Ild

Hayley Shevelin er psykisk syg. Hele hendes liv har hun fået at vide, at der er noget galt med hende. At der skete en fejl ved hendes fødsel, som lagde bund for hendes mentalt forstyrrede sind. Et sind der påtvinger hende skræmmende syn og hændelser, som ingen psykolog har været i stand til at forstå eller lægge bånd på. Gyselige skygger våger over og følger efter hende. Ild opstår inden i hende og ødelægger alt omkring sig. Hendes far er overbevist om, at hun har brug for psykisk hjælp, så han sender hende på kostskolen St. Marigold i sin søgen efter helbredelse. Men det viser sig, at alt på denne skole ikke helt er, som det burde være. Fremmede kræfter og energier kommer i spil og presser Hayley helt ud til randen af fornuft. Vil det lykkes hende at forstå sig selv og sin ild? Eller vil ilden, og de mørke kræfter bag den, ødelægge hende for evigt?

29Likes
85Kommentarer
1671Visninger
AA

4. Kapitel 2.

Jeg løb, løb alt hvad jeg kunne. Mørket spredte sig omkring mig, og jeg kunne intet se. Mit hjerte hamrede mod min brystkasse med en unaturlig kraft, alt i mens jeg tvang mine udmattede muskler til at fortsætte. Adrenalinen pumpede gennem mine blodårer, og afholdt min krop fra at falde sammen. Men energien var knap. Det var kun et spørgsmål om tid, inden mine muskler ville sige stop.

   ”Ikke se dig tilbage, ikke se dig tilbage,” rungede en rædselsslagen stemme i mit hoved.

Den kom tættere på, den havde næsten indhentet mig. Jeg kunne mærke dens tilstedeværelse, høre dens hvislen. Jeg tvang mig selv til at modstå fristelsen. Fristelsen om at vende mig om og se på min modstander. Men det stod krystalklart i mit hoved, at jeg for alt i verden ikke måtte se ind i dens øjne. For gjorde jeg det, var alt tabt.

   ”Det er for sent,” lød dens hvislende stemme. En kulde spredte sig i min krop, da jeg vidste, at den havde ret. Jeg mærkede mine ben kollapse under min kropsvægt. Min krop hamrede mod jordens hårde stenlag og det sendte en strøm af elektriske stød gennem mig. Mine øjne flakkede som baskende sommerfuglevinger, der forsøgte at undslippe en forfærdelig skæbne. Men det var slut. Tabt. Uhyret var over mig. Helt tæt på. Jeg kunne ikke bevæge en eneste celle i min krop. Jeg var som fastfrosset, alt i mens dens grusomme blodige tænder trådte frem i et frastødende smil. Jeg åbnede munden for at skrige, men lyden nåede aldrig at forlade mine læber. De dybgrønne øjne borede sig ind i mine og med et forsvandt alt omkring mig.

Jeg åbnede brat øjnene og satte mig halvt op i sengen. Jeg trak vejret i korte stød, alt i mens koldsveden drev ned af mig. Min ellers løse nattrøje klistrede sig nu tæt ind til min rystende krop.

   Det var bare en drøm, forsikrede jeg mig selv om.

Men det havde været så virkeligt. Jeg havde hørt uhyrets stemme, mærket dets fugtige klamme ånde og følt dens beskidte kløer mod mit bryst. Var jeg ikke vågnet, ville jeg have svoret på, at det hele havde været ægte. Et gys løb gennem mig, da jeg førte hånden op til det selvsamme sted på brystet, hvor uhyret havde holdt mig fast. Det var koldt, iskoldt. Det der skræmte mig mest, var nu alligevel ikke selve drømmen. Det var det, at jeg havde drømt den før. Flere gange før. Det var efterhånden flere år siden sidst, og jeg måtte indrømme, at jeg havde fortrængt den. Men jeg huskede tydeligt, hvor meget mareridtet havde skræmt mig.

