Ild

Hayley Shevelin er psykisk syg. Hele hendes liv har hun fået at vide, at der er noget galt med hende. At der skete en fejl ved hendes fødsel, som lagde bund for hendes mentalt forstyrrede sind. Et sind der påtvinger hende skræmmende syn og hændelser, som ingen psykolog har været i stand til at forstå eller lægge bånd på. Gyselige skygger våger over og følger efter hende. Ild opstår inden i hende og ødelægger alt omkring sig. Hendes far er overbevist om, at hun har brug for psykisk hjælp, så han sender hende på kostskolen St. Marigold i sin søgen efter helbredelse. Men det viser sig, at alt på denne skole ikke helt er, som det burde være. Fremmede kræfter og energier kommer i spil og presser Hayley helt ud til randen af fornuft. Vil det lykkes hende at forstå sig selv og sin ild? Eller vil ilden, og de mørke kræfter bag den, ødelægge hende for evigt?

29Likes
85Kommentarer
1673Visninger
AA

5. Kapitel 3.

   ”Åh gud, hvor jeg dog hader at dyrke motion,” udbrød Audree og spyttede det sidste ord ud, som var det den rene gift.

Jeg fniste en smule, da jeg trak mit badehåndklæde omkring mig og gik over mod en af de fem brusere, der stod på rad og række i det smalle omklædningsrum. Jeg kastede diskret blikket over skulderen, men heldigvis var alle pigerne i fuld gang med at klæde om. Abstinenserne fra al den stirren havde absolut ikke fortaget sig. Lige siden vi påbegyndte morgenløbet, havde jeg kunnet mærke deres blikke. De var som små spidse nåle, der prikkede sig ind mod min ryg, hvor end jeg befandt mig.

Jeg følte mig som en gazelle omgivet af et dusin sultende løver. Et gys sneg sig ned langs min rygrad bare ved tanken. Mit blik faldt på en brunette, der stod foran et af de smalle spejle og føntørrede sit lange hår. I et kort glimt stoppede hun midt i bevægelsen og lod sine øjne møde mine, inden hun igen koncentrerede sig om sit hår. Der havde været noget anderledes ved hendes mørkegrønne øjne. I det korte øjeblik vores blikke var mødtes, havde et svagt gråt slør lagt sig hen over hendes irisser. Jeg lagde hovedet på skrå og iagttog hende undersøgende.

   Mærkeligt, konstaterede jeg, da der nu var intet unaturligt ved hende overhovedet.

Jeg rystede på hovedet af mig selv og vendte mig atter om mod bruseren. Jeg trak hurtigt det ru badeforhæng til side og trådte ind i badet.

   Det var noget, jeg bildte mig selv ind, tænkte jeg.

   Måske var jeg virkelig ikke helt rask?

Jeg grublede over tanken et øjeblik, men trak så på skuldrene og drejede på hanen. Varme stråler landede blødt overalt på min krop og sendte med det samme en strøm af velbehag gennem mig. Jeg sukkede for mig selv og lod kroppen slappe helt af, mens jeg maserede den vaniljeduftende shampoo helt ind i min hårbund. Med et syntes det hele anderledes og mine bekymringer gled langsomt ud i intetheden. Hvad havde jeg også tænkt? Selvfølgelig var det bare min fantasi. Desuden kiggede folk jo altid på nye elever, og jo mere jeg tænkte over det, blev jeg enig med mig selv om, at jeg virkelig havde overdrevet. Mine nerver var løbet af sted med mig. Det overraskede mig, at jeg ikke havde opdaget det før nu. Jeg trak vejret dybt ind og fremtvang et smil.

   Det hele var helt i orden, overbeviste jeg mig selv.

Efter at have skiftet til skolens unikke uniform, foret vild og endt flere minutters småløben væk fra spisesalen, nåede Audree og jeg den endelig. Omkring hundrede elever havde allerede revet til sig af morgenmaden, så der knapt nok var noget tilbage. Jeg sukkede dybt og pressede håndfladen mod min rumlende mave. Det var netop gået op for mig, at jeg ikke havde fået noget mad siden i går eftermiddags. Det var det rene mirakel, at jeg ikke var besvimet af sult under løbeturen. Vi nåede hurtigt hen til tagselvbordet, og jeg kastede et forventningsfuldt blik på buffeten.

