Kidnapped by a mistake! - Jason McCann

Rachel Valentine på 18 år fra Miami, Florida, er på ferie hos sin onkel og tante i New York. Hun er af en rig familie, så hun mangler ikke noget. - En dag, hvor hun skal ud og shoppe i New York, går hun ind i den store National Bank for at hæve penge, men det viser sig at Rachel vælger den helt forkerte dag at hæve penge og lige i den forkerte bank, for netop den dag og det tidsrum, vælger den berygtede Jason McCann og hans medsammensvorne, at røve banken og det bliver yderligere ikke småting for stakkels Rachel, som yderligere bliver udsat for tilfældig gidseltagning og kidnapning. Hvordan skal det dog ikke gå hende og hvad med denne Jason? Er han god nok på bunden eller er han én hun skal holde sig langt væk fra? Følg med i en spændende historie, der kan tage mange twist....

284Likes
430Kommentarer
49821Visninger
AA

16. Straffen!


Rachels synsvinkel:

Jason stod foran mig, og der blev ingenting sagt de første minutter. Jeg kunne ikke holde blikket væk fra hans hånd med rebet og det sorte han havde med sig, var gået op for mig, var en form for en knebel, eller en gag i overført seksuelt betydning, men det var næppe sex han var kommet for, for han så mere end rasende ud.

Jeg ville da seriøst heller ikke have sex med sådan et dominerende svin, som han var i øjeblikket.

"Har du tænkt dig at binde mig?!", råbte jeg pludseligt. Jason skulede hårdt ned på mig.

"Læg dig!", svarede han bare hårdt. Jeg lagde mig frustreret ned og så op på ham.

"Hvad fanden hjælper det, at binde mig? - Du er så langt ude Jas...."

"HOLD KÆFT!", råbte han arrigt og afbrød mig. Jeg lukkede i som en østers og snøftede svagt, mens jeg på den mest ydmygende facon lå og betragtede ham binde mig fast til sengerammen med rebet.

"Er du klar ove..."

"Jeg sagde, hold kæft!", afbrød han mig endnu en gang. Jeg kæmpede med at holde tårerne tilbage, men det var virkelig svært. Jeg prøvede virkelig at få hans øjenkontakt i håb om, at han måtte indse hvor ydmygende det var for mig, at han behandlede mig på denne måde her, men nej - Han koncentrerede sig udelukkende om at binde mig godt fast til sengen.

Godt og vel fem-ti minutter efter, var han færdig med at binde mig. Han fjernede lettere fra mig og greb ud efter kneblen på sengen. Jeg fnyste ad det.

"Det kan du seri... mmfr...", mine ord forstummede til mummelen, da han proppede kneblen i munden på mig og løftede mit hoved en anelse, for at spinde den fast med de tynde remme omme på baghovedet. Jeg gloede målløst op på ham. Hans hårde ansigtsudtryk blegnede og blev skiftet ud med et trist udtryk.

"Det kan lære dig, at opføre dig pænt, Rachel... Tro mig, jeg er sgu ikke meget for det her, men jeg ser ingen anden udvej - og Rachel...", forklarede han lavt, mens han sad på hug i sengen ved min side og bare så ned på mig. Jeg kunne slet ikke tyde hans blik længere. Jeg følte mit hjerte galopere voldsomt og hårdt i brystet.

"Mmmf...", udbrød jeg, men mine ord forstummede til mummelen på grund af den skide gag. Jason så langtfra vred ud nu. Ja, hans blik var skiftet ud med sårbarhed, hvad jeg slet ikke fattede en bjælde af?

Han lagde pludseligt hans højre hånd blidt om min kind og så sørgmodigt ned på mig. Wtf? Led han af personlighedsspaltning eller hvad? Han nussede min kind med hans tommelfinger og jeg rykkede mit ansigt væk fra hans hånd - Mest bare som en protest, at han da slet ikke skulle røre mig på den måde, ikke efter den behandling han gav mig. Jason sukkede og fjernede hånden helt.

"Ja, du hader mig sikkert lige nu og jeg klandrer dig ikke, Rachel, men der er ligesom en mening med alt det her, ikke? - Du kan ikke opføre dig pænt og du har brudt dig mod reglerne... Det kan vi ikke have, og hvor ville du forresten flygte hen? Du aner jo slet ikke hvor vi befinder os? Det eneste du kender her, er os - de andre drenge og jeg... Hvor fanden ville du tage hen? - Du har kun os - KUN os, Rachel...", forklarede han lavt og rejste sig fra sengen.

Jeg lå som en målløs og fulgte ham med blikket, da han gik roligt ud af værelset og lukkede døren stille efter sig. Jeg sukkede hårdt gennem næsen og jeg vidste, at jeg ville få så ondt i kæberne snart af at skulle gabe over den gag - Jeg følte mig ydmyget på det groveste.

