Ild

Hayley Shevelin er psykisk syg. Hele hendes liv har hun fået at vide, at der er noget galt med hende. At der skete en fejl ved hendes fødsel, som lagde bund for hendes mentalt forstyrrede sind. Et sind der påtvinger hende skræmmende syn og hændelser, som ingen psykolog har været i stand til at forstå eller lægge bånd på. Gyselige skygger våger over og følger efter hende. Ild opstår inden i hende og ødelægger alt omkring sig. Hendes far er overbevist om, at hun har brug for psykisk hjælp, så han sender hende på kostskolen St. Marigold i sin søgen efter helbredelse. Men det viser sig, at alt på denne skole ikke helt er, som det burde være. Fremmede kræfter og energier kommer i spil og presser Hayley helt ud til randen af fornuft. Vil det lykkes hende at forstå sig selv og sin ild? Eller vil ilden, og de mørke kræfter bag den, ødelægge hende for evigt?

29Likes
85Kommentarer
1674Visninger
AA

7. Kapitel 5.


   Undskyld mig,” sagde jeg med blikket på en ældre sammensunket mand.

Han løftede end ikke hovedet fra den tykke boge foran ham, da han hævede pegefingeren og tyssede på mig. Jeg slog opgivende ud med hænderne, inden jeg, med armene over kors, vendte ryggen til ham. Jeg havde allerede stået her i over ti minutter, og alligevel nægtede han at flytte sin buttede krop og give mig de skolebøger, han tideligere i dag havde bedt mig om at hente. Jeg sukkede, inden jeg vandrede hen mod de kæmpemæssige bogreoler i biblioteket. Mit blik gled hen langs de kedelige skolebøger, uden jeg havde en egentlig interesse for deres indhold. Jeg vandrede videre gennem reolerne, i håbet om at finde noget interessant læsestof, for til sidst at give op. Jeg stoppede op, trak en tilfældig bog ud og bladrede gennem de mange sider.

   Den peloponnesiske krig, den syriske krig, den kinesiske krig, lød de kedelige overskrifter.

Jeg sukkede og lagde bogen fra mig. Jeg var ikke i humør til en gennemgang af menneskehedens evige kamp om magt lige nu. Jeg havde nok konflikter i mig selv. Jeg tog en dyb indånding og lod ryggen hvile mod en lukket metaldør. Men før jeg vidste af det, gik døren op, og jeg hamrede hovedet ned mod det kolde gulv. Døren lukkede i med et smæld og mørket omringede mig. Jeg bed mig selv i læben for at udholde den smerte, der nu dunkede i den bagerste del af min hovedskal.

Jeg blinkede med øjnene, men de var ude af stand til at se gennem det tykke mørke. Alligevel lykkedes det mig at gribe fat i noget fast, hvorefter jeg langsomt kom op at stå. Jeg gnubbede irriteret hånden mod mit baghoved, mens jeg forgæves prøvede at orientere mig. Døren, som jeg var faldet ind ad, var pludselig umulig at genfinde.

Panikken spredte sig hastigt, da det gik op for mig, at jeg ikke kunne komme ud. Jeg drejede febrilsk rundt om mig selv, mens mit blik søgte i alle retninger. Men midt i forvildelsen stoppede jeg op og fokuserede på et punkt i mørket. Et stykkede forude glitrede et konstant lys fra hvad, der ellers syntes at være ingenting. Jeg fortsatte fremad, med blikket rettet mod lyset, mens mine hænder famlede ud i mørket foran mig. Lyset blev  klarere og klarere, alt i mens det folde sig ud for mine øjne. Det forvandledes til tusinder af lys, som var de stjerner på den smukke nattehimmel.

   Panikken var nu helt forsvundet fra min krop, og mine læber formede et lydløst ”wow.”

Lysene skinnede hver og en ud fra bøger, tusindvis af bøger. Lige meget hvor meget jeg vendte og drejede rundt om mig selv var der rækker efter rækker af glinsende bogreoler spækket med strålende bøger. Pludselig var det, som befandt jeg mig i midten af en labyrint af fantastiske historier, eventyrer og ikke mindst fortællinger. En nysgerrighed greb mig, så jeg tog et par skridt hen mod den nærmeste række. Mine fingre dansede tryllebundet hen over de hvide og sølvfarvede bogrygge, mens mit blik studerede deres lysende titler:

XIII, XIV, XV, XVI, XVII, XVIII, XIX …

Og sådan fortsatte de fra start til ende - hvis der da var en ende.