Hvordan jeg havde skreget af mine lungers fulde kraft efter min far, der febrilsk havde forsøgt at berolige mig. Men jeg kunne ikke beroliges, for uhyret havde ikke blot taget plads i mine drømme, den havde taget plads indeni mig. Den havde besat mit sind. Og det var akkurat dét, der skræmte mig mest af alt. For lige meget hvor mange gange jeg fortalte mig selv, at det bare var endnu et mareridt. Og lige meget hvor mange gange min far havde fortalt mig det. Så vidste jeg, at det var løgn. Det var en forudsigelse. Et virkelighedssyn. I dette sekund stod det klarere end nogensinde. Jeg havde set min egen død.

Pludselig hørtes en svag lyd ude på gangen. Jeg spidsede ørerne og undgik at bevæge en eneste muskel. Lyden, der var blevet tydeligere, var ikke til at tage fejl af. Det var fodtrin, der blev højere og højere som den fremmede nærmede sig. Mit blik faldt på uret ved siden af min seng. 2:36, lyste det skarpe røde skær.

   Noget var galt.

Jeg fokuserede på omridset af døren og tvang øjnene til at se gennem mørket. Fodtrinene blandede sig med lyden af en klodset skramlen mod metal. Jeg knyttede næverne hårdt sammen og bed mig selv i læben. Jeg var udmærket klar over, hvad der ventede, og hvad jeg blev nødt til at gøre.

   Uhyrerne, lød en kold og kynisk stemme i mit hoved.

Jeg mærkede adrenalinen pumpe gennem mine blodårer og sprede sig i hele min krop.

   Jeg var klar, konstaterede jeg målbevidst.

Varmen samlede sig i mine fingerspidser, men denne gang stoppede jeg den ikke. Jeg lod de glubske flammer ulme indeni mig, da jeg beredt gled ud af sengen og listede lydløst over mod døren. Jeg stoppede brat op foran den og holdt vejret. Pludseligt var lyden forsvundet.

   Det er noget, jeg bilder mig ind, tænkte jeg og pressede håndfladen mod panden.

Psykologerne sagde, at det var det mareridt. Det gjorde mig skør. Det ville styre mig, mit sind, men det fik det altså ikke lov til. Ikke længere. Det mareridt havde allerede forvoldt mig nok skade. Jeg vendte mig målbevidst om for at gå tilbage i seng, overbevist om at søvnen ville dæmpe mine ustyrlige tanker og forestillinger. Men i det samme røg døren op, og en mørk skygge faldt på det skinnende metalgulv. Jeg drejede automatisk rundt på hælen og sprang frem mod min modstander.

Mine øjne lynede, alt i mens varmen fortættedes i hver eneste en af mine tusinde celler. I det samme skød blændende flammer frem fra mine håndfalder, så de oplyste hele værelset og det meste af gangen. Et rædselsslagent skrig skingrede gennem luften kun få centimeter fra mig. Jeg tog et chokeret skridt baglæns, da det gik op for mig, at det kom fra en tynd sorthåret pige. Hun stirrede på min flammende hånd med rædslen malet hen over sit blege ansigt.

Et kort øjeblik stirrede jeg bare på hende i chok, inden jeg gemte hånden bag min ryg og samlede mine tanker. Jeg tog en dyb indånding, mens flammerne langsomt trak sig tilbage. Pigen havde ikke bevæget en muskel, men havde flyttet sit forskræmte blik væk fra min hånd og stirrede nu direkte på mit ansigt, alt i mens hun vendte det hvide ud af øjnene. Jeg åbnede munden for at sige noget, men lukkede den så igen.

   Hvad skulle jeg også sige? Tænkte jeg håbløst og så ned i jorden.

   Undskyld, men min indre ild er svær at holde tilbage. Men bortset fra det er jeg helt normal.

