Ild

Hayley Shevelin er psykisk syg. Hele hendes liv har hun fået at vide, at der er noget galt med hende. At der skete en fejl ved hendes fødsel, som lagde bund for hendes mentalt forstyrrede sind. Et sind der påtvinger hende skræmmende syn og hændelser, som ingen psykolog har været i stand til at forstå eller lægge bånd på. Gyselige skygger våger over og følger efter hende. Ild opstår inden i hende og ødelægger alt omkring sig. Hendes far er overbevist om, at hun har brug for psykisk hjælp, så han sender hende på kostskolen St. Marigold i sin søgen efter helbredelse. Men det viser sig, at alt på denne skole ikke helt er, som det burde være. Fremmede kræfter og energier kommer i spil og presser Hayley helt ud til randen af fornuft. Vil det lykkes hende at forstå sig selv og sin ild? Eller vil ilden, og de mørke kræfter bag den, ødelægge hende for evigt?

29Likes
85Kommentarer
1676Visninger
AA

3. Kapitel 1.

Jeg kastede et sidste blik på mit værelse. Lyserøde vægge, blomster og bamser. Det havde aldrig været mig. Jeg var mere drenget. Mere vild. Dog havde jeg aldrig tænkt på at ændre det. Da jeg var lille, plejede jeg at stikke af, når min far havde skældt mig ud. Jeg gik på eventyr, udforskede verden omkring mig. Jeg havde altid været utroligt rastløs, der skulle altid ske noget. Men lige nu føltes min krop tungere end nogensinde. Jeg rejste mig fra min silkebløde dobbelt seng, og slæbte mig langsomt hen mod panoramavinduet overfor mig.

Jeg trykkede håndfladerne mod den kolde rude, og spejdede ud over Manhattan. Skyskrabere strakte sig så højt, at de nærmest kærtegnede skyerne. Jeg elskede byen med hele min sjæl, men jeg var dens største trussel. Forfærdelige ting var sket her. Forfærdelige ting jeg havde skabt. Jeg mærkede den så velkendte brændende fornemmelse sprede sig i min krop, helt ud til hårrødderne. Grebet af en pludselig panik, sprang jeg væk fra vinduet. Jeg vidste alt for godt, hvad denne varme kunne resultere i. Jeg måtte prøve at klargøre hovedet. Jeg smed mig atter ned på min seng, foldede hænderne bag hovedet og kneb øjnene sammen.

   "Rolig!" Hviskede jeg.

Pludseligt åbnedes døren, og en rank skikkelse trådte ind. Jeg sprang overrasket op, mens jeg febrilsk prøvede at slukke den flamme i min hånd, jeg vidste lige var antændt. En mand i et jakkesæt betragtede mig med næsen i sky.

   Arrogance, tænkte jeg bittert, mens jeg mærkede den brændende fornemmelse aftage.

Det var ikke tit, at det lykkedes mig at slukke ilden. Især ikke når jeg var nervøs. Med et selvtilfredst smil mødte jeg mandens blik.

   "Er de parat til at køre frøken Shevelin?" Spurgte han og rettede perfektionistisk på sit blanke jakkesæt. 

Jeg nikkede og fremtvang et sammenpresset smil. Jeg hadede at skulle være høflig overfor folk, der tydeligvis ikke brød sig om mig. Og denne mand gjorde da slet ikke skjul på sin afsky. Han fnøs en smule, da han lod sit blik glide op og ned af mig. Han var tydeligvis heller ikke særlig tilfreds med mit sorte tøj. Men på det punkt, betød hans mening sådan set ikke noget for mig.

   "Efter dem," sagde han hæst og gjorde en gestus i retningen af den åbne dør.

Jeg mærkede hans borende blik på min ryg, da jeg passerede ham. Jeg sukkede, hvorpå jeg påbegyndte min gang ned ad den marmorbelagte vindeltrappe, der strakte sig få meter fra mit værelse. Mit blik gled rundt omkring mig, medens jeg tvang mine gelében ned mod vores forstue. Jeg havde aldrig rigtigt lagt mærke til den strålende indretning før. En smuk lysekrone hang elegant fra det høje loft ved enden af vindeltrappen. De hvide vægge var dekoreret med fint mønstrede udskæringer fra romantikken.

