Merry Misteltoe | Harry Styles christmas oneshot

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 dec. 2014
  • Opdateret: 23 dec. 2014
  • Status: Igang
Harry er til en hyggelig julekomsammen natten til den 24. december med få af hans gamle venner fra Holmes Chapel. Hvad han dog ikke havde regnet med var, at hans gamle flamme, Ella, ville dukke op og i Harrys øjne, ser mere henrivende ud end aldrig før. Han har dog aldrig turde sige mere end få ord til hende, men måske misteltenen i dørkarmen kan hjælpe ham?

19Likes
6Kommentarer
355Visninger
AA

2. All I Want For Christmas Is You

D. 23 DECEMBER 2014


Jeg havde egentlig aldrig været specielt glad for æbleskiver, men jeg kunne sagtens spise dem. Duften fangede mig dog - det duftede himmelsk inde i det lille køkken tilhørende min ven Jacob's forældre. Husene var heller ikke ret store her i Holmes Chapel, enkelte var, men det her var bestemt ikke et af dem. 

Det var et hyggeligt, lille, rødt murstenhus kun bestående af stueplan. Sneen faldt forsigtigt udenfor og det facinerede mig lidt, at det pludselig bare sådan dukkede op. 

Det havde ikke sneet hele december, kun enkelte gange, hvor det så var smeltet med det samme igen. Men lige nu blev sneen liggende og gjorde stemningen endnu mere hyggelig. 

Jeg sparkede mine sko af og fortrød, at jeg ikke havde taget nogle vinterstøvler på. Nu jeg tænkte over det, havde jeg vidst heller ikke nogen. Der havde jo ikke været brug for dem. 

Jeg følte, at min næse kunne falde af for hvert sekund der gik, efter jeg var trådt ind i varmen igen. Mit efterhånden lidt for lange hår strittede ud alle vegne og jeg havde endda noget i munden. 

De seks juleøl imellem mine iskolde fingre forhindrede dog i, at jeg kunne gøre noget ved det. Jeg skyndte mig ud i køkkenet, hvor Jacob var igang med at finde nogle ting frem. Jeg stillede de seks juleøl på køkkenbordet med et forsigtigt smil og kunne ikke lade være med at grine svagt, da Jacob hurtigt kastede en af æbleskiverne fra sig for ikke at brænde sig. 

"Av for helvede, de er fandme varme," brokkede han sig og skar en grimasse, der blot ville få mig til at grine endnu mere. Jeg beherskede mig dog, for det gjorde ondt at brænde sig, det vidste jeg godt. Men alligevel følte jeg, at jeg kunne tillade mig at grine fordi Jacob var en af mine bedste venner og han selv havde været flad af grin, da jeg i en brandert engang var trillet hele vejen ned ad en trappe og brækkede en finger. 

"Det er ting som regel, når de lige er kommet ud af ovnen," sagde jeg flabet og smilede stort til ham, da han - barnlige som vi var - rakte tunge ad mig. 

"Jaja Karlsmart," smågrinede han. "Er du ikke lige sød at stille de der tallerkener og glas ind på bordet? De sidste kan være her, hvornår det skal være," spurgte han imens han var i fuld gang med at finde diverse ting såsom alkohol, syltetøj og flormelis frem fra forskellige skabe. Jeg nikkede hurtigt og tog fat i de seks tallerkener for at gå ind i spisestuen og stille dem overfor hver stol. Jacob havde allerede lagt de røde servietter frem, så dem lagde jeg så pænt som muligt på hver tallerken. 

"Hvem er det egentlig, der kommer?" spurgte jeg Jacob, da han kom gående ind i stuen med de juleøl, jeg lige havde hentet fra det ekstra køleskab de havde i garagen. Jeg havde kun fanget få af de navne Jacob havde nævnt for mig tidligere; alle sammen nogen fra min gamle omgangskreds. Det blev godt at se dem igen, jeg glædede mig som et lille barn. 

