Pigen i Kælderen

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 22 nov. 2014
  • Opdateret: 22 nov. 2014
  • Status: Færdig
Aliki har aldrig været ude af sit lille mørke rum. hun bliver pisket dagligt af in bedstemor Tove.

0Likes
0Kommentarer
109Visninger
AA

1. Pigen i kælderen

Hvad mon der er på den anden side af de fire beskidte vægge? På den anden side af det lille mørke rum? Hvor kommer alle lydende fra og hvem/hvad laver disse lyde? Hvor kommer bedstemor Tove fra? Hvor kommer jeg fra? Og hvorfor og hvordan er jeg havnet her?    

Alle de spørgsmål har kørt rundt i mit hoved, lige så længe jeg kan huske, men når jeg spørger hende om disse spørgsmål, slår, sparker og pisker hun mig med sin pisk. Det gør så ondt, men jeg bider smerten i mig, for hvis jeg stritter imod, så råber og skriger hun, på en måde som jeg ikke bryder mig særlig meget om.

Jeg kan ikke lide at se hende græde. Hun giver mig mad og vand og så sørger hun for at jeg er i live.

Jeg ved ikke hvorfor hun slår, sparker og pisker mig, på den måde. Sidste gang jeg spurgte hende om hvorfor hun gør, alle disse ting ved mig, sagde hun at jeg var uduelig, dum og træls.

Jeg har længe forsøgt at gøre hende tilfreds, men lige meget, hvad jeg gør så hjælper det ikke. Hun siger at hun kun vil mig det bedste, men jeg er begyndt at tvivle lidt på hende.

Den knirkende lyd der kommer når Tove låser døren op, stoppede mine tanker, en gang for alle.

Jeg begyndte at ryste, da jeg så Bedstemor Tove stå med sit lumske glimt i øjnende og med sin lange pisk i den ene hånd.

Jeg vidste udmærket godt, hvad der skulle ske.

Hun låste hurtigt døren bag sig. Og gik hen og stillede sig lige foran mig.

Aliki!! rejs dig op dit uduelige pigebarn…

Hendes rustne stemme skar sig som en kniv gennem skind og ben.

Jeg hørte suset af den lange pisk, lige til den ramte mit ben med et hårdt smæld.

Jeg rystede over hele kroppen, for jeg vidste at hun ikke var færdig med at piske mig.

Rejs dig

Råbte hun meget højere end sidste gang.

Jeg gjorde endnu et forsøg på at rejse mig, men hun sparkede mig hårdt i maven, så jeg væltede.

Jeg var meget svag, jeg havde ikke fået noget at spise eller drikke i lang tid nu.

Jeg forsøgte igen på at rejse mig, da hun tog hårdt fat i min arm og hev mig hurtigt op at stå.

Igen hørte jeg suset af den lange pisk. Den ramte mig varm og hårdt på ryggen.

Hun svingede pisken igen og igen og igen. Til hun ikke havde flere kræfter i sine rynkede gamle arme.

Hun skubbede mig, ikke så hårdt, men nok til at jeg faldt, men det var ikke nær så slemt som pisken.

Hun gik hurtigt hen til døren, med sin blodige pisk og med blod på begge hænder, lige idet hun skulle til at låse den op, vendte hun sig rundt og sagde: ”jeg er ikke færdig med dig”

Hun låste hurtigt døren op og låste den bag sig igen, så jeg ikke ville kunne stikke af.

Hendes frygtindgydende ord skar sig gennem mine øre.

Jeg kunne ikke fokusere på andet end ”jeg er ikke færdig med dig” det var som et ekko inde i mit hoved.

Jeg hørte den brummede lyd der kommer når bedstemor Tove starter sin bil.

Jeg ved ikke, hvad en bil er, men jeg ved da så meget at hun tager et andet sted hen, med den bil.

Jeg fik pludseligt en virkelig stor trang til at løbe rundt ude i det fri, uden bedstemor Tove til at piske mig mere og med lige så meget mad jeg kunne spise og alt det vand jeg overhovedet kunne drikke.

Og der slog tanken mig, en tanke som jeg aldrig før havde haft før ”er der egentlig andre som mig.”

Der må da være flere mennesker, ud over mig og Tove, på den anden side af de fire vægge.

Jeg har ofte gået på opdagelse i mit lille rum, når jeg kedede mig.

Engang da jeg var mindre fandt jeg en bamse, som stadig er hos mig, den dag i dag, men jeg har aldrig fortalt bedstemor Tove om mit fund af bamsen. Jeg var nemlig bange for at hun ville tage den fra mig, det var nemlig min eneste ven.

Bamsen var der altid når jeg havde brug for et kram, eller bare nogen at snakke med, når jeg var trist.

Jeg kunne mærke at jeg begyndte at græde, jeg ved ikke helt hvorfor.

store, varme og saltede dråber løb hurtigt ned af mine kinder, som en vild strøm af tårer. Jeg fik følelsen af ensomhed. Det var en følelse som jeg ret ofte havde, specielt lige efter bedstemor Tove havde været der med sin pisk.

Jeg slog tankerne lidt bag mig og valgte at kravle meget forsigtigt hen til det modsatte hjørne, hvor jeg fandt min Bamse og gav den et kæmpe stort kram.