Men synet, jeg mødte, sendte kun en stor skuffelse gennem mig. Morgenmaden bestod af intet mindre end tørt brød, lugtende grønligt ost og noget grønt snask, som jeg virkelig ikke havde lyst til at vide, hvad var. Audree rynkede tvært på næsen og lagde armene over kors. Begge skuffede, klemte vi os igennem forsamlingen af larmende elever og satte os ved udkanten af et næsten fyldt 10-mands bord. Hver havde vi en tallerken med tør toast og noget sjasket marmelade, hvilket sikkert var det eneste fra buffeten, der ikke ville medføre diarre. 

   "Jeg hader virkelig maden her," snerrede Audree, mens hun stirrede med væmmelse på sin forbrændte toast. 

Min mave knurrede igen, denne gang ekstra ivrigt, så jeg besluttede mig for at give min toast et forsøg. Dog ombestemte jeg mig hurtigt, da jeg havde taget en stor bid af den. En tør smag af sand spredte sig i min mund, og pludselig var jeg ikke helt så sulten længere. Jeg slugte hurtigt bidden og skubbede toasten så langt væk fra mig som muligt. Audree fniste, da hun så det og tog i det samme en brun bagerpose op fra sin rygsæk. En skøn duft af chokolade croissanter fyldte mine næseborer. Mine smagsløg skreg af forventning, da hun blinkede og rakte mig en croissant. 

   "Man overlever ikke her uden rigtig morgenmad," sagde hun med et kækt smil.

Jeg takkede hende med tilbedende øjne og proppede den lækre croissant i mig. Den lækre smag af flydende chokolade, syntes allerede at have gjort den her dag en hel del bedre.

Pludselig skar den forfærdelige alarmklokke fra i morges atter gennem luften. Instinktivt slog jeg hænderne op for ørerne og krympede mig. Med et tav alle i spisesalen og stirrede op mod et smalt metal podie. Jeg skulle netop til at spørge Audree, hvad folk ventede på, da en velkendt skikkelse trådte frem på podiet og placerede sig centralt.

   Rektor Cross, genlød det skarpt i mine tanker

Hendes skinnede grønne øjne spejdede ud over eleverne. Bare synet af hende fik hårene på mine arme til at rejse sig. I dag bar hun en rubinrød kopi af det selvsamme kontorsæt, hun bar i går. Det gik op for mig, at det var akkurat det samme design alle eleverne bar. Bortset fra at hun havde det privilegium, at hendes sæt var farvede, mens vores selvfølgelig var … grå.

   Hun glattede hurtigt på sin kjole, skulede ud til forsamlingen og sagde så, "velkommen til alle de nye elever her på St. Marigold. Som de fleste af jer allerede ved, vil i her på skolen først og fremmest blive undervist i at agere korrekt, tale korrekt og at være korrekt.” Hun lagde et ekstra tryk på den sidste del.

   ”Derudover vil vi selvfølgelig forbedre jeres intellektualitet ved hjælp af undervisning på absolutte højeste niveau. Ved afslutningen af semesteret vil i komme op til en række påkrævede eksaminer. Består i disse, vil i være parate til den virkelige verden. Gør i ikke - kan i glæde jer til endnu et semester her på St. Marigold."

En række suk og hvisken løb gennem forsamlingen. Audree og jeg sendte hinanden et skræmt blik. Der var ingen tvivl om, at jeg skulle bestå de eksaminer.

   Et semester mere… er meget mere end jeg kan overkomme, konkluderede jeg med nervøst trippende fødder.

Rektor spejdede endnu engang muggent ud på os. Et kort øjeblik syntes hendes kyniske blik at falde på mig, og et halvkvalt gisp undslap mine læber.

   Men hun vendte hurtigt blikket og tilføjede snerrende, "Hvad er det i venter på? Af sted til time! Nu!"

