Ild

Hayley Shevelin er psykisk syg. Hele hendes liv har hun fået at vide, at der er noget galt med hende. At der skete en fejl ved hendes fødsel, som lagde bund for hendes mentalt forstyrrede sind. Et sind der påtvinger hende skræmmende syn og hændelser, som ingen psykolog har været i stand til at forstå eller lægge bånd på. Gyselige skygger våger over og følger efter hende. Ild opstår inden i hende og ødelægger alt omkring sig. Hendes far er overbevist om, at hun har brug for psykisk hjælp, så han sender hende på kostskolen St. Marigold i sin søgen efter helbredelse. Men det viser sig, at alt på denne skole ikke helt er, som det burde være. Fremmede kræfter og energier kommer i spil og presser Hayley helt ud til randen af fornuft. Vil det lykkes hende at forstå sig selv og sin ild? Eller vil ilden, og de mørke kræfter bag den, ødelægge hende for evigt?

29Likes
85Kommentarer
1677Visninger
AA

6. Kapitel 4.

Engelsktimen skred langt bedre frem end mine mavefornemmelser havde forudset. Men trods det, følte jeg stadig utilpasheden krybe op langs min rygrad. Den svang sig som en giftig slange, der truede med at hugge ud efter mig hvert sekund, det skulle være. For hvert blik jeg havde modtaget, mærkede jeg dens gule øjne på mig. Regelmæssigt og synkrone. Omkring hver tiende minut, havde et dusin tilslørede pupiller vendt sig i mod mig. For derefter atter at vende sig mod læren, som om intet unormalt var hændt. Jo mere jeg vendte og drejede det i hovedet, desto mere skræmmende blev det.

Man skulle tro at den bekymring forvoldte mig nok skade, men der var noget andet, der havde fanget min interesse i langt højere grad. Jeg var simpelthen ikke i stand til at kontrollere mig, når han var i nærheden. Hver evig eneste gang mit blik landede på ham, gav det mig et stærkt sug i maven.

   Ace, sang en skøn stemme i mit hoved.

Langsomt, lod jeg min tunge smage på det smukke navn.

   Hans navn.

Jeg havde opfanget det i smug, da en af hans venner kaldte på ham efter timen. Bare det at det tilhørte ham, gjorde det til det smukkeste ord, jeg nogensinde havde hørt. Jeg skubbede drømmende en lys hårtot om bag øret og mærkede en svag rødmen trænge frem. Det var virkelig slemt. Jeg var helt ved siden af mig selv over en dreng.

   En almindelig dreng!

Med et synk måtte jeg tage det i mig igen. Han var åbenlyst ikke helt almindelig, men alligevel. Jeg havde jo gjort mig selv til grin foran ham, så det kunne vel også være lige meget.

   ”Har du lyst til at følges?” Lød en halvt nervøs stemme.

Jeg mærkede en varm hånd på min skulder og drejede forbavset en halv omgang. Et par glitrende lyseblå øjne mødte mit blik.

   Joseph.

   Et skævt smil greb mine læber og jeg svarede, ”klart, jeg kan alligevel ikke finde derhen alene.”

Jeg havde netop været på vej hen mod spisesalen for at mødes med Audree og spise frokost. Jeg krydsede fingre for at udvalget af fødevarer ville være en del bedre end det var i morges. Joseph rødmede en anelse og sendte mig et lettelsens smil, som havde han frygtet et andet svar. Jeg gengældte hans smil, hvorpå vi vandrede hen ad gangen. Vi havde ikke snakket meget sammen under timen. Delvist fordi læreren opfangede den mindste hvisken og så fordi, at ingen af os vidste, hvad vi skulle sige. Der havde kun været udvekslet et par blikke i ny og næ. Heller ikke nu syntes atmosfæren at være tynd nok til at kunne gennembrydes. Jeg kastede et stjålent blik over på ham. Han havde plantet hænderne i lommerne, mens han bøjede hovedet en anelse forover.

