Kidnapped by a mistake! - Jason McCann

Rachel Valentine på 18 år fra Miami, Florida, er på ferie hos sin onkel og tante i New York. Hun er af en rig familie, så hun mangler ikke noget. - En dag, hvor hun skal ud og shoppe i New York, går hun ind i den store National Bank for at hæve penge, men det viser sig at Rachel vælger den helt forkerte dag at hæve penge og lige i den forkerte bank, for netop den dag og det tidsrum, vælger den berygtede Jason McCann og hans medsammensvorne, at røve banken og det bliver yderligere ikke småting for stakkels Rachel, som yderligere bliver udsat for tilfældig gidseltagning og kidnapning. Hvordan skal det dog ikke gå hende og hvad med denne Jason? Er han god nok på bunden eller er han én hun skal holde sig langt væk fra? Følg med i en spændende historie, der kan tage mange twist....

284Likes
430Kommentarer
49922Visninger
AA

17. Hemmelige beslutninger.


Jasons synsvinkel:

Jeg havde det virkelig skidt med, at jeg skulle udsætte Rachel for den straf tidligere, men jeg havde ikke set nogen anden udvej. Hun måtte lære at forstå, at der altså var visse regler, som hun skulle lære at overholde. Hun var ligesom vores gidsel og vi ventede på at få den krævet løsesum ud af hendes forældre.

Mens hun havde sovet, havde jeg været inde og tage billeder, af hende, da hun havde ligget bundet og kneblet, og det var absolut ikke for sjovt at jeg havde gjort det. Det var som en slags trussel, om at hun ville komme yderligere til skade, hvis hendes forældre ikke sørgede for at aflevere pengene til os, på en bestemt adresse, som kun drengene og jeg kendte til.

Tja, der var meget Rachel ikke var klar over, men vores planer kørte nogenlunde i øjeblikket, selv om Rachel virkelig kunne få mig langt ud på planken med alle hendes små numre og hendes opførsel med at være på tværs.

Rachel, skulle absolut ikke vide noget om, at jeg havde taget billeder af hende, mens hun lå kneblet og bundet og det var absolut også noget der skulle holdes hemmeligt frem over.

Jeg sad og gemte billederne af Rachel ind på min egen email, hvorefter jeg sendte billederne af Rachel over chatten på Facebook til hendes far. Jeg havde haft kontakt med hendes far i godt og vel et døgns tid nu, og hvis folk skulle undre dem over, hvordan pokker jeg var kommet i kontakt med hendes far, så var det så simpelt: Jeg været inde og kigge på Rachels Facebook, og søgte via hendes venner og fandt hendes far.

Hendes far osede langt væk af rigdom på hans billeder på hans profil og det var tydeligt at se på mange af billederne, at Rachel virkelig var sin fars pige, for hold da op, hvor havde den mand mange billeder af hans lykkelige og smilende datter. Jeg havde godt nok en egen Facebook-profil, men den brugte jeg slet ikke for tiden og særligt ikke, når det kom til kontakten med Rachels far, så jeg havde altså valgt at oprette en en anonym Facebook-profil, hvor jeg kunne kommunikere med ham via chatten.

Jeg kunne se, at hendes far straks begyndte at skrive, efter jeg havde sendt ham et par af billederne af Rachel bundet og kneblet.

"Søndag d. 7 Sep. 2014"

"DU GØR HENDE KRAFTEDEME IKKE FORTRÆD!"

Det var tydeligt, at han med vilje havde brugt caps lock, for at true mig, men det rørte mig ikke en skid. Jeg smilte smørret og havde lyst til at gøre ham endnu mere bekymret end hvad godt var. Han skulle virkelig vide, at hans datter havde det "åh-så-forfærdeligt", selv om jeg og vennerne for det meste havde været ret overbærende med hende.

"Så hvad?!", svarede jeg med et smørret smil på læben.

Ja, det var sgu med vilje, at jeg ville have manden endnu mere op i det røde felt, så jeg og vennerne kunne forlange et større beløb ud af gnieren.

"Hvorfor har i taget min datter? Hvad vil i med hende?"

"Hvad fanden tror du selv?", skrev jeg med et flabet smil på læben.

Der var hurtigt respons:

"Hvis du eller én af de andre så meget som voldtager hende eller det der ligner, så lover jeg dig, Jason, at jeg vil jagte dig, til jeg får fat i dig!"

Jeg hverken smilede eller noget. Jeg mente bestemt ikke, at jeg havde udsat Rachel for voldtægt, eftersom vores eskapader havde dybere følelser i sig - Eller i hvert fald, fordi både Rachel og jeg ikke havde kunne styre vores lyster og det kunne man vel næppe kalde for voldtægt - Kunne man?

Jeg sad et øjeblik og tænkte på hvad pokker jeg skulle svare ham.

Jeg hørte flygtigt døren bag mig blive åbnet, for der efter at blive lukket igen. Jeg valgte dog ikke at se efter, hvem der stilte sig bag mig.

"Så må du og din kone jo hellere gøre præcist, som vi befaler, ikke? ;)", skrev jeg som min besluttede svar og sekunder efter hørte jeg et velkendt grin ved min venstre side. Det grin havde så godt som afsløret ham.

"Hold da kææææft, er hendes far virkelig så godtroende?"

Jeg vendte min opmærksomhed mod Harry og smilte svagt med et træk på skulderen.

