Kidnapped by a mistake! - Jason McCann

Rachel Valentine på 18 år fra Miami, Florida, er på ferie hos sin onkel og tante i New York. Hun er af en rig familie, så hun mangler ikke noget. - En dag, hvor hun skal ud og shoppe i New York, går hun ind i den store National Bank for at hæve penge, men det viser sig at Rachel vælger den helt forkerte dag at hæve penge og lige i den forkerte bank, for netop den dag og det tidsrum, vælger den berygtede Jason McCann og hans medsammensvorne, at røve banken og det bliver yderligere ikke småting for stakkels Rachel, som yderligere bliver udsat for tilfældig gidseltagning og kidnapning. Hvordan skal det dog ikke gå hende og hvad med denne Jason? Er han god nok på bunden eller er han én hun skal holde sig langt væk fra? Følg med i en spændende historie, der kan tage mange twist....

284Likes
430Kommentarer
50061Visninger
AA

7. "I dare you!"


Jasons synsvinkel:

Lokation: National Banken, tirsdag d. 2 september, 2014. 9.14 am.

Var der nogen der sagde noget med forvirring big time? Jeg var i alt fald! Jeg var ikke helt klar over, om det var fordi jeg faktisk godt kunne lide Rachel, eller var det bare fordi, at vi alle sad sådan i fedtefadet, at chancen for at ende i strissernes hænder og så yderligere ende i spjældet igen, for der efter at vinke farvel til friheden og muligheden for at få bare en slag fisse inden da? - Hmm, nå nej! Nok kunne jeg være kold og pisse ligeglad med meget, men Rachel virkede slet ikke til at være som den tilgængelige type, som ville sprede ben for hvad som helst. - Hun var for sød!

Så det der udsagn om at jeg søgte et hurtigt knald med en random tøs, skulle jeg nok lede længe efter? Rachel virkede til at være alt for klog og alt for fornuftig.

Jeg sukkede og sad og betragtede de andre gidsler - og Rachel! Nok mest hende! Busted? Ja, det tror jeg da pokker! Hun fandt mit blik på hende og hun smilte da også ind i mellem, sådan da? Eller var det bare noget jeg forestillede mig?

"AV, FOR HELVEDE!", råbte jeg jamrende, da et smertende spark ramte mit skinneben fra min højre side. Jeg så straks op og fandt hans olme blik på mig.

"Tag dig for fanden sammen, Mac!", fløj det olmt ud af Harry, der så skulende ned på mig og vendte sit blik flygtigt hen mod Rachel.

Jeg havde seriøst lyst til at flyve i flæsket på ham, men på sin vis havde han vidst nok ret? Hun var jo et gidsel for pokker og i sidste ende, burde det sige sig selv, at jeg ikke var en skid for hende heller. Hun dragede mig en hel del og det var nok fordi hun var alt det jeg ikke var?

Jeg så op på Harry og nikkede og rejste mig, for at gå hen til Chris og Ryan, der sad og "passede" telefonen, for at have kontakt med forhandleren.

"Noget nyt?", spurgte jeg lettere ukoncentreret.

Kun fordi jeg ikke kunne lade være med at se tilbage mod Rachel op til flere gange. Ja sorry, men hun gjorde altså et eller andet ved mig - Det var utåleligt! Ryan nikkede med et smil.

"Strisserne har sat en sort varevogn til rådighed for os, men de vil gerne have alle gidslerne...", svarede Ryan lavt.

Jeg sukkede tungt og tog mig til nakken. Jeg havde bare så meget lyst til at flå huen af mig selv, men det kunne jeg ikke - Ikke her - Ikke foran alle gidslerne. Rachel havde ikke sagt noget om mit rigtige navn endnu, så det virkede til, at hun reelt faktisk var til at stole på. Hun havde bare langt fra nogen grund til at stole på mig. Jeg var en løgner og havde skumle bagtanker om hende - skumle planer, som gutterne var med på. Hun skulle med os, hvis vi slap væk herfra. Jeg nikkede til Ryan.

"Det er sådan set godt nok, men de skide strissere har altid deres bagtanker med deres forhandlinger. Vi kan sgu ikke være hundrede procent på den sikre side, så vi gør det på vores egen måde, som vi har aftalt, okay?", svarede jeg lavt.

Både Ryan og Chris nikkede indforståede...

~

"Har vi ikke mere vand?", spurgte jeg ret irriteret. Harry rystede på hovedet.

"Beklager Mac, men vi er sluppet op for alt og strisserne går ikke med på mere - Noget kan tyde på, at der ikke er mere betænkningstid for os?", svarede Harry bestemt. Jeg sukkede opgivende.

"For helvede! Flere af os har ikke fået noget at drikke siden klokken to i nat - Alt er sluppet op! Vil strisserne slet ikke give dem længere?", spurgte jeg frustreret. Harry rystede på hovedet.

"Det er slut, Mac - Løbet er kørt! Det er nu eller aldrig!", svarede han med et tomt blik og begav sig hen at sidde i én af kontorstolene.

Jeg pustede hårdt ud og så over mod gidslerne, der alle sad som i deres egen verden. Jeg fandt blikket på Rachel, der så mildest talt ligbleg ud.

