Kidnapped by a mistake! - Jason McCann

Rachel Valentine på 18 år fra Miami, Florida, er på ferie hos sin onkel og tante i New York. Hun er af en rig familie, så hun mangler ikke noget. - En dag, hvor hun skal ud og shoppe i New York, går hun ind i den store National Bank for at hæve penge, men det viser sig at Rachel vælger den helt forkerte dag at hæve penge og lige i den forkerte bank, for netop den dag og det tidsrum, vælger den berygtede Jason McCann og hans medsammensvorne, at røve banken og det bliver yderligere ikke småting for stakkels Rachel, som yderligere bliver udsat for tilfældig gidseltagning og kidnapning. Hvordan skal det dog ikke gå hende og hvad med denne Jason? Er han god nok på bunden eller er han én hun skal holde sig langt væk fra? Følg med i en spændende historie, der kan tage mange twist....

284Likes
430Kommentarer
49922Visninger
AA

19. "Impavido"


Jasons synsvinkel:

Panama, Lokation: Soveværelset i la casa roja, Mandag d. 8 september 2014, 8.17 am

"For helvede! Han er så langt ude og i ved det godt!"

"Hvad med planen?"

"Ja? Hvad med den?"

Jeg vågnede lettere forvirret og glippede mine øjne lettere søvndrukkent op.

"Hvis han så meget som forpurrer det hele for os andre, så..."

"Ja, hvad så?!"

Jeg kom lettere til mig selv, over at jeg pludseligt kunne høre en voldsom diskussion inde et sted fra huset af bag den lukkede dør i soveværelset. Jeg så til venstre for mig, hvor Rachel stadig lå og sov med antydningen af et svagt smil gemt i hendes mundvig. Hun lå på maven, men var ikke mindre smuk af den grund.

Nøgen og helt igennem...

"Perfekt...", mumlede jeg, mens jeg fugtede mine læber i et lille bid og løftede en anelse på lagnet og betragtede hendes smukke kurver. Hendes lille søde røv struttede i luften og der afslørede sig en lille bitte tattoo på hendes venstre hofte:

"Impavido"

Jeg var ikke sikker på hvad pokker det betød, men noget måtte det vel betyde? Jeg havde ikke synderligt lagt mærke til den før efter i nat, hvor vi havde elsket ret heftigt med hinanden, men jeg havde dog ikke modet til at spørge om hvad pokker den lille tattoo betød, men at hun overhovedet havde en tattoo, fortalte mig bare, at hun nok var en anelse rebelsk, men det kom heller ikke rigtigt bag på mig.

Jeg lagde lagnet forsigtigt over hende igen og rejste mig forsigtigt fra sengen og tog mine boksershorts på og der efter mine baggy jeans og nøjedes blot med at tage min hvide tanktop på. 

Barfodet og uvidende om, hvad pokker drengene skændtes om, begav jeg mig ud af soveværelset og lukkede stille døren efter mig. Jeg kunne ikke se dem nogen steder, og deres høje stemmer, der strømmede ind i stuen ovre fra havedøren fortalte mig, at de var ude på terrassen.

Jeg begav mig hen mod havedøren og begav mig udenfor og jeg havde ret og straks forstummede de alle, da de så mig. Jeg smilte smørret og gik hen og satte mig i én af havestolene.

" - Og godmorgen til jer!", udbrød jeg sarkastisk, men ingen sagde noget.

De gloede bare på mig. Jeg følte mig lettere malplaceret.

"Sig mig, er jeg gået glip af noget her?", spurgte jeg undrende.

" - Og det spørger du om?", svarede Zayn i en flabet tone, mens han i bar overkrop og praktiske grå joggingbukser, barfodet og med en tandstik roterende i munden på sig selv i en overlegen og flabet måde, nærmede sig mig med langsomme skridt. Jeg så undrende op på ham.

"Hvad diskuterer i det hele taget om?", spurgte jeg yderligere og rettere mig lettere op i havestolen.

Alle så tænkende ud og Zayn trak en havestol hen til mig og satte sig over for mig med en lille meters afstand. Han grinte akavet med tandstikken i munden.

"Smager den godt?", spurgte jeg med et sarkastisk grin.

Straks brød der den mest falske latter ud fra alle de andre og Zayn grinte svagt, mens han bare så indgående på mig.

"Well, gør hun?", svarede han bare flabet igen.

Jeg fnyste og angreb ham med en hånd på halsen og rejste mig over ham med en truende knytnæve mod ham.

"Hvad fanden rager det dig?", spurgte jeg fnysende.

De andre trådte nogle skridt tilbage, mens jeg holdte blikket fast ned på Zayn, der sekunder efter fik fjernet min venstre hånd fra hans hals.

"Altså, hold nu op, Jason! Vi andre er fandeme ikke født i går - Du er skudt i hende, ikke?", røg det olmt ud af Zayn.

Jeg slappede lettere af, selv om mit hjerterytme sagde noget helt andet. Jeg så prustede svagt og flyttede mit blik væk fra Zayn og så på de fire andre drenge.

"Zayn har ret - Du kan ikke have et forhold til hende, særligt ikke efter de planer vi har lagt for os!", tilføjede Chris med et skævt smil. Jeg fnyste svagt.

" - Og jer andre? Hvad fucked mener i om det?!", udbrød jeg olmt.

Stilheden var dræbende, men jeg kunne se det på dem alle. De delte Zayns mening. Jeg sukkede hårdt opgivende og satte mig med et lettere bump ned i havestolen.

Jeg tog mig til håret med begge mine hænder og pustede hårdt ud.