Derpå travede hun ned fra podiet og forsvandt i mængden af forstenede elever. Jeg rynkede koncentreret på brynene og forsøgte at få øje på hendes mørke omrids. Men det var forgæves. Hun måtte allerede være ude af spisesalen nu. Jeg mærkede en ildevarslende flamme knitre i mine fingerspidser. 

   Der er noget forkert ved hende. Noget Falskt, konkluderede jeg i mine tanker.

Der gik nogle få sekunder, før folk fik mælet tilbage og en højlydt skramlen fyldte salen. Eleverne strømmede nu alle i retningen af den eneste smalle udgang, hvilket gjorde det umuligt at komme nogen vegne. Jeg slog ud med hænderne og sendte Audree et opgivende blik. Men hun overså det, da hun netop havde trukket et skema op af sin rygsæk.

   "Hvad skal du have i første time?" Spurgte hun ivrigt.

   Hendes blik rullede ned over skemaet og hun tilføjede med rynkede bryn, "jeg har ageren.."

Et langt suk undslap hendes læber, da hun smed skemaet fra sig og plantede hovedet i hænderne. Hun var tydeligvis ikke tilfreds.

   ”Jeg kan virkelig ikke overskue endnu en lektion i, hvordan man skal præsentere sig for sine medmennesker – uden at ødelægge noget,” tilføjede hun frustreret.

Jeg fnes en smule og søgte efter min egen rygsæk under bordet.

   ”Men…” Fortsatte hun med antegnelsen af et snedigt smil på sine læber.

   ”Det giver mig en god chance for at lave en ordentlig omgang ravage og så give mit ustyrlige sind skylden.”

Hendes ansigt lyste helt op, da hun sendte mig et par bløde hundeøjne.

   ”Det er ikke mig Professor, det er min sygdom, den … den er forfærdelig,” udbrød hun med uskyldige og blinkende brune øjne.

   Jeg sendte hende et overbevisende medlidende blik og svarede, ”det skal nok gå Frk. Traylen, vi skal nok hjælpe dig igennem det.”

Jeg lagde en varm hånd på hendes skulder.

   ”Bare rolig.”

Vi stirrede kort på hinanden, inden mit ansigtsudtryk forvandlede sig til en grimasse. Med det samme trak hun også på smilebåndet og så røg masken. Vi brød begge to sammen af bare grin. Det gjorde helt ondt i min mave, da jeg fnisende fik trukket mit eget skema op af min taske. Jeg stoppede brat og udstødte et suk.

   "Hm, jeg skal have engelsk," sagde jeg henkastet.

Inderst inde havde jeg håbet på, at der ville stå ageren. Bare tanken om ikke at have Audree ved min side, fik en pludselig klump til at danne sig i min hals. Jeg ville være den fremmede. Det perfekte offer for deres borende blikke. Dér var den igen. Jeg bed mig selv i læben og påmindede mig selv om, at det var min fantasi, der havde spillet mig et puds. Men alligevel syntes det ikke at stoppe klumpen i min hals fra at vokse sig større og større.

   Audree fangede min opmærksomhed, sendte mig et jaloux blik og udbrød, "heldige æsel! Jeg ville dø for at lære lidt om grammatik, hvis det betød jeg ikke skulle opbygge mine manerer."

Hun lagde en overdreven formel tone på de sidste tre ord.

   ”Jamen,” begyndte hun og rejste sig fra sin stol.

   ”Så ses vi senere Hayley."

Hun blinkede, vendte sig om og gik. Jeg fik en pludselig lyst til at følge efter hende, men tvang i stedet mig selv til at blive siddende.

   ”Tag dig sammen,” hvislede jeg gennem sammenbidte tænder. 

Jeg smed forfjamsket min rygsæk over skulderen, inden jeg rejste mig, drejede ud på gangen og fortsatte i retningen af øst-gangen. Ifølge mit skema var det der engelsklokalet befandt sig. Hamrende fodtrin slog mod det metalbelagte gulv overalt omkring mig. Strømme af elever sprang frem og tilbage, ind foran mig og om bag ved mig. Men deres skikkelser blev blot mere utydelige og sværere at undvige, desto nærmere jeg kom mod engelsk-lokalet. En knude var begyndt at danne sig i min mave, mens kvalmen samlede sig og pressede på i min hals.

