Den kolde nat

Den her historie er en stil jeg har for i skolen, som jeg har besluttet for at dele her inde på Movellas. Håber at i kan lide den.

0Likes
0Kommentarer
177Visninger

1. den kolde nat

 

Den kolde nat

Det var en mørk tåget dag, da Julie gik en tur med sin hund, som hun plejede. Hun gik hen til kirkegården som lå meget tæt på hendes hus. Hun elskede at være der, fordi hun havde det som om hver gang hun kom der, at hun kunne tale med sin afdøde mor. Eftersom hendes mor døde for fem år siden i en bilulykke, har hun altid gået tur med sin hund der ved kirkegården. Da hun kom til sin mors grav satte hun sig ned på jorden. Det var så fredeligt og stille, den eneste lyd hun kunne høre var vinden der susede og bladene som raslede. Ikke engang hendes hund sagde en lyd. Hun tænkte på da hun var lille og legede med sin mor, hendes mor var altid så sød mod hende. Julie havde tænkt på, at hendes mor ville være der for altid, lige meget hvor gammel hun blev, og se Julie vokse op. Men det nåede hun desværre ikke. Hvis bare hendes mor ikke var kørt ud for at hente Julie i skolen ville der aldrig havde sket noget. Men det gjorde hun. Lige pludselig kunne Julie høre en lyd, hun vidste ikke helt hvor den kom fra. Men hun havde en fornemmelse af at den kom fra busken henne ved bænken. Hun gik hen for at se om der var nogen. Da hun gik der hen var der ikke andet end en bunke blade, så hun besluttede sig for at gå tilbage til sin mors grav.

Da hun satte sig ned, opdagede hun at hendes hund ikke var der. Hun sad og ventede i et par minutter for at se om den kom tilbage. Hun syntes at det var lidt mærkeligt, fordi hendes hund plejede aldrig at gå væk fra hende. Hun rejste sig op, og sagde til sin mors gravsten at hun var nødt til at gå. Julie var ikke særlig bange for mørket, men mere det der ville ske i mørket. Hun gik hen af grus stigen som er den vej der førte til hendes hus. Hun fløjtede lidt og råbte på sin hund, men den kom ikke. Det begyndte at blive rigtig koldt, selvom Julie havde massere af varmt overtøj på. Da hun kom til et hus blev der helt tåget, hun kunne næsten ikke se noget. Så hun besluttede sig for at gå hen og banke på. Da hun kom lidt nærmere kunne hun bedre se huset. Julie havde aldrig set huset før, selvom hun havde gået den tur tusind gange før. Huset så lidt gammelt ud, men det havde Julies ynglingsfarve, som var blå. Så Julie syntes at det var meget fint. Hun bankede på døren, og lidt efter kom der en ældre man ud. Manden var næsten lige så høj som Julie, og havde gråt hår. Bag manden stod der en dame som så lidt yngre ud end manden, hun så meget sød og venlig ud. "hvad vil du?" spurgte manden, lidt sur mumlende. "jeg ville bare spørge om jeg kunne blive her indtil tågen gik væk" svarede Julie. ”Ja, ja kom du bare ind” svarede manden.

Julie gik ind i huset, og tog sine sko af. På den ene væg, hang et kæmpe stort maleri som næsten fyldte hele væggen. Julie kunne ikke helt se hvad det forestillede, men der var en masse mørke farver på. ” Er du sulten?” spurgte damen. Julie havde ikke rigtig følt sig særlig sulten, men nu hvor damen nævnte det, blev hun faktisk meget sulten. ”ja” svarede Julie, lidt hæst. Damen viste hende vej ind til spise stuen. Det var et kæmpe stort rum, hvor der var en masse ud stoppede dyr. Damen gik ud i køkkenet for at lave noget mad. Cirka fem minutter efter kom hun tilbage ind i spise stuen, hvor Julie sad. Damen satte sig over for Julie, med en bakke. ”Håber at du kan lide bøf” sagde damen.  Julie havde aldrig været den største kød spiser, men det gik nok alligevel, nu hvor hun var så sulten. Julie skar et stykke af bøffen, hun kunne se lidt rødt blod flyde ud på tallerkenen. ”Hvad hedder du egentlig?” spurgte damen. ”Julie” svarede Julie. ”Hvad bringer dig her til?” spurgte damen. ”Min hund løb væk fra mig” svarede Julie, mens hun tog en bid af bøffen. Det var den bedste bøf Julie nogensinde havde smagt. ”Hvor smager det godt” sagde Julie. ”Det er godt at du kan lide det” sagde damen. ”Hvor er ham manden egentlig?” spurgte Julie fortvivlende. ”Ole han plejer bare at forsvinde et eller andet sted hen, og lave sine egne ting, en gang i mellem” svarede damen. Julie tog sin sidste bid af bøffen, og guffede den i sig. ”Burde du ikke ringe til dine forældre og sige at du lige bliver her indtil tågen går væk?” spurgte damen venligt. ”Jo, jeg bør nok lige ringe til min far” svarede Julie, og tog sin mobil op af lommen. Hun prøvede at ringe til sin far, men der var ikke noget signal. ”Der er ikke noget signal herude, må jeg låne din mobil?” spurgte Julie. ”Det er desværre kun Ole der har en mobil, men vi kan jo vente til at han kommer her igen” svarede damen. ”Har du lyst til at hvile dig lidt på sofaen, mens jeg ser efter Ole? ” spurgte damen. ”Ja, tak” svarede Julie. Damen viste Julie ind til et andet rum, hvor der var en kæmpe pejs, som varmede rummet op. ”Det er godt nok et stort hus i har” sagde Julie, lidt overraskende, fordi hun syntes at det så meget mindre ud udenfor. ”Ja, det siger alle der kommer og besøger os.” sagde damen. Julie satte sig på sofaen, den var meget behagelig at sidde i syntes hun. ”Du kan bare ligge dig ned” sagde dame. Julie lagde sig ned på sofaen, med en sort pude i nakken. ”Jeg skal nok vække dig, når jeg kommer tilbage. Bliv du bare liggende der” sagde damen. ”Okay” sagde Julie, og lukkede sine øjne. Lidt efter lå hun som en sten på sofaen.

