Kidnapped by a mistake! - Jason McCann

Rachel Valentine på 18 år fra Miami, Florida, er på ferie hos sin onkel og tante i New York. Hun er af en rig familie, så hun mangler ikke noget. - En dag, hvor hun skal ud og shoppe i New York, går hun ind i den store National Bank for at hæve penge, men det viser sig at Rachel vælger den helt forkerte dag at hæve penge og lige i den forkerte bank, for netop den dag og det tidsrum, vælger den berygtede Jason McCann og hans medsammensvorne, at røve banken og det bliver yderligere ikke småting for stakkels Rachel, som yderligere bliver udsat for tilfældig gidseltagning og kidnapning. Hvordan skal det dog ikke gå hende og hvad med denne Jason? Er han god nok på bunden eller er han én hun skal holde sig langt væk fra? Følg med i en spændende historie, der kan tage mange twist....

284Likes
430Kommentarer
50059Visninger
AA

10. "Har vi en aftale?"


Rachels synsvinkel:

"Fredag d. 5 september, 2014.

Tja, det påstår Jason i alt fald at det er, og jeg ved ikke hvor pokker i verden jeg er henne? - Dog har jeg registreret spansk-talende mennesker bag døren nu og da, så noget siger mig, at jeg, eller rettere vi befinder os et sted mere sydpå? Det undrer mig faktisk en hel del? Eller måske ikke? - Drengene er klart på flugt og jeg aner ikke om hvor meget det lykkedes dem at få af udbytte fra banken af i New York?

Min iPhone er for længst gået død og jeg har ingen kontakt til omverdenen :( Der er kun Jason, Harry, Khalil, Zayn, Ryan og Chris. Ja tænk, at jeg faktisk kan alle deres navne nu, selv om jeg ikke omgås dem hele tiden. Jeg har kun været to steder de sidste mange dage - værelset her og badeværelset og så har jeg gået igennem deres store stue, der stinker af øl og pizzarester! Mænd! Ellers har jeg slet ikke været ude for en dør endnu og fuck, hvor jeg savner frisk luft og at se solen og den blå himmel. Jeg savner at komme ud og røre mig, men noget siger mig, at det eneste jeg får lov til, er at trippe rundt i dette dødssyge værelse, som jeg efterhånden kender hver en krog af.

Mine dage går med læsning af bøger, som Zayn jævnligt har kommet med. Han er faktisk utrolig sød og hjælpsom. Zayn er noget anderledes end Jason, men de er lige lækre på hver deres måde. Harry er skør og fjoller ret tit. Han virkede seriøst til at være kold og brutal i banken, men for mit vedkommende, virker det til, at det var rent skuespil, for han er virkelig skør og får mig til at grine nærmest hver gang, det er ham der er inde for at bruge lidt tid med mig. Ryan er den tænksomme type. Han virker til at tage deres broderskab ret alvorligt, eftersom han ikke vil nævne alt for meget omkring ham og de andre. Særligt har jeg af den opfattelse, at Jason og Ryan er bedstevenner, ja måske endda blodsbrødre, for det virker til, at de har noget særligt sammen, som Jason måske ikke lige har det på samme måder med de andre?

Chris, åh ja, Chris! Han er en ægte kamæleon. Han er pokkers hård og gangsteragtig udenpå, men inden i er han blød som smør, når bare folk respekterer ham. Sker det, at noget gør ham virkelig sur, så skal man ikke ønske at være i nærheden af Chris. Det kan i værste tilfælde kamme over og han er ikke bange for at slå fra sig. Det ved jeg, for jeg er blevet slået af ham i ansigtet og endte med et sæbeøje. Han ville have, at jeg skulle lyve for de andre, at jeg havde slået mig et sted i værelset ved et uheld. :( Chris er virkelig en flink fyr, men man skal ikke ønske hans vrede - Han slår på kvinder! Det er min konstatering.

