Med livet i hænderne

Alt var ligegyldigt – mit liv var ligegyldigt. Når han ikke var her mere, føltes det hele forkert. Min hånd var tom – ikke kun den højre, men også den venstre. For pludselig var mor der heller ikke mere. Fysisk, men ikke psykisk. Hun var så fremmed. Så forandret.

2Likes
0Kommentarer
195Visninger
AA

1. Med livet i hænderne

Med livet i hænderne

 

Kniven klirrede mod det kolde marmorgulv. Hans øjne var tomme og hans hud bleg. Han faldt sammen i sin stol uden et ord mere. Et højlydt gisp fløj som en fugl gennem salen. Ambulancen kom og det blev konstateret, at det var for sent. Jeg kiggede fra den ene til den anden. Deres øjne var fulde af tårer. Nogen hulkede andre var faldet om på gulvet af sorg. Få sad stadig på deres pladser ved langbordet og stirrede uvirkeligt frem for sig. Jeg sank en klump. Lod mig falde sammen op ad den hårde stenvæg. Det var ikke til at fatte. Det ene øjeblik havde han siddet lige dér og storgrinet med sine gæster. Det andet – ja, nu var han her ikke længere.

Det var så underligt. Vi stod alle sammen stille i tid. Men alligevel gik tiden, dagene gik, ugerne med. Bilerne ræsede gennem byerne, når nogen var ved at komme for sent på arbejde. Folk gik ture med deres hunde. Fjernsynet blev tændt og der blev vist tragiske ulykker af folk der blev skudt og bombet rundt omkring i verden. Folk grinte og smilede til hinanden, folk morede sig til fester og koncerter. Hvorfor gik tiden stadig videre? Hvorfor gik alt og alle videre i livet, når de burde stå stille som mig? For mig stod tid og rum stille, men ikke for andre. Hvorfor stod den ikke stille for alle? Fordi ingen andre bemærkede den. Ingen andre så, hvad tid egentlig var.

 

 

Jeg stod op ad lygtepælen, betragtede bilerne fare frem og tilbage. Jeg stod der bare. Lige til lyset gik ud over mig. Den kølige støvregn lagde sig over byen som et let tæppe. Men med tiden blev tæppet tungere og tungere. Til sidst måtte jeg erkende det. Jeg trak jakken op over hovedet og luntede over vejen, uden at se mig for. Jeg sprang over det nymalede hegn, gad ikke gå gennem lågen. Rakte ud efter det blanke dørhåndtag, men stoppede mig selv. Der var lys i køkkenet. Mor stod overfor en præst – hun græd. Jeg trak hånden til mig. Havde ikke lyst til at gå ind. Forstyrre dem. Gøre sorgen værre.

Jeg trådte tilbage, væk fra halvtaget og ud i den piskende regn. Hvorfor skulle det altid regne når noget trist var hændt? Jeg knyttede næverne. Det kunne ikke ende sådan her. Mit liv, min fremtid – alting. Jeg var slet ikke færdig endnu...

Jeg fandt et tomt busskur og slog mig ned. Regnen smældede mod taget som haglkugler, og det var umuligt at høre sig selv tænke. Da den pludselig stoppede en halv times tid senere, gjorde det helt ondt i ørerne, på grund af det hurtige skift mellem larm og stilhed. Der var så stille, så pludseligt.

Det virkede helt forkert. Som hvis vejret også sørgede over vores tab. Skyerne havde grædt og grædt, og nu kunne de ikke mere. Som gæsterne til festen. Jeg var en af de eneste, der ikke græd. Det var som om jeg havde et valg. Valget mellem at tudbrøle som en tøs, eller ligne en uberørt psykopat. Jeg valgte den sidste, så det ud til.

Det var helt automatisk. Min store lap kastede sig bare ud efter lommen. Jeg fandt famlede om metallet og åbnede den største. Hurtigt – meget hurtigt – skar jeg en lang stribe hen over min håndflade. De første få sekunder kunne jeg slet ikke mærke det, men pludselig gjorde det bidende ondt. Det stak og sved, og blodet væltede ud fra det åbne sår. Det dryppede ned på asfalten og blandede sig med beskidt regnvand. Jeg burde have prøvet på at stoppe blødningen. Men det hele virkede så ligegyldigt.

 

 

Alt var ligegyldigt – mit liv var ligegyldigt. Når han ikke var her mere, føltes det hele forkert. Min hånd var tom – ikke kun den højre, men også den venstre. For pludselig var mor der heller ikke mere. Fysisk, men ikke psykisk. Hun var så fremmed. Så forandret.

Jeg sad ved søen, på den sædvanlige rådne bænk. Det varede nok ikke længe før den ville brase sammen under mig. Jeg samlede småstenene omkring mig op, betragtede dem ligge dér i min hule hånd – og kylede dem hen over vandets overflade. Det gav en elegant effekt når de slog smut, mod det mørke vand, hvori fyrren spejlede sig. Sådan sad jeg og slog smut, lige til der ikke var flere sten under mig. Jeg rejste mig tungt og sukkede. Et langt, dybt suk. Og vinden sukkede med. Det susede i ørerne da jeg gik den i møde, ud mod søens bred. En latterfrø sprang ud fra breddens buskads og svømmede væk i det rolige vand. Jeg satte mig ved kanten og lod mine hænder falde ned under vandets overflade. Det var bidende koldt, men alligevel trak jeg dem ikke til mig. Det var jo alt sammen lige meget – det slog mig jo ikke ligefrem ihjel. Jeg formede dem som en skål og løftede dem igen op over det kolde søvand. Jeg spejlede mig. Men det jeg så var ikke mig – det var en fremmed skabning. Ikke menneskelig. Ej heller et dyr. Bare sådan helt – forkert.