   Men hvad betyder det?

Jeg bed mig eftertænksomt i læben. Der var ingen tvivl om, at det var de gamle romerske tal, men det var ikke just min stærke side. Efter et par minutter, med fingrene presset mod panden, måtte jeg konstatere, at jeg ikke kunne afgøre om tallene stod i nummereret rækkefølge eller ej. Jeg sukkede, inden jeg rakte armen frem og trak en af bøgerne ud. Jeg lod håndfladen glide hen over dens nøgne forside, der syntes mærkelig varm mod min hud. Men samtidigt føltes det godt og rigtigt. Den kaldte på mig. Den ønskede at afsløre sine dybest hemmeligheder for mig. Med et smil på læben tog jeg i mod dens udstrakte hånd og åbnede bogen.

I det samme strømmede en energi ud fra de tætskrevne sider og direkte ind mod mit ansigt. Jeg lukkede øjnene og mærkede lyse hårtotter løsne sig fra min stramme hestehale. En kulde syntes at glide hen over mig, da lysene slukkedes for mit indre blik og erstattedes af mørke. Susende mørke, der trak min paralyserede krop hen i mod sig. Et tegn viste sig for mit blik, men akkurat som jeg rakte hånden ud mod det, forsvandt det.

Bogen blev revet voldsomt ud fra mine hænder og klasket højlydt sammen. Jeg glippede forvirret med øjnene, da et ukendt skarpt lys skar i mine øjne. Jeg gned dem hurtigt, inden jeg mødte et par små griske øjne, der tilhørte den buttede bibliotekar. Han sendte mig et fjendtligt blik, hvorefter han varsomt støvede bogen af og satte den tilbage på plads blandt dens søstre og brødre.

   Jeg tog et par usikre skridt baglæns og mumlede, ”jeg – jeg vidste ikke at … Jeg mener, jeg troede bare –”

   Han trådte truende frem mod mig og vrissede, ”ingen adgang for elever.”

   Han fandt tjept en stak bøger frem, pressede dem ind mod min mave og tilføjede, ”vær venlig at forlade biblioteket omgående!”

Jeg nikkede febrilsk og gik skrumlende bagud, inden jeg fik drejet min chokerede krop hundrede og firs grader rundt. Jeg småløb gennem labyrinten af reoler, der pludselig syntes uendelig stor, inden jeg nåede den smalle metaldør. Jeg klemte mig febrilsk igennem, hvorpå jeg drønede gennem det egentlige bibliotek og videre hen til udgangen. Jeg havde nær tabt bøgerne i min hånd, da jeg tvang dørhåndtaget ned med min frie hånd og trådte ud på gangen. Døren faldt i bag mig, og jeg stoppede forpustet op, mens jeg forsøgte at få vejret. Mit blik flakkede omkring mig, og et lettelsens suk undslap mine læber, da jeg så, at gangen var tom. Jeg tog et par skridt i retningen af pigernes sovesal, mens jeg lod mine tanker få frit løb.

Af alle de skoler jeg havde gået på, så toppede den her uden tvivl alle ranglister. Inden for de sidste fire og tyve timer havde jeg oplevet virkelige sære ting. Og jeg mente virkelige s-æ-r-e ting. Det var næsten lige så skræmmende som min egen ild. Biblioteket, som plejede at være mit skjulested, fik hårene til at rejse sig på mine arme, elever stirrede uafbrudt, rektor skræmte mig, og … Ace hadede mig. Jeg mærkede et tyngende sug i maven, da jeg mærkede ham i min bevidsthed.

    Det er for sent, mindede jeg mig selv om.

Jeg havde allerede ødelagt det vi havde – hvis vi da overhovedet havde noget. Desuden ville det også være mærkeligt, når han var Audrees bror. Måske var det bare ikke ham og jeg? Ja, det måtte være sådan. Jeg bed tænderne sammen og forsøgte at blive ved den konklusion.