Jason - Ja, hvad kan jeg sige? Jeg kan stadig ikke finde ud af ham. Jeg er hans og de andres gidsel, men jeg tror Jason skjuler en hel del for mig. Han vil virke hård og ligeglad med mig, men indeni tror jeg, at han ville gøre alt for mig. Ja, jeg er hermed konstateret hjernevasket og sindssyg: Rachel Marilou Valentine er smask hamrende forelsket i en kriminel og kold fyr, der hedder Jason McCann! Det er virkelig håbløst - det ved jeg!

Der har ikke været meget imellem Jason og jeg. Vi har kysset én eneste gang og det var de dage siden, hvor han puttede med mig, men ellers har det virket meget til, at han har gjort alt for at holde en vis afstand til mig.

Anyway - De behandler mig nogenlunde godt, bortset fra Chris' knytnæveslag i mit ansigt! :( Jeg får regelmæssigt mad på næsten faste tider og ind i mellem kommer Harry eller Jason ind med lidt snacks til mig. De har også skaffet lidt tøj til mig, så jeg mangler egentligt ikke noget, som sådan? Det er da rart, at jeg kan føle mig nogenlunde tryg, men jeg savner virkeligheden og det er trods fire dage i skyg...."

"Duk duk duk!"

Jeg skyndte mig at gemme min lille blok væk under topmadrassen - Ingen skulle vide, at jeg skrev hemmelig dagbog.

"Ja?!", svarede jeg højt.

"Er du anstændig klædt?", kunne jeg straks høre Jasons stemme bag døren.

Jeg kunne nu ikke lade være med at fnise over hans spørgsmål og jeg havde bare lyst til at drille ham en omgang.

"Nej, jeg er nøgen og klar til dig!", svarede jeg med et indestængt fnis. Der blev stille bag døren. Jeg kunne på en måde ikke fatte, at jeg havde svaret ham på den måde.

"Det er løgn, ikke?!"

Jeg begyndte at skraldgrine og faldt tilbage i sengen fuldstændig færdig af grin og jeg hørte, at der blev låst op og døren gik først forsigtigt op, til jeg i mit grin lå og så hen mod døren, hvor Jason forsigtigt stak sit hoved frem, til han med ret røde kinder åbnede døren helt op og kunne faktisk ikke lade være med at grine selv med armene over kors.

"Fuck! Der fik du mig altså!", grinte Jason smørret. Jeg satte mig op og blinkede med øjet.

"Tja, man har jo kun det sjov man selv laver, ikke?", smilte jeg frækt. Jason nikkede med et svagt grin.

"Yup! - Jeg og drengene har diskuteret en hel del...", begyndte han stille og han gik langsomt hen og satte sig på stolen, der stod op ad min seng. Ja, siden den morgen hvor vi havde kysset et øjeblik, havde Jason ikke sat sig på min seng en eneste gang. Jeg sukkede svagt og så opmærksomt på ham.

"Hvad da?", spurgte jeg nogenlunde alvorligt. Jason smilte svagt og lænede sig lettere frem, ved at støtte hans arme på hans lår, mens han foldede hænderne foran sig.

"Nok er du vores gidsel på én eller anden måde, men jeg kan forestille mig, at du savner lidt forandringer, så vennerne er gået med til, at du får lov til at færdes i næsten hele huset og du må tids nok også komme udenfor i baghaven, men vi bevogter dig og hvis du på nogen måde prøver på at tiltuske dig opmærksomhed, som kan undre naboerne omkring, eller at du prøver at stikke af, så bliver det virkelig værst for dig selv, Rachel - Og det mener jeg 100%! Det går ikke, at lege små julelege med os, så vær påpasselig og gør som vi alle siger, er det en aftale?", forklarede Jason bestemt.

Jeg pustede hårdt ud og nikkede med et forsigtigt smil. Jeg blev allerede enig med mig selv om, at jeg nok bare måtte sørge for hvad der blev sagt, for selv om jeg følte mig meget tryg ved Jason, så havde han trods alt ret i, at jeg faktisk ikke kendte ham rigtigt. Han kunne sagtens have lig i lasten, som jeg slet ikke kendte til. Han var jo trods alt kriminel bankrøver, dømt for vold og stofhandel og han havde sikkert også været misbruger før, hvis ikke han stadigt var?

