A christmas surprise!

Kaylee hader julen mere end noget andet, fordi hendes far døde i december for 11 år siden. Der dukker hemmeligheder frem for Kay i denne december. Da Luke afslører, at han kan lide hende går det hele galt. Hendesmor er meget imod det. Vil Kay blive med Luke? Vil Kay finde sig i sin skæbne? Vil hendes mor og hende bliver gode venner? Vil de få en god jul?

17Likes
22Kommentarer
1639Visninger
AA

8. Syvende december

7. december

Jeg stod ud af min seng. Jeg var så træt, og jeg kunne knap nok holde mine øjne åbne. Jeg var forkølet pga kulden. Der var intet godt med lorte december. Jeg var træt. Jeg traskede hen til mit ur, som stod på reolen. Den var 15 minutter i, at jeg skulle i skole. Jeg følte mig syg, så jeg havde tænkt mig at spørger min mor, om jeg ikke  kunne blive hjemme. Så slap jeg også for en akavet stemning mellem mig og Luke. Jeg gik ned ad trappen og åbnede døren til min mors værelse. Hun sov stadig. Hun havde sikkert også sovet over sig. 

"Mor? Du har sovet over dig", sagde jeg og ruskede i hende.

"Hvad skal vi da?" Spurgte hun og rullede en runde sådan, at hun så oppe i loftet. 

"Vi skal det, vi altid skal? I skole og på arbejde", sagde jeg og satte mig på senge kantet.

"Neeej" sagde hun og trak sin dyne højere op.

"Jeg har heller ikke lyst. Kan jeg ikke nok blive hjemme? Jeg har det alligevel dårligt... og så har jeg et problem med Luke", sagde jeg og så bedende på hende. Hendes øjne åbnede straks, da hun hørte min indskudte sætning.

"Hvad for et problem? Det bliver vi nødt til at snakke igennem", svarede hun og satte sig straks op, som var der startet en ildebrand. 

"Må jeg så blive hjemme?" Spurgte jeg og klappede i mine hænder af begejstring.

"Selvfølgelig" svarede hun. Hun begyndte at grine. Jeg forstod det overhovedet ikke.

"Det lørdag søde" sagde hun og aede min kind. Jeg følte mig ret dum, at jeg ikke vidste det.

***

Min mor havde taget mig ud at drikke varm kakao. Jeg sad ved vores sædvanlige bord og ventede på, at min mor skulle komme med min kakao med flødeskum. Der var en lang kø fra disken og hen til udgangen. Jeg tog min hue og vanter af, for jeg vidst, at jeg skulle være der i lang tid. Min mobil bippede. Jeg tog den op ad min lomme. En lang række beskeder fra Luke kom frem. 

L:Kay, det jeg sagde i går det betød ikke noget.

L: Okay, måske lidt...

L: Men du må ikke være sur? Vel?

L: Kay forhelvede, jeg ved jo at du har set de her beskeder! Du tjekker jo fandme din telefon hver 2. sek.! Svar nu!

L: Unskyld, bare skriv ok?

Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle svare. For jeg vidste ikke svaret selv. Jeg vidste ikke, om jeg kunne lide Luke på den måde? Min mor kom med min kakao. Hun satte den på bordet og tog sin jakke af. Mit flødeskum var allerede smeltet.

"Nå hvad er det så for et problem med Luke?" Spurgte hun og satte sig til rette.

"Han kan godt lide mig", sagde jeg og tog en tår. 

"Kan du lide ham?" Spurgte hun.

"Det ved jeg ikke", svarede jeg og trak på mine skuldre.

"Prøv at tænke på de negative ting ved ham.... og ja de positive" sagde hun og rynkede på sin næse.

Jeg tænkte og tænkte, men ligemeget hvad... kunne jeg kun finde på positive ting om ham. Han snorkede selvfølgelig, men det er, der så mange der gør. Jeg kunne mærke, at jeg begyndte at smile for mig selv. Alle de ting vi havde lavet sammen, tænkte jeg pludselig på. Jeg begyndte at fnise, da jeg så Luke blive ramt af en bold i mit flashback.

"Jeg... Jeg tror, jeg vil give det et forsøg", sagde jeg bestemt.

"Men det kan ødelægge jeres venskab!" sagde hun. Hun så panisk ud i ansigtet. Hun greb ud efter min hånd.

"Sig mig? Vil du ikke have, at Luke og jeg skal finde sammen?" Spurgte jeg og tog min hånd til mig.

"Nej jeg har ikke noget imod det men...", sagde hun og så ned i sin kakao.

"Hvem har så?" Spurgte jeg og følte mig, som en pige på 5 år som ikke måtte en skid.

"Nisserne" sagde hun og kiggede alvorligt på mig. Jeg flækkede af grin. 

"Nisserne? Kommer de da og bortfører mig, hvis jeg kommer sammen med Luke? Jeg tror ikke rigtig på, at de har en holdning til dèt. Ikke fordi jeg tror på nisser eller på julemanden", sagde jeg og grinede. Hun gispede, som havde jeg givet hende en lussing. 

"Men du er selv en nisse?" Sagde hun og så spørgende på mig.

"Nej jeg er ej. Jeg er et normalt menneske, som dig og de andre millioner af mennesker der trækker vejret på jorden", sagde jeg og lænede mig truende over bordet.

"Din far ville haft været skuffet, hvis han havde hørt dig", sagde hun og lagde sine arme over kors.

"Han er jo død! Det er, derfor jeg hader juletiden! Fordi han døde i december!" Råbte jeg og fik tårer i øjnene.

"Din far er ikke død! Jeg løj!" råbte hun men tog sig straks for munden, da hun havde sagt for meget.

"Hvad?! Har han forladt os!? Hvordan kunne du lyve om det?!" Spurgte jeg og en tårer trillede ned ad min kind. Jeg kiggede rundt på cafeen og så at folk fulgte med i vores samtale. De havde stoppet med at drikke kaffe og sad istedet og kiggede på os. Jeg begyndte at løbe med hænderne op foran mit ansigt. Ingen skulle se mig græde.

"Kay!" råbte min mor og rejste sig fra sin stol.

Jeg løb bare. Jeg ville hjem. Hjem og græde i min dyne. Græde hele dagen væk...

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...