I det samme tabte jeg kæben og stoppede op. En skygge gled ud gennem en sidedør et par meter længere fremme. Jeg blinkede nogle gange, inden jeg genkendte lyden af hendes høje hæle, der klikkede mod det øredøvende metalgulv. Kort tid efter kom rektor Cross til syne i døråbningen, men hun fortsatte uforandret videre hen ad gangen uden at ænse mig. Kulden gled hen over min hud og sydede, da den stødte sammen med ilden, der nu strømmede gennem mit blod. Jeg stod som forstenet, inden mine ben pludseligt satte i gang. Og før jeg vidste af det, var jeg på vej efter hende. Jeg trådte forsigtigt og holdt mine skridt så lydløse som muligt, mens jeg forsøgte at holde trit med hende.

Hun drejede skarpt til venstre og forsvandt hen ad en anden gang. Jeg kopierede og drejede kort tid efter omkring det samme hjørne. Jeg tog et par skridt hen ad den kort gang, inden jeg chokeret gjorde holdt. Vejen endte blindt og alligevel genlød lyden af den forsvundne Rektor Cross’ fodtrin stadig. Jeg kiggede fra side til side efter en gang, en dør, et vindue – men der var intet. Hendes fodtrin blev hastigt svagere og svagere, inden de forsvandt helt, hvorefter stilheden tog deres plads. Jeg bed mig selv i læben og fortsatte hen ad den blinde gang. Jeg nægtede at give op, der måtte være en logisk forklaring på hendes forsvinding.

Jeg lod fingrene løbe hen over de glatte vægge, i min søgen efter en hemmelig udvej, mens jeg nærmede mig en utydelig plet på endevæggen. Pletten voksede sig større og forvandlede sig til et stykke rundt udskåret træ. Fine linjer dansede hen over det mørke træ og dannede et enestående mønster. Jeg kneb øjnene sammen og forsøgte at tyde, hvad det måtte betyde. Men jeg havde aldrig set symboler som disse før, og trods mine anstrengelser kunne jeg ikke en gang tyde en enkelt.

Hastige fodtrin nærmede sig, og mit hoved fløj op. Jeg kastede et blik på armbåndsuret på min højre hånd. Klokken var kvart over ti, og jeg skulle have været i seng for mindst tre timer tid siden. Panikken spredte sig i min krop.

   Hvad vil der ske, hvis de fanger mig?

Rektor Cross’ kolde stemme genlød i mit hoved. Jeg turde ikke tænke på hvilke afstraffelser, der blev anvendt for natterend. Men jeg var sikker på, at de ikke var nådige. Jeg grab hurtigt mine bøger, som jeg netop havde lagt på gulvet. Derpå pressede jeg min krop ind mod væggen og holdt vejret. Fodtrinene blev højere og højere og mit hjerte pressede sig på i min hals. Jeg mærkede svende pible frem på min pande, og jeg måtte bide mig selv i læben for at bibeholde stilheden. Skridtene var nu så tæt på, at deres genlyd rungede i mine ører. Men akkurat da de var højest, aftog lyden og jeg kunne atter lade luften strømme ned i mine lunger.

☼☼☼

Joseph strakte armene op mod den brændende eftermiddagssol, inden han afslappet lænede sig mod det tårnende metalhegn. Udmattet, fulgte jeg hans bevægelse og lod hovedet hvile mod hegnet. Vi havde netop fået fri fra skole, så nu havde vi resten af dagen til ren og skær afslapning. Hvilket var lige, hvad jeg havde brug for. Efter at Audree var faldet i søvn i går, havde jeg ikke lukket øjnene et eneste sekund. Jeg havde ikke kunnet skubbe gårsdagens omstændigheder ud af mine tanker. De lysende bøger, rektor Cross’ pludselige Forsvinden og mønstrene i træudskæringen var som urokkelige fra min bevidsthed. Jeg sukkede og sank ned mod jorden. Josephs smil forsvandt med det samme og erstattedes af et bekymret blik.

   Han satte sig ned ved siden af mig og spurgte, ”hjemve?”

Jeg sendte ham et overrasket blik. Ordet ”hjem” lød så fjernt i min bevidsthed. Det gik op for mig, at jeg slet ikke havde skænket min far en eneste tanke siden jeg ankom.

   Joseph så ned i sine hænder og fortsatte, ”jeg forstår dig godt - St. Marigold er ikke ligefrem et behageligt sted at være.”

Jeg åbnede munden, men lukkede den så igen og sank en klump.

   ”Ikke ligefrem,” svarede jeg og fik med det samme et stik i maven af dårlig samvittighed.