Tårerne strømmede stille ned ad mine yderste øjenkroge og rendte ned mod mine hårgrænser. Jeg hulkede svagt, af hvad jeg kunne, for mine hulk blev skiftet ud med forstummede mummelen på grund af kneblen i min mund.

"Jeg hader dig, Jason - Hader dig!", tænkte jeg grædende. Ville jeg kunne råbe det, så havde jeg gjort det...

~

Jeg vidste ikke hvor lang tid der efterhånden var gået, men efter lang tid, hvor jeg bare havde ligget og møvet mig svagt fra side til side, hvad jeg nu kunne formå, eftersom rebet om mine håndled mindskede en hel del af min frihed jeg normalt havde, gjorde det nærmest umuligt for mig, at ligge nogenlunde på siden, men det at ligge på ryggen i så mange timer var heller ikke fedt. Jeg havde ondt i ryggen, hoften, var øm i hovedet på grund af bulen, som Jason havde givet mig med hans pistol. Jeg var træt i mine arme over mit hoved og jeg følte, at de snurrede og var kolde ude i hænderne på grund af det dårlige blodtilførsel jeg havde i øjeblikket. Jeg var træt i kæberne over at gabe over den skide knebel og jeg var træt af at græde og allermest af alt: TRÆT af at tænke på Jason og hans voldsomme humørsvingninger hele tiden.

Jeg havde ikke tid på, hvor mange timer jeg havde ligget her, men jeg havde i længere tid kunne høre tv'et køre i stuen og snakken fra alle de andre i stuen, men jeg kunne ikke høre, hvad de præcist snakkede om. Jason måtte virkelig have ment straffen på mig hårdt, for ingen var kommet i mellemtiden i de mange timer jeg havde ligget her og tilgiv mig lige ikke, men INGEN kom overhovedet og det havde resulteret, at jeg første gang, siden jeg ellers havde ophørt med det som seksårig - Jeg . havde . tisset . i . sengen! Det var så ydmygende, som noget overhovedet kunne være. Det trættede mig, at jeg kunne blive lukket ud af alt og jeg anede ikke hvad de andre havde for?

Jeg sukkede hårdt gennem næsen og lukkede træt mine øjne. Alt virkede til, at Jason havde lagt klare linjer for, at jeg åbenbart skulle straffes så hårdt lige nu, for ingen havde dukket op hos mig overhovedet, siden Jason havde forladt mig på denne måde. Jeg prøvede at slappe af og lukke af for den kolde og våde følelse i mit skridt. Jeg kunne for helvede intet gøre ved det, for jeg lå som en hjælpeløs her og ingen kom ind til mig. Jeg følte søvnen overmande mig stille og roligt og jeg prøvede at lukke alle de grumme tanker væk...

"Hvad skal du have, Rachel?"

Jeg fniste og så hen på Harry og betragtede ham smile charmerende bag baren.

"Overrask mig Harry!", grinte jeg stort.

Harry blinkede med øjet og nikkede og greb ud efter Bailey flasken. Fuuuuck, hvor jeg elskede Baileys - Det var mit liv og mindede mig så meget om min far, når han hældte op for vores gæster, hjemme i Miami. Jeg betragtede Harry hælde noget Baileys op i et typisk whisky-glas med en lille fod på glasset. Han tog isterningetangen og greb ud efter et par isterninger i skålen på bardisken og proppede i glasset med Baileys. Han rakte mig glasset og jeg tog imod det.

"Til den smukke frøken!", kom det med et charmerende blink med øjet fra ham. Jeg fniste og nikkede.

"Tak!", fniste jeg og tog et nip af det og sekunder efter følte jeg nogle arme lægge sig omkring mig bagfra.

Jeg fniste og så ned på de overtatoverede arme og genkendte ham straks. Jeg følte nogle kys i min nakke, så jeg ikke kunne lade være med at fnise.

"Savnet mig, baby?"

Hans stemme var hæs og lav og kildede i min øregang, så jeg ikke kunne lade være med at fnise. Jeg så mig tilbage og fandt hans smukke karamelbrune øjne, der tydeligvis lyste af begær og at han tydeligvis havde fået en del at drikke. Jeg fangede ham i et blidt og dejligt kys på hans fantastiske læber og stoppede vores kys hurtigt.

"Du var vel bare på toilettet, ikke?", fniste jeg.

Han trak mig en anelse tættere på ham og jeg nød hans hænder, der nussede og kærtegnede min mave. Jeg fniste forelsket.

"Tja, det var jeg, men jeg kan ikke undvære dig for længe ad gangen, baby...", svarede han hæst ved mit øre, så det kildede dejligt ned ad min nakke og ryg på mig.

"Kom...", hviskede han i mit øre, så jeg rejste mig fra barstolen og han blev ved med at holde rundt om mig bagfra, mens vi med akavede og kluntede skridt begav os hen til midt på det bare gulv i stuen og begyndte at vugge stille til musikken, der kørte.

