder, fra tilfældige piger og drenge som endelig har fundet Justin. Han plejer at ignorer dem alle, men han modtager en besked, som han ikke kan lade være med at tjekke. Justin og den mystisk pige begynder at skrive mere og mere sammen, hemmeligheder, sandheder og løgne kommer frem og alt kan ske i: Chatting With A Vampire.

89Likes
178Kommentarer
12742Visninger
AA

11. Kapitel 9 // Er det virkelig dig?

 

Kapitel 9

Er det virkelig dig?

 


 


 

JBizzle: Ej, Isa. <3 Det gør mig virkelig ondt at høre. :( Jeg troede slet ikke din fortid var så hård? Du har klaret dig godt, du virker som en virkelig stærk og glad person. <33333 Men hvis du får lyst til at snakke, så kan du altid skrive. :*

 

IsaSalvatore: Tusinde tak, Justin! <3 Det betyder meget. <3 Jeg er blevet til en stærk person, for da de prøvede at gøre det, der valgte jeg at jeg aldrig ville snakke til dem igen, hvor jeg så et par dage efter besluttede mig for, at jeg ville slukke for mine følelser, jeg gad ikke leve i smerte mere, så da jeg var kommet over det, så valgte jeg at tænde mine følelser igen. Ved ikke om det lyder som noget pladder? xD

 

JBizzle: Forstår dig... Nogenlunde? Hehe, men smukkeste jeg bliver nød til at smutte. <3 Vi skrives ik? :*

 

IsaSalvatore: Selvfølgelig! Hyg dig bae. :*

 

Med det loggede jeg af. Jeg slog blikket ned på min guld rolex, hvor jeg bemærkede at klokken var blevet 11.16 am, så måske var det på tide at smutte, da vi jo også skulle hen til restauranten. 

Jeg rejste mig fra sengen og gik ud på badeværelset, hvor jeg fandt Hailey stå og rette lidt på sin makeup. 

"Du er smuk som du er, Hails," smilede jeg til hende, hvor jeg skubbede lidt til hende med min hofte. Hun rykkede sig grinende. "Sikkert, men nu hvor du sikkert snart finder dig en kæreste, så vil jeg også score, så jeg ikke føler mig alene," grinte hun, hvor hun løftede sine øjenbryn et par gange. Jeg rystede på hovedet af hende, men mit smil var ikke lille og det gad ikke væk fra mine læber. 

"Du smiler jo over hele femøren, er du lidt lun på hende?" spurgte Hailey mig ad, hvor hun derefter fjernede sin toilettaske. Jeg rystede på hovedet. "Dunno?" svarede jeg bare kort, hvor jeg greb fat om hendes hånd. "Kom så, vi skal videre," grinte jeg og trak hende med ud i vores lille entre, hvor vi hurtigt tog vores sko på og så var vi ellers ude af døren.

 

~ ~ ~ ~ ~

 

Jeg åbnede bildøren, hvor jeg hurtigt hoppede ud, dog ventede jeg på at Hailey kom ud, før jeg smækkede døren i. Lidt gentleman skal man vel være? 

Jeg gik hen til vinduet, hvor Hugo sad. "Vi ses Hugo, vi kommer nok ud igen om 1 times tid, men jeg skriver lige," smilede jeg. Hugo nikkede og vi klaskede vores hænder sammen, inden jeg vende mig rundt og kiggede glad på Hailey.

"Skal vi smutte ind?" spurgte jeg og gik mod døren til restauranten. Dog nåede jeg ikke langt, før jeg lå på jorden. Jeg kiggede op og så hurtigt et par blå øjne og noget sort opsat hår, inden person var væk igen. Jeg rejste mig forvirret op og kiggede på Hailey. "Så du hvem det var?" spurgte jeg. Hun rystede på hovedet. "Bare en eller anden travl mand?" svarede hun. Jeg nikkede, hvor Hailey og jeg derefter gik ind på restauranten.

Hailey og jeg fik vores bord, hvor vi fik bestilt mad også. Jeg bestilte bare en cola og en hjemmelavet burger, hvor Hailey bestilte en vand og en pastaret. 

"Justin?" spurgte Hailey, hvor jeg kiggede op på hende og nikkede. "Hvad føler du egentlig omkring Isabell?" spurgte hun og kiggede seriøst på mig. Jeg smilede svagt og trak på skuldrene. "Jeg ved det ikke, på den ene måde føler jeg bare at vi kun skal være venner og at jeg kun vil være venner med hende, men på den anden måde så kom jeg til at kalde hende baby to gange tidligere og jeg blev helt glad og varm inden i, da hun kaldte mig det," forklarede jeg sukkende. Hailey kiggede medlidende på mig, hvor hun lagde en hånd på min og begyndte at nusse min håndryg. 

