Ild

Hayley Shevelin er psykisk syg. Hele hendes liv har hun fået at vide, at der er noget galt med hende. At der skete en fejl ved hendes fødsel, som lagde bund for hendes mentalt forstyrrede sind. Et sind der påtvinger hende skræmmende syn og hændelser, som ingen psykolog har været i stand til at forstå eller lægge bånd på. Gyselige skygger våger over og følger efter hende. Ild opstår inden i hende og ødelægger alt omkring sig. Hendes far er overbevist om, at hun har brug for psykisk hjælp, så han sender hende på kostskolen St. Marigold i sin søgen efter helbredelse. Men det viser sig, at alt på denne skole ikke helt er, som det burde være. Fremmede kræfter og energier kommer i spil og presser Hayley helt ud til randen af fornuft. Vil det lykkes hende at forstå sig selv og sin ild? Eller vil ilden, og de mørke kræfter bag den, ødelægge hende for evigt?

29Likes
85Kommentarer
1685Visninger
AA

2. Prolog


Tordenen hamrede gennem luften som øresønderrivende skrig i det fjerne. Rædselsvækkende lyn oplyste gang på gang den mørke stjerneløse himmel. Store ildevarslende bølger slog mod det metalbelagte skib, som kunne det sprængtes hvert sekund det skulle være. Sortklædte mænd farede frem og tilbage langs det mørke dæk. Deres råb var så høje, som deres gejst var stor. De spejdede ud over det dybe hav og gjorde lystigt honnør ud mod de voldsomme bølger, som ville de meget snart nå deres mål.

Men dybere inde i mørket, skjult fra de andres tumult og larm, sås en rolig sort skikkelse. Han bøjede sig frem mod det kolde skibsgelænder og strakte en søgende hånd ud mod det uendelige vand. For en stund skete der intet, men skikkelsen vedblev på sin plads og da gennemtrængte noget bevinget det dybe mørke. Skabningen, som til forveksling lignede en sort ravn, plantede sine tykke kløer på skikkelsens udstrakte pegefinger. Dens lysende grønne øjne glødede, da skikkelsen bukkede sig frem mod fuglen og strøg en mager hånd hen over dens fedtede fjer.

   ”Hvad gemmer du på min fine ven?” lød en hæs men stærk stemme, som strømmede ud fra under skikkelsens kutte.

Han kiggede fuglen direkte ind i øjnene og med et syntes tiden at gøre holdt. Larmen fra omgivelserne var forvandlet til en ubetydelig mumlen, der hverken syntes at røre tid eller sted. Men så vendte skrålene tilbage, og den kutteklædte trak sig langsomt væk fra fuglen, der lettede og forsvandt til hvor end, den var kommet fra. Hans skuldre syntes en anelse spændte, da han vendte sig om og så i retningen af de sortklædte mænd. En hvæsende lyd undslap hans tørre læber, da han tog nogle hastige skridt frem mod dem. Mændene stoppede brat op i det, de ellers måtte være i gang med, da den kutteklædte nærmede sig. De tav alle og smed sig ned på det kolde dæk, som frygtede de ham inderligt. Han selv vandrede videre op på det øverste dæk, hvor han stoppede op foran det prægtige egetræs ror.

Et mørke, dybere end nattens, syntes at omkranse ham, da han trykkede hænderne mod roret og spejdede ud over de underkastede . Han løftede hånden og lod så sin kutte falde. Et blegt og næsten gennemsigtigt ansigt kom til syne. Sorte irisser udgjorde hans øjne, mørke læber formede hans mund og et væld af mørke krøller omkransede hans ovalformede hoved. Men det, der skilte ham ud fra mændene under ham, var den dybe mørkerøde flænge, som løb tværs hen over hans forvrængede ansigt. Hen over venstre øjenbryn og videre ned til højre overlæbe.

   Et glimt af vrede gled hen over hans skarpe ansigtstræk, da han lænede sig ud over roret og udstødte med en tydelig rungende stemme, ”Jeres lystigheder gør mig rasende, jeres grådighed udsulter mig og jeres stolthedsråb om sejr brænder mig op!”

   ”Jeg leder jeres uhumske klan mod en ny og større tid. Og det her er jeres tak? Det her er hvordan i ærer jeres hersker?” råbte han med en stemme, der var på randen til at ryste af bare indestængt vrede.

Mændene krympede sig af frygt og skam, mens de sank længere og længere ned mod det kolde gulv.

   ”Jeg bad jer om at udslette alle resterne af de fire oldtidsslægter, hvad der burde være en nem opgave, taget i betragtning af at slægterne ifølge myterne blev udryddet for over 10.000 år siden!” Han trak vejret i hurtige stød, alt i mens mørket omkring ham spredte sig.

   ”Men ligesom ved alle de opgaver, jeg tildeler jer. Så fejlede i.”

Et gisp løb gennem forsamlingen under ham, og mændenes øjne syntes at spile op til dobbelt størrelse. Som frygtede de disse slægter mere end herskeren, der nu rejste sig over deres nedsænkede hoveder.

   Han tog et par hastige skridt væk fra roret og tilføjede skulende, ”på en eller anden måde lykkedes det dette årtis efterkommer af Adar at undslippe jeres idiotiske krigere. Det forekommer mig underligt, hvordan en skrøbelig ung pige stadig lever i sit allerbedste velværende, når hun burde været myrdet, inden hun nåede at se dagens lys!” Han råbte budskabet så det ekkoede omkring ham, som ønskede han at dræbe hver eneste en af de mørkklædte under ham.

   ”Jeg har skånet jer før, men det er på tide at i ser konsekvenserne af jeres illoyalitet.”

I det samme rejste mørket sig op omkring ham og påbegyndte truende sin vej ned mod undersåtterne. Skrig efter skrig gennemhylede den dybe nat, som mørket lagde sig ned over dem og tømte deres lunger for det sidste åndedrag. Et gyseligt smil bredte sig på herskerens ansigt, da han trak sin kappe omkring sig og forsvandt ind i mørket. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...