Kidnapped by a mistake! - Jason McCann

Rachel Valentine på 18 år fra Miami, Florida, er på ferie hos sin onkel og tante i New York. Hun er af en rig familie, så hun mangler ikke noget. - En dag, hvor hun skal ud og shoppe i New York, går hun ind i den store National Bank for at hæve penge, men det viser sig at Rachel vælger den helt forkerte dag at hæve penge og lige i den forkerte bank, for netop den dag og det tidsrum, vælger den berygtede Jason McCann og hans medsammensvorne, at røve banken og det bliver yderligere ikke småting for stakkels Rachel, som yderligere bliver udsat for tilfældig gidseltagning og kidnapning. Hvordan skal det dog ikke gå hende og hvad med denne Jason? Er han god nok på bunden eller er han én hun skal holde sig langt væk fra? Følg med i en spændende historie, der kan tage mange twist....

284Likes
430Kommentarer
50061Visninger
AA

5. Lumske planer.


Jasons synsvinkel:

Lokation: National Banken, Tirsdag, d 2 september 2014, 12.09 am.

Jeg sukkede hårdt og tog endnu et hvæs fra min smøg, mens jeg gloede ned i gulvet. Jeg ville helt sikkert snart få mindre spat over, at vi slet ikke var kommet meget videre. Jeg havde givet mig over for forhandleren og havde ladet tolv af gidslerne gå, men der var et gidsel, der lå mig meget på sinde - Rachel! Jeg kunne ikke få mig selv til at lade hende gå. Noget sagde mig, at bag det skræmte og grædende dukke-ansigt, så gemte der en klog og snedig pige bag. Hun kunne helt sikkert være nyttig, at have i baghånden. Hvad hun skulle bruges til nu, ud over, at hun havde været temmelig nyttig med hensyn til forhandlingen, vidste jeg ikke helt endnu? Tolv gidsler var sluppet ud og mine ønsker om at få mad bragt til os og gidslerne, havde givet pote, men jeg var stadig i nagende tvivl om, hvordan vi skulle slippe væk herfra.

Jeg sukkede hårdt og skoddede smøgen ned i det hvide flisegulv ved min side. Man måtte formentligt ikke ryge her i bygningen, men jeg sked rent ud sagt på det. Jeg skulle bare have min smøg, når det passede mig.

"Duk duk duk!"

Jeg så op og over mod den lukkede dør med et opgivende suk. Jeg var træt og udmattet og savnede pt bare en god seng og sove i. Det var fandeme hårdere end jeg havde troet, at holde gidseltagning. De fleste var som børn, der skulle passes på den ene eller anden måde.

"Ja?!", svarede jeg lettere højt og betragtede nu døren gå op og ind kom Harry og Zayn.

De lukkede døren efter dem og hev begge deres huer af, så Harrys viltre krøller stod statisk ud til alle sider og Zayns tykke sorte hår, så heller ikke meget bedre ud. 

"Hvad vil i?", spurgte jeg træt.

"Hvornår er det vores tur til en pause?", spurgte Zayn, med et usikkert smil.

Jeg sukkede træt og greb ud efter min hue på venstre side på gulvet og rejste mig.

"Well, i kan bare slå jer lidt ned for en stund, så går jeg ud til de andre - Noget nyt i forhandlingerne?", svarede jeg med et spørgsmål efter mig. Harry rystede på hovedet.

"Jeg ved ikke hvad der foregår præcist, men det er som om, at alt bare står stille der ude?", forklarede Harry. Jeg nikkede med en stram mund.

"Panserne ligger nok planer for hvad det næste skal være, kan jeg forestille mig?", svarede jeg med et svævende spørgsmål. Både Zayn og Harry nikkede.

"Hvordan skal vi slippe for det her, Jason?", spurgte Harry med et opgivende blik. Jeg rystede på hovedet.

"Aner det ikke? Jeg har ingen idé endnu? Hvad med jer?", svarede jeg og sendte spørgsmålet retur.

Zayn og Harry så på hinanden i sekunder inden de så hen på mig igen.

"Hvad med tøsen?", spurgte Harry indgående. Jeg så med et løftet øjenbryn på Harry.