Malerier af alle de kendte kunstnere, herunder Van Gogh og Da Vinci, hang i stilfulde rækker langs den nordlige væg. En duft af roser og frisk mynte fyldte mine næseborer. Da jeg trådte ned fra trappen, landede mine skosåler blødt i de gamle men ædle tæpper, der strakte sig i alle regnbuens farver henover det smukke marmorgulv. Jeg havde aldrig set nogen som helst værdi i noget af det, men i dette øjeblik ønskede jeg ikke at forlade det. Det var trods alt mit hjem, det havde det altid været. Jeg mærkede en enkel tåre løbe ned langs min kind, men jeg tørrede den hurtigt væk med fingrene.

   En Shevelin viser ikke sine svagheder, genlød min fars ambitiøse stemme i mit hoved.

Han havde altid fortalt mig, at den eneste og vigtigste grund til hans succes var, at han aldrig nogensinde havde vist sine svagheder. Og følelser var den største svaghed hos mennesket.

   ”Denne vej frøken,” lød chaufførens irriterede stemme, da han brød min tankegang.

Det gik op for mig, at jeg stirrede på et portræt af min far. Han stirrede på mig med kolde øjne og et anstrengt, men samtidigt selvsikkert smil. Jeg flyttede hurtigt blikket fra maleriet og så den tvære chauffør pege hen mod palæets glasbelagte hoveddør. Jeg nikkede kort og begav mig hen i mod døren, alt i mens chaufføren atter vandrede op ad vindeltrappen. Jeg kiggede undrende efter ham. Hvad han skulle, anede jeg ikke.

   Jeg trak på skuldrene og tænkte, det kan vel også være lige meget.

Jeg trykkede dørhåndtaget ned og fnøs, da et skuffende, men alligevel fuldt ud forventet, syn mødte mit blik.

En skinnede sølvgrå limousine var elegant parkeret foran vores palæ. Klasse var lige med kvalitet. Og eftersom min far var stinkende rig, blev det sagt vidt omkring, at vi havde klasse. Bortset fra – at jeg selvfølgelig var det sorte får i alt skønheden. Skåret i det smukke spejl. Jeg rynkede irriteret på næsen, med tankerne tilbage på min kørsel.

   For himlens skyld - det var ikke min konfirmation, det her, skingrede en stemme i mit hoved

Et par lilla Louis Vuitton kufferter stod klar foran limousinen. Jeg rystede opgivende på hovedet, da jeg kom i tanke om, at jeg ikke engang måtte pakke mit eget tøj. Min far var bange for, at jeg ville sætte ild til hele palæet, hvis jeg gjorde det. Han vidste bare ikke, at jeg sagtens kunne gøre det uden nogen form for let-forbrændeligt materiale. En kuldegysning løb ned langs min rygsøjle ved tanken. Jeg kunne lige se flammerne for mig.

Jeg bed mig selv hårdt i læben og prøvede at tænke på noget andet. I det samme gled min chauffør stilfuldt forbi mig. Han anbragte hurtigt noget, som jeg ikke kunne se hvad var, på bagsædet. Hvorefter han samlede mine kufferter op og placerede dem på limousinens baggagebager. Han åbnede bildøren til bagsædet med et falskt smil. Hans øjne lynede af bare utålmodighed, men jeg ignorerede det. Jeg vendte mig en sidste gang om og betragtede, hvad der havde været mit hjem så længe, jeg kunne huske. Far og jeg var godt nok ligesom to modpoler. Men trods det havde vi haft en del gode stunder sammen lige her. 

   Far, tænkte jeg

Jeg havde ikke set ham i to uger. Han rejste meget rundt i landet på grund af sin stilling. Han havde hverken tiden eller overskuddet til at tage sig af mig. Og når han så var hjemme, arbejdede han størstedelen af tiden. Det var år siden, at han rent faktisk havde lagt mærke til mig. Taget sig tid til mig. Men jeg kunne vel heller ikke dømme ham, kunne jeg? Jeg mærkede ildens svage ulmen inden i mig. Den ødelagde ikke kun alt omkring mig. Jeg var den syndende. Det var først og fremmest mig den fortærede. Jeg mærkede en klump danne sig i min hals, da min chauffør stampede utålmodigt.

   "Frøken, dit nye liv venter ikke for evigt!" Kaldte han med en sur mine.