"Måske du burde møde hende? Tilbringe en dag med hende, bare så du kan finde ud af dine følelser?" forslog Hailey, hvor jeg nikkede mig enig. "Ja måske, men alligevel så tør jeg ikke. Jeg tør ikke møde hende, fordi så går det jo op for mig, hvad jeg virkelig føler og ja, det er bare svært," forklarede jeg. "Jeg forstår dig godt Justin," smilede hun. Jeg smilede taknemligt til hende. 

 

~ ~ ~ ~ ~

 

"Ej, du skal høre noget vildt!" udbrød jeg pludseligt, mens vi sad i stilhed og spiste. Der havde været stilhed i godt og vel 2 minutter, så det var ikke fordi det var akavet stilhed, det har der faktisk heller aldrig været mellem Hailey og jeg, men videre i teksten. 

"Hvad skal jeg høre?" spurgte Hailey, med et smil på læben. "Isabell's familie ik? De prøvede for mange år siden at dræbe hende!" forklarede jeg lavt.

Jeg følte for at fortælle Hailey det. Jeg følte ikke at jeg kunne gå rundt med sådan en stor hemmelighed, det tog virkelig hårdt på mig, når jeg tænkte på hvad Isabell havde været igennem. 

Hailey kiggede på mig med store øjne og tog sine hænder op foran sin mund. "Mener du det? Hvorfor?!" spurgte hun forskrækket. "Da Isabell på et tidspunkt ændrede sig, altså hun blev til en sjovere og gladere, måske også lidt dystere person, der valgte hendes far, mor, bror og moster og onkel vidst, at droppe alt kontakt til hende, men så efter nogle måneder der mødtes de igen, hvor de så prøvede at dræbe hende," forklarede jeg. Jeg sank en klump. 

Det var virkelig ikke rart at tænke på, at en pige som man allerede holder utrolig meget af, har oplevet noget så frygteligt. Men på den anden side, så gør det mig også bare glad, at hun er kommet over det, og er blevet en stærk og glad pige.

"Wow, det havde jeg virkelig ikke troet? Er hun okay med det i dag?" spurgte Hailey, hvor hun stille derefter begyndte at spise sin mad igen. Jeg nikkede. "Hun er virkelig blevet en stærk person, virker det til, man kan helt klart lære en masse fra hende," smilede jeg. Hailey nikkede og kiggede ned i sin mad. Det virkede til at hun tænkte meget over det. 

"Hails?" spurgte jeg lavt, inden jeg tog det sidste af min burger  munden. Hun kiggede op, hvor jeg kunne se hendes øjne var blevet svagt blanke. Jeg rejste mig fra min stol og gik rundt om bordet, hvor jeg stillede mig bag hende og lagde armene omkring hende. 

"Aw Hailey pus, du skal da ikke græde," hviskede jeg i hendes øre, hvor jeg nussede hendes bare overarme.

Det var jo sommer her i Atlanta, så derfor havde vi begge bare arme. Hailey havde en hvid crop top på, hvor hun havde en sort læder jakke udover, som hun dog havde taget af herinde, hvor hun havde et par mørkeblå jeans på også og nogle sorte støvler. Jeg havde taget en sort lang tanktop på, med et par sorte shorts og et par røde supras. 

Hailey nikkede. "Jo, for jeg har måske ikke tænkt de pæneste tanker om hende," hviskede hun svagt, hvor hun tørrede sine øjne. "Rolig mus, du kunne jo ikke vide hvordan hendes fortid har været," forsikrede jeg hende om, da jeg ikke ville have Hailey skulle være ked af det, slet ikke over at hun ikke har tænkt pænt om Isabell.

Jeg slap mit greb om Hailey og satte mig tilbage til min plads. Jeg kiggede på hende. "Er du okay?" spurgte jeg og sendte hende et smil. Hun nikkede og smilede igen. 

 

~ ~ ~ ~ ~

 

Vi valgte at rejse os fra vores bord, efter jeg havde betalt. Vi gik derefter sammen ud af restauranten. "Var det noget godt mad?" spurgte jeg Hailey, mens vi var på vej ud. Hun kiggede smilende på mig og nikkede. "Jep, det var også lidt dyrt, så tak fordi du betalte for min mad også," smilede hun. Jeg lagde armen omkring hende og krammede hende kort ind til mig. "Lidt gentleman har man-" Jeg blev afbrudt i min sætning, da endnu en gik ind i mig. Jeg vendte mig irriteret rundt. 

"Hvorfor kan folk ikke se sig-" Jeg stoppede brat min egen sætning, da jeg bemærkede de velkendte brune øjne, det velkendte brune næsten sorte hår, den perfekte lille næse og de perfekte røde læber. Der stod hun foran mig. I egen høje person!

"Er det virkelig dig!?"

 

 

 

 


 

ikke rettet sry igen. <3

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...