Jeg tog mig selv i at studere ham en smule; han var faktisk ret køn og charmerende på sin egen måde. Det lyse hår svang sig i bløde bølger, der omkransede hans runde hoved. Hans læber var fyldige og hans næse en anelse skæv. Et dusin brune fregner spredte sig hen over hans rødlige kinder. Han var ikke perfekt, men det var nu egentlig også dem, hans skævheder, der kendetegnede og forskønnede ham.

   Men han er ikke Ace, lød det i mine tanker.

Jeg bed mig selv i læben.

   Nej, han er slet ikke Ace.

Et par genkendelige mørke øjne dannede sig for mit indre blik.

   Av! 

Jeg var ramlet direkte ind i noget hårdt. Chokeret, fløj mit ansigt op fra jorden og mødte et stift ansigtsudtryk.

   Rektor Cross satte hænderne i siden og udbrød, "Frøken Shevelin! Se dem for himlens skyld for." 

Et rødligt glimt skar igennem hendes mørke irisser, mens hun stirrede olmt på mig. Jeg trådte forvildet et par skridt tilbage, mens jeg prøvede at samle tankerne. Hun knipsede højlydt lige for næsen af mig og tvang mig til at møde hendes vrede ansigt. Mine øjne flakkede hen i Josephs retning i en søgen efter støtte. Men hans halvskræmte ansigtsudtryk fik mig hurtigt til at droppe det.

   ”Det må de meget u-undskylde…” fremsagde jeg, mens jeg forsøgte at undgå hendes skærende blik.

Hun betragtede mig med sammenpressede bryn, inden hun drejede om på hælen og vrikkede videre ned ad gangen. En kuldegysning gled ned langs min rygrad, som mine øjne fulgte hendes komplekse skikkelse.  

Jeg kunne ikke helt sætte min finger på det, men der var et eller andet over hende. Noget der skilte hende ud fra de andre lærere, jeg havde mødt her på skolen. De brændende flammer, der gang på gang truede med at bryde igennem min tynde hud, havde for længst gjort det klart for mig. Men det der nagede mig var, at jeg ikke kunne bevise det. Der var intet grundlag for mine konklusioner. Men alligevel havde jeg aldrig været mere sikker.

   Ondskab. Det er i hendes øjne, kastet ud over hendes irisser, ringede det skarpt i mit hoved.

Med sikkerhed kunne jeg konstatere, at selve hendes bevidsthed var kreeret deraf. En varm hånd lagde sig på min skulder og i det samme, kom jeg i tanke om Josephs tilstedeværelse.

   ”Er du okay? Hun kan godt virke ret skræmmende nogle gange,” fremsagde han med et bekymret udtryk.

Frygten fra før skar stadig igennem og hans lyseblå øjne glitrede ikke nær så meget.

   Han kan også mærke det, samtykkede jeg med tankerne på Rektor Cross.

Jeg nikkede med et vagt smil, selvom at den kolde fornemmelse af hendes tilstedeværelse langt fra var væk. Det var, som var hendes glubske øjne tatoveret mod min blege hud. Et gys undslap mine læber. Joseph trak sig tættere på mig og lagde en arm omkring mig, da han lagde mærke til det. Det var tydeligt, at han prøvede at virke modig. Selvom jeg udmærket vidste, at han var mindst lige så bange for hende som jeg var – hvis ikke mere. Alligevel lod jeg ham berolige mig. Jeg plantede hovedet på hans skulder, hvorpå vi begav os videre i retningen af spisesalen.

Kort efter trådte vi ind i den fyldte sal, og mine øjne søgte allerede efter Audree. Det var mindre end tre timer siden, vi sidst havde set hinanden. Men da jeg fik øje på hendes lange blanke hår i den bagerste del af kantinen, lyste hele mit ansigt op. Bare synet af hende mildnede den tyngende fornemmelse i min mave, som ellers havde fulgt mig hele dagen. Havde det ikke været fordi Joseph trak mig i retningen af buffeten, var jeg for længst fløjet gennem forsamlingen med direkte kurs mod hende. Men i stedet måtte vi stille os bag køen af sultende elever og håbe på at få noget af den minimale mængde frisklavet lasagne, der var tilbage på bordet. Da køen var tyndet ud og vi nåede buffeten, iagttog vi begge det eneste stykke lasagne i en ellers bred bradepande.