   Hvorfor er jeg så nervøs? Tænkte jeg, selvom jeg udmærket godt kendte svaret.

Jeg bed mig selv i læben og stoppede op foran en smal dør.

   Det er noget du bilder dig ind, der er ingen der stirrer på dig. Genlød det i mit hoved, men alligevel var jeg langtfra overbevist.

Langsomt fik jeg tvunget min rystende hånd og trykkede det kolde dørhåndtag ned, hvorpå jeg trådte ind.

Lokalet var mindre, end jeg havde forestillet mig. Det udgjordes af tre rækker skoleborde med tilhørende stole, en tavle og så et kateder. De skinnende metalvægge var nøgne og foruden nogen form for vægpynt. Her hang ikke engang et verdenskort eller anden form for undervisningsmateriale. Jeg gjorde brat halt. Det var først nu, det gik op for mig, at der var andre i lokalet. Jeg kastede et nervøst blik rundt på de få elever, der allerede havde fundet en plads. Med rynkede bryn indså jeg, at de alle sad på akkurat samme måde. Med rank ryg, foldede hænder og udtryksløse ansigter. De så alle direkte frem for sig, som ventede de på et eller andet.

   Ret uhyggeligt, samtykkede jeg, inden jeg trak min taske tættere ind til mig.

Med et pludseligt ”bump” lå skraldespanden vandret for mine fødder. Med et suk indså jeg, at jeg netop havde væltet den med min arm.

   Hvorfor var jeg også så klodset?

Jeg rejste den hurtigt op og satte den tilbage på sin plads. Så rejste jeg mig op, tog mig til hovedet og påbegyndte et skridt. Men i det samme var min krop som sømmet fast til jorden. Mindst fem par slørede øjne var landet direkte på mig. Et halvkvalt gisp undslap mine læber, da jeg febrilsk spejdede omkring mig efter et skjulested. Med blikket fæstnet på den bagerste del af lokalet, satte jeg i hurtig gang. Jeg smed mig ned på en tilfældig stol og trak min engelskbog frem uden at kigge op. Men det behøvede jeg heller ikke. Jeg kunne mærke de karpe blikke på mig. Ikke et eneste hjørne af min krop var skånet. Jeg slog op på en tilfældig side i bogen og skjulte mit uden tvivl blege ansigt bag den. Så længe de ikke kunne nå mine øjne, kunne de ikke nå mig.

I det sammen blev døren til lokalet åbnet med en svag knirken. Ud af øjenkrogen så jeg skikkelserne af elever, der synkront vendte ryggen til mig for at fokusere på den nyankommne. Med et lettelsens suk, sænkede jeg bogen en smule og spejdede ud over dens kant. Med et mærkede jeg mine pupiller udvide sig til den dobbelte størrelse, alt i mens min kæbe sank flere centimeter nedad. Mit blik var som fastfrosset på ham.

   Gisp.

Jeg løftede hovedet helt op fra bogen og studerede hans ansigt; mørkt hår, markante kindben, smalle læber og mørke øjne. Dybe mørke øjne, der nu så direkte ind i mine. Varmen tog til i min krop, og pludselig ænsede jeg slet ikke eleverne omkring os. Der var kun ham og mig. Jeg sukkede drømmende og lod hovedet falde ned i mine hænder. Hans smukke hoved lagde sig på skrå. Hans læber trak på smilebåndet og han … skar en grimasse ad mig.

Med et blev jeg kastet direkte på hovedet tilbage i virkeligheden. Alt varmen samlede sig i mine kinder, og jeg flyttede mig forlegent på stolen. Han rystede blot på hovedet og placerede sig elegant på første række. Hans stærke ryg var vendt mod mig på en afvisende måde. Og eleverne havde atter vendt deres fulde opmærksomhed mod mig. Jeg slog blikket ned i bordet og bandede ad mig selv.

   Hvad fanden tænker jeg også på? At nedstirre ham på den måde…, tænkte jeg hadefuldt.

   Nu har jeg helt sikkert ødelagt alle chancer med den fyr. Jeg kan ligeså godt glemme ham.