Min hjerne arbejdede på fuld tryk for at finde en forklaring, der ikke fremstillede mig som en sindssyg pyroman. Men der kom intet, ingenting. Jeg sukkede.

   Fedt, jeg havde lige skræmt min værelseskammerat fra vid og sans. Vi skal nok blive gode venner, helt sikkert. 

   Hun tog et par forsigtige skridt baglæns, mens hun fremstammede, "du - jeg, jeg tror du brænder." 

Jeg kiggede overrasket op fra jorden og så på hende. Farven var ved at vende tilbage til hendes ansigt, da hun forsigtigt rakte ud efter stikkontakten og tændte lyset. Hun var åbenbart ret hårdhudet. De fleste brød stadig sammen flere uger efter, de havde været i nærheden af mine flammer. Jeg syntes allerede bedre og bedre om denne pige. Hvilket var grunden til, at jeg ikke måtte gøre mere skade end, jeg allerede havde gjort.

   Jeg bed mig selv i læben og fremsagde improviserende, "nej, nej. Bare rolig. Jeg øh - stod bare lige med en li-lighter." 

   Genialt Hayley, virkelig fantastisk godt sagt, tænkte jeg sarkastisk.

Et strejf af mistillid sås kort i pigens ansigt, men hun smilede derefter en smule skævt og lod så sine anspændte skuldre falde.

   "Navnet er Audree Traylen. Psykisk syg med et forvrænget sind, siger de," sagde hun med et glimt i øjet. 

   ”Og øh – undskyld jeg vækkede dig,” tilføjede hun kækt.

   Et smil bredte sig på mine læber og jeg svarede, "helt i orden, Hayley Shevelin. Pyroman, skizofren og så videre. Det ser ud til, at vi skal dele værelse." 

Audree nikkede og smed sig ned på sin seng med et bump. Jeg trak hurtigt min klamme nattrøje af og trak i en nyvasket. Hvorpå jeg lagde mig ned på sengen modsat hendes. Hun satte sig hurtigt op i skrædderstilling, hvilede hovedet i hænderne og betragtede mig med dybbrune øjne.

   "Så, sig mig hvad har du gjort for at ende her?" Spurgte hun nysgerrigt. 

   "Mere end du vil vide," sagde jeg en smule anspændt.

Jeg trak dynen op til hagen i et forsøg på at gemme mig. Jeg brød mig ikke om at tænke på alle de gange, jeg havde mistet besindelsen. Alle de gange jeg havde medført forfærdelige ulykker. Når ilden slæbte mig ned i sit dyb, trak jeg alle omkring mig med derned. Mit blik faldt tilbage på Audree, der undersøgte mit ansigt med hovedet på skrå.

   "Årh, det er sikkert ikke så slemt,” konkluderede hun opmuntrende, mens et drillende smil nær havde løftet de brune fregner helt op under hendes øjne.

Jeg sendte hende et forsigtigt smil. Hun ville ikke være i stand til at forstå det, og det ville jeg aldrig nogensinde bede hende om. Måske var det bedre, hvis hun ikke kendte mit sande jeg.

   ”Før eller senere skal de nok fortælle dig hvem, der har ødelagt deres sikkerhedssystem og er brudt ud intet mindre end syv gange," sagde Audree uden fortrydelse.

   "Eller det er i hvert fald hvad, de tror," tilføjede hun halvt fnisende.

En sjælden men behagelig varme spredte sig i mit sind ved lyden af hendes latter og pludselig var den tyngende fornemmelse i min mave forsvundet som en sky for solen. Jeg mærkede solens stråler indeni og kunne for første gang i hundrede år lade mig rive med. Give slip.

   "Fem skoler er brændt ned til grunden på grund af mig," røg det ud af mig, mens latteren blot tog til.

Audree løftede ivrigt hovedet og iagttog mig fuld af beundring.

   "Du må være min soul mate," sagde hun med tryk på hver eneste stavelse.