Med dit nye liv, mente han min opdragelse. Jeg sukkede, men vendte mig atter om og steg ind i limousinen. Jeg satte mig ned på det læderindbundne sæde, da mit blik faldt på en buket hvide pæoner og et glas skummende champagne. Jeg syntes nok at have fået et glimt af noget hvidt i chaufførens arme. Det måtte være min fars form for afsked. Jeg støttede hovedet mod ruden og lod mine øjenlåg synke sammen. Jeg åbnede dem dog brat, da jeg ud af øjenkrogen netop havde set noget gyldent fastgjort på buketten. Jeg løftede undrende det ene øjenbryn, hvorpå jeg løsnede det, der viste sig at være et guldbelagt kort. Bagsiden var udfyldt med en tætskrevet håndskræft.

   Min fars skrift, mindede jeg mig selv om.

At han nu alligevel selv havde brugt tid på at skrive et kort til mig, havde jeg ikke forventet. Det var ret lang tid siden, jeg sidst havde set hans håndskrift. Jeg lod nysgerrigt mine øjne løbe ned over skriften.

Kære Hayley,

Jeg kan forsikre dig om, at denne kostskole er den bedst anmeldte på hele Manhattan. Var den ikke det, ville jeg naturligvis ikke sende dig derhen. Størstedelen af de elever, der har færdiggjort deres eksamen her, er ikke blot blevet kureret fuldstændigt, men er også blevet forbedret utroligt meget på det faglige punkt. Jeg er sikker på, at et semester på denne skole vil bidrage til en langt bedre fremtid for os begge to – men især for dig. Så derfor vil jeg bede dig, min datter, om at bidrage med den intelligens og elegance, jeg ved du er i besiddelse af. Med det klargjort, vil jeg se frem til at se dig igen til jul.

De bedste ønsker,

din far.

 

Skuffet, lagde jeg det fine kort på sædet ved siden af mig og drejede hovedet mod vinduet. Chaufføren havde netop startet motoren og limousinen kørte stilfuldt hen ad den lange gade. De fine palæer i vores kvarter gled forbi i et væld af slørede farver. Jeg sukkede. Jeg var ikke helt klar over, hvad jeg havde forventet af brevet. Men det var noget mere end en simpel beskrivelse af skolen og en besked om, hvordan jeg skulle agere.

   Jeg havde nok håbet på et simpelt jeg elsker dig, eller måske Hayley, jeg er stolt af dig.

Men sådan var min far ikke, i hvert fald ikke længere. De fine palæer forsvandt langsomt, og et væld af usle grå lejligheder tog hurtigt deres plads. De fattige kvarterer. I et kort glimt, så jeg en ung pige vinke med et ivrigt smil i min retning, inden hun løftede et lille legetøjs fly op i luften og løb af sted med det hængende over hovedet. Jeg mærkede en behagelig følelse sprede sig i min krop, da jeg overrasket løftede hånden. Men pigen var forsvundet fra mit syn, da jeg endelig gengældte hendes smil.

Jeg var ikke vandt til at se den form for glæde. Især ikke rettet mod mig. Og den måde hendes strålende øjne havde set på mig på. Livet havde lyst ud af dem. Det gik op for mig, at den pige ikke var helt fremmed. Jeg havde selv været hende engang. Mærket hendes glæde, følt hendes lykke. Men det var efterhånden mange år siden. Mit smil blegnede langsomt. Pludselig var lejlighederne blevet endnu uslere og langt mere forfaldne. Jeg spilede bekymret øjnene op og pressede håndfladerne mod ruden.

Rækker efter rækker af beskidte børn og kvinder løftede små metalkopper i retningen af forbigående fodgængere. Deres øjne tiggede og bad om bare en enkelt dollar, så deres børn ikke skulle gå sultne i seng igen i nat. Jeg gispede ved synet af det. Sommetider glemte jeg helt, hvor mange mennesker der sultede. Hvor mange der levede på gaden. Alt i mens jeg og tusinde andre havde alt og meget mere til. Tårerne krøb frem i mine øjne, og jeg fik en tyngende fornemmelse i maven.

   Intet menneske fortjente at leve sådan.

Chaufføren opdagede mine tårevædede øjne, og han sendte mig et borende blik i bakspejlet.