   ”Tag det bare Joseph,” sagde jeg beslutsomt og tvang mit blik væk fra lasagnen og hen på det tørre brød, der var tilbageladt.

   Han betragtede mig kort og svarede så tøvende, ”er du sikker?”

   ”Helt sikker.”

Joseph smilede taknemmeligt og rakte ud efter lasagnekniven, da min mave pludselig afslørede min sult. Jeg tog mig hurtigt til maven og forsøgte at skjule den knurrende lyd. Men det var for sent. Jeg bed mig selv i læben. Han havde hørt det og hans skyldige blik landede på mig.

   ”Jeg er ikke ret sulten alligevel,” sagde han og gestikulerede til at jeg skulle tage stykket.

   Den dreng vil bare ikke overgive sig.

Jeg trak på skuldrene og rakte ud efter stykket, men mine hænder greb blot fat om den tynde luft. Forvirret, blinkede jeg og søgte Josephs blik med rynkede bryn. Men hans blik var landet bag mig. Jeg drejede nysgerrigt om på hælen, for at se direkte ind i et par dybe mørke øjne. Jeg stod ansigt til ansigt med Ace.

   Ja, den Ace.

Et fjoget smil trådte frem på hans læber, inden han vendte sig om og forsvandt i mængden af elever - med det sidste stykke lasagne på sin tallerken. Over skulderen mærkede jeg Josephs skulende blik på ham, mens jeg selv så måbende til.

Da det var lykkedes mig at bane vejen hen til Audree, vinkede hun ivrigt og sprang op fra sin stol.

   Hun slog armene om halsen på mig, så jeg nær havde tabt min frokost og udbrød klagende, ”det har virkelig været en ulidelig lektion! Var det ikke fordi, du netop var ankommet, så var jeg for længst drattet om.”

   Jeg sendte hende et grin og svarede, ”lige over.”

I det samme flyttede Audree blikket fra mig og lod det falde på Joseph, der netop var stoppet op ved min side. Et nysgerrigt, men samtidigt flirtende smil gled frem på hendes læber, da hun lod blikket søge op og ned ad ham.

   ”Du har ikke introduceret mig for din ven,” spandt hun med et sideblik i min retning.

   Jeg slog ud med armene og svarede, ”det her er Joseph – vi har engelsk sammen.”

Joseph smilede forlegent, alt i mens rødmen i hans ansigt trådte tydeligere frem. Han var åbenbart ikke vandt til den form for opmærksomhed.

   ”Joseph,” gentog Audree eftertænksomt, som smagte hun på navnet.

   Derpå trådte hun et skridt nærmere mod ham og indskød med et glimt i øjet, ”jeg hedder Audree.”

   Joseph trippede en smule baglæns, som vidste han ikke hvad, han skulle gøre af sig selv.

   Stakkels fyr, samtykkede jeg med en grimasse.

Jeg hev hurtigt fat i hans arm og trak ham med hen til bordet, hvor Audree netop havde siddet. Vi satte os ned, og han sendte mig et taknemmeligt blik. Desværre greb Audree sin frokost og satte sig, lige overfor ham, med hovedet plantet i hænderne. Josephs tørre rugbrød var pludselig umådelig interessant, for han så ikke op fra det et eneste sekund. Bortset fra de halvskræmte sideblikke han sendte mig hist og her. Audree prøvede ivrigt at fange hans blik, mens hun stillede ham tonsvis af spørgsmål om hans baggrund og interesser. Trods de eneste svar, hun fik, var ”ja” og ”nej.”

