Kidnapped by a mistake! - Jason McCann

Rachel Valentine på 18 år fra Miami, Florida, er på ferie hos sin onkel og tante i New York. Hun er af en rig familie, så hun mangler ikke noget. - En dag, hvor hun skal ud og shoppe i New York, går hun ind i den store National Bank for at hæve penge, men det viser sig at Rachel vælger den helt forkerte dag at hæve penge og lige i den forkerte bank, for netop den dag og det tidsrum, vælger den berygtede Jason McCann og hans medsammensvorne, at røve banken og det bliver yderligere ikke småting for stakkels Rachel, som yderligere bliver udsat for tilfældig gidseltagning og kidnapning. Hvordan skal det dog ikke gå hende og hvad med denne Jason? Er han god nok på bunden eller er han én hun skal holde sig langt væk fra? Følg med i en spændende historie, der kan tage mange twist....

284Likes
430Kommentarer
50094Visninger
AA

15. "Var det der virkelig nødvendigt?"


Jasons synsvinkel:

"Var det der virkelig nødvendigt?"

Zayns stemme bag mig, trættede mig en hel del, mens jeg havde Rachel hængende bevidstløs på min venstre skulder og jeg gik helt hen til sengen og bukkede mig forover og lod hende dumpe ned i sengen. Jeg rettede mig rasende op og så tilbage på Zayn, der stod som et stort målløst spørgsmålstegn.

"Hun ville stikke af, Zayn - Ville du ligesom ikke have gjort det samme i mit sted?", spurgte jeg fnysende. Zayn smilte sarkastisk og rystede på hovedet.

"Nej sgu da! Det er da pisse synd for hende!", svarede han modstræbende. Jeg brummede kraftigt.

"Hold kæft, Zayn!", råbte jeg ham ind i hovedet og gik forbi ham mod værelsesdøren.

"Du tager første vagt, Zayn - nu hvor du skal spille så fucking hellig!", vrissede jeg med ryggen til og vendte mig omkring og så hen på ham.

Han bed sig i sin underlæbe på på en tænksom måde.

"Og du vover på at finde på klamme numre ligesom Rachel der! - Er du med?!", tilføjede jeg skarpt. Zayn så bare som en dorsk på mig og nikkede.

"Ja ja...", mumlede han træt, og han satte sig med et opgivende bump ned i lænestolen i hjørnet af værelset. Jeg nikkede uden at sige noget og vendte mig mod døren og skulle til at gå ud.

"Mener du så, at hun alligevel ikke kan få lov til at færdes frit i huset længere?!"

Spørgsmålet fra ham, fik mig til at fnyse olmt uden så meget som at vende mig om mod ham.

"Så længe hun ikke kan vise os den respekt, som vi forlanger og så længe hun ikke er til at stole på, så... NEJ!", svarede jeg hårdt og gik ud af værelset og smækkede irriteret døren i efter mig.

Det hele ikke blev ikke et hak bedre, da jeg mødte de andre, der alle sad og gloede målløse hen på mig fra sofaen af.

"Hvad fucked glor i på? - Foretag dog noget fornuftigt i stedet!", udbrød jeg olmt og efterlod dem og gik ind i det lille kontorrum og smækkede frustreret døren efter mig og nærmest kastede mig ned i kontorstolen. Jeg sukkede hårdt og tog mig til hovedet.

Det gjorde mig vanvittig, bare tanken om, at Rachel havde så pokkers meget indflydelse på mig. Det var for helvede hendes skyld, at jeg følte mig så frustreret og ude af kurs. Jeg følte, at hun til en vis del tog styringen fra mig. Hun svarede mig igen og begyndte at gøre oprør og samtidigt tændte det mig mærkeligt nok, at hun var den eneste pige, der kunne få mig så langt ud på vippen og på en psyko mærkelig måde bare dragede mig mere og mere mod hende.

Det var som om, at hun lige præcist vidste hvordan hun kunne styre mig og hun virkede ikke til at frygte mig længere, men hun skulle ikke tro, at hun slap så let fra det hele. Måske jeg havde været alt alt alt for god af mig fra begyndelsen af, men det måtte der laves om på nu...

~


Rachels synsvinkel:

"Hvis jeg sagde, at vi skulle rende væk sammen, ville du så gøre det?"

Hans læber stod ikke stille. De fyldige læber, der bevægede sig, så alt omkring mig blev som visket ud. Alt var hvidt og rent og der var kun mig og hans fantastiske læber, som jeg kunne koncentrere mig om.

