Kidnapped by a mistake! - Jason McCann

Rachel Valentine på 18 år fra Miami, Florida, er på ferie hos sin onkel og tante i New York. Hun er af en rig familie, så hun mangler ikke noget. - En dag, hvor hun skal ud og shoppe i New York, går hun ind i den store National Bank for at hæve penge, men det viser sig at Rachel vælger den helt forkerte dag at hæve penge og lige i den forkerte bank, for netop den dag og det tidsrum, vælger den berygtede Jason McCann og hans medsammensvorne, at røve banken og det bliver yderligere ikke småting for stakkels Rachel, som yderligere bliver udsat for tilfældig gidseltagning og kidnapning. Hvordan skal det dog ikke gå hende og hvad med denne Jason? Er han god nok på bunden eller er han én hun skal holde sig langt væk fra? Følg med i en spændende historie, der kan tage mange twist....

284Likes
430Kommentarer
49812Visninger
AA

9. Ustyrlige følelser!


Jasons synsvinkel:

"Harry er inde hos Rachel..."

Zayns stemme bag mig, var ikke til at tage fejl af. Jeg smilte svagt over konstateringen og lagde det ene bundt pengesedler jeg havde i hånden over i bunken, som var talt op i forvejen og jeg tastede hurtigt 1000 dollars ind på lommeregneren og skulle lige tjekke, hvor mange penge, der indtil videre var talt op. Jeg smilte smørret over resultatet ind til videre:

"357.000 dollars!", tænkte jeg med et frydende smil, men der var lang vej endnu til de 750.000 dollars, som vi, eller rettere jeg skyldte Sean. Jeg kunne kun håbe på, at alle pengene ville være på bordet og gerne lidt mere i overskud, så jeg og drengene kunne komme på den grønne gren for fremtiden.

Jeg nikkede over Zayns konstatering og rejste mig fra kontorstolen og vendte mig mod ham.

"Kan du tælle videre, Zayn? Bunken til venstre er dem der er blevet talt op og den højre bunke er endnu ikke kommet med i den endelige pulje endnu.", forklarede jeg med et skævt smil.

Zayn nikkede med et blink med øjet.

"Hvor mange penge forlyder beløbet indtil videre på?", spurgte han og satte sig ned på stolen. Jeg så ned på ham.

"357 stærke, så bare fortsæt derfra.", svarede jeg med et smil og klappede ham på skulderen.

Zayn nikkede og jeg forlod ham og værelset med et smil og lukkede døren efter mig og så straks de andre sidde som klistret til hjørnesofaen, mens de så amerikansk fodbold og åd pizza og drak øl. Ja, der hørmede helt sikkert af mandehørm, men sådan var det jo for vores vedkommende. Jeg tørrede flygtigt min bare arm over min svedende pande.

"Sig mig, virker ventilationen ikke her i stuen? Her er fucking varmt!", spurgte jeg lettere højt og Ryan vendte sig som den eneste sin opmærksomhed over mod mig fra sofaen af.

"Den er i stykker, men Gonzales har lovet at komme forbi snart og fikse den!", svarede Ryan højt. Jeg nikkede med et smil.

"Bare sørg for, at Gonzales ikke kommer ind på det lille værelse hvor pengene er, okay?", svarede jeg bestemt. Ryan nikkede med et smil.

"Selvfølgelig Jason!", svarede han med et blink med øjet.

Jeg nikkede med klumpen i halsen. Ja, nok kunne vi føle os sikre her i Panama, men tilliden til folk, der måske kunne have næsen lidt for langt fremme, kunne vi ikke vide os sikre på.

"Nogen der er klar over, hvorfor Harry gik ind til Rachel?", spurgte jeg undrende.

"Rachel skreg lige før, derfor!", kunne jeg høre Khalil svare med ryggen til.

Jeg nikkede blot og gik mod værelset, hvor Rachel var bundet fast.

Jeg kom hen til døren og trak ned i dørhåndtaget.

"Hvad skal i bruge mig til? - Har i tænkt jer, at voldtage mig eller hvad?!"

Det var tydeligt at høre, at Rachel var ret oprevet nu, så jeg åbnede straks døren og så hen mod Rachel og Harry, der sad på stolen tæt ved sengen, som Rachel lå på.

"Så så, rolig nu dukke-fjæs!", udbrød jeg med en måske lidt hård tone, men jeg syntes virkelig ikke, at der var nogen grund til at Rachel hidsede sig op på den måde.

Jeg fik straks Rachels fulde opmærksomhed. Jeg lagde armene over kors og smilte smørret.

"Jeg tager den herfra, Harry - Bare gå ind til de andre...", kom det utroligt nok med en overordentlig ro i mig.