"Må jeg godt spørge om noget upersonligt?", spurgte jeg med et svagt smil. Jason nikkede med et skævt smil.

"Hvor er vi henne i verden?", spurgte jeg ligeud. Jason så med skepsis på mig.

"Nej, det behøver du absolut ikke at vide, Rachel!", svarede han skarpt. Jeg sukkede med et forstående nik.

"Hvad kan der ske ved det?", spurgte jeg yderligere.

Jason så nærmest træt på mig.

"Lad mig skære det ud i pap for dig! - Hvis du på nogen måde skulle have muligheden for at røbe hvor fanden du er henne, så er alt tabt for vennerne og jeg, så NEJ, du får det ikke at vide!", svarede han bestemt, ja, nærmest hårdt. Jeg sukkede og nikkede, mens jeg så ned i madrassen.

"Men vi er i et spansktalende land, ikke? - For jeg har altså registreret visse folk, der har været i huset, der har talt flydende spansk...", forklarede jeg roligt og så op på Jason, der havde rejst sig fra stolen.

Han så lettere hårdt ned på mig og nikkede et kort nik.

"Ja, du har ret, men det er alt hvad du får af vide!", svarede han bestemt. Jeg nikkede med et lille smil.

"Tak...", svarede jeg stille. Jason smilte svagt.

"Ingen årsag... Nå, jeg kan forestille mig, at du simpelthen skriger efter frisk luft - Vil du med ud i haven og joine os andre med en spansk øl?", spurgte han med et skævt smil. Jeg fniste og nikkede.

"Jeg vil virkelig gerne have noget frisk luft og jeg håber, at der er sol? Men jeg hader øl - I har ikke noget andet end det?", svarede jeg med et undskyldende grin. Jason grinte svagt og nikkede.

"Jeg få én af de andre til at hente noget andet, men det er nok ikke det store vi kan finde her omkring, eftersom vi faktisk befinder os i lidt ude på landet ikke langt fra en landsby, så jeg vil tro, at der ellers kan bydes på tequila? - Var det noget?", spurgte han med et smørret grin. Jeg så med en vammel mine på ham.

"Du er sikker på, at der ikke findes Summersby, Mokais, Recorderly eller noget i den dur? Bare en form for ciders?", spurgte jeg med et sarkastisk smil. Jason rystede på hovedet med et lille grin.

"De kan vel se efter, men jeg tror ikke, at du skal regne med den slags på disse kanter, såeh?", svarede han med et spørgende smil. Jeg nikkede med et lille smil.

"Jeg håber da, at de har det, ellers må jeg vel nøjes med tequila eller øl?", svarede jeg med et sarkastisk smil.

Jason grinte smørret og strakte hånden mod mig.

"Følg mig, frøken! Du behøver ikke at tage sko på, der er frygteligt varmt udenfor, men det er skønt, at sidde i skyggen!", grinte han smørret.

Jeg fniste og rejste mig fra sengen og tog imod hans hånd og fulgte ham ud af værelset og gennem stuen, til vi endte ovre ved en terrassedør. Han trak gardinet til siden og straks strømmede det ind med de varmeste solstråler. Jeg tog mig lettere over øjnene, for at orientere mig og sekunder efter åbnede Jason terrassedøren og vi kom udenfor. Følelsen af frisk luft og solskin var ubeskriveligt. Jeg følte at Gud tilsmilte mig. Jason så på mig med et særligt bestemt blik.

"Du husker vores aftale, ikke?", sagde han bestemt.

Jeg nikkede og han slap min hånd og jeg så flygtigt over mod et stort havebord, hvor alle de andre sad og drak øl. Jason gik over til dem, mens jeg stod og betragtede den ret store have og jeg fik straks indflydelse af, at vi var 100% i et spansktalende land, for denne spanske landlige idyl var ikke til at tage fejl af....


 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...