Gas

Denne novelle er bare et experiment...

0Likes
0Kommentarer
76Visninger

1. One shot

"Vil du være så venlig at træde ind i rummet, tak." Jeg så på kvinden i lidt tid før, jeg besluttede mig for at sende hende et kort nik. Jeg trådte ind igennem døråbningen og døren lukkede bag mig med et lille 'klik.'

Mine øjne landede på en pige der sad i hjørnet af rummet. Hun skilte sig ud som et sort får i det store hvide rum. "Hvorfor er vi her?" Spurgte hun nysgerrigt. Et svagt suk slap mine læber og mit blik gled væk fra pigen. "Jeg har ingen anelse." Endte jeg med at svare. Jeg så tilbage på hende og lagde mærke til hvordan hun spidsede hendes læber i en utilfreds grimasse. Jeg havde undret mig over hvorfor at rummet før havde virket så mærkeligt, men nu opdagede jeg at både gulvet og loftet bestod af flere plader af spejle. "Interesant.." Mumlede jeg for mig selv imens jeg studerede en af væggene. Pigen sendte mig et undrende blik. "Du får rynker hvis du bliver ved med at lave alle de der grimasser." Sagde jeg til hende, og det træk i mine smilebånd da hendes ansigt ændrede sig til et kæmpe spørgsmålstegn. Hun tog en dyb indånding og prøvede at glatte sit ansigt ud til en næsten helt udtryksløst mine. "Hvad hedder du så?" Imens pigen overvejede om hun gad svare mig, studerede jeg hende nærmere. Hun havde et skarlagensrødt halstørklæde, og en kort, sort sommerkjole på. En mærkelig kombination i mine øjne, men hun havde nok en grund. Hendes hår var kedeligt leverpostejsfarvet bortset fra en enkelt stribe af rød som matchede både halstørkladet, og de perfekte og tydeligvis falske, røde negle som hun utålmodigt klikkede mod gulvet. "Sonja." Svarede hun langt om længe. Jeg nikkede let. "Alexandra." Mine fødder tvang mig fremad og jeg satte mig ned ved siden af hende. Jeg trak knæene op og hvilede min hage på dem, mine arme var slynget rundt om skinnebenene. Efter lidt tids stilhed så jeg op i loftet. Min refleksion stirrede tilbage ned på mig med et lille skævt smil. Endelig blev stilheden brudt da Sonia rømmede sig. "Så.. Hvad laver du i din fritid?" Spurgte hun. Jeg sad og overvejede hvad jeg skulle sige. "Ikke så meget, bare lige hvad jeg har lyst til.." Sonia nikkede let. "Nogen familie?" Jeg rystede svagt på hovedet og snøftede. "Nej." Sonjas mund blev til en tynd streg i hendes ansigt, og der sænkede sig endnu engang en akavet stilhed over os. "Jeg har en familie.." Hviskede Sonja. "Jeg har en, men jeg ved hvordan det er at miste.." Jeg nikkede bare. Tanker fløj igennem mit hovede imens vi sad der og bare.. Sad. Denne gang var det hverken Sonja eller mig der afbrød stilheden, det var en mandlig stemme. Stemmen var ru og dyb. "Der vil snart blive smidt en pistol ind i rummet til jer." Jeg stirrede med store øjne over på Sonja som sendte præcis det samme blik tilbage. "Ligeså snart at den ligger i rummet vil der blive startet en timer." Sonja kom op og stå. Hun pillede nervøst ved sit røde halstørklæde. "I vil have præcist fem minutter til at skyde den anden person som i er sammen med i rummet." En kold brise skød igennem rummet da han afsluttede sin sætning. "Hvis ingen af jer skyder før de fem minutter er gået, vil rummet blive fyldt med gas, og i vil begge to dø." Sonia turde ikke se på mig igen. Jeg kunne se frygten der stod malet i hendes ansigt. "H-hvad skal vi gøre?" Hviskede hun lavt. Før jeg kunne svare hørte vi et højt klang da en pistol landede på spejlgulvet. En lille del af den hvide væg havde åbnet sig selv, det måtte være der, at pistolen var kommet fra. Sonjas øjne var limet fast til pistolen på gulvet. "J-jeg bliver nød til..." Hun begyndte at gå hen mod pistolen. Mine øjne fulgte hende, jeg vidste godt selv at det var slut nu. Der var ingen måde at ændre hvad der snart skulle ske. Sonja samlede pistolen op fra gulvet og vendte sig mod mig. Hun rystede over hele kroppen. "U-undskyld Alexandra.." Sonja lukkede øjnene og man kunne se tårer løbe ned af hendes kinder. Da hun åbnede igen hviskede hun "jeg er så ked af det her.." Jeg nikkede bare let. "Også mig." 

Så skød Sonja.

Min hånd gled ned i den lille taske jeg havde fået af kvinden ved døren. Jeg fandt lynlåsen til et helt specielt rum. Jeg trak genstanden der lå i rummet ud. Det var en pistol. Jeg pegede den mod Sonja. Hendes øjne var store og fyldte med frygt. Hun tabte pistolen hun selv holdte og den landede skramlende på gulvet. "D-den.. Den virkede ikke.." Det trak op i mine mundvige. "Nej, men det gør den her til gengæld." Jeg viftede med pistolen i min hånd. "Det her var en test Sonja..  Hver anden dag i TRE ÅR har jeg kørt denne test. Hver eneste gang har folk fejlet. Sonja, DU har fejlet." Sonja trådte et skridt væk. "Please ikke skyd mig.." Hun hviskede det så lavt at man skulle tro, hun sagde det til sig selv. "Så hvis jeg havde sagt 'Please ikke skyd mig.' Ville du ikke have skudt?" Sonja rystede let på hovedet. Der lød et højt brag da jeg skød. Det var som om at alt gik i slow motion. Jeg så hvordan kuglen nærmede sig, hvordan Sonja åbnede munden. Hun nåede ikke at sige noget før at kuglen borede sig ind i hendes pande. Hun faldt bagover og ramte væggen før at hun faldt sammen på gulvet. Jeg stirrede på hendes livløse krop i lidt tid før at jeg vendte mig væk og gik ud døren som var blevet åbnet efter at de fem minutter var gået. Kvinden udenfor så på mig med en rynke i panden. "Dumpede hun?" Spurgte kvinden nysgerrigt. Jeg sukkede. "Det gør de alle sammen."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...