Mit blik lå længe på det ukendte ansigt. Men da mine stivfrosne hænder lod vandet sive ud mellem fingrene, svævede det op mod den blege himmel. Han måtte da være der et sted. Anderledes kunne det ikke være. Alligevel var jeg blevet svigtet. Svigtet af ham der skulle beskytte os, omfavne os. Det hele var en skrøne. En skrøne et eller andet idiotisk fjols havde opfundet, for at give folk troen på, at Paradis virkelig findes. Men sådan kan det jo ikke være.

 

 

Men hvis det hele er sat sammen på denne utænkelige måde – ja, så er der kun én ting jeg kan gøre. Jeg havde ingen udveje. Jeg stod og kiggede ned i mine håndflader, som om mine hænder ville give mig svaret. Svaret på alt. Men nej, det var bare hænder – kolde, tomme hænder. Højre hånd var for længst gået bort, og nu falmede venstre.

Jeg satte det lange ben foran og løb. Jeg havde ingen retning, intet mål. Jeg løb bare. Løb til jeg gispede efter vejret. Løb til det sitrede i mine ben af udmattelse. Løb til jeg stod udenfor en syvetagers lejlighed. Det var så underligt at stå her midt i byen, når det føltes som om jeg for lidt siden var løbet nær vandkanten, med vinden susende i trækronerne.

Jeg lagde hovedet tilbage og prøvede at se taget af lejlighederne, men det var umuligt når jeg stod helt op ad bygningen. Kunne man mon komme op på taget? Jeg havde altid gerne villet prøve at stå så højt oppe, med vinden der piskede ind mod mine trommehinder og smækkede håret helt tilbage.

Jeg tog fat i det gyldne dørhåndtag og hev ned. Det mislykkedes med højre. Så jeg prøvede igen, denne gang med venstre. Men den gik ikke... Hvordan kunne jeg dog tro, eller bare håbe på, at den stod åben for enhver? Og alligevel...

En ung pige kom gående; hun havde en håndtaske slået op over skulderen og håret sat op i en hestehale. Hun gik lige forbi, uden at tage noget notits af mig, og stak en kantet nøgle ind i låsen. Jeg bakkede lidt og lod hende gå ind da der lød et lavmælt klik fra låsen. Hun gik ind og traskede hastigt op ad de snoede trapper. Døren gik umådeligt langsomt i og det var ikke noget problem for mig at nå ind. Jeg stod og ventede lidt, og lyttede til pigens skridt der langsomt blev lavere og lavere, jo længere op hun kom. En dør blev åbnet og lukket igen: Hun var væk. Jeg skyndte mig op ad de kolde trapper, to trin af gangen. Selvom jeg knapt kunne få vejret eller stå på benene, lagde jeg næsten ikke mærke til det. Jeg var oppe. Oppe på syvende sal, det højeste sted, man kunne komme. Gid jeg kunne komme op på taget, men det var nok ikke muligt.

Der var vinduer ved trappeopgangen. På hver anden etage stod et højt vindue og lod den smule lys der var, trænge ind i den mørke, fugtige opgang. Jeg kiggede ud på gaden. Bilerne så travle ud og vejene kedelige. Alt var så vådt og kedeligt. Folk vandrede bare rundt dér på gaden i deres sorte klæder og så så uvidende ud. Et tog kørte fra perronen, i det fjerne. Den lignede lidt en grå larve fra denne afstand. Hvor var livet dog kedeligt og trist. Hver dag var det samme. Hele samfundet gjorde det samme, om og om igen... Jeg stillede mig overfor det høje vindue, op ad væggen og satte en hånd op til hagen. Det var som om den talte til mig: ,,Livet er ikke nemt. Men du lærer af dine fejl og forhindringer.”

Men hvad hvis jeg slet ikke ville have denne lærdom? Hvad hvis jeg ville undgå mine forhindringer?

,,Det kan du ikke. Sådan er livet ikke bygget op. Du bliver nødt til at komme videre. Du kan ikke leve resten af dit liv i sorgen...”

Sådan behøvede det vel heller ikke at være. Hvis jeg nu bare...

Jeg stillede mig i en position, med det ene ben foran det andet. Jeg betragtede en måge gennem ruden; den gik næsten i ét med den blege himmel. Hvordan mon det var at flyve? Jeg spurgte mine hænder, men der kom intet svar. Det kunne de nok ikke svare på...

Jeg satte af. Skårene fløj om ørerne på mig og vinden piskede gennem mit tøj, så det blafrede som et flag i stormvejr. Jeg kiggede ud mod byen. Det var et smukt syn. Kedeligt og smukt på samme tid. Det kildede i maven. Jeg kiggede ned under mig – og nåede ikke at skrige...

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...