Den sidste sommer.

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 22 nov. 2014
  • Opdateret: 27 nov. 2014
  • Status: Igang
"Når jeg lukker mine øjne, og tænker tilbage på mit liv, sådan som det var for bare et år siden. Så er det svært virkelig at tro at jeg er den samme..." Da den 16 årige Monikas forældre omkommer i en bilulykke, vendes der op og ned på hendes liv, gamle hemmeligheder kommer frem i lyset, og Monika må erkende at hendes liv måske slet ikke er så normalt som hun først troede. Hvorfor har hun det nogle gange som om at hun har levet før? Hvordan kan det gå til at hun finder et skjult loft i familiens hus? Hvem er denne Helena, der dukker op og mener at kunne hjælpe Monika? Hvad sker der i det heletaget i hendes liv?

0Likes
0Kommentarer
327Visninger
AA

4. Hvad er det i vil fortælle?

 Fortiden

Da jeg vågnede lå jeg i en hospitals seng, et eller andet sted i rummet hørte jeg nogle 'bib'-lyde. Jeg glippede med øjnene og prøvede at komme i tanke om hvordan jeg mon var havnet her. Da jeg endelig kom i tanke om det, fik jeg nærmest et stød. Mor, far?- tænkte jeg febrilsk og prøvede at rejse mig. Det kunne jeg dog ikke, fandt jeg ud af. For der var tilsluttet en masse slanger til min krop. Det fik mig til at løfte et øjenbryn og lede efter en dato, for hvor længe havde jeg været væk? Den 5. Juli?- tænkte jeg og lukkede øjnene for at huske hvad jeg havde set på min iPhone i bilen. Ja, det er den 5. Juli! Men så fangede mit blik et lille digital ur der stod på mit senge bord. '11-07-14' stod der med digital bogstaver. Jeg kunne mærke at jeg skælvede, 6 dage? Havde jeg virkelig været væk så længe? 

Pludselig hørte jeg fodtrin, jeg kunne ikke se hvor stort rummet var for et blåt forhæng, men trinene kom ikke herinde fra. Jeg hørte en knirken. Da en dør blev åbnet og hørte den også blive lukket igen. "Åh, Gud hun er vågnet igen!" Hørte jeg en kvindestemme sige. Men hvad mente hun med 'vågnet igen?'  Var jeg ikke lige vågnet? Jeg hørte flere fodtrin nærme sig, og så to skygger udenfor forhænget, stå og betragte en slags computer skærm. De kunne sikkert se at min vejrtrækning var lettere... "Ja, det ser sådan ud..." Dette var en mand. "Har du fortalt hende om..." Han tav og jeg kunne se på hans skygge at han vendte sig om mod min seng. "Åh..." Svarede kvinden hviskende. Så blev her stille.Kun lægernes og min vejrtrækning, og så de maskiner der bibber. "Susan." Først da han lagde en hånd på den kvindeligelæges skulder gik det op for mig at hun græde, ligeså stille, lydløst. "Den stakkels pige..." Hun snøftede højlydt, "Hun er ikke mere end 16 år!" Manden fjernede sin hånd og strøg istedet kvinden -Susan- over håret. "Skal vi ikke se til hende?" Susan nikkede og jeg kunne se hun sendte han et grædefærdigt smil. En hånd greb ud efter forhænget og trak det forsigtigt til siden. Først kunne jeg ikke se noget for det skarpe lys i rummet -der kom for kæmpe store loftslamper- men så begyndte jeg langsomt at kunne skildre konturene fra hinanden. Susan -den kvindligelæge- havde skulder langtbrunt hår og så ud til at være i starten af tredverne. Hun havde brune øjne der skinede og afslørede at hun havde grædt! Jeg glippede med øjnene og lod som om at jeg lige var vågnet, og ikke havde hørt deres samtale. "Hvor er jeg?" Mumlede jeg og så op i de brune øjne. Hun kastede et blik tilbage på den mandlige læge, som sendte hende et bekræftende nik. "Du er på rigshospitalet..." Hun prøvede at smile til mig. Jeg forstod ikke hvad hun mente. hvorfor var jeg her? "Kan en af jer venligst fortælle mig hvad jeg laver her?" Jeg prøvede igen at sætte mig op, men slangerne holdt mig nede. "Og kan jeg ikke få fjernet de her slanger?" Jeg nikkede mod alle de drops der var tilsluttet til min krop og opdagede at jeg var fuld af bandager. Havde jeg brækket alle de knogler? Hvorfor kunne jeg ikke mærke noget?

"Jo altså, jeg ved ikke om du kan huske det meeeen,dig og dine forældre kom ud for en lille bilullykke..."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...