Jeg ville have fortalt ham den egentlige grund til mine bekymringer, men noget inden i mig holdt det tilbage. Noget inden i mig vidste, at jeg burde holde det for mig selv.

   ”Men jeg går ud fra, at jeg bør føle mig heldig,” konstaterede han og trak på skuldrene.

Jeg vendte mig undrende mod ham.

   ”Heldig? Tro mig ingen af os bør føle sig heldig. Du fortjener langt bedre end det her Joseph.”

Han kiggede på mig, inden han vendte blikket væk og rystede på hovedet af sig selv.

   ”Dine forældre må savne dig meget,” fortsatte han og strakte sine hænder ud foran sig.

Han virkede pludselig en smule bedrøvet, som han betragtede de bugtende linjer på sine håndflader.

   ”Jeg tvivler,” svarede jeg og slog tankerne over på min far, der højst sandsynligt sad med hovedet i en stak kedelige papirer lige nu – uden at skænke hans problembarn, mig, en eneste tanke. Og alligevel fortalte den lille kløft i mit hjerte mig, at jeg savnede ham. Jeg mærkede Josephs blik på mig, da jeg løftede kæben og så op mod skyerne.

   ”Fortæl mig om din familie!” sagde jeg i min iver efter at bryde den hule melankolske stemning.

Josephs pupiller voksede sig en anelse større. Jeg syntes at se et strejf af smerte løbe hen over dem, inden udtrykket forsvandt. Det erstattedes af et smil, der ikke var helt så overbevisende.

   ”Der er ikke noget interessant at fortælle.”

   Jeg gav ham et blidt puf på skulderen, blinkede og svarede, ”du har ellers altid noget interessant at sige.”

Et dæmpet fnis undslap hans læber.

   ”Og han griner – det kan jeg lide,” kommenterede jeg og sendte Joseph et smørret grin.

Et smil gled hen over hans læber, og jeg lagde hænderne om bag nakken og lænede mig op ad det kølige metalhegn. Jeg lukkede øjnene og mærkede solens blide stråler prikke til mit ansigt. Duften af natur fyldte mine næseborer. Jeg lod den friske luft passere ubesværet ned i mine lunger, mens jeg nød da den berusende varme klamrede sig til min krop.

   ”De er døde –”

Dagdrømmene forsvandt som en sky for solen, og jeg slog øjnene op, som var jeg lige vågnet fra et mareridt. Men det her var værre.

   Joseph kiggede lige ud for sig, da han fortsatte, ”jeg ville ikke kunne fortælle noget om dem. Jeg har aldrig kendt dem. Jeg kender ikke engang deres navne.”

Endnu et sug passerede min mave. Joseph formede nervøse cirkler i den tørre jord med sine fingerspidser. Hans ryg var foroverbøjet og hans øjne syntes en anelse tilsløret. Jeg løftede prøvende min hånd og lagde den på hans skulder. Jeg åbnede munden halvt men lukkede den så igen. Hvad skulle jeg sige? At jeg var ked af det? Om han var okay? Han havde sikkert hørt det samme fra et dusin andre.

   ”Jeg – jeg, det var ikke min mening at …” begyndte jeg.

   Han gned sig hurtigt i øjnene, inden han henkastet svarede, ”det skal du ikke tænke på.”

Jeg snoede nervøst en lys hårtot omkring min pegefinger, mens jeg fastholdt blikket på hans profil. Solens stråler havde medført, at hans fregner havde spredt sig fra hans skæve næse og videre ud på de rødlige kinder. En strøm af varme løb gennem min krop.

   Jeg rykkede en anelse tættere på ham og istemte, ”du kender måske ikke dem, men de kender dig.”

Han løftede hovedet og så hen på mig med hovedet halvt på skrå. Solens stråler spejlede sig i hans dybblå øjne.

   ”De kender dine små brune fregner.”

Min fingerspidser hoppede blidt rundt på hans ansigt, fra den ene fregne og videre til den næste.

   ”Dit uregerlige hår.”

Jeg førte hånden op mod hans lyse hår og uglede det mellem mine fingre.

   ”Hey!” udbrød han fornærmet, men glimtet i hans øjne fortalte mig, at han nød opmærksomheden.

   ”Og dine bølgeblå øjne,” afsluttede jeg og lod som om, jeg ville prikke ham i øjet.