Jeg selv trak blot på skuldrene og besluttede mig for at blande mig udenom. Jeg prikkede med gaflen til det tørre brød uden særlig megen lyst til at spise det. Med et syntes mit hoved en hel del tungere. Støjen fra de andre elever i salen gled langsomt hen til en svag mumlen i baggrunden, mens jeg tømte mit hoved for dets tanker.

   ”Hayley!”

Mit hoved fløj op, da jeg blev revet tilbage til virkeligheden.

   Audree rakte hånden ud mod skikkelsen, der nu stod på hendes højre hånd, og sagde, ”mød min bror.”

   ”Vi har mødt hinanden,” lød en mørk henkastet stemme.

Gnister fór gennem min pludseligt ubevægelige krop, da jeg med det samme genkendte stemmen, der tilhørte en velformet og mørkhåret dreng: Ace.

Jeg blinkede et par gange, ude af stand til at tro på det. Joseph flyttede sig ubekvemt på stolen ved siden af mig, med blikket fæstnet på Ace.

   Audree, derimod, klappede livligt i hænderne og udbrød, ”har i? Jamen så ved du jo allerede hvor skøn, Hayley er.”

   Ace løftede det ene øjenbryn og mumlede nedladende, ”virkelig skøn.”

Det vendte sig i min mave, og jeg slog blikket ned i bordet.

   Han hader mig…

   Audree slog ham hårdt på armen og tilføjede, ”opfør dig ordentligt lillebror!”

Ace trak irriteret armen til sig og gnubbede den med sin anden hånd.

   ”Stop med at kalde mig det,” snerrede han.

   Audree gengældte hans skulende blik og sagde, ”siden hvornår er du blevet så pessimistisk?”

   ”Jeg er ikke pessimistisk.”

Med det sagt drejede han om på hælen og forlod os. Hans stærke skuldre svang frem og tilbage i takt med hans elegante gang. Selv når han var sur, så han godt ud. Jeg tvang besværet mit blik væk fra ham.

   ”Hvad er hans problem?” spurgte Joseph med sammenpressede øjenbryn.

Den ellers så vante generthed var nu slet ikke at spore på hans ansigt. Af en eller anden grund, brød jeg mig ikke om denne version af ham. Den var for anspændt, for kynisk.

   Audree rullede sukkende med øjnene og sagde, ”tag jer ikke af det, han er helt umulig lige for tiden. Han har noget i mod alt og alle omkring ham.”

   ”Selv hans eneste søster,” tilføjede hun og spidsede læberne.

   ”Men han er ikke værd at diskutere.”

   Hun vendte blikket mod mig, da hun langt om længe havde opgivet Joseph, og sagde ivrigt, ”jeg vil høre alt om din første dag på verdens mest kedelige skole!”

Josephs smilende-jeg var i det samme vendt tilbage. Han lænede sig nysgerrigt tættere på mig, men Audree viftede ham afværgende væk med hånden.

   ”Beklager Joseph, Hayley og jeg trænger til noget tøse-snak,” vrængede hun og sendte ham et snerpet blik.

Jeg undrede mig et kort øjeblik over, hvorfor hun pludselig vendte den kolde skulder til. Men så slog det mig, hvor åbenlyst det var. Hun kunne lide ham, og hans generthed havde medført at han knapt turde værdige hende et eneste blik. Hun følte sig afvist. Et lille fnis undslap mine læber, da Audree tvært lagde armene over kors.

   Joseph rejste sig skrumlende fra sin stol og svarede, ”selv-selvfølgelig, vi øh - vi ses bare senere så Hayley.”

Jeg vinkede smilende, mens jeg ud af øjenkrogen så Audree skule i hans retning. Med ny energi, tog jeg en bid af det usmagelige brød foran mig. Pludselig smagte det en hel del bedre.

   ”Jeg bryder mig ikke om din ven,” sagde Audree gennem sammenbidte tænder.

Et halvkvalt fnis undslap mine læber.

   Audree løftede sit ene øjenbryn, lagde armene over kors og spurgte, ”hvad?”

Jeg rystede på hovedet med et sjofelt grin, inden jeg hurtigt slugte en mundfuld brød. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...