Harry smilte skævt og nikkede og rejste sig hvor ved han flygtigt så ned på Rachel inden han kom hen til mig og gik forbi mig og lukkede der efter døren efter sig. Jeg gik der efter med rolige skridt hen til Rachel. Hun virkede ikke det mindste begejstret, da jeg tillod mig at sætte mig på sengekanten ved siden af hende.

Jeg fandt hendes blik på mig, der virkede koldt og fyldt med skræk, men hun kunne være ganske rolig. Nok havde jeg mine planer med hende, men kunne jeg undgå at gøre hende fortræd, så gjorde jeg virkelig alt for det. Nok var hun mit og de andres gidsel, eller hvad man nu kunne kalde det? Men hendes forældre ville nok sætte mest pris på, at der ikke skete hende noget.

"Vil i voldtage mig, eller hvad?", kom det atter fra hende.

Seriøst? Hun troede bare det værste om mig og mine venner. Nok kunne vi være slemme og hårde, men når det kom til pigebørn, så ville hverken jeg eller mine venner risikere at krænke en pige ved fysisk hård vold eller voldtægt. Bare det spørgsmål hun kom med én gang til, fik mig til at grine lidt over det. Nope, hun kunne sgu være ganske rolig lige der.

"Tja, ser du, Rachel... Det var absolut ikke for sjovt, at jeg og vennerne valgte at kidnappe dig - Vi har vores planer med dig, men ligefrem voldtægt? Njaa, det behøver du absolut ikke at frygte...", forklarede jeg med et skævt smil. Hun lå og så måbende op på mig.

"Jamen... Hvorfor så?", spurgte hun målløs. Jeg smilte svagt.

"Det kan jeg ikke fortælle dig, men voldtægt? Nej - Bare nej! Nok er vi slemme, men direkte onde?", svarede jeg med et svævende spørgsmål og rystede på hovedet med et lille smil. Jeg kunne se på Rachel, at hun begyndte at slappe mere af i kroppen.

"Tak...", svarede hun lavt. Jeg smilte med et lille nik.

"Ingen årsag...", svarede jeg med et lille smil.

"Må jeg ikke nok komme fri?", bad hun med sine kønne øjne. Jeg sukkede svagt og rystede på hovedet.

"Nok kender vi lidt hinanden, men jeg må indrømme, at jeg ikke har hundrede procent tillid til dig, for du kunne jo finde på at stikke af, ikke?", svarede jeg med et sarkastisk smil.

Hun sukkede hårdt og værdigede mig ikke et eneste lille smil.

"Du er så mistroisk og kold, Jason! Fuck dig!", snerrede hun hårdt. Jeg smilte stramt og nikkede blot.

"Dit had preller af på mig dukke-fjæs! - Er du sulten?", svarede jeg behersket.

Ja, for inden i, havde jeg seriøst lyst til at råbe ad hende, men jeg gjorde det ikke. Rachel fnyste irriteret. Jeg rejste mig fra sengen og så ned på hende og smilte svagt.

"Ja ja, du bestemmer helt selv? - Jeg giver dig ligesom valget, ikke?", svarede jeg med knusende ro og et smørret smil og begav mig over mod døren.

"DU SLIPPER IKKE GODT FRA DET HER, JASON!"

Jeg standsede op en meter fra døren af og smilte svagt inden jeg vendte mig omkring og så hen på hende med et sarkastisk smil.

"Det er trods alt dig og ikke mig, der ligger bundet... Jeg prøver at være venlig her, men du smider dig om med lort og tror du jeg gider det? - Nada! - Så zip!", svarede jeg henkastet og lavede lynlås over mine læber.

Hun lå og fnyste hårdt kunne jeg se, men hvor det ragede mig.

" - Og én ting mere, lille Rachel: Hvis jeg så meget som hører skrål og skaberi fra dig af, så er det på med kneblen for din mund - Forstået?!", tilføjede jeg hårdt.

Hun fnyste endnu mere og lænede sig halvt op i sengen.

"FUCK DIG!", skreg hun hårdt. Jeg så forbløffet på hende.

"Du siger bare til, smukke!", svarede jeg med et frækt smil og blink med øjet og straks forstummede hun målløs. Jeg smilte frækt.

"Du kalder bare pænt, hvis du er sulten, tørstig, skal skide eller har brug for en lille sludder, ikke?!", forklarede jeg sarkastisk.

Hun gryntede hårdt og lagde sig ned i sengen igen. Jeg vendte mig om og gik ud af værelset og lukkede døren efter mig.

"Hold da op en hystade!", kom det fra Harry, der kom hen til mig med et krus te i hånden. Jeg trak på skuldrene.

"Well, jeg skal nok snart få sat ordenlig skik på hende...", svarede jeg lavt med et stramt smil og klappede Harry på skulderen. Harry nikkede blot.

Jeg gik hen og satte mig i sofaen sammen med de andre. De var som helt væk i det tv.

"Er der mere pizza?", spurgte jeg og ingen reagerede.

