Jeg dansede

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 22 nov. 2014
  • Opdateret: 22 nov. 2014
  • Status: Igang
-

5Likes
10Kommentarer
209Visninger

1. Jeg dansede

Jeg dansede og dansede. Eller vi gjorde. Eller måske var det bare hende. Jeg vidste det ikke, og det drev mig til vanvid. Eller måske gjorde det ikke, nu hvor jeg ikke var andet end en mørk klat på jorden. Det drev mig endnu mere til vanvid, og jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre af mig selv. Derfor var jeg egentlig heldig, på en måde. Det der med at hun dansede, det var heldigt. Det var den eneste måde at jeg kunne tænke på noget andet. At være en skygge var intet andet end et spil, som andre kunne kigge på. Hvis Amalie havde været forfatter, så ville jeg ikke sidde og skrive det samme som hende, jeg ville bare have siddet og trykket på “hfkdfjfuckjegkedermighdkmkomnuviderenvddf”.

 

Derfor var jeg ekstremt heldig. Det var Amalie også, når hun nu lige var kommet ind på den der fine balletskole i Oslo. Hun var også ekstremt dygtig. Vi var. Ugh, ikke igen. Vi lavede en pirouette, og satte os ned. Amalie skulle altid have tylskørt på, når hun bare øvede, eller dansede for sjov. Jeg hadede det. Det kunne være smukt på en scene, men det var alt for uprofessionelt at have det på sådan her. Jeg ville gerne have sukket af hende.

 

Det var ikke fordi jeg hadede Amalie, jeg elskede hende. Jeg kendte hende alt for godt, men hun elskede at danse. Det gjorde vi begge, og når vi gjorde det, var alt andet lige meget. Ja, hun var kommet ind på balletskolen i Oslo, og ja jeg var bare en klat på jorden, der efterlignede alt hvad hun gjorde, men vi var gode. De bedste.

Og så kumne det da også være lige meget med det tylskørt. Det kunne jo være at det mindede hende om scenen, den samme måde som lugten af kunstig røg mindede mig om den.

 

Jeg elskede scenen. Jeg elskede at stå og se hende være oplyst foran tusind mennesker. Jeg elskede at folk bedre kunne se mig. Jeg elskede når hun gik lidt væk fra lyset, og jeg blev længere. Så var det mig de kiggede på.

Jeg var der ikke når det var mørkt. Jeg blev omsluttet af andre ting, andre skygger, der ikke var levende. Bænke fra parken, eller hundelorte. Jeg kunne ikke se for al den lort det var det når det blev mørkt. Jeg misundede næsten lygtepælene.

 

Vi dansede altid i takt, det vidste jeg. Jeg vidste at hun bestemte hvad vi dansede, men nogle gange, især når vi stod på scenen, forestillede jeg mig, at jeg styrede. Hun var bare en der fulgte med, og jeg var den der skulle til Oslo, og jeg var den der dansede. Indtil noget gik op for mig. Det var hende der dansede. Kun hende. Jeg fulgte bare med. Jeg var en skygge, og selvom jeg elskede at danse, så var det ikke mig der gjorde det. Det var hende. Det var hende der var god, det var hende der skulle til Oslo. Jeg kunne ikke engang danse uden hende.

 

Jeg ville ønske jeg kunne brokke mig til nogen, men ikke engang det kunne jeg. Amalie brokkede sig aldrig, og når hun gjorde var det altid over noget forfærdeligt, som hvis hun tabte en konkurrence, eller brækkede benet. Jeg fik bare hundelort i hovedet.

På den anden side, så var jeg jo bare en skygge, uden tanker og følelser. Jeg var egentlig ligeglad.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...