"Matt, Daniel og Alma," sagde Jacob med et smil. Jeg rynkede straks på panden, for efter mine beregninger var det kun fem med mig og Jacob, og der var dækket op til seks. 

"Det er jo kun fem, hvem er den sidste?" spurgte jeg undrende. Jacob træk bare provokerende på skuldrene og smilede overlegent, da han nægtede at fortælle mig, hvem den sidste var. 

"Du kan jo selv kigge efter når vedkommende kommer," sagde han med et slesk smil og stillede kopperne på plads. I det samme kunne jeg høre hoveddøren gå op og tre genkendelige stemmer fyldte entrèen. Vi var efterhånden så vante til hinanden, at vi bare vadede ind uden at ringe på. 

Jeg skyndte mig ud i entrèen, hvor Alma, Daniel og Matt ganske rigtigt stod, men ingen sjette person. Hvad fanden var det her for noget? 

"Harry! Hvor er det godt at se dig igen!" udbrød Alma, da hun fik øje på mig. Hendes blonde hår var i aftnens anledning krøllet til perfektion og hun bar en oversized rød, julesweater, et par sorte leggins og nogle grå knæstrømper. Jeg kunne ikke lade vær med at smile over synet af Alma og de andre, det var lang tid siden, jeg havde set dem. 

De fik alle sammen et langt, varmt kram. Jacob havde trukket Alma til siden og stod og hviskede til hende omkring et eller andet. Det pirrede min nysgerrighed så forfærdelig meget. 

"Hvordan er i kommet herhen?" spurgte jeg Matt efter, at vi var gået ind i stuen. 

"Bil. Jeg har jo fået bil, har du set den? Den er så fed," sagde han med et stort smil. Jeg nåede ikke engang at svare før Jacob og Alma kom gående ind i stuen. 

"Skal vi bare begynde at spise? Jeg er hundesulten!" udbrød Alma og havde tydeligvis ikke noget imod, at hun var den eneste pige tilstede. De andre gjorde sig hurtigt enige og Jacob smuttede ud i køkkenet efter æbleskiverne. 

"Skal vi ikke vente på den sidste?" spurgte jeg og så rundt imellem dem. De vidste tydeligvis allesammen, hvem den sidste var, men at jeg ikke gjorde det, irriterede mig noget så grænseløst. 

"Tjoo, hun kommer lige om lidt. Hun var li -" Matt gav hurtigt Daniel et puf med albuen og  forhindrede ham i at snakke videre, sikkert fordi han lige havde afsløret, at det var en pige. Forhelvede altså, hvorfor kunne de ikke bare fortælle mig det? Jacob kom hurtigt tilbage med æbleskiverne og satte sig ved siden af mig, så uanset hvem det var, der kom, skulle han eller hun sidde på den anden side af mig. 

Lige før jeg skulle til at tage en æbleskive op på min tallerken, kunne jeg høre hoveddøren gå op og nogle tunge skridt kunne høres i entrèen. "Undskyld jeg kommer forsent! De sidste julegaver køber jo ikke..." Hendes stemme døede forsigtigt ud, da hun nåede stuen, hvor vi alle sad samlet om bordet. Eller, hendes stemme døede nok ikke ud for alle andre, men for mig gjorde den, da jeg kun koncentrerede mig om hende. 

Hun bar et par stramme, sorte bukser, der sad perfekt på hende, en sandfarvet sweater og hendes brune hår var sat op i en knold, der så mere eller mindre tilfældig ud efter at være blevet revet rundt af vinden udenfor. Hendes fantastiske, isblå øjne var omringet af sort mascara og hun så mere henrivende ud end nogensinde før. 

Ella. 

"Hej Harry, hvor er det længe siden," sagde hun med et stort smil og satte sig ned på den ledige stol ved siden af mig. Jeg kom først til mig selv, da jeg diskret rystede på hovedet og kunne høre Jacobs svage, lumske latter ved min side. Han vidste, at jeg havde været forbandet forelsket i hende hele mit liv. 