"Hvem snakker du om?", spurgte jeg lettere forvirret.

"Ja altså, hende Rachel?", kom det fra Zayn. Jeg så på skift mellem dem.

"Hvad er der med Rachel?", spurgte jeg undrende.

"Well, Chris har tilfældigt siddet og søgt på Facebook på hans mobil for lidt siden og han søgte på navnet Rachel Marilou Valentine - Hun er ikke helt så almindelig. Chris fandt hendes Facebook-profil. Hendes familie er styrtende rige. De vil med garanti udlove en kæmpe dusør for hende.", forklarede Zayn.

Jeg så målløst på Zayn og begyndte at grine sarkastisk.

"Heh, nej nej, vi skal fandeme ikke kidnappe Rachel, hvis det er det i havde tænkt jer?", svarede jeg med et sarkastisk grin. Harry grinte smørret.

"Hvorfor ikke? Hun kan beskytte os vejen ud af banken og vi kan bruge hende imod panserne og hendes familie. Vi kan forlange kæmpe summer for hende og hun kan sørge for, at vi får hvad der skal til, så vores flugtplan kan lykkedes.", forklarede Harry yderligere.

Jeg tog mig opgivende til hovedet med begge mine hænder og kørte hænderne gennem mit viltre hår. Jeg vendte dem ryggen.

"Nej nej nej, det kan i fandeme ikke mene?", svarede jeg opgivende med ryggen til dem.

"Jason, planen vil være genial! Hvordan pokker skal vi ellers slippe væk herfra? - Pigen er styrtende rig! Hun er vores plan for at slippe væk herfra med udbyttet fra banken og hvis vi yderligere kan score en løsesum for hende fra hendes forældre, så er planen ti gange bedre - Vi kan leve som konger!"

Zayns stemme lød lidt for begejstret bag mig.

"Zayn har ret!", tilføjede Harry bag mig.

Jeg sukkede hårdt og vendte mig omkring og pustede hårdt ud og nikkede svagt.

"Jeg bryder mig ikke om idéen, at Rachel skal udsættes for den slags, men jeg må desværre erkende, at i har fat i noget af det rigtige.", svarede jeg med et  og fortsatte:

"- Godt så, vi sørger for at kontakte forhandleren, og så må vi forlange de hjælpemidler der skal til, for at vi kan opnå en succesfuld flugt. Yderligere må vi finde ud af om vi skal lade alle de andre gidsler gå med det samme, eller om vi skal beholde nogle af dem ved den begyndende flugt?", forklarede jeg bestemt.

Både Zayn og Harry nikkede indforstået. Jeg gik forbi dem over til døren og så tilbage på dem.

"Vi må dele planen med de andre, men jeg foretrækker vi forklarer det bag lukkede døre, da gidslerne ikke skal vide besked, særligt ikke Rachel, eftersom vi skal bruge hende som værn - Forstået?!", forklarede jeg bestemt.

Begge nikkede indforstået og jeg smilte stramt og trak min hue ned over mit hoved og så igen på dem.

"Jeg sender Chris og Khalil ind til jer om et kvarter, så forklarer i planen til dem. Jeg skal nok selv forklare Ryan planen personligt der inde.", forklarede jeg yderligere. Zayn nikkede med et smil.

"Den er forstået, Jason.", svarede Harry for dem.

Jeg nikkede og åbnede døren og begav mig ind til alle de andre. Mødte synet af Chris, der stadigt sad og hyggespiste af en cheeseburger. Ja, han kunne seriøst æde på de mest underlige tidspunkter. Det flød med brugt McDonalds emballage og madrester. Tja, vi var sikkert alle madsvin, men vi kunne ikke så godt rydde op efter os på den rigtige måde - Ja hallo! - Det er ligesom en bank. 

Jeg standsede op og så at otte af gidslerne lå på gulvet og sov. Rachel sad for sig selv og skrev eller tegnede på den lille blok fra tidligere, mens to af de andre gidsler sad og snakkede. Jeg så over på Ryan, der sad i en kontorstol og drejede svagt frem og tilbage, mens han sad med sin mobil. Han så op og fandt mit blik på ham.