Før jeg vidste af det, kunne hverken hun eller jeg stoppe med at grine. Vi snakkede og grinte i over en time, inden det endelig gik op for os, at det var midt om natten, og at vi nok burde sove. Men selv da lyset var slukket, havde jeg stadig et smil på læben. Audree var så anderledes i forhold til alle pigerne på mine gamle skoler. Det eneste de gik op i var deres udseende og om, drengene kunne lide dem. Jeg fnøs bare ved tanken om det. Ifølge mig havde deres tankegang altid været meningsløs og uforståelig.

Derfor tog de aldrig i mod mig, og jeg var aldrig blevet en del af dem. Men sammen med Audree var det noget helt andet. Hun var spændende og sjov, men også en smule mystisk. Jeg rynkede brynene ved tanken om, at hun havde stadig ikke fortalt mig om, hvor hun havde været i nat. På den ene side var jeg en smule mistænksom, men på den anden side holdt jeg jo også hemmeligheder for hende. Og dem af slagsen der var større end noget, hun nogensinde ville drømme om. Så det gjorde mig nu ikke noget, desuden ville jeg ikke ødelægge begyndelsen af vores venskab ved at anklage og udspørge hende. Hun lagde ikke bånd på den, hun var, og det var klart det vigtigste.

Måske var den her skole og dens elever ikke helt så slem alligevel?

☼☼☼

Stop! Det tager jeg i mig igen. Præcis klokken fem skar en skingrende alarmklokke gennem luften. Jeg vendte mig irriteret om på siden og pressede min hovedpude ned over mine ører. Audree var allerede hoppet ud af sengen og var larmende i gang med at børste tænder. Hun vendte medlidende hovedet i min retning.

   "Hvis jeg var dig, ville jeg gøre mig klar nu - ellers får du ikke et øjebliks ro fra Rektor Cross i dag," sagde hun med munden fuld af tandpasta.

Jeg gyste ved tanken om hende og hendes borende grønne øjne. Jeg bed frustreret mig selv i læben og forsøgte at skubbe den tanke væk, der netop var poppet ind i mit hoved. Det var en sammenligning, jeg slet ikke havde lyst til at sammenligne. Jeg skubbede hurtigt dynen til side og slæbte min dovne krop over mod vores skab.

   ”Hun tager den daglige morgenløbetur dødseriøst,” tilføjede Audree med alvorlige øjne, inden et fjoget smil dannede sig inde bag ved alt den smovsede tandpasta.

Joken var alt andet end sjov, faktisk skræmte den mig en hel del. Alligevel lykkedes det mig at fremtvinge et halvkvalt grin. Det var langtfra overbevisende, men heldigvis var Audree netop i færd med at spytte ud, så hun bed ikke mærke i det. Jeg vendte mig atter om mod klædeskabet og lukkede dets triste metallåger op. Til min store overraskelse var skabet propfyldt med omkring ti af de samme grå kontorkjoler med matchende habitjakker, tørklæder, knæstrømper og flade sko. Udover det var der anbragt en grågrøn idræts uniform i den højre side af skabet. Jeg stirrede et kort øjeblik håbløst på det kluntede tøj, inden jeg trak på skuldrene, greb idrætstøjet og begyndte at tage det på. Da jeg langt om længe havde fået presset mig selv ned i de stramme syninger, vendte jeg mig mod spejlet på indersiden af skabslågen. Jeg moslede irriteret med den kradsende uniform, da det var gået op for mig, at den sad helt forkert.

   Det her kunne umuligt være anbefalet at motionere i, tænkte jeg bittert.

   Det var langt mere ubekvemt end en balkjole.

Jeg rynkede på næsen, da mit blik faldt på genspejlingen af mit blege ansigt. Dybe sorte rander strakte sig endeløst under mine nøddebrune øjne, og mit lyse hår klaskede sammen i et virvar af uglede bølger. 

   Fantastisk, tænkte jeg.

