Bogens inferno

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 3 dec. 2014
  • Opdateret: 11 dec. 2014
  • Status: Igang
"Kommer du til denne verden er du fanget, skal du vide. Ak og ve, om du vil væk. Fanget er du, sammen med resten af os! Hah! Døden skal du lide. Skæbnen komme efter dig! Aldrig skal du kunne sove roligt om natten mer'!" Sådan lød beskeden til den dengang 17 årige Monique. Hun havde egentlig et meget normalt liv, indtil hun fandt DEN... Monique bor i et helt normalt villakvarter, i Bristol. Hun går i en helt alm. High School.

3Likes
7Kommentarer
229Visninger

1. Prolog

Skoven der omsluttede mig var mørk og stor, trænerne var kæmpe og der var tydelige spor fra de kampe der havde fundet sted her.

Snart skulle endnu en kamp kæmpes her.

Jeg havde prøvet at være modig, men nu virkede det hele så håbløst, som om jeg havde tabt på forhånd. Adrenalinen pumpede i mit blod, angstens sved løb alle steder på min krop, og jeg skælvede i ren og skær afmagt og angst. Tankerne begyndte at fylde mit hoved. Hvordan skulle jeg kunne klare det her? Hvordan skulle jeg kunne vinde mod disse skabninger? Hvordan rodede jeg mig lige ud i det her? Var det sådan her det føles at vide at man skulle dø? Langsomt begyndte en tanke at tage form i mit hoved. NEJ! Det her kunne ikke være enden! Jeg havde oplevet så meget nu, og jeg kunne klare det her! For hvis der var noget jeg havde lært af det her, så var det at man aldrig skulle miste modet, alt var muligt indtil det modsatte var bevist.  Nu ville jeg tage kampen med oprejst pande og kæmpe som aldrig før.

Jeg tvang tankerne om tab væk, og holdt mit hoved tomt, mens jeg koncentrerede mig om min summende energi. Den som jeg efterhånden havde fået af dette eventyr, den som jeg kunne – Hvis jeg var koncentreret nok – få et mindre – stort – våben ud af.

Spændingerne summede i luften, da jeg formede den første energi kugle, den var for svag og bristede hurtigt.    

Jeg prøvede igen, og igen, uden resultat. Tiden var ved at rende ud. Jeg kunne mærke det, på vinden. Det var begyndt at blæse op. DE var på vej. 

Jeg prøvede igen, denne her gang, med større koncentration. Langsomt formede jeg en lilla energi kugle, hvis jeg tabte ladningen nu, ville det højst sandsynligt lamme mig, især nu, hvor den var større end de andre. Endnu langsommere formede jeg den, jeg rullede med håndfladen, som når man former en kugle, og langsomt blev den større, og større. Jeg havde gjort det! Jeg havde rent faktisk lavet en kugle, en stor en!!! Hvem ved hvor mange volt den lille - store - kugle indeholdt? Jeg havde i hvert fald ikke tænkt mig at være forsøgskanin. Men man kan ikke styre fremtiden... 

Da så jeg DEM.

DE var nok de værste monstre jeg nogensinde havde set. Og som DE kom gående der, var de bare endnu mere frygtindgydene. DE gik som robotter, deres ansigter var udtryksløse, og store kræfter emmede ud fra dem.

Det var dér det hele gik galt. Jeg TABTE kuglen, jeg tabte ladningen, jeg ramte mig, jeg faldt om, JEG.

Det blev mørkt. ALT blev mørkt! Alt forsvandt, også dem, også mig...     

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...