"Vi skal lige snakke, Butzy!", sagde jeg bestemt. Han nikkede og rejste sig.

"Kan jeg slet ikke få lov til at bare at spille på min iPhone? Jeg keder mig ekstremt!", blev jeg og Ryan lettere distraheret af en velkendt pigestemme. Jeg så over mod Rachel, der sad og så opgivende ud i ansigtet. Jeg rystede på hovedet.

"Det går sgu ikke, Rachel - Vi kan ikke have, at hverken du eller de andre har kontakt til omverdenen!", svarede jeg bestemt. Hun så bestemt ikke tilfreds ud i ansigtet og hun rejste sig pludseligt og gik med raske få skridt hen til mig. Ja, tøsen havde ingen hæmninger nu. Hun pegede med frustration i ansigtet.

"Mac, du tror du er så skide hellig! Hvad fanden kan der ske ved, at jeg eller nogen af os andre har kontakt med vores familie og venner? Alle ved ligesom godt, at vi er indespærret og taget som gidsler i denne fucking lortebank! Hvad fanden skulle de kunne stille op? De er der ude og VI er HERINDE! - Tænk dig om, main? De kan ikke stille en skid op, uanset om jeg går på Facebook, som jer andre eller om jeg ringer til min mor eller nogen andre! INTET kan gøres, Mac - Tag og indse det og lad mig og de andre få deres telefoner, så de kan få lov til at sige godnat til deres mænd, koner og børn eller deres kærester eller hvem pokker de vil?!", fløj det ud af Rachel, mens hun stod og prikkede mig flere gange hårdt i brystet på mig.

Jeg sukkede opgivende og så flygtigt på Ryan ved min side, der rystede på hovedet. Jeg sukkede endnu mere og så på den lettere arrige Rachel, der stod med hænderne i hoften på sig selv, mens hun så indgående på skift på Ryan og mig.

"Nå?! - Hvad bliver det til?!", spurgte hun stramt. Jeg sukkede svagt og så hen mod Chris og Khalil, der ikke sagde noget overhovedet. Jeg så igen på Ryan, der stadigt rystede svagt på hovedet. Jeg sank en klump og veg ikke blikket fra ham.

"Der kan for fanden ikke ske noget ved det?", spurgte jeg lettere opgivende.

Ryan himlede med blikket og fnyste sarkastisk.

"Det er dig, der er bossen!", svarede han opgivende, mens han viftede med hånden.

Jeg nikkede og smilte svagt til Rachel, der så lettere overrasket ud. Jeg så hen på Khalil.

"Bare aflever alle telefonerne til gidslerne igen, sherif!", sagde jeg bestemt. Khalil så målløst på mig.

"Er du sikker, Mac?", spurgte han igen. Jeg nikkede kraftigt.

"Gør det nu bare!", svarede jeg bestemt.

Khalil nikkede og rejste sig fra gulvet og greb ud efter posen med alle mobiltelefonerne i. Jeg blev afledt min opmærksomhed ved en hånd, der havde lagt sig på min skulder og jeg fandt hendes brune dådyr-øjne. Hun smilte på en taknemmelig måde.

"Tak Mac...", sagde hun stille og fjernede sig og gik tilbage mod Khalil og fik sin iPhone igen.

Jeg sukkede svagt og smilte en anelse over min "heltedåd" - Ja, jeg blev noget overrasket over mig selv? Var det Rachel, der virkelig kunne styre mig på den måde? Jeg sank en klump og betragtede Rachel sætte sig på gulvet op ad væggen med et stort smil, mens hun tastede løs på sin iPhone og sekunder efter kunne jeg se, at hun ringede til nogen.

"Hvad var det du ville snakke om, Mac?"

Ryans stemme ved min side fik min opmærksomhed væk fra Rachel. Jeg nikkede med et svagt smil.

"Vi går lige lidt væk fra de andre, da de ikke skal vide noget om det...", forklarede jeg lavt. Ryan nikkede og vi gik helt hen til den anden ende i det store banklokale, vel og mærke væk fra vinduespartiet...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...