Da hun vågnede, var damen stadigvæk ikke kommet. Julie gad ikke rigtig ligge i sofaen, fordi hun syntes at den var blevet lidt ubehagelig, efter som hun havde ligget i den i noget stykke tid. Hun så hen på pejsen, hvor ilden var ved at gå ud, Det var derfor at Julie frøs så meget. Hun kiggede ud af vinduet, hvor hun så den store lysende fuldmåne oppe i den mørke himmel. Hun rejste sig op fra sofaen, og gik ind i spisestuen. Der var helt mørkt inde i spisestuen. Hun gik hen imod en dør der stod åben. Da hun åbnede den var der en trappe der førte ned til en kælder. Hun gik forsigtigt ned af den, der var ikke noget lys, så hun var nødt til at føle sig frem ned af trappen. Trappen var rimelig lang, så det tog noget tid at komme ned af den.

Da hun kom til enden af trappen, så hun et rum med lys, døren stod åben så hun besluttede sig for at gå ind. Lige da hun var gået ind i rummet, smækkede døren bag hende, i et brag. Hun fik et stort chok, og vendte sig om. Hun tog i håndtaget, men døren åbnede ikke. Hun besluttede sig for at gå videre, nu hvor hun ikke kunne gå tilbage. Julie opdagede hurtigt at det var et slagterum, siden der hængte en masse kød på knager rundt omkring i rummet. Hun syntes at det var lidt klamt at have kød hængende i et rum, men hun gad ikke at rigtigt at tænke på det. hun gik imellem en masse kød, som hun syntes var rimelig klamt, siden det var døde dyr og de lugtede. Da hun havde gået lidt tid, hang der ikke mere på knagerne. Men tilgengæld så hun et bord foran sig. På bordet så hun et eller andet stort stykke kød med pels. Hun gik lidt nærmere, på bordet lå hendes hund, helt bevidstløs. Julie kunne se at der var skåret et stykke af dens lår. Hun kunne se en masse rødt blod komme ud af den. Hun kunne mærke en tåre trille ned af hendes kind. Hun faldt ned på sine knæ, hun troede ikke sine egne øjne. "Bare det ikke var det jeg spiste!" råbte hun. Lidt efter kom den dame frem, som Julie ellers havde troet var så sød. "Det kan du lige tro det var" sagde damen, og smilede. Julie så en kniv ligge på bordet. hun prøvede at gribe ud efter den, men det var rigtig svært for hende. Da hun næsten ikke kunne se noget ud af øjnene. Men endelig fik hun fat på den. Hun vendte den ind mod sit bryst. "Vent hvad er det du laver, pigebarn?" spurgte damen. "Hvad tror du det ligner? jeg har ligesom næsten ikke noget tilbage nu!" udbrød Julie. "I har dræbt min hund, og ikke nok med det, kan jeg ligesom ikke komme ud!" skreg hun. Julie stak kniven lige ind i hende selv, hun kunne mærke smerten, og sit hjerte der stoppede. lige pludselig lå hun helt stille på gulvet nede i kælderen. hun blev helt bleg i ansigtet, man kunne se blodet der kom ud af hendes trøje. 

Der var aldrig nogen der fandt hende,det forblev et mysterium.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...