3. verdenskrig

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 22 nov. 2014
  • Opdateret: 22 nov. 2014
  • Status: Igang
vi befinder os cirka 20 år ude i fremtiden, verden har ikke ændret sig det store... og dog! 3. verdenskrig er brudt ud og vores systemer er blevet hacked så ingen ved hvem der er fjenden. I Danmarks hovedstad København falder bomberne. Og hverdagen bliver vendt op og ned for den 14 årige Rose.

3Likes
0Kommentarer
212Visninger

1. Afsted

3 Verdenskrig

Jeg kunne høre alarmen hyle, det var den alarm der fortalte at vi ville blive bombet. Lyset i klasseværelset blinkede, gik ud. Ligesom alt andet, virkede lyset nu heller ikke mere, først var aviserne gået over på skrivemaskiner, for at forklare at vores system var blevet hacket, derfor vidste vi ikke hvem fjenden var. Smart træk, nu havde vi ikke muglighed for at vide hvem der var med eller imod os! Og så var vi nød til at lukke grænserne af. Det betød mangel på mad. Og så kom lyset… Her var altså næsten helt mørkt, bortset fra det røde alarmlys ude fra gaden af. Vi var kun to: Sam og så lige mig. Han så på mig med de brune øjne. Jeg vidste at han var lige så bange som mig, men han gav bare ikke udtryk for det.  Jeg sad og rystede lidt af frygt for hvad der nu skulle ske. Skulle vi bare samle vores ting og flygte? Jeg vidste ikke hvor klogt det ville være. Men alt andet ville bare være dårligere eller farligere.  Kostskolen lå inde i byen, altså i København. Et af de steder hvor bomberne nok ville falde først. Og hvor lang tid ville det tage at samle det vigtigste? 10min? en halv time? Hvorfor skulle det ske i min leve tid? Hvorfor lige en krig, det var ikke offentligt gjort hvor stor denne krig var. Men jeg vidste at det måtte være noget stort. Jeg vidste at jeg ikke burde tænke sådan men jeg VIDSTE bare at dette måtte være en verdenskrig. 3. Verdenskrig var altså begyndt?  ”Kom Rose!” Lød det forsigtigt fra Sam. Jeg blev revet ud af mine tanker, men han havde ret, der var ingen grund til at sidde her og vente. Vente på at dø, eller hvad det nu var vi gjorde! Han tog min hånd. Den var varm men jeg kunne alligevel mærke at han også rystede. Det gav mig ikke mere håb, for Sam havde altid været den der beroligede mig. Han blev aldrig bange, eller det havde jeg i hvert fald troet! Vi rejste os langsomt op. Han gav mit hånd et klem, det var sikkert for at berolige mig. Det hjalp ikke helt, men jeg trak alligevel lidt på smilebåndet. Mest for at minde mig selv om at alt ikke var tabt… Endnu! Gulvet knirkede under mine sandaler, lyden virkede uhyggelig i mørket og jeg gyste.  De små hår i nakken rejste sig på mig. Jeg rystede lidt men holdt dog op igen inden vi nåede døren. Gangen var helt øde, jeg ved ikke om jeg havde håbet at lyset ikke var gået der eller hvad men det var virkelig skræmmende. Vi gik ned ad gangen mod værelserne. Eller måske nærmere løb, for det gik faktisk ret stærkt!  Han tænkte åbenbart det samme som mig! Vi skulle flygte! Hvis han ville det, var det sikkert rigtigt! Lyset var gået i hele bygningen, og så var vi alene. Det gjorde ikke just humøret bedre, og vi havde jo begge sagt nej til at tage med på lejer turen. Som de eneste. Lejerturen var gået til Sverige op og gå… Vi var selvfølgelig ikke helt alene! Der var stadig folk til madlavning, men da de havde været ude at handle, var vi jo ladt alene! Selv om det var lidt over en time siden at de var gået var der stadig ikke kommet nogle hjem. De havde nok også valgt at tage flugten, mens de havde mugligheden! De var efterhånden noget ned for enden af gangen, der sluttede ved en dør. Det var døren der førte videre ned til værelserne. Helt nede for enden lå vores værelser. Over for hinanden. Det var rent tilfældigt men ret praktisk da vi havde haft en del planer om at udforske lofter, kældre og gamle drivhuse på skolens grund. Det hele skulle jo helst ske om natten. Alle de problemer med voksne der havde opdaget os, virkede nu som små bagateller, sammenlignet med det der skete nu.

Jeg skyndte mig at åbne døren. Jeg stod og så rundt i rummet. Hvor havde jeg lagt min rygsæk? Jeg fik øje på den, den lå oven på mit skab. Jeg løb derhen og stillede mig på tæer. Hvis jeg strakte mig kunne jeg lige nå den. Jeg hev den ned og så i den. Der skulle bare være plads til et tæppe, noget tøj og så min tanbørste og tandpasta! Det sidste vidste jeg ikke helt hvorfor at jeg ville have med. Men det ville jeg altså! Måske var det fordi at jeg havde dårlig ånde, måske var det fordi at det ikke fyldte.  Det er et godt spørgsmål. Jeg løb rundt i rummet for at samle mine ting. Jeg tog alligevel både min hårbørste og et fotografi af min mor der holdt mig. Jeg var vel omkring et år da de døde. Mine forældre altså. Deres penge var blevet brugt på mig. På kostskolen. Jeg kunne faktisk ikke klage om noget på det punkt. Jo mine forældres død men alligevel? I alle bøger og film kom der en eller anden ond person der ville have penge og magt.  For mig var der bare det problem at Danmark var i krig! Slet ikke noget alvorligt vel?

Da jeg kom ud på gangen stod Sam allerede og ventede på mig. Selvfølgelig var han hurtigere end mig. Det var alle jo! ”Hvad så nu?” Spørger jeg.  Jeg vil helst ikke udenfor da jeg kun har en lyseblå T-shirt og et par denim shorts på. Men det er jo ikke ligefrem fordi at der er noget alternativ? Vejret var ret godt i morges, og det forklarer jo mit tøjvalg. Men her omkring nu… Tja det virker som om at fjendes fly har trukket skyerne med ind over landet! Og de 25 grader er nok faldet til 15? Det siger det selvlysende termometer på mit værelse i hvert fald! Selv om jeg kun havde kastet et flygtigt blik på det er det sådan noget der indprenter sig i min hjerne. Det har jeg faktisk længe undret mig over hvorfor. Men som med så meget andet får jeg nok aldrig svaret! ”Følg bare med mig!” Svarer Sam stille og afbryder mine tanker. Jeg når ikke at opfatte andet end at jeg bliver hevet med hen over de blanke trægulve i hovedbygningen. Så er vi udenfor. Her er alarmerne tydeligere, råbene og skrigene fra folk overdøver den dog næsten…

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...