Good girl, bad boy

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 22 nov. 2014
  • Opdateret: 5 mar. 2015
  • Status: Igang
Mød 17 årige Blue Morgan, der følger alle reglerne, og gør alt for at gøre et godt indtryk. Olivia og Blue er meget forskellige, men de har været bedstevenner i 11 år, og de kommer godt ud af det sammen. Olivia er den her selvsikre type, der er meget sammen med sin storebrors venner, og har prøvet lidt af hvert. Blue er meget stille og rolig, har ikke særligt mange penge, og elsker at køre motorcykel. Hun er dog stadig jomfru. Den rebelske storebror til Olivia, lægger an på alle piger, og han knuser hjerter på stribe, med sit gode udseende, og smilet der får enhver pige til at blive blød i knæene. Blue har haft en crush på ham længe. Det er svært i den alder, og Blue er forvirret, og forstår ingenting, hverken hendes egne tanker, eller drengenes handlinger. Jeg er startet på den her, da det andet cover ikke godt nok.

6Likes
6Kommentarer
729Visninger
AA

4. Kapitel 4.

MICHAEL'S POV:

Da hun slår øjnene langsomt op reagerer han først ikke, han troede han så syner, ligesom de mange andre gange, men da hun begynder at klynke og rører lidt på sig vender han hovedet og betragter hende. Det hvide hospitalstøj får hende til at se endnu mere bleg ud end hun er i forvejen, og det rødbrune hår er bredt ud over puden. Det er ikke fordi at hun ville dø hvis ikke hun kom på hospitalet, men han ville ikke risikere noget, og her ved han hun er i gode hænder. Han rejser sig op. Han er alene i stuen med hende, forældrene havde ikke mulighed for at komme og hendes brødre er ude for at hente kaffe. De blev vrede da de hørte nyheden, men kan man bebrejde dem? Det er deres eneste søster og så forsøger Michael's venner at drug rape hende, det stiller ham ikke ligefrem i godt lys. Hen går helt hen til sengen, først lidt tøvende da hun sikkert ikke har lyst at snakke med ham, hun bebrejder nok også ham for det der er sket. ,,Hvordan har du det?” spørger han hæst og bider sig let i læben mens han betragter hendes ansigt og de grønbrune store øjne, der kigger tilbage men egentligt har svært ved at fokusere længe af gangen. ,,Jeg.. Forfærdeligt,” svarer hun søvnigt tilbage og lukker øjnene kort, inden hun retter blikket mod døren der glider op med et knirk. Hendes tre ældre brødre kommer ind. En af dem er gode venner med Michael og bandet han spiller i, men måske ikke længere. Hvem ved. ,,Blue! Hvordan har du det?” Bryder den ældste tavsheden og går hen mod sengen efter at have rakt koppet med kaffe til den yngste af brødrene der står og skuler olmt til Michael. Mens Blue og Adam snakker går Michael hen til Ryan, den yngste af brødrene, der står med Talon, den midterste bror. ,,Jeg er ked af hvad der er sket, Ryan, og jeg havde intet med det at gøre. Jeg ved godt det ser sådan ud, men jeg havde det altså kun på fornemmelsen og derfor fulgte jeg efter hende hele aftenen.” Ryan siger ikke noget, nipper bare til kaffen men skærer ansigt og stiller det fra sig på det lille runde bord ved hans højre side. Han sætter sig på stolen og lægger hænderne bag nakken og lukker øjnene.

 

RYAN'S POV

At se sin ellers energiske, glade og fornuftige søster på den her måde; ligbleg og udkørt, skærer en dybt i hjertet. Ryan betragter Blue fra stolen, ude af stand til at tilgive Michael det hans venner har gjort. Han tror på Michael, han er i hvert fald det mest troværdige medlem af 5 Seconds Of Summer. ,,Jeg ved ikke hvad jeg skal sige, Michael,” begynder han og holder en pause mens alle bliver stille, selv Adam og Blue der ellers har ført en stille samtale henne ved hospitalssengen. Ryan er måske den andenyngste, men det gør ham bestemt ikke mindre bekymret. Han gnider sig i øjnene med tommel og pegefinger mens han sukker. Han er blot lettet over at intet nåede så langt som de andre ønskede, takket være Michael. ,,Det her er surealistisk,” mumler han for sig selv og kan se ud af øjenkrogen at Michael nærvøst flytter vægten fra den ene fod til den anden. Men kan man bebrejde ham? Ryan ville også selv være nærvøs i sådan en situation. ,,Michael, må vi ikke selv snakke med Blue? Tag hellere hjem og få noget søvn.” Det er Ryan's ældre bror Talon der har lagt en hånd på Michael's skulder. Michael gør mine til at beklage sig men han nikker bare og kører en hånd gennem håret og værdiger Blue et sidste bekymret blik inden han går ud af døren og lukker den efter sig.

 

BLUE'S POV

,,Han havde ikke noget med det at gøre! Det er jeg sikker på!” Blue er hæs og søvnig, men hun vil ikke have at hendes brødre skal tro at Michael er et dårligt menneske. Hun har egentligt aldrig rigtigt snakket med ham, men hun har virkelig på fornemmelsen at han over hovedet intet havde med dette at gøre. ,,I må ikke bebrejde ham noget,” siger hun og lukker øjnene som for at skabe ny energi så hun kan sige mere. Hun siger ikke mere før brødrene samler sig omkring sengen og Adam tager hendes hånd. ,,Vi bebrejder ikke Michael noget, Blue. Vi er bare bekymrede, du er den eneste søster vi har, og når mor og far er på rejse skal vi passe på dig. Hvis der er nogen vi bebrejder er det os selv.” Han giver hendes hånd et klem og for hende føles varmen fra hans hånd meget stærkere end varmen i sin egen. Hun husker hvordan Michaels arme havde føltes mod hendes bare hud og hvordan varmen var sivet ud gennem dem og var blevet overført til hendes egen krop. Hun vr taknemmelig for at Michael havde valgt at følge efter hende, hvad ville det ikke have endt med ellers? Hun har svært ved at fokusere og derfor flakker hendes blik fra den ene bror til den anden og derfra til den tredje. ,,Kom, vi sætter os udenfor og lader dig hvile, Blue, det har du bedst af.” Ryan lægger en hånd på hendes arm og derefter går de ud. Hun savner sine forældre, men de er i Japan på forretningsrejse. Penge før børn. Hun sukker ved tanken men vender sig bare om på siden og lægger den ene hånd mellem hovedpuden og handes øre og hun lukker øjnene. Hun falder næsten i søvn med det samme, og det sidste hun tænker på er Olivia. Hvor er hun?  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...