skeletskabet

det er noget om sne og jul

1Likes
0Kommentarer
176Visninger
AA

9. Skeletskabet

Efter en tid hørte Prins Rune om, hvad der foregik på Kong Eriks SLOT.

          “Nu har jeg min chance,” tænkte han. Og han gik til sin far og bad om lov til at rejse til Kong Eriks land og forsøge at ophæve forbandelsen.

          Runes far var nu ikke så meget for det. Han huskede jo, hvor gal Kong Erik var blevet; men Rune plagede ham og sagde, at Kong Erik da måtte lade ham prøve at løse forbandelsen, når der nu ikke var nogen andre, der havde kunnet.

          Endelig fik han lov til tage af sted. Glad var han, og hurtigt rejste han den lange vej til Kong Eriks SLOT.

          Da kongen så ham komme, tænkte han: “Åh, nej. Nu ikke ham igen. Det er jo den nysgerrige Prins Rune fra det fjerne land.” Men selvom han var irriteret over, at Rune kom, tog han alligevel venligt imod ham. Det kunne jo dog være, at Rune kunne gøre det, de andre friere ikke havde kunnet.

          “Desværre vil Laila ikke længere overnatte på slottet. HUN får mareridt af at blive jagtet rundt af alle de skeletter, der huserer derinde om natten. Du må tage til takke med Sofie; MENhun er jo OGSÅ ganske køn.”

          “Nej tak,” sagde Rune. “Det skal VÆRE Nanna-Amalie.”

          “Hvadfornoget?” sagde kongen. For det var der ingen af de tidligere friere, der havde bedt om.

          “Jeg vil helst være sammen med Nanna-Amalie, hvis ikke det gør noget,” gentog Prins Rune.

          Nanna-Amalie blev tilkaldt, og kongen fortalte hende, at Prins Rune havde bedt om at få hende med ind på slottet. Nanna-Amalie blev meget glad, for hun syntes, at Rune var en rigtig flot prins, og ville gerne tilbringe natten sammen med ham. Så måtte de jo se, om de kunne holde skeletterne fra livet.

          Da det blev aften, blev prinsesse Nanna-Amalie og Prins Rune efterladt alene i tronsalen på det hjemsøgte SLOT. Der stod to senge, en til Rune og en til Nanna-Amalie. De rykkede dem sammen for at være lidt tættere på hinanden. Da klokken blev ti, slukkede de lyset og krøb til køjs.

          Der var nu ikke særligt mørkt i tronsalen. Fuldmånens lys skinnede ind ad vinduerne, og man kunne man tydeligt se det store skab, der var bygget ind i væggen.

          Først var der helt stille. Både prinsesse Nanna-Amalie og Prins Rune lå og forsøgte at falde i søvn; men det var vanskeligt. De lå begge to og spekulerede på, hvornår larmen mon begyndte, og hvordan skeletterne mon så ud.

          Hen ad ved 11-tiden begyndte det så småt at sukke i det store skab. Sukkene blev tydeligere og tydeligere, og gik langsomt over i en slags jamren. Derpå kom der enkelte skrig og nogle hyl. Så en mærkelig langtrukken tuden, som af en ugle eller en ulv. Snart begyndte det også at rasle derindefra. Sukkene, jammeren, skrigene, hylene og de raslende lyde blev kraftigere og kraftigere, og snart var det, som om hele salen var fuld af larmende væsner.

          Så slog klokken 12.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...