"Øhm... He-hej," stammede jeg og så hurtigt væk, da hendes øjne fangede mine. Hun gjorde mig så nervøs, selv efter så mange år. Jeg havde aldrig turde sige noget til hende; noget ordentligt. Det havde aldrig været andet end et hej, godmorgen eller sådan noget lignende. 

Ella sagde ikke noget, derfor lagde der sig en stilhed over bordet, lige indtil Alma brød den ikke mange sekunder efter. 

"Så, Harry, hvordan går det ellers? Med karriere osv?" spurgte hun interesseret og dyppede hendes æbleskive i den røde jordbærmarmelade. 

"Fantastisk, vi planlægger allerede vores femte album," sagde jeg og kunne ikke lade være med at smile over mine ord. Vores karriere var stadigvæk stabil og ingen af os havde tænkt sig at lægge den bag os og komme videre. "Hver dag er en ny drøm, der går i opfyldelse"

 

 

❅❅❅❅

 

 

Efterhånden som der var skredet mere og mere alkohol ned, blev humøret også højere og højere. Den glade julemusik kørte i baggrunden og klokken var om en halv time præcis midnat. Som den store tøsedreng jeg var, havde jeg ikke sagt et eneste ord mere til Ella siden hun ankom. Jeg forbandede mig selv langt væk for det, for det var næsten to år siden jeg havde set hende sidst og hvem sagde, at der ikke ville gå to år mere, før jeg så hende igen. 

"Så, hvor skal i holde jul i år?" spurgte Matt og tog en slurk af hans øl. 

"Det bliver nok ikke det helt store. Jeg skal bare holde jul med min tante," sagde Ella og trak på skuldrene. 

"Hvorfor det? Hvad med dine forældre?" spurgte jeg hurtigt. Flot, Harry; du har ikke sagt noget til hende hele aftenen og så siger du det her. Jeg fik med det samme alles opmærksomhed, som om jeg havde sagt noget forkert. 

"Mine forældre døde i en bilulykke for tre måneder siden," fortalte hun mig og mit svage smil falmede med det samme. Det var fandme flot, Harry. Hvorfor var der ingen, der havde fortalt mig det? 

"Harry, må jeg lige snakke med dig?" hviskede Jacob og før jeg havde et valg for at beslutte mig, hev han mig med ud af stuen. "Hvorfor har du ikke snakket til hende? Du glor på hende konstant som en forelsket tåbe, og nu har jeg endelig bragt hende til dig, og så siger du fandme ikke noget til hende?" sagde han med et hævet øjenbryn og lagde armene over kors.

"Jeg ved det godt, det er bare... Vær gang jeg prøver, så kan jeg ikke. Jeg har aldrig været så nervøs med nogen før, aldrig. Jeg kan ikke engang se hende i øjnene uden at blive en fucking tomat!" hviskeråbte jeg og førte frustreret en hånd igennem mit hår og tog en dyb indånding. 

"Du er fandme en pussy, Harry. Nu går du derind, og så snakker du fandme til hende. Du er været forelsket i hende siden børnehaven" Jacob gav mig et puf ind i stuen, men ingen bemærkede det rigtigt, da de var i fuld gang med at snakke om et eller andet. 

"Hey, har i ikke lyst til at lege S, P eller K?" foreslog Alma pludselig. Det var lang tid siden jeg havde leget det, men nu var der også noget druk over det og vi var allesammen mere eller mindre fulde, så derfor nikkede vi allesammen. "Okay, jeg starter," sagde hun spændt og så rundt, indtil hendes øjne landede på Ella. 

"Ella.. S, P eller K?" spurgte hun lystigt og der gik ikke lang tid, før hun svarede med 'k'. "Den var svær," mumlede Alma og tog hurtigt en slurk af, hvad det nu var, hun havde i det hvide engangskrus. "Okay, jeg befaler dig at... Kysse Harry på kinden," sagde hun med et skuldertræk og det gav et sæt i mig, da hun sagde det. 

