skeletskabet

det er noget om sne og jul

1Likes
0Kommentarer
185Visninger
AA

10. Skeletskabet

Ud af skabet sprang tre skeletter. Det ene større end det andet. De to største gik løs på Rune, mens det mindste overfaldt Nanna-Amalie. De to skeletter løftede Rune op og smed ham gennem lokalet, så han landede helt fortumlet i et hjørne. Øjeblikkeligt var de over ham, og gang på gang løftede de ham op og smed rundt med ham.

          Nanna-Amalie var også blevet smidt rundt et par gange, men så besluttede hun, at det kunne være nok. Hun stirrede skelettet lige ind i de tomme øjenhuler og råbte, at hun ikke ville finde sig i at blive smidt rundt på den måde.

          Skelettet gloede tomt på hende. De to andre skeletter, der var ved at kaste med Rune for fjerde gang, stoppede op midt i det hele og tabte ham på gulvet, så overraskede blev de.

          “Nå,” sagde det mindste skelet, “Jamen det må du da meget undskylde. Det er bare sådan en leg, vi har med folk. Vi troede, at I syntes, det var sjovt.”

          “Nej, det er aldeles ikke sjovt,” sagde Nanna-Amalie vredt. Men siden I nu ikke smider rundt med os mere, kan vi vel sætte os ned og få en hyggelig lille sludder. Hvorfor hyler og skriger I sådan, og hvem er I egentlig?”

          “Mit navn er Kong Edgar den rige,” sagde det ene af skeletterne. De to andre præsenterede sig som Edmund den rigere, og Edvard den rigeste.

          “Edgar, Edmund og Edvard,” sagde Prinsesse Nanna-Amalie. “Jamen, så er I jo mine forfædre. Så kan I måske fortælle, hvem det egentlig var, der byggede det gamle SLOT, og hvorfor I hyler sådan op om natten.”

          “Ja,” svarede Edgar den rigestes spøgelse. “Det var faktisk Edvin den nærige, der byggede slottet, og med hensyn til hvorfor vi spøger, jo nu skal du høre.

          Dengang Edvin den nærige byggede slottet, lavede han et hemmeligt rum under gulvet i tronsalen. I det rum gemte han alle de penge, som han stjal fra de fattige. Edvin var nemlig en værre røverkonge. MEN vi andre var nu ikke meget bedre. Edvin var jo min far, og han viste mig rummet, hvor der allerede dengang var masser af penge. Både jeg og min søn og sønnesøn her -” han pegede på de to andre skeletter “- vi var alle tre mindst lige så slemme til at puge penge sammen. Da vi så døde, blev vi alle tre til spøgelsesskeletter. Det kunne vi da også godt leve med - eller rettere VÆRE døde med - vi håbede på, at skatten ville blive fundet, når slottet blev revet ned. Men det gjorde den jo ikke. Den ligger stadig her under gulvet. Vi skal nok holde op med at spøge, hvis bare skatten bliver gravet op og givet tilbage til de fattige.”

          “Nå,” sagde Nanna-Amalie, “er det det hele. Jeg skal nok snakke med far og få det ordnet.”

          “Tusind tak,” sagde spøgelset. “Kom gutter, vi gemmer os i skabet igen og ser, om ikke det kommer i orden.”

          De tre skeletter raslede lidt rundt og kravlede så ind i skabet igen. Der blev helt stille, og Prins Rune og Prinsesse Nanna-Amalie krøb i SENG og faldt snart i søvn.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...