   ”Det er deres egen skyld,” kommenterede han uden at fortrække en mine, hvorpå han vendte blikket væk.

Jeg betragtede ham for en tid. Undrede mig over, hvordan man kunne være så ubarmhjertig. Så kold. I det samme mærkede jeg en svag rase løbe gennem mine blodårer. Panikken greb mig. Jeg vidste alt for godt, hvad dette kunne føre til. Mit blik gled rundt i limousinen, ivrigt efter at finde noget, der kunne distrahere mig. Jeg greb hurtigt den bog, jeg havde medbragt og åbnede den. Mit blik løb ned over vældet af ord, alt i mens mit hjerte hamrede mod min brystkasse. Langsomt mærkede jeg min vejrtrækning falde til ro, medens jeg dykkede dybere og dybere ned i historien. Bøger var den eneste modgift. Det eneste, der kunne berolige den uroligt ulmende ild. Når jeg forsvandt ind i en anden verden, fandtes den ikke længere. Den var væk. Jeg lod mine skuldre falde, da jeg lænede mig komfortabelt mod sæderyggen.

Efter omtrent fyrre minutters kørsel, drejede limousinen brat til venstre, så jeg røg mod højre. Jeg rykkede skrumlende hen til vinduet igen, og samlede bogen op, der netop var røget ud af mine hænder. Jeg rynkede irriteret på næsen, inden jeg lod håndfladen glide hen over bogens glatte overflade. Omslaget var helt mørkt, men midt i alt det mørke skar et strålende lys igennem.

   Håb, lød den svagt fremtrædende titel.

Og dét var lige nøjagtigt den effekt bogen havde på mig. Den gav mig håb, den viste mig lyset og fik mig altid til at trække på smilebåndet, selv når jeg havde det værst. Det var historien om to unge, der havde mistet alt og alle, de var misforståede og anderledes. Men de havde fundet kærlighed, omsorg og ikke mindst håbet i hinanden. De havde reddet hinanden, og deres historie havde reddet mig. Det var min absolut favorit. Ingen andre bøger kunne nå den til fingerspidserne. Jeg havde læst den mere end ti gange. Mindst.

Jeg fnes en smule ved tanken om det, men lagde hurtigt en hånd op for munden, da chaufføren sendte mig et olmt blik. Jeg kiggede hurtigt ned og vendte tilbage til min tankestrøm. Men jeg nød nu egentlig bare at læse generelt, det var min eneste mulighed for at opleve verden. For at forstå den. Desuden skulle der jo være noget at dræbe alt kedsomheden med, ikke? Lige siden min far opdagede, at jeg havde det med at starte en brænd, når mine følelser blev påvirket, forsøgte han at holde mig indendørs. Det lyder måske en smule hårdt, men han gjorde ret i det. Jeg kunne ikke kontrollere mig selv, jeg var farlig. Jeg sukkede og kiggede ned i mine hænder.

   "Frøken.." sagde min chauffør irriteret, mens han holdt bildøren op for mig.

Det gik op for mig, at vi var ankommet. Jeg så ned og rystede kort på hovedet for at slippe tankerne, der flød rundt i mit hoved. Jeg rejste mig hurtigt og steg så ud af limousinen. Et gisp undslap mine læber. Foran mig strakte sig en kæmpe stor og gammel grå-rød bygning. En pludselig kulde løb ned af min rygrad. Skolen så bogstaveligtalt ret uhyggelig ud, den mindede mig lidt om en af de der koncentrationslejre under 2. Verdenskrig. En høj takket indhegning løb hele vejen rundt omkring bygningen, og udenfor den var der sort skov så langt øjet rakte.

   Og de kaldte det her en skole, lød det i mine tanker. Jeg bliver bogstaveligtalt sat i bur, som et andet udyr.

Min chauffør havde allerede hentet mine kufferter og stod klar ved porten. Med et blik på limousinen, overvejede jeg et kort sekund at sætte mig ind i den og nægte at betræde skolens område. Tanken var tåbelig, men ikke desto mindre utroligt fristende. Bortset fra at de sikkert ville få et par sikkerhedsfolk til at slæbe mig derind alligevel. Jeg droppede hurtigt idéen og tvang mine spaghettiben fremad. I det jeg stoppede op foran porten, åbnede den af sig selv med en højlydt knirken. Jeg tog et chokeret skridt baglæns, men fulgte så efter den traskende chauffør.