"Tsk," sagde Ella, som om det var intet problem. Det var det jo heller ikke for hende. Ella rejste sig hurtigt op og jeg kunne føle alles blikke lande på os, da Ella lænede sig ned og gav mig et forsigtigt kys på kinden. Jeg kunne mærke, at jeg rødmede, så derfor rejste jeg mig hurtigt op og forlod rummet for at gå ud i køkkenet. Jeg ville ikke ha' at Ella så mig rødme. 

Jeg støttede med mine hænder på kanten af spisebordet i køkkenet og lukkede forsigtigt øjnene i. Det sneede stadigvæk udenfor, vinden ruskede og det var blevet næsten stille inde i stuen. Jeg hørte nogle forsigtige skridt bevæge sig over gulvet, og kort efter kunne jeg mærke en tilstedeværelse i køkkenet. Jeg lukkede forsigtigt øjnene op, og til min store overraskelse, stod Ella i køkkendøren og betragtede mig. 

"Er der noget galt?" spurgte hun forsigtigt. Ja, jeg har været forelsket i dig siden børnehaven og jeg kan ikke engang se på dig uden at rødme. Jeg rystede hurtigt på hovedet og selvom jeg bare havde lyst til at lægge armene om hende og kysse hendes lyserøde læber, så kunne jeg ikke. Jeg var for genert; bange for at blive afvist.

Selvom det ikke plejede at være noget problem for mig at være flirtende og charmerende, så var der noget over Ella der gjorde, at jeg blev så forfærdelig genert.

Jeg skulle til at gå forbi hende og ud fra køkkenet, da hun stoppede mig ved at lægge en hånd på min brystkasse så vi begge stod i dørkarmen. Vi var kun få tyve centimeter fra hinanden og jeg kunne allerede mærke nervøsiteten stige i mig. 

"Må jeg spørge dig om noget?" spurgte hun og jeg nikkede forvirret. "Har du noget imod mig eller sådan noget? Har jeg gjort noget forkert?" spurgte hun forvirret og jeg rystede straks på hovedet og spærrede øjnene op. "Hvad er det så?" spurgte hun en anelse hårdt. 

"Jeg er ikke sikker på, jeg ved, hvad du mener.." sagde jeg en anelse forvirret. Ella lod et kort suk undslippe hendes læber. 

"Hver gang jeg snakker til dig, svarer du kun med et eller to år, hver gang jeg kigger på dig, kigger du væk. Det er som om du ignorere mig eller hader mig eller sådan noget," sagde hun ærligt. Hvad? Nej nej! 

"Åh," startede jeg forbløffet ud. "Det er altså ikke det. Jeg ignorere dig ikke, slet ikke, det er bare..." Jeg stoppede mig selv, for hvad skulle jeg sige? 

"Hvad er det så, Harry? Fortæl mig det, for det har været sådan her altid" Ella så mig direkte i øjnene og det var først nu jeg bemærkede, at det isblå i hendes øjne var omringet af dyb kongeblå. 

"Jeg..." Så er det nu, Harry. Vær en mand og fortæl hende det. "Jeg er forelsket i dig, Ella, og det har jeg altid været. Jeg er virkelig ked af, at du har opfanget det som om, at jeg ignorere dig, for det gør jeg slet ikke. Jeg bliver bare så forbandet nervøs vær gang du er til stede, så nervøs at jeg næsten ikke kan stå oprejst. Jeg aner ikke, hvad det er du gør med mig, men jeg er så forelsket i dig, at det næsten gør ondt" Jeg snakkede hurtigt, så jeg håbede egentlig bare på, at hun havde opfanget, hvad jeg sagde. Istedet for at svare mig, lyste hun op i et smil, kiggede hurtigt op og lod et svagt grin undslippe hendes læber, da vi begge opdagede misteltenen, der hang over os. Jeg bøjede mig forsigtigt ned imod hende og lod hendes læber møde mine i nogle sekunder, inden jeg forsigtigt trak mig fra hende. Ellas blik glimtede da hun kort lod hendes øjne strejfe digitaluret på ovnen i køkkenet. 00:01. 

"Glædelig jul, Ella," hviskede jeg. 

"Glædelig jul, Harry"

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...