Jeg fniste og lagde mine arme om nakken på ham og så ham dybt i hans klare karamelbrune øjne.

"Jeg ville tage til verdensende sammen med dig, hvis det skulle være?", fniste jeg.

Han smilte smørret og overfaldt mine læber og skubbede mig ned at ligge, men alt virkede til at komme uendeligt, så følelsen af vægtløshed og at jeg bare faldt og faldt, blev ved. Hans arme om mig og hans varme læber forsvandt, så jeg skreg op...."

"Arrrgh!"

Jeg vågnede, ved at jeg sad op med hjertet siddende i halsen og så mig omkring med forvirring.

"Er du okay?!"

Ryans stemme fik straks min opmærksomhed, da jeg så til højre for mig. Jeg sank en klump og nikkede og tog mig til nakken og mærkede straks en øm bule. Jeg sukkede og lod et par blide fingre føle forsigtigt på bulen.

"Jeg har fået en bule...", sukkede jeg hårdt. Ryan smilte nervøst.

"Ja, du har været bevidstløs - Jason slog dig vidst med hans colt i baghovedet - Jeg beklager hans åndssvage opførsel...", forklarede Ryan stille med et svagt smil.

Jeg sukkede hårdt og så trist hen på Ryan.

"Hvorfor er han så utilregnelig hele tiden?", spurgte jeg med et suk. Ryan rystede på hovedet.

"Det kan jeg ikke svare dig på, men Jason mener ikke, at du har ret til at komme rundt i huset når du vil for i øjeblikket - Jeg beklager virkelig...", svarede Ryan med et svagt smil. Jeg måbede voldsomt.

"WHAT?! - Det kan han sgu ikke bare tillade sig?!", råbte jeg.

"Shhhy,  ikke så højt...", tyssede Ryan på mig.

Jeg sukkede opgivende og faldt bagom i sengen og så flygtigt op i det triste loft, inden jeg vendte blikket hen mod Ryan igen.

"Skal jeg så bare holdes fangen her igen? - Må jeg slet ikke komme ud, eller noget?", spurgte jeg med et opgivende klynk. Ryan rystede på hovedet. Det bliver nok som før, med hvor du kun må få adgang til toilettet, når det er...", forklarede han lavt. Jeg satte mig frustreret op i sengen.

"JASON, DIT SVIN!", råbte arrigt mod døren.

Ryan var hurtigt henne ved mig og satte sig straks ved siden af mig på sengen.

"Rachel, dæmp dig venligst, for din egen skyld...", forklarede Ryan lavt.

"Aaaarh! Jeg er fucking ligeglad! Han skal ikke behandle mig på den måde, han er et svin!", skældte jeg frustreret.

"BANG!"

"Aaarh!", skreg jeg forskrækket og så mod den åbne dør, der var smækket op ad væggen for fulde baldre. Jason stod og så olmt hen på mig.

"Hvad sagde jeg?", hviskede Ryan ved min side.

Jeg så slet ikke på Ryan. Mit hjerte føltes som at sidde i halsen over min stirren på Jason, der stod og prustede rød i ansigtet. Hans øjne lynede mere end jeg nogensinde havde oplevet før.

"Ryan, ud!", udbrød Jason hårdt.

"Jason, syne...."

"JEG, SAGDE UD, RYAN!", afbrød Jason Ryan arrigt. Jeg sank en hård klump i halsen og betragtede flygtigt Ryan ud af øjenkrogen der smuttede ud af værelset. Jason smækkede døren i med en ordenligt brag og gik med faretruende og langsomme skridt hen mod mig.

"Jaso..."

"KÆFT!", afbrød han mig og nærmede sig mig. Jeg rykkede mig langsomt bagud i sengen.

"Et ord mere fra dig, smukkefjæs - Så kan det meget vel være, at jeg tager hårdere midler i brug!", svarede han fnysende og nærmede sig mig.

Jeg følte ikke, at jeg kunne sige noget længere, men stirrede blot op på ham med hjertet der slog hårdt i mit bryst.

"Hv... Hvad v..vil..du?", spurgte jeg i en skinger lille stemme og jeg så straks, at han havde et reb og noget sort i hånden, som jeg ikke vidste hvad var?


~

Beklager det super korte kapitel, men jeg har desværre også haft travlt med andre ting i dag, sorry :( - Tilgiv mig!

~ Ida

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...