De var som limet fast til den fodbold kamp. Jeg trak på skuldrene.

"Nå, så tjekker jeg da bare selv...", mumlede jeg og lænede mig frem i sofaen og tjekkede flere af pizzabakkerne om der var bid.

Yup, men det var ikke de fedeste left overs...'

~

Jeg vågnede pludseligt ved at en puffede til mig. Jeg så mig forvirret omkring og så Ryan, Zayn og Khalil alle sov i sofaen. Ja, det havde jeg jo selv.

"Jason..."

Harrys hvisken var ikke til at tage fejl af. Jeg så mig lettere bag over og ganske rigtigt, der stod han. Han smilte langtfra. Ja, han så ret træt ud og det var jeg sgu også selv. Jeg så undrende op på ham.

"Hvorfor fucked vækker du mig nu?", spurgte jeg irriteret og så flygtigt på mit Rolex at den kun var 04.20 am, ja altså om morgenen.

Jeg sukkede hårdt og rettede mig op at sidde i sofaen.

"Hvad sker der?", gabte jeg hårdt, mens jeg sad foroverbøjet og gned i mine øjne med ryggen til Harry.

"Det er Rachel... Hun har ligget og grædt de sidste par timer - Hun virker fuldkommen utrøstelig...", forklarede Harry lavt.

Bare for ikke at vække de andre. Jeg så mig undrende bag over skulderen og fandt hans blik.

"Hvorfor fucked går du så ikke ind og taler med hende?", spurgte jeg undrende. Harry rystede på hovedet.

"Hun vil ikke snakke med mig - Hun ignorerer mig fuldstændig... Derfor tænkte jeg, at du mås...."

"Sig ikke mere...", afbrød jeg med et suk og rejste mig træt. Jeg betragtede ham i sekunder.

"Bare tag dit velfortjente hvil... Du har jo alligevel vækket mig, så jeg tager over for vagten nu...", forklarede jeg med et lille smil.

Harry nikkede og var ikke sen til at gå hen og tage selvsamme plads i sofaen, som jeg havde ligget på før.

Jeg begav mig med et hårdt suk mod værelset, hvor Rachel var og Harry havde ret. Jeg kunne høre hende græde, selv om jeg var ude for døren. Jeg åbnede døren og betragtede hende et øjeblik, at hun lå og græd i stride strømme med armene over hovedet. Jeg sukkede hårdt og låste døren med min nøgle indefra, så hun ikke skulle stikke af, for noget sagde mig, at hun havde brug for at have armene fri lidt.

Hun lod sig tydeligvis ikke bemærke sig over mig, da jeg låste døren. Blot lå hun og græd videre. Jeg gik hen til hende og satte mig på sengekanten og først der så hun mig, mens hun græd. Hendes gråd påvirkede mig i den grad. Hun så virkelig ulykkelig ud. Jeg tøvede ikke med at begynde at binde nylonrebet op fra hendes hænder. Hun stoppede sin gråd og så bare chokeret på mig, da jeg lænede mig over hende i sengen, for at løsne den anden hånd. Hun tøvede ikke med at trække sine arme ned, men det var ikke uden jammer.

Det var måske ret risikofyldt, men jeg tillod mig at ligge mig ned ved siden af hende. Hun så målløs på mig, mens tårerne rendte stille ned ad hendes kinder.

"Hvorfor... gjorde du det?", spurgte hun med et knæk i stemmen. Jeg smilte svagt.

"Vi kan vel alle have brug for en pause for alt det rod der findes i omverdenen... Jeg kunne forestille mig, at du nok havde ret ondt i armene og hænderne efter så mange timer bundet på den måde...", forklarede jeg hviskende. Hun nikkede, men smilte ikke.

"Fortæl mig venligst, hvorfor du pludselig er så sød ved mig?", spurgte hun stille og hun tørrede sine kinder. Jeg sukkede og så op i loftet.

"Jeg ved det ikke? - Måske, det bare er fordi, at hverken jeg eller mine venner måske ligefrem har behandlet dig pænt?", forklarede jeg med et svævende spørgsmål.

Jeg vendte mit blik mod Rachel, der så forbløffet på mig.

"Jamen, jeg troede at jeg var jeres gidsel?", spurgte hun målløs. Jeg smilte svagt.

"Det er du sådan set også, men derfor behøver du ikke at skulle føle dig som en fange - Nok er du vores gidsel og vi har vores planer med dig, men derfor skal du ikke føle dig bange for os som sådan...", forklarede jeg stille. Hun så mærkeligt på mig.

"Der er noget jeg ikke forstår, Jason - Du truer mig på livet i banken og du og de andre kidnapper mig på en kold og grotesk måde, og nu ligger du ligefrem og påstår, at jeg ikke skal være bange for hverken dig eller de andre? - Du er mystisk og mærkelig, Jason...", svarede hun på en tør måde og vendte sig om på den anden side med ryggen til mig.