Chancen var der, og jeg ødelagde den, som jeg altid gjorde. Men denne gang kunne jeg ikke beskylde ilden. Det var mig. Frustreret, trak jeg min mobil op fra tasken med ideen om, at den kunne aflede mine tanker. Men det var forgæves. Lysskæret fra displayet slørede mit blik og gjorde det umuligt at læse den SMS, jeg netop havde modtaget. Jeg skubbede mobilen ud fra min synsvinkel og stirrede i stedet intetsigende frem for mig. For en kort stund, blev jeg næsten en del af de andre elever. Alt liv var som suget ud af mig, og ikke en eneste tanke ophobede sig. Det var ren og skær ingenting. Indtil han var der igen.

Han blev ved med at poppe ind i mit hoved. Hans glatte hår, de dybe øjne og ikke mindst den fine dug af skægstub, der kærtegnede hans velformede kæbe.. Mit hoved sank dybere og dybere ned i min håndflade, i takt med at min underlæbe gav slip på min overlæbe. Langsomt søgte mine ivrige øjne op mod forreste række. 

   Suk. 

Han var virkelig smuk. Selv den uformelige skoleuniform nedtonede ikke hans skarpe træk. Hans brede skuldre dansede roligt op og ned, frem og tilbage, mens han førte en blyant hen over papiret foran sig. Det gik op for mig, at han tegnede. Med en pludselig nysgerrighed lænede jeg mig ud til siden, i forsøget på at fange et glimt af hans kreation. Men akkurat som jeg kunne skimte det, var mit udsyn blokeret af en høj skikkelse.

   "Er den her plads ledig?" Spurgte en lyshåret dreng på omtrent min alder og sendte mig et varmt smil, da han pegede på stolen ved siden af mig.

Det gav et pludseligt ryk i mig, så jeg ragede min mobil ned fra bordet. Den hamrede mod gulvet med et højlydt ”kling,” inden nogen af os nåede at reagere. Forvirret, bukkede jeg mig hurtigt ned efter den. Men mit hoved ramlede ind mod hans pande, da han havde forsøgt det samme. Vi trak os begge tilbage uden at sige et ord. En rødmen samlede sig på hans kinder, da han forlegent samlede min mobil op og rakte mig den. Han kløede sig bag nakken og stirrede direkte ned i gulvet.

   ”Øh – tak,” sagde jeg halvhjertet og proppede min mobil tilbage i tasken.

   Han kiggede op med en pludselig iver og svarede, ”det var så lidt.”

I et øjeblik stirrede vi akavet på hinanden, men så kom jeg i tanke om hans spørgsmål.

   "Klart," røg det ud af mig.

   "Stolen er fri," tilføjede jeg med et smil og klappede på stolen ved siden af mig.

Han nikkede hurtigt og satte sig klodset ned ved siden af mig.

   ”Jeg hedder Joseph, for resten. Joseph Norcliffe,” sagde han med et genert smil og rakte hånden frem mod mig.

Jeg trykkede den og mærkede i det samme varmen fra hans bløde håndflade blande sig med min.

   Jeg blinkede og fremsagde, ”Hayley Shevelin.”

Med et smil måtte jeg indse, at han var ret sød. Alligevel kunne jeg ikke aflede mit blik fra at lande på et par stærke brede skuldre et par rækker foran mig. Efter et par minutters akavet stilhed, hvor Joseph flere gange havde forsøgt at starte en samtale, vendte han sig endelig mod mig. Jeg tvang mit blik væk fra den mystiske mørkhårede dreng, og mødte i stedet Josephs blik.

Men akkurat som han åbnede munden for at sige noget, trådte en ældre krumrygget mand ind ad døren. Han nikkede kort rundt til forsamlingen, inden han vendte sig mod tavlen og nedskrev bøjningsformerne af en række ligegyldige uregelmæssige verber.

   ”Infinitiv; forego, Imperfektum; forewent, Perfektum Participium …” opremsede han uden så meget som at trække vejret.

Efter mindre end fem minutter, døde ordene langsomt hen og forvandledes i stedet til fjerne lyde i baggrunden. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...