   Virkelig skønt. Jeg lignede lort på min første dag. Sikke et førstehåndsindtryk.

Efter at have kæmpet med hårbørsten i mindst 10 minutter, gav jeg op og satte det sammenfiltrede hår op i en stram hestehale. Jeg børstede hurtigt mine tænder, hvorefter Audree og jeg spænede hen af de uendelige gange, alt i mens vores trampende idrætssko sendte skingrende lyde op omkring os.

   ”Hvor lang tid har vi?” Prustede jeg med hjertet helt oppe i halsen.

   Audree hev forpustet efter vejret, da hun svarede, ”omkring ti sekunder!”

Gispende, så jeg rektors vrede ansigt for mig, hvorefter adrenalinen skød gennem min krop. En grøn fodboldbane var langsomt begyndt at danne sig forude og en stor gruppe elever var ved at blive råbt op. Mine ben tvang min krop frem i et unaturligt tempo, mens Audree prustende prøvede at holde trit bag mig. 

   ”Traylen?” Kaldte en dyb mandestemme.

   ”Audree Traylen!?” Gentog han med antegnelsen af vrede i ansigtet.

   Audree stoppede forpustet op ved min side og fremstammede, ”her-her, Professor Morris.”

Hun rakte besværet sin hånd op i vejret, og Professor Morris nikkede kort uden at fortrække en mine. Hvorefter han fortsatte med at råbe elever op. Jeg selv kom i tanke om mine omgivelser, og lod nu mit blik glide rundt omkring mig. Vi stod kun få meter fra den mørke skov, der nu tårnede sig højt op mod himlen. Den kastede en lang truende skygge hen over os, der nær havde fået hårene, på mine bare arme, til at rejse sig. Jeg vendte mig om og opdagede, at skolen lå et pænt stykke herfra. Den grønne græsplænes areal var langt større end, jeg først havde antaget.

   ”Hayley Shevelin,” lød Professor Morris’ stemme.

Jeg vendte mig atter om mod forsamlingen, men havde nær tabt kæben ved det syn, der mødte mit blik.

   De stirrede på mig, føg det gennem mit hoved, da et gisp undslap mine læber.

Over halvfems procent af eleverne, der var samlet herude, stod og iagttog mig. Hvilket altså var over halvtreds mennesker. Jeg rystede på hovedet og prøvede at bilde mig selv ind, at jeg så syner. Men det var ikke til at tage fejl af. Godt nok var jeg vant til at ”blive undersøgt” eftersom, dette ikke var den første gang, jeg startede på en ny skole. Men helt seriøst, det her var nærmest skræmmende.

   Jeg bed mig selv i læben og stammede, ”ja.”

Professor Morris sendte mig et mistænksomt blik, inden han atter vendte sig om. Men elevernes stirren fortsatte ud i elendigheden.

Med et flakkende blik vendte jeg mig diskret mod Audree og trykkede min albue ind i hendes side.

   ”Hvad kigger de på?” Hviskede jeg med væmmelsen malet hen over mit ansigt.

Audree lod et undrende blik glide hen over forsamlingen, hvorefter hun viftede dem væk med hånden. Langsomt begyndte nogle af eleverne at vende sig om, og jeg kunne roligt trække vejret igen.

   Audree vendte sig mod mig, trak på skuldrene og svarede, ”tag dig ikke af det. Vi er alle sammen lidt skøre oveni hovedet her.”

Hun rullede med øjnene i retning af eleverne, der nu var på vej hen i mod skoven.

   ”Nogen er bare mærkeligere end andre,” tilføjede hun.

Jeg nikkede og fremtvang et smil, selvom ordene langt fra havde beroliget mig. Selv da vi for længst havde sat af i retningen af skoven og prustende luntede hen ad dens snoede stier, mærkede jeg stadig de ubehagelige blikke på min ryg.

   Hvad var der galt med de elever?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...