Ja, hun havde jo faktisk ret! Måske, hun havde grebet om mig, siden jeg opførte mig så fandens mærkeligt. Jeg sukkede og satte mig op i sengen og skulle til at rejse mig op fra sengen, men en lille hånd greb fat om min tanktop på ryggen af mig. Jeg så mig undrende ned på hende.

"Vil du ikke godt blive hos mig? - Jeg aner slet ikke hvor pokker jeg er og du er nogenlunde den eneste jeg føler mig bare lidt tryg ved... Mærkeligt nok!", udbrød hun det sidste med et kort lille grin. Jeg smilte svagt og nikkede.

"Okay, så bliver jeg lidt...", svarede jeg lavt og lagde mig ned i sengen igen. Jeg lå og så på hende.
"Prøv at få noget søvn, okay?", spurgte jeg stille.

Hun nikkede med et lille smil og lagde sig om på maven. Jeg smilte svagt over det og nød for en gang skyld at ligge ned i en rigtig seng, og der kunne vel ikke ske noget ved at få endnu en lille lur, nu hvor jeg lå ved siden af hende....

~

Jeg vågnede pludseligt ved følelsen af én der lå ovenpå mig og jeg havde ret. Jeg glippede øjnene ordenligt op og bemærkede, at Rachel faktisk lå og puttede på min brystkasse. Det var en underlig følelse, som jeg fik i maven. Hun så så sød ud, sådan som hun lå og puttede på mig. Det virkede til, at hun smilte svagt i søvne.

Jeg havde så mange følelser for at ville kysse hende, men det gik bare ikke. Jeg kunne ikke indlade mig med en pige, som var vores gidsel og jeg havde ligesom planer med hende. Det var virkelig svært det her,for jeg havde ikke haft så intim kontakt i lange tider. Jeg sukkede lydløst og prøvede forsigtigt, at fjerne hende, men det skulle jeg ikke have gjort, for pludseligt glippede hun langsomt sine øjne op og så op mod mit ansigt. Hun smilte på en særlig måde til mig.
"Hej...", hviskede hun og det var som om min krop ikke ville reagere på mine ellers fornuftige tanker, da jeg pludseligt mærkede en lille varm hånd smyge sig op under min tanktop og nussede mig på maven. Jeg sank en klump over det.
"Rachel...", mumlede jeg målløs.

Hun løftede sig en anelse og rykkede sig længere op til mit ansigt og så ned på mig med et smørret smil - eller var det frækt?

"Du har en ret lækker mave, af hvad jeg kan mærke...", fniste hun stille. Jeg tog en dyb indånding.

"Rachel... Vi kan ikke det her...", afbrød jeg hendes hånd under min tanktop.

Hun så skuffet ned på mig. Fuck, hvor var hun altså tæt på mig. Jeg kunne mærke hendes varme ånden på mine læber.

"Tænder du slet ikke på mig?", spurgte hun på en nedtrykt måde.

Jeg sukkede hårdt og så indgående ind i hendes smukke brune øjne.

"Du aner ikke hvor meget jeg har lyst til dig - Det er helt vi...."

Hun afbrød min sætning ved at lægge sine læber over mine. Jeg burde nok skubbe hende væk, men jeg kunne ikke få mig selv til det. Hendes varme læber, var så bløde og lækre. Jeg lukkede øjnene og tillod mig, at føre min tunge ind i hendes mund. Hun protesterede slet ikke. Hun smagte vildt dejligt og jeg tillod mig at kærtegne hendes ryg. Hendes små støn pirrede mig mere end noget andet.

Igen følte jeg hendes hånd oppe under min tanktop og denne gang protesterede jeg slet ikke. Jeg kunne ikke slippe hende.

"Duk duk duk!"

"Jason, er du derinde?"

Jeg skubbede hende væk fra mig og hun så chokeret på mig.

"Vi kan ikke det her...", udbrød jeg lavt og rejste mig fra sengen og gik hen mod døren og fiskede nøglen til døren op.

"Jason?"

Hendes stemme lige bag mig og hendes arme, der lagde sig om livet på mig, fik mig til at standse op med et suk.

"Rachel... Det går ikke, det her... Jeg henter noget morgenmad til dig...", forklarede jeg stille.

Hun slap mig straks og jeg så flygtigt på hende. Hun så langtfra tilfreds ud. Hun gik hen og satte sig på sengen med blikket nede i skødet på sig selv. Jeg vendte mig med et suk mod døren og låste den op og gik ud af døren og blev mødt af Ryan, der så forvirret på mig.

"Hvad fucked har du lavet, main?"

Jeg rystede på hovedet og vendte mig mod døren og låste den igen.

"Ingenting - Absolut ingenting..."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...