Bamsen var meget blød og lugtede lidt specielt, men jeg elskede virkelig den bamse så ubeskriveligt højt.

Hvad skulle jeg dog gøre uden dig?

Hviskede jeg så stille jeg overhovedet kunne, for at der ikke var nogen der skulle høre det.

Jeg kunne høre et åndedræt, men det lød ikke som bedstemor Toves.

Åndedrættet lød meget forpustet. Lidt ligesom bedstemor Toves, når hun lige havde pisket mig.

Jeg kunne også høre nogle stemmer, men det var ikke nogle stemmer som jeg havde hørt før.

Der var en meget mørk stemme der råbte meget højt.

Vi skal nok få fat i dig din lille mide. Vi finder dig uanset, hvor du gemmer dig.

Jeg ved ikke hvem der sagde det, men det betyder også bare at der findes andre mennesker, end mig og bedstemor Tove.

Jeg kunne høre at der var en der åbnede en dør, meget hurtigt.

Det var det menneske med den meget forpustede åndedræt.

Jeg gik hen til døren og bankede så hårdt jeg overhovedet kunne. Imens jeg forsøgte at råbe

Hjææælp, hvem der end er på den anden side af døren.

Men der kom ikke andet end en lille svag, hvisken fra mig. Jeg var helt udmattet efter at være blevet pisket.

Jeg blev ved og ved med at banke på døren, lige indtil jeg hørte en lille bange stemme.

Hvem er det? Jeg hedder Carlo.

Jeg begyndte at ryste, ved tanken om at bedstemor Tove, skulle komme hjem og se Carlo.

J j je jeg h he hed hed der hedder Aliki

Fik jeg fremstammet. Det forstod Carlo sikkert intet af. Så jeg valgte at give det et forsøg til.

Jeg hedder Aliki.

Denne gang gik det meget bedre, jeg havde fået lidt mere kontrol over min stemme.

Jeg begyndte at gå lidt i panik, for jeg havde aldrig talt med andre, end bedstemor Tove. Så jeg vidste ikke rigtig hvad jeg skulle sige.

Carlo tog fat i dørhåndtaget, for at se om han kunne åbne døren.

Jeg kan ikke åbne døren, den er låst, men jeg skal nok finde på en måde at få dig ud på.

Jeg nåede ikke at svare før jeg hørte, en masse mennesker der stormede ind af den dør, som Carlo var kommet ind af.

Vent, stop, der er en pige inde bag den dør

Kunne jeg høre Carlo råbe.

Gu er der ej

Var der en anden stemme der sagde.

Stemmen lød meget hård og bestemt.

Jeg begyndte igen at banke på døren, men denne gang så hårdt at det gjorde helt ondt i mine hænder.

Der blev pludseligt helt hélt stille på den anden side af døren.

Hvad var det, for en lyd?

Var der en af de andre der sagde, for at bryde tavsheden.

Det var jo det jeg sagde, der er en pige inde bag den dør.

Sagde Carlo, med en lidt rusten stemme.

En af de andre gik også hen og tog fat i dørhåndtaget.

Den er jo låst Vil i ikke nok få mig ud

Udbrød jeg helt ude af det blå.

Jeg begyndte at græde igen, ved tanken om at de måske ikke ville, kunne nå at få mig ud, før bedstemor Tove kom hjem.

Vil i ikke nok

Hulkede jeg.

Jeg kunne høre at de vendte sig om, og begyndte at rode i nogle af bedstemor Toves ting.

Det hjælper ikke noget at lede efter en nøgle.

Var der en helt ny stemme der sagde. Stemmen lød lidt lysere end Carlos stemme, men samtidig også meget skræmt.

Kom, lad os gå ud og se om der er, en anden måde at få pigen ud på.

Jeg kunne høre at de gik meget, stille og roligt ud for at lede.

Se der er et vindue. Lad os se om vi kan slå ruden i stykker.

Jeg var både spændt og bange på samme tid. Jeg var spænd pga. at jeg aldrig havde været udenfor det her lille rum før.

Og bange for bedstemor Toves reaktion, når hun kommer hjem og ser at jeg er væk.

Men så slog den tanke mig, at de måske ikke kunne få mig ud.

Jeg begyndte igen at græde, for jeg ville så gerne ud, men jeg ville heller ikke gøre bedstemor Tove ked af det.

Mine triste tanker, blev forstyrret af et kæmpe klirk og en masse glasskår fløj næsten rundt om ørene på mig.

Jeg lukkede automatisk mine øjne, for ikke at få nogle glasskår ind i dem.

Der gik lidt tid uden der var nogen der sagde noget, alle var bare helt stille.

Da jeg åbnede mine øjne igen, var det meget meget lyst over det hele.

Jeg blinkede nogle gange for at få synet helt tilbage, og det første jeg ser, var nogle store brune øjne og brunt krøllet hår.

Aliki er du okay? Det er mig, Carlo.

Carlo så meget bekymret ud.

Jeg vidste ikke helt, hvad jeg skulle sige

Jeg har det fint og mange tak.

Jeg følte mig glad og på en måde følte jeg, mig heller ikke ensom mere og for en gangs skyld var jeg heller ikke helt alene.

Og nu var der ingen vej tilbage, jeg var fri, til at gøre lige præcis det jeg havde lyst til.   

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...