Det var tydeligvis en sang, der var så oplagt at danse til, selv om jeg stod med ryggen til ham og lænede mig op ad hans skulder og lukkede øjnene og bare nød at stå og vugge stille, mens han kyssede små blide kys på min hals og nakke.

 

 
 

Efter vi havde danset lidt, begav vi os over til sofaen, hvor Ryan sad og drak. Ryan var tydeligvis i sumpehjørnet, for han så enorm træt ud. Jason slap mig om livet.

"Sæt du dig ned, baby, så henter jeg lige et par drinks til os...", sagde han lavt med en fræk hæs stemme ved mit øre. Jeg nikkede med et lille fnis og satte mig hen på sofaen. Jeg betragtede Ryan med et grin.

"Du sidder jo og sumper helt hen, Ryan!", grinte jeg højt og straks fik jeg hans opmærksomhed. Ryan grinte akavet og lænede sig lettere frem.

Jeg bemærkede Zayn komme over til os, hvor han placerede sig stående foran Ryan og jeg bemærkede straks, at det var det, der skulle til, for at live Ryan op. Jeg hørte sekunder efter et dejligt grin bag mig og så mig over skulderen og så Jason stående lænende over sofaen, mens han grinte. Han var tydeligvis med i samtalen med Ryan og Zayn. Jeg grinte lidt over det og fik desværre ikke fat i hvad de snakkede og grinte over - Blot blev de bare ved med at grine på en skingrende latter. Men så længe de hyggede dem, så gjorde jeg også.


Jason så pludseligt hen på mig med et charmerende og smørret smil. Han rakte armen hen mod mig, som en hentydning på, at jeg skulle rejse mig og gå hen til ham. Han greb min hånd, da jeg var nået helt hen til ham. Jeg lagde mine arme om nakken på ham og smilte kækt til ham. Hans hænder på min røv frydede mig mere end noget andet.

"Jeg troede, at du ville hente drinks til os?", fniste jeg lavt og sjovt nok forstummede musik og alle stemmerne omkring os.

Alt begyndte at blive visket ud omkring Jason og jeg og jeg tænkte ikke så meget over det. Hans smil blegnede.

"Jeg bliver nød til at gå, baby...", hviskede han. Jeg rystede forfærdet på hovedet.

"Jamen nej! Hvorfor?!", udbrød jeg.

Jason svarede ikke og trak sig væk fra mig.

"Du må ikke gå!", udbrød jeg, men han gik langsomt baglæns og jo mere jeg prøvede at gribe ud efter ham, jo mere fortonede han sig og alt blev hvidt omkring mig.

"Rachel?!"

Jeg så mig forvirret omkring, men så intet. Mit syn slørede sig for mig.

"Rachel - Vågn op!"

"Rachel?!"

Jeg glippede træt mine øjne op og så nogle brune øjne over mig. Det var tydeligt, at det var Khalil. Han sukkede og kravlede halvt over mig og løsnede rebet om mine håndled. Jeg opdagede straks, at jeg slet ikke havde kneblen om munden længere.

"Du har vidst fået din straf...", sagde Khalil lavt, mens jeg så op mod hans koncentrerede blik på mit ene håndled, hvor ved han løsnede rebet, så jeg straks kæmpede mine arme ned, så jeg kunne få blodomløbet i gang igen.

Khalil fjernede sig fra sengen og jeg satte mig op i sengen og møvede mig ud. Khalil stod og betragtede mig med et håbløst blik.

"Du har tisset i sengen...", kom det med et suk fra ham.

Jeg så straks ned med flovhed i gulvet.

"Ingen kom ind til mig...", mumlede jeg og begyndte at græde, mens jeg så ned i gulvet.

Straks følte jeg Khalils arme omkring mig. Jeg kunne slet ikke holde gråden tilbage længere.

"Jeg har... følt mig så... ydm..."

"Tsssy, sig ikke mere...", afbrød Khalil mig trøstende.

"Vil du gerne have et bad inden aftensmaden?", spurgte han stille.

Jeg så op på ham og nikkede, mens jeg snøftede og tørrede mine kinder og under øjnene. Khalil smilte svagt og nikkede.

"Så stik du bare ud på badeværelset og smut i badekaret med dig... Jeg finder noget tøj til dig imens, okay?", forklarede Khalil yderligere.

Jeg nikkede med et svagt smil.

"Tak...", svarede jeg lavt og begav mig stille ud af værelset.

Jeg opdagede Harrys bekymrede blik på mig. Han sad henne i sofaen, med sin mobil i hånden. Jeg kunne høre snak og grin ude fra terrassen af, eftersom havedøren var åben, så det var tydeligt, at alle de andre var udenfor, bortset fra Harry og Khalil.

"Er du okay, Rachel?", spurgte Harry med et bekymret blik.

Jeg snøftede svagt og nikkede blot uden at kommentere yderligere. Jeg så straks væk fra ham og begav mig hen til badeværelset....

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...