"For helvede altså!", udbrød jeg hårdt opgivende og så på Zayn, der hverken smilte, men helt sikkert forstod mig.

Han var som sædvanlig ikke mærket af mit overgreb fra før. Han kendte mig jo ligesom og gjorde jeg mere alvor af mine trusler, så gik jeg gerne til yderligheder ved at banke løs på dem eller true med min Colt.

"Jeg holder alt for meget af hende...", tilføjede jeg lavt med et hårdt suk og veg ikke blikket fra Zayn.

Han smilte svagt og klappede mig på skulderen.

"Det er vi alle sammen udmærket klar over. Tro mig, det kommer slet ikke bag på nogen os, men du forpurrer vores nøje tilrettelagt planer for hvad der skulle ske med hende og ikke mindst os...", forklarede Zayn roligt.

Jeg sukkede hårdt og nikkede svagt, mens jeg gned mig opgivende i øjenkrogen. Jeg så med i jorden og følte mig helt på herrens mark efterhånden.

"Du må se at glemme hende kammerat...", tilføjede Zayn lavt, mens han klappede mig på ryggen.

Jeg så op fra jorden og så skeptisk på ham. Han nikkede blot.

"Hun er vores gidsel og vejen frem til bedre fremtidsudsigter... Har du helt glemt det?", spurgte Zayn lavt.

Jeg bed mig hårdt i kinden, blot for at føle en del af den smerte, som jeg havde påført Rachel og jeg vidste også, at det nok ikke var det sidste. Hun ville få endnu mere smerte, særligt når jeg ikke kunne give hende det, som hun helt sikkert ønskede. Jeg ville have ønsket, at jeg havde kunne gjort alt anderledes, men det var for sent. Rachel var kommet så meget ind i livet på mig, at jeg umuligt ville kunne give slip på hende allerede nu.

Jeg sukkede hårdt og så ned i jorden.

"Så i vil have, at jeg giver slip på hende?", mumlede jeg med blikket nede på terrassefliserne.

"Det er vel det bedste, Jason. Rachel er en rigmandspige, der får alt hvad hun peger på - Du er en simpel kriminel, der har frataget mange af hendes værdier og du har umenneskeligt lade hende lide hårdt, kun på grund af planen for at få en løsesum ud af hendes forældre... Hun hører ikke til her, Jason. Nok er hun en skidesød og ret frimodig pige, som vi alle sammen godt kan lide, men hun er så langt fra vores verden... Hun fortjener ikke en kriminel, der roder sig ud i det ene og det andet - Hun fortjener én der kan give hende tryghed og velvære...", forklarede Zayn roligt.

Jeg så målløst op på ham og på de andre, der alle nikkede enigt i Zayns forklaring.

"Så i siger, at jeg bare skal glemme alt om hende - Er det det i siger?", spurgte jeg rastløs. Alle nikkede enigt.

"Du og Rachel har haft jeres eventyr - Indse det ven, men du kan slet ikke give hende alt det som hun måtte have brug for og hvad tror du ikke hendes forældre ville gøre, hvis de fandt ud af, at du og Rachel havde et forhold? - Jason, det er dømt håbløst hele vejen igennem. Eventyret er slut og i aften, så forestil dig alle de penge vi vil have? Vi vil være frie til at kunne gøre hvad end vi vil?", forklarede Ryan. Alle nikkede.

"Jeg vil med garanti smutte til Bahamas eller Hawaii og leve livet frygtløs!", grinte Chris smørret.

" - Og jeg vil tilbage til London og finde sammen med Cathryn min barndomskæreste!", tilføjede Harry med et smørret grin.

"Jeg vil sgu til Las Vegas og spille poker og Black Jack!", kom det med et smørret smil fra Khalil.

Jeg rullede øjnene af dem alle og rejste mig frustreret.

"Så i siger bare, at I skal have lov til at leve livet, mens jeg skal gå og savne en pige, som der ser mig i hjertet og ikke hvilken kriminel person jeg er? Skulle jeg bare give slip på denne ene person, der ser mig i øjnene og lader hendes sjæl smelte sammen med min og får mig til at føle, at jeg er den eneste i hele verden, som kan redde hende fra det ensomme og triste liv hun måtte have - Skal jeg, Jason McCann bare lade hende glide ud af mine fingre og drukne i sorger over, at jeg ikke kan give det hun ønsker, mens i andre bare skal leve livet fuldt ud? - Skal jeg virkelig give slip på hende?", forklarede jeg frustreret.

Alle betragtede mig med målløse blikke og der var en kvældende stilhed et øjeblik.

"Fuck, hvor er du poetisk, Jason!", kom det målløst fra Khalil.

"Nok kan du overraske os meget til tider, Jason, men det der slår jo alt!", tilføjede Ryan lige så målløs. Jeg sukkede hårdt og nikkede.

"Du er da hårdt ramt?", tilføjede Harry med et nervøst smil. Jeg så med et suk på ham og nikkede svagt.

"Fortæl mig noget, jeg ikke ved!", svarede jeg med et suk og vendte mig omkring.

"Jeg går ind til Rachel og nyder de sidste timer med hende... Sørg for at være klar med alt inden halv fire i eftermiddag, for der drager vi mod mødestedet...", forklarede jeg lavt med ryggen til.

"Skal du ikke have noget morgenmad, Jason?", spurgte Ryan et stykke bag mig.

Jeg rystede på hovedet uden at se tilbage på hverken Ryan eller de andre.

"Jeg har mistet appetitten...", mumlede jeg i svar og begav mig trist tilbage mod soveværelset....

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...