Han trak sig hastigt tilbage og undveg mine lange fingre. Jeg lo højlydt, da han sendte mig et anklagende blik – som hurtigt forvandlede sig til et taknemmeligt smil.

Derpå lænede jeg mig atter tilbage og lukkede øjnene. Mine tanker landede på en helt bestemt person, da jeg formede ordene jeg elsker dig mor med mine læber.

   ”Hayley?” brød Josephs stemme ind i mine tanker.

Jeg mærkede hans blik på mig, inden jeg smilende åbnede det ene øje og hævede øjenbrynet.

   ”Tak.”

Jeg satte mig op i kinastilling og spurgte, ”for hvad?”

   ”Det her,” svarede han.

Hvorpå han langsomt skilte sine læber og lænede sig ind mod mig. I et par sekunder var jeg som fastfrosset, inden jeg forstod situation. Med hvidt åbne øjne trak jeg mig tilbage, inden jeg brat rejste mig op. Joseph glippede forvirret med øjnene, da en skuffelse løb hen over hans ansigt.

   ”Jeg – jeg er nødt til at gå,” undskyldte jeg hastigt, hvorefter jeg drejede om på hælen og fortsatte med lynets hast i retning af skolebygningen.

Jeg mærkede hans blik på mig, da jeg satte over i tumlende løb. Tusinder og atter tusinder af tanker svømmede rundt i mit hoved, og jeg kunne hverken holde fast i den ene eller den anden.

   Han prøvede at kysse mig – han prøvede virkelig at kysse mig.

Jeg satte farten op og løb nu alt, hvad jeg kunne. Mit hjerte hamrede så hårdt mod mit bryst, at det truede med at trænge gennem huden. Skolens indgangsport nærmede sig for mit blik, men den stærke modvind slørede mit syn.

   Det havde jeg ikke set komme, det havde jeg virkelig ikke set komme…

I det samme forsvandt jorden under mine fødder, og jeg mærkede min krop synke sammen under mig. Jeg kneb øjnene tæt sammen og klargjorde mig mod sammenstødet med grusstien. Men i stedet greb noget blødt fast omkring mig og holdt mig oppe. Adrenalinen hamrede stadigt af sted i mine blodårer, men varmen fra det der holdt mig fast betryggede mig. Jeg åbnede øjnene halvt, men da jeg så hvem, der mødte mit blik, spilede jeg dem op og tabte underkæben. Hans mørke øjne så på mig og som et lyn var alle tanker slettet fra min bevidsthed. Jeg åbnede munden, men alle ord var forsvundet fra mine sitrende læber.

Han vendte sit blik væk fra mig og rystede på hovedet af sig selv. Forbindelsen var afbrudt. Han hjalp mig ned at stå, og jeg måtte kæmpe for at holde mine vaklende ben i ro.

   ”Er du okay?” spurgte Ace.

Jeg så op på ham og søgte efter et tegn i hans udtryksløse ansigt. men gnisten, der netop havde været i hans øjne, var nu helt væk. Skuffet nikkede jeg, mens jeg børstede støvet af min grå kjole. Derpå vendte han sig om og forsatte i retning af skoven og væk fra mig.

   Jeg tog et par skridt i retningen af ham og kaldte, ”tak!”

Men lyden opløstes af den hvinende vind, inden mit kald nåede hans mørke skikkelse. Vinden hvirvlede det lyse hår omkring mit ansigt, og jeg så op mod himlen. Solen var væk og et tykt lag skyer kastede mørke skygger over omgivelserne. Jeg sukkede.

   ”Hayley!” kaldte en lettere skinger pigestemme.

Jeg vendte mig overrasket om, inden jeg så en vrikkende skikkelse nærme sig. Audrees grinende ansigt kom til syne, og hun vinkede ivrigt til mig.

   ”Du ligner en, der har set et spøgelse?” kommenterede hun spørgende, da hun stoppede op foran mig.

Jeg førte hånden op mod mit ansigt og mærkede mine isnende kinder. Hun lagde hovedet på skrå og så medlidende på mig, inden hun greb ud efter mine hænder.

   ”Jeg ved lige, hvad vi to har brug for!” begyndte hun og blinkede lumskt til mig.

   Hun trak mig med sig hen mod indgangen og tilføjede, ”en dejlig kop varm kakao og en god omgang sandhed eller konsekvens!”

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...