"Tja, hvis vi kan få hendes far helt ude af flippen, så kan det vel kun blive bedre med den dusør på hende...", forklarede jeg lavt. Harry nikkede med et svagt smil.

"Men du havde vel ikke tænkt dig at hun ligefrem skulle voldtages, vel?", spurgte han som om han sank en klump. Jeg så opgivende på ham.

"Hazza for helvede! Hvad fanden tror du om mig? - Ligner det mig, at jeg kan finde på sådan noget?", spurgte jeg lige ud. Harry smilte skævt og rystede på hovedet.

"Nej, nok kan du spille hård og brutal, men jeg kender da til dine præmisser og det er, at du helst vil undgå at være for hård over mod piger og kvinder, selv om jeg må indrømme, at du har været temmelig unfair over for Rachel her på det seneste...", forklarede han med et undskyldende smil. Jeg gryntede kort ad ham og så væk fra ham og betragtede chatten på Facebook.

"Hun kan da bare se, at lære, at hun ikke skal opføre sig fandenivoldsk og oprørsk, for det nytter kraftedeme ikke noget!", forklarede jeg lettere olmt og så atter på Harry igen, der bare så målløs på mig.

"Forstår du?!", tilføjede jeg bestemt.

Harry trak på skuldrende og gav mig et ligegyldigt blik og kort rysten på hovedet.

"Hmm, det gør jeg vel?", svarede han på en ligegyldig facon.


Jeg sukkede opgivende og så atter på computerskærmen igen.

"Vi spiser om lidt!", tilføjede Harry bag mig og sekunder efter hørte jeg døren gå igen.

Jeg pustede hårdt ud og så opgivende på chatten med Rachels far. Der var mange ting, der fik mig til at overveje at give alt op nu, men det kunne jeg ikke nu. Vi var nået så langt og i går, havde jeg været ude med Chris og Khalil for at mødes med Sean og hans bande, for at aflevere de 750 stærke til ham fra bankrøveriet af. Endelig havde jeg det ude af verden - I det mindste!

Nu var det kun Rachel, der var på min samvittighed. Jeg og vennerne behøvede virkelig de penge, som vi kunne skrabe til os, men jeg havde så mange samvittighedskvaler over Rachel efterhånden. Jeg kunne mest af alt bare have lyst til at lade hende gå i fred, men jeg kunne ikke svigte drengene, nu hvor vi var nået så langt.

"Pengene er på vej :( Du eller nogen af de andre vover på at gøre min datter fortræd! Hører du?!"

Jeg sukkede hårdt og svarede ham:

"Klog beslutning, hvis pengene er på rette sted og vel og mærke Ingen strissere eller andre fra myndighederne ikke er at se nogen steder inden klokken 5.00 pm i morgen, så lover jeg din kone og dig, at i vil få Rachel tilbage i god behold - Hvis ikke, vil det komme til at koste dig dyrt og det vil gå ud over Rachel - Forstået?!"

Ja, jeg sad nok og truede en del, men det var desværre det der skulle til. Jeg kunne se han skrev på chatten.

"Det er en aftale, Jason!"

Og med den sætning, loggede han af chatten. Jeg smilte svagt tilfreds over min indsats.

Jeg slukkede computeren og smækkede klappen ned og rejste mig fra kontorstolen og begav mig ud af det lille kontor, hvor efter jeg låste døren og begav mig udenfor på terrassen, hvor jeg kunne høre alle de andre snakke og grine.

Jeg kom udenfor og sjovt nok, var Rachel den første jeg fik øje på. Hun sad og grinte, mens hun virkede til at være i hyggelig samtale med Khalil og Zayn. Jeg sukkede svagt og valgte at slå tankerne væk med, at Rachel formentligt var et overstået kapitel i morgen efter femtiden om eftermiddagen.

Det føltes underligt, da jeg som den sidste satte mig ved bordet og trak havestolen ordenligt på plads under mig. Jeg bemærkede Rachels blik flygtigt på mig, hvor efter hun så med et olmt blik væk fra mig igen. Jeg så på Ryan ved min højre side og lænede mig lettere hen mod ham.

"Alt ordnet nu - I morgen klokken fem om eftermiddagen, har hendes forældre lovet at være på stedet for at aflevere pengene og jeg har lovet dem deres datter igen...", hviskede jeg til ham. Ryan så forbløffet på mig.

"Seriøst? Allerede?", hviskede han målløs. Jeg nikkede uden så meget som at smile.

"Så skal vi altså sige farvel til hende i morgen?", hviskede Ryan yderligere.

Jeg nikkede uden så meget som at smile og klappede ham på skulderen.

"Yup, men sig intet til hende overhovedet - Hun behøver ikke at vide det lige før, vi udleverer hende til hendes forældre...", hviskede jeg med et bestemt blik.

Ryan nikkede med et målløst blik og så hen på Rachel kunne jeg se.

"Det bliver underligt at skulle undvære hende - Jeg er sgu begyndt at holde af hende...", svarede han lavt uden at flytte blikket fra hende.

Jeg så samme vej som Ryan og betragtede Rachel, der sad og grinte over noget Zayn havde sagt til hende.

"Også jeg...", mumlede jeg med et suk og fik flygtigt hendes opmærksomhed, inden hun så væk fra mig igen. Jeg så væk fra hende og langede ud efter fadet med bøffer og begyndte at hælde op på min tallerken....

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...