"Jeg kan snart ikke mere! Vi tørster og sulter her!", råbte Rachel gennem lokalet. Jeg sukkede og tog en dyb indånding.

"Here we go...", mumlede jeg og begav hen mod baglokalet.

Jeg trængte seriøst til at samle mine tanker for en stund. Jeg skulle til at lukke døren efter mig, men én stoppede mig i at lukke døren til og ved flygtige sekunder blev jeg skubbet ind i baglokalet.

"Hvad helvede har du gang i?!", råbte jeg irriteret af personen og vendte mig om og straks mødte mit blik en rødternet flonelskjorte. Hun så bestemt ikke tilfreds ud.

"Hvor længe har du og dine venner tænkt jer, at vi skulle opholde os her? - Du er sådan en fucking egoist, Jason!", røg det frustreret ud af hende.

Hun gik hen imod mig, hvor ved jeg trådte nogle skridt bag ud. Jeg fnyste irriteret og flåede min elefanthue af og bøjede mig lettere forover og så hende dybt i øjnene.

"Hør her Rachel, jeg har virkelig sørget for, at vi skulle få forsyninger ind, og alt jeg får nu fra dig, er ikke andet end en spand lort! - Nu slapper du kraftedeme af, okay?!", råbte jeg olmt.

Rachel begyndte pludseligt at grine overdrevet og jeg forstod ingenting?

"Hvad fanden?", spurgte jeg ret lost.

Hun stoppede straks sit grin og begyndte at gå imod mig og prikkede mig hårdt i brystet.

"Hør her Jason, hvis ikke du og dine venner slipper mig og de andre gidsler fri nu, så lover jeg dig, at det bliver værst for dig selv. Jeg går ind og sladrer til d......."

Jeg overrumplede hende hårdt op af væggen med mine hænder stramt placeret om hendes overarme og så hende koldt ind i hendes øjne.

"Hør her frøken vigtig... Nu slapper du KRAFTEDEME af, FORSTÅET?!", råbte jeg det sidste arrigt ind i hendes ansigt, så hun forstummede kridhvid i ansigtet. Hun nikkede febrilsk.

"Jamen...", kom det nervøst fra hende.

Jeg fnyste og slap hende på en lettere hård måde.

"Det bliver på min måde, Rachel - MIN! - Og hvis du må nogen måde går ind og afslører min sande identitet over for de andre gidsler, så rører det mig fandeme ikke, at skulle pløkke jer alle én efter én, indtil det kommer til dig...", hviskede jeg arrigt tæt på hendes ansigt. Hun så forskræmt op på mig.

"D.. det siger du bare, for... for at true.. mig...", stammede hun forskræmt. Jeg smilte ondt og rystede langsomt på hovedet.

"Tro mig Rachel... Du kender mig slet ikke og du ved slet ikke hvad jeg faktisk er i stand til...", hviskede jeg tæt ved hendes øre, så jeg hørte et lille gisp fra hende.

Jeg rykkede mit blik tæt på hendes, så vi stod tæt og stirrede hinanden lige i øjnene.

"Har jeg udtrykt mig nogenlunde klart?", hviskede jeg hårdt tæt ved hendes ansigt. Hun sank en hård klump og nikkede svagt.

"Ja...", svarede hun med et knæk i stemmen.

Jeg skulle til at fjerne mig fra hende, men blev pludseligt lettere chokeret over, da hun i næste sekund omringede min nakke med hendes arme og tvang mig ind i et ret hårdt kys på mine læber.

"Mmfr...", mumlede jeg og tvang hende væk fra mig og så målløs på hende.

Det var tydeligt, at se hendes vejrtrækning var vildt ukontrolleret.

"Pas på...", hviskede jeg pegende mod hende. Hun nikkede og så ned i gulvet.

"Undskyld Jason... Det var ikke ment sådan...", svarede hun lavt. Jeg veg ikke mit blik fra hende.

"Hvad skulle det til for?", spurgte jeg sarkastisk. Hun så op og rystede på hovedet.

"Det var ikke noget... Sorry...", svarede hun lavt og skulle til at gå, men jeg greb fat om hende, så hun stod med ryggen til mig.

Jeg lagde mine arme halvt om hende og trak hende tæt på mig.

"Bare indrøm det, Rachel... Du vil have mig - Har jeg ikke ret?", hviskede jeg frydende med et smørret smil bag hendes øre.

Hun vendte sit ansigt bagud mod mit og vi fik tæt øjenkontakt i flygtige sekunder.

"Jeg ved ikke hvad du snakker om?", svarede hun med et lettere forskræmt ansigt og tvang sig ud af mit greb og gik hurtigt ud af baglokalet.

Jeg bed mig hårdt i underlæben. Jeg måtte indrømme, at jeg nok legede temmelig meget med ilden. Hun dragede mig og selv om hun benægtede af ord, at hun ikke var interesseret i mig, så var jeg fandeme ikke født i går - Jeg kunne mærke det - Hun ville have mig og måske, det faktisk var til min fordel, at hun var så svag, for så var det måske meget lettere at lokke hende i fordærv - Rettere - Lettere at få hende med i varevognen. Dette krævede en smøg og så var det på hende om lidt...


 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...