Skolen voksede med en uhyggelig kraft foran mig, medens klumpen i min hals kun blev større og større. Jeg stoppede usikkert op foran den store hoveddør og mærkede en kuldegysning glide ned ad min ryg. To indgraverede slanger vred sig gyseligt side om side på stendørens front. Begge deres hoveder var som vendt direkte imod mig, og deres glimtende djævelske grønne krystaløjne borede sig ind i mine.

   ”Så er mit arbejde her færdiggjort,” sagde chaufføren med en pludselig lettelsens glæde.

Jeg spilede øjnene op, da det gik op for mig, at han ville forlade mig. Ikke at jeg brød mig om ham, men han var trods alt en tryghed på det hersens sted.

   At være alene her, tænkte jeg og krympede mig.

   ”Held og lykke,” tilføjede chaufføren med et grumt smil, hvorpå han gav slip på mine kufferter og drejede om på hælen med næsen i sky.

Jeg betragtede limousinen dreje væk fra huset, hen ad vejen og ud af syne. For en tid stod jeg bare som forstenet og stirrede på det punkt, hvor den forsvandt, inden en skrabende bevægelse hørtes lige bag mig. Jeg vendte mig hurtigt om og lod et forskrækket blik falde på slangerne, der langsomt trak sig væk fra midten af døren. Kort efter åbnedes døren og en høj og rank skikkelse trådte ud i dørkarmen. Lyset faldt på folderne i skikkelsens mørke ansigt og medførte en skræmmende effekt.

   "Velkommen til frøken Shevelin," sagde skikkelsen, der viste sig at være en stram kvinde i en kedelig mørkegrøn kontorkjole.

Hendes øjne lyste uhyggeligt grønt, de mindede mig lidt for meget om de djævelske slangers krystaløjne. Jeg krympede mig ved tanken om dem.

   Hun gestikulerede utålmodigt indendørs og tilføjede, ”hvis de vil være så venlig at følge mig.”

Jeg nikkede hurtigt og skubbede en gylden lok om bag øret. Jeg greb klodset fat om mine kufferter, klemte mig gennem døren og ind i indgangshallen. Jeg havde nær tabt kæben ved synet af det, der mødte mit blik.

   Det her var virkelig et fængsel, konkluderede jeg en anelse gysende.

Vægge og gulve var belagt af massivt skinnende metal fra top til tå. Skarpe hvide lys skar igennem rummet fra et dusinvis af ensartede lamper i loftet. Her var ingen møbler, ingen dekorationer, intet. Men det mest besynderlige af det hele var tomheden. Her var ingen mennesker overhovedet, ingen elever, lærere eller rengøring. Her var intet liv udover kvinden og jeg. Tanken, om at jeg var helt alene med hende, skræmte mig helt ind til knoglerne. Der var noget galt med den kvinde, med det her sted, jeg kunne mærke det. Her var for koldt. Dødt. Jeg vendte mig forskrækket om, da kvinden udstødte adskillige host for at få min fulde opmærksomhed. Hendes grønne øjne borede sig ind i mine og pludselig, kunne jeg ikke kigge væk.

   ”Først og fremmest vil de altid omtale mig som rektor Cross, intet mere eller mindre,” sagde hun med sammenpressede mørke bryn.

Jeg nikkede med ivrigt opspilede øjne, da jeg ikke havde nogen idé om hvordan, jeg ellers skulle reagere. Hendes mørke ansigtsudtryk lod hendes magre og benede træk træde endnu tydeligere frem. Skindet var som trukket i et meget tyndt lag over hendes tydelige knogler. Hendes næse var smal og spids, alt imens hendes tørre mørkerøde læber krusedes i et glubskt smil.

   ”Her på skolen er det første og vigtigste af alt; disciplin. Hvis du ikke overholder skolens reglementer, som jeg vil belære dig om personligt, vil det få visse konsekvenser,” begyndte hun med en tilbageholdt snerren.

Hendes høje hæle klingrede mod det metalliske gulv, alt i mens hun bad mig følge efter.

   ”Disse konsekvenser vil ikke være bortvisning. Nej, så let giver vi ikke op her på skolen. Det vil være bortskaffelse for al form for social kontakt i op til flere måneder - bortset fra kontakt til vores lærermestrer selvfølgelig,” tilføjede hun, da vi påbegyndte vores gang op ad en stejl vindeltrappe.

   ”Udover det vil det føre til afstraffelser i form af indespærring, udelukkelse, repetition af høflighed og ageren og i værste fald..” Hun stoppede op midt i sætningen og vendte sig i mod mig med flammende øjne.

   ”Fysisk afstraffelse,” afsluttede hun med et grumt smil på læben.

   Vold! Hvad er det her for et sted? Er det overhovedet lovligt?

Spørgsmålene strømmede frem og tilbage inden i mit hoved. Panikken spredte sig i min krop, og små svedperler poppede frem på min pande. Jeg bed mig selv i læben og tørrede koldsveden af.

   Selvfølgelig var det lovligt, det skulle nok gå, konkluderede jeg i et forsøg på at berolige mig selv.

Efter en kort tids stilhed, mærkede jeg hendes blik rulle ned over mit tøj; hvid T-shirt, læderjakke, hullede stramme jeans og mine yndlings slangeskinds snikkers. Det var den slags outfits, jeg foretrak, men på det punkt var hende og jeg helt sikkert ikke ens. 

   Tydeligvis utilfreds og forarget, udbrød hun spydigt, "og for resten her på skolen bruger vi specielt designede uniformer, som alle elever har på hver dag."

Hun udtalte de sidste to ord ekstra tydeligt. Jeg nikkede kort og stirrede blufærdigt ned i jorden. Derpå traskede hun videre ned ad den lange gang med mig småløbende efter.

Efter at have fortalt mig om skolens tusinder af sære og strikse reglementer og at have givet mig en hurtig rundvisning, til min store overraskelse var alle gange og kroge dækket af metal, stoppede hun brat op. Vi befandt os nu på en smal gang med en strækning af et utal af skinnede døre på begge sider.

   Rektor Cross stirrede atter på mig og sagde, ”der er sengetid og fuldstændig ro hver dag fra kl. Syv om aftenen til og med kl. Seks om morgenen, hvor vi påbegynder morgendagen med en løbetur.”

Det forklarede i det mindste den absolutte stilhed på gangene. Mit blik faldt på mit sølv armbåndsur, og jeg kunne konstatere at klokken var langt over syv. Tiden var gået uhyggeligt hurtigt, siden jeg trådte ind på skolens område. Rektor Cross afbrød i det samme min tankestrøm.

   "Her er dit værelse, din far bedte om et enkeltværelse - desværre har vi ikke sådanne privilegier her," snerrede hun og vendte blikket i retningen af en af dørene. 

   "Du deler værelse med -" begyndte hun, alt i mens en trækning sås ved hendes venstre øjenbryn.

   "Frøken Traylen," spyttede hun næsten ud.

Jeg funderede kort over, hvem denne pige var. Rektor brød sig tydeligvis ikke om hende, hvilket af en eller anden grund gjorde, at jeg med det samme syntes om denne pige.

Jeg takkede kort rektor og trådte ind på mit nye værelse, lettet over endelig at slippe af med hende. Jeg hørte tydeligt hendes klikkende trin, der forsvandt hen ad gangen, inden jeg lukkede døren i. Bare lyden af dem sendte en uhygge gennem min krop. Jeg spejdede nysgerrigt gennem rummet. Overraskende nok, var det ligeså spændende som resten af skolen. Grå metalgulve, metalvægge og matchende grå møbler. Og med møbler mener jeg to smalle senge, et mellemstort skrivebord og et grimt skab.

Overfor døren var der et smalt vindue med tremmer for, selvfølgelig. Og så undrer folk sig over, at eleverne her er psykiske syge.. Miljøet herinde gjorde ikke ligefrem ens psyke bedre. Jeg havde kun fået det værre, siden jeg ankom på skolens jord. I det samme greb en pludselig træthed mig, og jeg slæbte mig selv over mod den ene seng. Jeg smed mig ned på den med et bump og foldede hænderne bag hovedet. Med et blik mod venstre, opdagede jeg at den anden seng var tom. Min værelseskammerat var åbenbart ikke tilstede. Med rynkede bryn, gled mine øjenlåg langsomt i og mørket omslugte min udmattede krop. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...